Overfladiske Barfoed

De konservatives bannerfører, Lars Barfoed offentliggjorde en kronik i Berlingske med titlen: “Danskerne skal kende historien”. Det er jo som udgangspunkt ikke noget særlig kontroversielt synspunkt, snarere kunne man kalde det for en meningsløs floskel. Og det gjorde jeg da også i dette opinionsindlæg i Berlingske d. 5. januar:

Barfoed var alt for overfladisk

Det var med en ligegyldig floskel, den konservative partileder indledte sin seneste kulturpolitiske programerklæring i Berlingske 3. juledag, for mon nogen kunne finde på at mene, at danskerne ikke skal kende historien.

Resten af kronikken fortsætter på samme niveau. Barfoed mener, at historieløsheden raser, og at det skyldes en sammensværgelse mellem den nuværende regering og de ultraliberale. Desuden ligger det som en skjult præmis, at blot man følger de konservatives forslag om 150 mio. mere til kulturen, så vil tilstanden forandres til det bedre. Det er i sandhed spændende postulater, som nok fortjener en nærmere overvejelse.

Men allerførst kunne det måske være interessant at trække en anden konservativ kæphest af stalden, nemlig ungdommens manglende sproglige formåen. For en konservativ partifører burde vel fremstå som en repræsentant for øvet, men traditionel sprogbrug. Karakteren bliver ikke helt ringe, men nogle elementer tyder på manglende sikkerhed. ‘Vores’eller ‘vort’ identitetstab kan diskuteres, men usikkerhed med hensyn til ‘hans’ eller ‘sin’ er måske tegn på, at vor tids problemer i folkeskolen har deres rod for temmelig mange år siden. Er man ‘bekendte’ eller ‘bekendt’ med en sproglig detalje, eller er det bare ligegyldigt, fordi vi jo godt forstår, hvad manden mener.

En del af kronikken er en skovtur blandt historiske begivenheder tilsat nogle formodninger om deres afgørende betydning for historiens gang. Niveauet ligger på højde med ‘Historiebog for mellemskolen’, hvor Danmark afstod Norge, og Norge opfostrede store danskere. Mon nogen kan overhøre imperiets klagesang i de linjer. Og kan man forstå, nogle nordmænd derfor taler om firehundredeårsnatten.

Men tilbage til hovedbudskabet, for ved vi egentlig med nogen form for sikkerhed, at nutidens unge har mindre historiekundskab end fortidens. Vi, der startede i skole omkring 1970, forlod i hvert fald også skolen uden systematiske kundskaber i historie.

For hvert år der går, bliver menneskehedens historie længere. Nogen viden kommer til og andet glider ud i glemslen. I mit liv indtager murens fald samme rolle som befrielsen for mine forældre. Mine oldeforældre blev som børn indpodet smerten fra de slesvigske krige. Det er svært at sammenligne graden af kundskab til fortiden.

Det bør heller ikke overses, at vi borgerlige har siddet på magten i 21 ud af de sidste 29 år, så det er næppe helt rimeligt, at give socialisterne skylden for alle systemets mangler. Men det kan selvfølgelig også skyldes en ultraliberal indflydelse på de borgerlige regeringer. Hvis man nu hører til dem, der anser Dan Browns bøger for historisk litteratur, så kan det da være en udmærket forklaring. Jeg går dog ud fra, at Barfoed ikke hører dertil, og derfor kræver hans postulat om de liberalistiske højrekræfter en vis uddybning. Men det bliver kun til bragesnak og løst krudt fra Fregatten Jylland.

Og så er vi end ikke begyndt at overveje, om de 150 mio. kan ændre på tilstanden. Tror Barfoed mon selv på det?

 

 

Har de konservative en fremtid?

Egentlig har denne tekst ligget nogen tid på harddisken. Den var ikke helt egnet til at blive en kronik. Men nu har Barfoed lavet komik og ment, at liste C kan stige til 15 %, så her er mit alternative bud på, hvad Det konservative Folkeparti bør gøre for at sikre sin fremtid.

