Forleden bragte Berlingske en festlig kronik af forfatteren Jens Christian Grøndahl. Som sædvanlig når folk betegnes “forfatter”, så har jeg aldrig nogensinde før hørt om ham, men det er formentlig min egen skyld.
Det skete som led i en længere kampagne om faste bogpriser. Det karakteristiske ved den debat er, at man først opfinder et problem, og dernæst griber i sin værkstøjskasse efter et tilfældigt redskab til at løse det. Og så vælger man at foreslå noget gammelkendt. Det er som om man tror, at en hammer kan bruges til at reparere computerprogrammer!
Her er mit svar til Grøndahl, bragt den 15. januar.
Stemmer bøgerne
En rigtig forfatter har flere forudsætninger for at skrive en kronik om bøger, end en tilfældig læserbrevsskribent. Og når man har læst Jens Christian Grøndahls kronik om Bogens Pris, så indser man, at det navnlig gælder en skønlitterær forfatter.
 |
| Det er dette det handler om- læsere! |
Men hvad kronikken havde i litterære kvaliteter, manglede den måske til gengæld i stringens. Man kunne næsten fristes til at påstå, at såfremt Grøndahl skulle stå til regnskab for indholdet, så ville han ikke kunne få bøgerne til at stemme.
Og hvad er egentlig Grøndahls budskab? Hvem er det, der tjener for lidt på bøgerne? Forfatterne, forlagene eller boghandlerne? Det står ikke helt klart. Men den skyldige er dog tydeligt hængt ud, nemlig de frie bogpriser. Hvordan der kan være årsagssammenhæng mellem den manglende indtjening og bogpriserne, finder forfatteren imidlertid ikke nødigt at forklare. Den slags overlader han tydeligvis til bogholdere.
Men lad os tage nogle enkelte punkter i teksten.
“De frie priser har vist sig at være dødbringende…for den litterære mangfoldighed”. Her er der udvist betydelig kunstnerisk frihed i udtrykket. Frie bogpriser blev gradvis indført i løbet af 00’erne efter at bogbranchen opgav sin modstand mod dem. Bibliotekscentralen laver imidlertid en statistik over nyudgivne, skønlitterære bøger på mere end 48 sider. I 2000 var der 1.398, medens der i 2010 var 2.062. Hvis det er død, så skyldes døden kvælning i egen succes.
“Sammenlignet med andre varer er bøger ekstremt individualiserede.” Synspunktet er typisk for kronikken og samtidig usigelig selvoptaget. Er alle andre varer metervarer? Bøger er trods alt så ensartede, at man kan tale om trends indenfor husmor-porno, kendis-biografier etc. Litteraturhistorien viser da også, at set på få årtiers afstand er de fleste udgivelser døgnfluer. Så postulatet om, at hver enkelt titel er helt unik, holder ikke.
Og sådan kunne man blive ved med at gå på plukhøst i Grøndahls bed af sprogblomster.
Mere væsentligt er dog den manglende forklaring af årsagssammenhæng mellem frie bogpriser og forlagenes hhv. boghandlernes dårlige indtjening. Hvor meget et forlag tjener afhænger ikke af, hvem man sælger bøgerne til, men udelukkende af hvor mange bøger man sælger og til hvilken pris. Hvilken kunde, der køber 1000 eksemplarer af en bog, gør ingen forskel. Men det er jo klart, at hvis f.eks. Føtex, der i denne sammenhæng er lige så meget syndebuk som “den store satan” i Iran, derimod køber 2000, hvor boghandlerne kun ville have købt 1000, så behøver forlaget kun tjene så halvt så meget på hvert enkelt eksemplar for at få samme fortjeneste. Hvis forlagenes samlede omsætning falder, så er de altså grundlæggende selv skyld deri, fordi de ikke tager nok for produktet. Og at det sker, skyldes måske, at Føtex alternativt kunne købe andre titler fra andre forlag, altså endnu en bekræftelse på at bøger til en vis grad kan erstatte hinanden på pallerne.
For boghandlerne er situationen blevet, at de må købe dyrere end “den store satan” og at deres eneste konkurrencemulighed er bedre service og bredere udvalg. Men i Danmark er service hundedyrt. Når de, som skal yde servicen, skal betale verdens højeste skatter, så skal timelønnen også nærme sig verdens højeste. Boghandlernes modtræk er, at de ansætter en sværm af billigere arbejdskraft i form af yndige studiner med blonde hestehaler. Men at yde den ønskede service har de ikke indsigt og livserfaring nok til. Resultatet er, at når man skal have service og indsigt i den tilgængelige litteratur, så er det væsentligt nemmere at gå på kommunens bibliotek. Og så kan man bagefter købe bogen på nettet.
Deraf miseren, hvor boghandlere presses fra alle sider, og mange må lukke.
Hvis boghandlernes indkøbspriser blev de samme som “den store satans”, ville det naturligvis lette presset. Men for at opnå det behøver vi ikke faste bogpriser, der juridisk teknisk er en dispensation fra konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser. Det kræver blot lidt rygrad hos forlæggerne, så de i forhold til pris behandler alle kunder ens.
Bindende videresalgspriser vil ikke nødvendigvis flytte salget tilbage til boghandlerne, men de vil derimod kunne give de store aftagere endnu større profit på de store sællerter. Kriminalromaner vil stadig stå på paller i stedet for hylder – i hvert fald når bindingsperioden er overstået – og det vil være på det tidspunkt salget topper.
Som forfatter kan Grøndahl formentlig trække sine indkøb af skønlitteratur fra i skat, så han forstår næppe, hvor stor en udgift det ville være for den jævne borger. Og han forstår i hvert fald slet ikke, at ejerskab til nye bøger kan komme udenfor rækkevidde for de, som har de ringeste indtægter. Men ejerskab til bøger er den fremmeste vej væk fra analfabetisme, og da funktionel analfabetisme er skolernes allerstørste udfordring, så er faste bogpriser nok også af den grund en dårlig idé.
Reelt set bygger Jens Christian Grøndahls kronik derfor på en fiktion. Men det er jo også en forfatters egentlige virkefelt.