Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan dette kunne ske. Det konservative Folkeparti har slået sine egne rekorder i højtråbende – men fuldstændigt ligegyldige – folketingskandidater.
Selv Paula Larrain – som han vist har været eller er gift med – havde flere politiske budskaber.
Man kan naturligvis komme med endnu en let henkastet bemærkning om endnu et skridt på skråplanet og selvmordstrang, men det ville da være mærkeligt i et parti, der netop forsøger at bevise sin overlevelsestrang.
Som midaldrende partisoldat får jeg en mistanke om, at vi snarere ser en af konsekvenserne af, at det er de enkelte opstillingskredse, der vælger den lokale folketingskandidat. Men en opstilingskreds er jo netop ikke en valgkreds. Det opstillingskredsen vælger, er én ud af en håndfuld kandidater, der alle er opstillet af samme parti, men som indbyrdes konkurrerer om partiets eventuelle mandat(er) i en større valgkreds. Til tider kan det medføre, at kampen blandt partiets forskellige kandidater bliver skarpere end bekæmpelsen af de andre partier.
Når man som kredsbestyrelse (efterfølgende som deltager i et opstillingsmøde) skal forberede sig på den konkurrence, så er en klassisk metode, at man konsekvent opstiller den mest medieliderlige person, man kan få øje på. Og så håber man, at der også er et politisk indhold.
Mangel på politiske evner gør ikke så meget, så længe partiet har en størrelse, så der vil være andre – mere politisk kvalificerede – i folketingsgruppen. Problemet bliver først rigtig slemt, når folketingsgruppen ikke længere er stor nok til, at de uduelige kan gemme sig i hjørnerne. Men jo mindre partiet er, desto stærkere er trangen til at benytte metoden og desto sværere vil det blive at gemme sig.
Måske er det derfor, vi ser dette utrolige knæfald for et hidtil uset lavmål i politiske kvalifikationer kombineret med et ego så oppustet og popsmart som en montgolfiere.
Midt i begrædelighederne er der dog altid en trøst. Den slags kandidater holder aldrig mere end et valg.
Post scriptum efter valget i 2015.
Den sidste sætning holdt ikke helt stik. Han holdt faktisk ikke til en hel valgkamp, førend han var strittet ud af partiet. Lidt overlevelsestrang var der dog.