Hvad skal forandres for at bevare de Konservative?

Det konservative Folkeparti har altid betragtet sig selv som det af Folketingets partier, der har den bredeste appel til erhvervslivet. Derfor er det heller ikke helt sjældent, at man blandt dets medlemmer møder den opfattelse, at samfundet ville blive bedre, hvis det blev drevet som en virksomhed. Det gælder først og fremmest nationen, Danmark. Men hvorfor ikke også partiet?

Ganske vist skal man aldrig trække en analogi for langt, men hvis man nu et kort øjeblik legede med tanken om A/S De Konservative, hvorledes ville man så beskrive virksomhedens situation:

Der er tale om en af de ældste virksomheder i branchen, hvor virksomhedens ledelse i forskellige perioder  har valgt at lægge hovedvægten af dens markedsføring på forskellige enkeltelementer i dens meget omfattende produktsortiment. Ud fra en historisk synsvinkel kan man derfor tillægge partiet mange forskellige placeringer på markedet. Men varemærket “konservative” har man dog altid bevaret. Virksomhedens meget karakteristiske signalfarver – klar orange og giftiggrønt – er derimod droppet for nogle år siden, uanset de havde en meget høj genkendelse hos forbrugerne. Ordet konservative er i øvrigt så indarbejdet, at det er blevet generisk, så forbrugerne – ligesom Walkman -benytter ordet ikke blot om denne virksomheds produkt, men om alle produkter med tilsvarende karakteristika.

I nyere tid havde virksomheden sin glansperiode under patriarken Schlüter, hvor man en overgang nåede en markedsandel på over 20 %. Siden er det – med en enkelt undtagelse – gået tilbage hver gang, der har været valg.

Ejerskabet er spredt ud blandt en skare trofaste aktionærer, nærmest et familiefirma. De udgør et stabiliserende element, men samtidig har skiftende konstellationer af aktionærer formået at holde hinanden i skak, så med undtagelse af kompromiskandidaten Bendtsen har der været hyppige udskiftninger i ledelsen. Det har ikke gjort en karriere i virksomheden attraktiv og antallet af unge talenter i ejerkredsen er beskedent.

Problemet med at fremavle næste generation af aktive ejere går dog længere tilbage. Uanset den nærmere udformning af partiets program, så har vælgernes opfattelse af det altid været forbundet med noget klassisk, et gennemprøvet produkt i en god forarbejdning. Og først og fremmest var det stilsikkert.

Derfor overses det ofte, at årene op til højdepunktet var præget af en meget stærk re-engineering båret af de yngste blandt aktionærerne. Inspireret af Thatchers England blev klassiske produkter præsenteret som radikalt fornyede og med en langt mere nutidig appel. Det var sjovt nok produktets succes – først og fremmest med ordet “privatisering”, som man burde have registreret som et sideløbende varemærke – der lagde grunden til nedturen.

Selv om det var klart, at succesperioden i midten af 80-erne var en modebølge – på linje med Crocs sandaler og Doc Martens støvler – så forsøgte Schlüter at holde på markedsandelene ved at lægge produkterne langt tættere på de største konkurrenter og opgive fornyelsen. I den positionering lå kimen til nedturen, idet han med udtalelser som: “Ideologi er noget bras” og “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget” klart viste, at de mere markante fornyere var uønskede i virksomheden. Resultaterne i organisationen udeblev ikke, og de fleste af produktudviklerne søgte mod andre brancher.

Når man sælger ideer er det imidlertid vigtigt, at skabe det billede, hvori forbrugerne helst vil se sig selv, altså et ideal. Et “Bryllupsmagasin” indeholder ikke billeder fra det gennemsnitlige rådhusbryllup i novemberregn, men artikler om romantiske vielser i en hvidkalket landsbykirke på en sollys forårsdag. Ligefrem at fornægte idealet svarer til at påstå, at ens vaskepulver er nøjagtig samme produkt som konkurrentens. Og det sælger ikke.

