I tegneseriesprog taler man med kløftet tunge, når man siger ét, men gør noget andet. Og den betegnelse må man desværre også bruge om Eva Kjer Hansen.
Der kan ikke være tvivl om, at hun mente det alvorligt med sin kronik 4/ 2 om luftige bemyndigelser fra Folketinget til ministrene – og dermed i praksis navnlig til embedsmændene. Og hendes budskab er bestemt både rigtigt og vigtigt.
Problemet er bare, at 22/ 2 vil bl. a. partiet Venstre stemme for endnu en blød lov af den slags.
Det drejer sig om en ændring af Politiloven, som giver Justitsministeriet mulighed for at gennemføre regler om kommuneforbud over for “gadesovere”. Det er i hvert fald begrundelsen lige her og nu, og sådan står det også i lovens overskrift.
Men når man læser den del af lovforslaget, som er skrevet med småt, er bemyndigelsen til ministeriet bredere. Den kan også bruges i »andre særlige situationer«.
Så kan en sætning næsten ikke blive mere indholdsløs.
Det er næsten en naturlov, at henover tid skrider grænserne for bemyndigelser. Det var jo netop én af Eva Kjer Hansens pointer. Og det gælder navnlig indenfor retsområdet.
Det kan selvsagt ikke undre, at et ministerium, som ansætter de dygtigste jurister, også er i stand til at finde smuthullerne og gå lige til grænsen. Af samme grund er man nødt til at sætte skarpere grænser op for dem.
Der er ikke megen tid til at ændre lovforslaget, men det kan stadig nås. Og hvis vi for alvor skal tro på, at Venstre gør det, som partiet lover sine vælgere, så bør det gøres.
For der er jo ikke tale om at ville forhindre vedtagelse af den ønskede lov, men derimod at sikre, at det netop er den ønskede lov, som vedtages.
Bragt i Jyllandsposten 16. februar 2017