Selv akademikere kløjes i begrebet penge, og det leder til alvorligt fejlagtige konklusioner.
Somme tider ser man tekster, hvor bogstaverne danner genkendelige ord, hvor ordene er sat sammen til korrekte sætninger, men hvor sætningerne har lige så meget indhold som: “Månen er en grøn ost.” Lektor ved Handelshøjskolen Ole Bjergs udtalelser om penge i DR deadline og Politiken er blandt den slags tekster.
Som underviser har det ofte undret mig, at de fejl elever begår, meget ofte skyldes en manglende forståelse af rækkevidden af de mere fundamentale begreber i faget. Og så skal det gå galt. Man får en mistanke om, at Ole Bjerg har det samme problem med begrebet penge, som økonomer bruger i en mere præcis forstand end menigmand. Det er der intet underligt i, men det betyder, at man er nødt til at lære fagbegrebet at kende. Sådan er det med masser af fagtermer – også med penge, der dels betyder kontanter, dels betyder kreditter – altså krav på fremtidig leverance af kontanter.
At skabe kontanter er forbudt. Men vi kan alle skabe kreditter. Når jeg lørdag morgen ikke har kontanter til mine børns lommepenge, så skaber jeg en forpligtelse, der kan kræves indløst med kongens mønt, og dermed har jeg skabt penge. Så ved at undlade at betale skaber jeg penge! Det gør jo, at det bliver sindssygt svært at tælle mængden af penge. At tælle kontanterne er nemt, men hvordan opgør man de andre beløb? Det er derfor, vi har en hoben definitioner af M1, M2 og så videre.
Udgangspunktet er, at vi alle kan skabe alle de penge, vi vil. Der er næsten kun én undtagelse fra den regel, og det er bankerne. Banker må ikke yde kreditter med mindre de har tilsvarende indlån og egenkapital, og de må endda kun låne en del af deres samlede kapital ud. Noget af den skal blive liggende i kassen. Så det er lidt paradoksalt, at lige præcis bankerne skal stå for skud!
Ole Bjerg begår 2 oplagte fejl, nemlig at han påstår, at kun staten må skabe penge (her skulle han rettelig sige kontanter), og at han mener, der er forskel mellem på den ene side “elektroniske” penge, og så penge båret på andre medier, f.eks. gældsbreve på papir.
Han vil have, at staten skal bestemme, hvor mange penge der skal kunne lånes. Og så er det virkelig man kan tillade sig at føle sig viis alene på grund af alder. For vi er altså nogle stykker, som stadig kan huske dengang, man allernådigst skulle have tilladelse til at optage realkreditlån, og hvor pantebrevshajerne havde kronede dage. Vil han virkelig have den tid tilbage? Ansøgninger om lån stilet til Nationalbanken i 3 gennemslag – og endelig ikke pr. elektronisk post, for det er jo fup og fidus.
Er elektroniske penge virkelig anderledes – endsige dårligere? Den pengeskabelse – også kaldet kreditmultiplikator – som sker i bankerne, har altid fundet sted. Tidligere skete det ved at skrive beløbene ind i store folianter, nu sker det på computer. Gør det nogen forskel? De kan hverken lave flere eller færre. Man fristes næsten til analogt at spørge, om den musik man køber på iTunes er ringere end den samme indspilning på CD? Og tjener iTunes flere penge, fordi vi betaler over nettet? Vrøvl, er det eneste mulige svar.
Som om der ikke allerede var nok logiske fejlslutninger, så optræder der endnu en, som dog er så ulden, at Ole Bjerg nok skal forsøge at løbe fra sine udsagn. Ole Bjerg kræver, at bankers udlån skal have fuld dækning i dens reserver.
Banker kan i dag kun udlåne det, som en lægmand ville kalde dens egenkapital og en del af dens indlån. Hvis den skal have en dækning på 100 % i sine reserver, så kan man kun udlåne egenkapitalen. Men i så fald giver det jo ingen mening for bankerne at tage imod indskud på traditionel vis. Hvad i al verden skal en bank med penge, som den ikke må låne ud?
Som alternativ kan banken derimod modtage indskud ved at sælge aktier – eller anden ansvarlig kapital. Men så får “indskyderen” fuld risiko på beløbet, og en af de gode grunde til at overlade sine penge til en bank er jo netop, at man ikke vil tage risikoen ved aktiekøb.
Og hvis der bliver mange bankaktier i stedet for traditionelle indskud, så kan de jo belånes i stedet (udenfor bankerne), og så sker pengedannelsen bare et andet sted.
Mange akademikere opnår nye erkendelser, som ingen anden før har beskrevet. Somme tider når de endda til resultater, der strider mod gængse erkendelser. Men så er det lige, at man skal sove på det. Måske skal man også læse lidt Holberg – fortrinsvis om Erasmus Montanus.
Bragt i Børsen d. 2. oktober 2013