Sidenhen har den konstante nedgang medført en kronisk mangel på ressourcer til at genskabe kreativiteten fra de tidlige 80-ere. Og de regelmæssige nedskæringer er ofte blevet administreret efter “sidst ind – først ud”. I en sund virksomhed er der ingen åbenlyse arvtagere, men konkurrence om pladsen. Når Rasmus Jarlov entydigt udpeges som næste generation, er det reelt set et svaghedstegn. Han udsættes ikke for den nødvendige konkurrence.

Den seneste tids katastrofale udvikling har medført en panisk opvågning og forsøg på at “genskabe” produktet. Men ved at genskabe svigter man sin egen ide om at forandre for at bevare. Det ender med en gold diskussion om, hvem der har den rigtige forståelse af fortiden, og hvorfor man selv synes, at ens eget produkt er det eneste anvendelige – altså at det eget produkt og konkurrenternes ikke er substituerbare. Det er en skidt position, når man er mindst på markedet. Et lille knækbrødsbageri slår ikke på, at kunderne skal holde helt op med at spise rugbrød, men at knækbrød er en rar afveksling. Og så må man for øvrigt ikke skifte strategi alt for tit, men det har man gjort.

Kort sagt er situationen nu en virksomhed med et mishandlet brand, der i bedste fald ikke taber yderligere kunder. For en udenforstående er det eneste råd til aktionærerne, at de meget omhyggeligt bør overveje at afvikle virksomheden hurtigst muligt, så de bevarer mest muligt af de resterende aktiver. Det sandsynlige alternativ er konkurs om ganske få år – måske allerede i forbindelse med et katastrofalt kommunevalg næste år.

Og en afvikling sker bedst ved fusion med en stærkere virksomhed i samme branche, der kan udnytte varemærket og opnå synergier.

Venstre er ikke en mulighed, for en fusion skal give begge parter noget, og Venstre har intet at vinde. De konservative er så små, at de ingen betydning har. Venstre vil alligevel samle de fleste af kunderne op i tilfælde af en Konservativ konkurs.

Der er 2 andre muligheder, og i begge tilfælde kan man få pæne navne: Liberal-konservativ Alliance og Dansk Konservativt Folkeparti ville være rigtigt gode måder at udnytte varemærket på. Man kan næsten ikke håbe på så velvillig behandling.

Liberal Alliance har som sit afgørende mål, at man efter næste valg vil være tungen på vægtskålen. Liberalerne vil gerne bestemme om den næste regering skal være VOI eller VBI. De ekstra 3 % stemmer fra de konservative kunne gøre udslaget. Dertil kommer et af de væsentlige aktiver ved C, nemlig de kommunalpolitiske positioner som de liberale savner.

Men for Dansk Folkeparti er fordelene langt større, og den allermest væsentlige kan siges med et ord: Stue-ren. Nyrups nedsættende bemærkning klæber stadig til liste O. Det vil sammenlægning med C udrydde en gang for alle. Og samtidig vil det vise, at O er blevet modent til at indgå større samarbejder, altså en regering.

Samtidig vil fusion give Dansk Folkeparti mulighed for at bruge sine klare evner til markedsføring på en bedre måde. Lige nu er de 2 produkter så ens, at de er låst i en stadig kamp om de samme kunder, lidt ligesom Pampers og Libero for nogle år siden gik fuldstændig amok i reklamer. Men den markedsandel, de kæmper om, er ret beset beskeden – navnlig for Dansk Folkeparti, der maksimalt kan vinde ca. 3 % derpå.

Hvis liste O kan spare de ressourcer til en målrettet strategi om at trække stemmer hen over midten eller fra storebror i Venstre, så er de Konservative nok en messe værd. Og også i denne sammenhæng er borgmestrene fra C en mulighed for, at at fusionspartneren kan få det længe savnede gennembrud.

Der er ingen tvivl om, at der skal sluges kameler, hvis en fusion skal blive til noget. For Barfoed vil det gælde om at få mest muligt i form af poster og sikre kredse. I den forbindelse skal han forsøge at spille de 2 potentielle købere ud mod hinanden. Og han skal sørge for, at hele partiet følger med over. Ellers bliver brandet nedlagt.

