En advokat bad Henrik Sass Larsen tage affære i en sag mod en kommune. Det kaldte hendes modpart, borgmesteren, trusler. Det skulle borgmesteren imidlertid ikke have gjort, for så blev han sagsøgt for injurier.
Spændingen er hårrejsende. Hvor mange selvpåførte tæsk kan man få i en retssal? Det foretog man torsdag et videnskabeligt eksperiment om i byretten. Eksperimentet blev foretaget under en injuriesag – endda en af de grove som omhandler bagvaskelse. En sag, som var anlagt af en fornærmet advokat på vegne af sig selv, og dermed påtog hun sig rollen som forsøgsdyr. Det var modigt.
Bagvaskelsessager bliver aldrig andet end spændende teater, men om det er tragedie eller komedie vil vise sig. Baggrunden var i hvert fald tragisk; en børnesag fra Hjørring. Kommunen har enten tvangsfjernet eller undladt at tvangsfjerne, og begge dele er jo altid galt. Spørgsmålet er bare, hvad er mest galt. Det er i hvert fald en sagstype, hvor alle parter plejer at afsøge grænserne for ytringsfriheden, navnlig den del der handler om retten til at give igen med samme mønt.
Men hvorfor skal afslutningen på en børnesag ende med at være en barnagtig sag. Politianmeldelser, klager til advokatnævn og henvendelser til politikere.
I dag tørner gemytterne sammen allerede under forelæggelsen. Sagsøgeren læser så indlevende højt af et mødereferat, at modparten hellere vil høre en lydoptagelse fra mødet. Den hænger bare fast i byrettens net. Og det er gået ned, lige så grundigt som den ubåd de taler om i nabolokalet.
I vores sag sejler alting imidlertid planløst rundt i søgen efter corpus delicti, som jo er, om de sagsøgte kan fremlægge sandhedsbevis for, at sagsøgeren truede. Allerede nu er sammenhængen dog så rodet, at enhver mulighed for at finde hoved og hale er fordampet. Og dog. Efterhånden melder der sig en nagende tvivl; gad vide om sagsøgeren egentlig ikke har en pointe eller 2. Og det har hun altså. Hun kan bare ikke finde dem. For kan noget normalt menneske føle sig skræmt af en trussel om at gå til pressen? Eller af Sass Larsen?
Man savner en håndfast dommer. En ærkeengel med flammesværd og Guds autoritet. I stedet har vi fået enhver svigermors drøm; høflig og beleven, men de 2 gange hvor han skal huske sin retsplejelov, tager han fejl. Parter kan undlade at afgive forklaring, men når de gør det, så skal de altså tale sandt. Men som han siger, så står det ikke i retsplejelovens § 344. Hvilket er rigtigt, for det er § 304 han burde have læst.
Lige så godt går det, da sagsøger vil erstatte en vidneforklaring med en skriftlig erklæring – ikke fra vidnet selv, men fra det potentielle vidnes advokat. Det ville normalt ikke blive bedre af, at retten tidligere har besluttet, at afhøring af vidnet – Henrik Sass Larsen – er overflødig. Men sagsøgeren får lov. Er der da slet ingen jurister til stede?
Vidneafhøringer er en svær kunst. Somme tider siger vidner noget andet, end det man forventer. Og hvis de så endda tilføjer en begrundelse eller troværdig detalje, så er det rent ud sagt noget skidt. Men hver gang, der kommer et svar, som ville sende andre i gulvet, så tager den sagsøgende advokat blot en tænkepause, udbryder: ”Godt” og går videre til næste spørgsmål. Det er storsind i særklasse.
Det er proceduren også; en straffesag procederet i henved 1 time, uden at straffeloven nævnes. Men til gengæld en del om menneskerettigheder i Tyrkiet, Rusland og Rumænien, samt at Danmark ikke skal ned på deres niveau. At de sagsøgte har bevisbyrden for sandheden af deres udsagn om, at sagsøgeren har truet, fremgår ikke. I stedet søger sagsøgeren selv at bevise sin uskyld, åbenbart uvidende om at allerede Sokrates konstaterede umuligheden deraf.
Indlægget afsluttes med nogle bemærkninger om mulige sanktioner. ”Retten bør overveje en behandlingsdom,” siger sagsøgeren og fortsætter: ”Det er outreret.” Og det er lige, hvad det er.
Modpartens procedure er vanskelig. Hun skal vinde, og det burde ikke være så svært at sætte det dræbende stød ind. Men det sker ikke. Mon hun lige kommer i hu, at der i straffeloven også står: ”Den, der dræber en anden på dennes bestemte begæring” er hjemfalden til straf.
Det kan ikke undre, at dommeren bekendtgør, at dommen først falder om 4 uger, når han har tænkt sig om. Det bliver jo nødvendigt, når ingen andre har gjort det tidligere.