Fra et virksomhedsperspektiv er der ingen tvivl mulig. Hvis man skal bevare, så må man forandre. Den rationelle løsning er en fusion, ikke at håbe på et mirakel. Det er på tide at forberede den.

Jens Frederik

Flagrende frihedstanker

Blandt konservative er frihedstanken til tider temmelig flagrende og usikker. Navnlig når det gælder flag.
Den samlede konservative top (Barfoed, Kjær og Jarlov) var også ude med riven: http://www.b.dk/kommentarer/regeringen-og-la-angriber-dansk-kultur.
Berlingskes chefredaktør Tom Jensen viste det med denne klumme: http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/04/23/den-fattigste-frihedskamp/

Og så kunne jeg ikke holde mig længere, men måtte endnu en gang ytre mig derom. Denne gang på facebook:

Tvangstænkende nationalister

Gennem den seneste tid har en debat om flag, kanoner (af den kulturelle slags), kristendomsundervisning og andre nationale symboler raset på fuld kraft i aviser og på netmedier. Blandt de flittigste skribenter har været den tidligere så saglige Rasmus Jarlov, men senest har Berlingskes Tom Jensen også blandet sig.

Der er ingen ende på, hvilke mærkelige motiver de kan skyde deres modstandere i skoene – lige fra at bulldoze nationale symboler til afskaffelse af Dannebrog. Og hvor må de dog vide, at det er noget inderligt vrøvl, som de får fremført.

Når man hedder Jens Hansen, så er det godt nok tungt at blive beskyldt for at være tilhænger af unational adfærd. Jeg skriver disse linier omgivet af minder om mine forfædres indsats i danske krige tilbage til Københavns bombardement i 1807. Forleden læste jeg Den lille Hornblæser for mine børn, nøjagtig som min farfar læste den for mig og hans far førend ham. Og så skulle jeg ikke være kernedansk? Og endnu værre, jeg skulle ikke ønske at videregive min danskhed til mine børn.

Men misforståelsen skyldes tilsyneladende, at d’herrer er så hjernevaskede af det moderne forbudssamfund, at de slet ikke fatter betydningen af det lille ord “frihed”. Frihed betyder imidlertid, at en handling hverken er forbudt eller påbudt. Hvis man har frihed, så må man selv bestemme, om man vil eller ikke vil gøre handlingen, f.eks. at flage med Dannebrog. Når man giver nogen frihed i stedet for litteraturkanoner, så betyder det altså ikke, at læsning af Peter Seeberg bliver forbudt. Men det betyder, at man har indset, at fortalen til Jyske Lov kan være lige så vigtig som en ekstra folkevise; at Anne Holms børnebog David er lige så vigtig som 100 sider Holberg (der i øvrigt ofte var påfaldende inspireret af udenlandske forfattere). Og fremfor alt betyder det, at man har forstået noget centralt i vestlig civilisation, nemlig at mennesker skal have både lov og pligt til at tænke selv.

Historie- og rodløse er nationalromantikerne også. De ved ikke, at dansk tradition netop bygger på, at skoler selv fastsætter deres pensa, og at det modsatte kun har været gældende i et fåtal af år. De ved tilsyneladende heller ikke, at de “kanoniske bøger” er Bibelens officielle titel, og at brugen af udtrykket om andet med rette kan anses for lettere blasfemisk. De påkalder sig kultur, men blændes af politur.

Sagt i samme højspændte tone, som de selv bruger, så vil de afskaffe kærlighed til Danmark og indføre pligt til at være dansk. Men kan man virkelig have den holdning, og så stadig være dansk?

Jens Fr.

PS Jeg var meget glad for venlige kommentarer fra blandt andet d’herrer Geertsen og Jan E. Jørgensen

I de national-romantiskes verdensbillede vægter Holberg tungt –
lige så tungt som hans sarkofag i Sorø