BZ – hvem de var, og hvad de blev til.

Anmeldelse af Peter Øvig Knudsen: BZ. Du har ikke en chance – tag den. Et familiedrama. Gyldendal 2016.

Når man har slugt en bog, så må den have nogle kvaliteter, men hvilke kan det godt være svært at rekapitulere. Altså lige bortset fra at håndværket som formidler er i orden. Som det ofte kan ske, læste jeg løs, og så efter 300-350 sider blev jeg træt, sulten eller bare almindeligt ukoncentreret, og så går man jo lidt i stå. Måske var det dog, fordi der trods alt er grænser for, hvor mange sider personlige beretninger om sammenstød med politiet, man orker at læse. Og med i alt 600 sider i bogen, så er der lissom plads nok til at komme rundt om emnet.

En sidehistorie, som tydeligvis betyder meget for forfatteren, er, at han i BZ-miljøet er blevet mødt med kraftig modstand mod at få skrevet bevægelsens historie af en udefrakommende. I Øvigs optik er der tale om, at modstanden udgår fra en mindre gruppe personer, som i sin tid udgjorde subkulturens uformelle, men temmelig dominerende ledelse, og som derudover sidenhen har forstået at bygge sig en position i det borgerlige samfund. Det er personer, der ofte selv har udtalt sig offentligt om BZ, men som nu ikke ønsker, at andre kigger dem i kortene. Churchill formulerede den samme følelse elegant med sit: ”History will be kind to me because I intend to write it.”

Der er selvfølgelig en spændingsværdi i at beskrive forsøgene på at lægge låg på historien, og mindst 3 interessante afledede effekter, nemlig at illustrere hvor lange spor BZ-tiden har sat sig i en del af deltagernes identitet, hvilket måske skyldes, at det er nemmest at opspore de kilder, men også hvor benhårdt disciplineret en tilsyneladende kaotisk subkultur i virkeligheden var, og hvor tæt på miljøet Øvig Knudsen selv er.

Men efterhånden som bogen udførligt forklarer om, hvem der pludselig alligevel vil være kilder, og hvem der så alligevel fortryder, så er det altså besnærende at citere professoren, som engang ved et disputatsforsvar bemærkede: ”Vi ved godt, De har gjort et anstrengende arbejde med afhandlingen. Så De behøver ikke fremlægge Deres svedige uldtrøje som bevis.”

Øvig har selv venstrefløjen som udgangspunkt, men ikke desto mindre skriver han individernes historie. Noget skyldes fortælletekniske fordele, men det skyldes også hans interesse i at se, hvordan den enkelte BZer har klaret transformationen til at leve i det rigtige samfund. For tiden i BZ var jo domineret af en total mangel på respekt for andre mennesker. Tyveri var en levevej, og forklaringen om, at ”man kun stjal fra kapitalisterne” såsom Irma, og mest smadrede ruder i strøgforretninger og banker, er jo forløjet. Hvad med de psykiske følger hos en ekspedient i butikken, når der pludselig flyver en brosten gennem vinduet eller traumerne hos betjente og brandfolk. Det er noget, som selv i forhold til betjentene kun antydes.

I det hele er der tale om subkulturens interne historie; årsagsforklaringer og perspektiver til resten af samfundet mangler. På den måde er bogen en udfordring for læseren, selv om den også kan læses som en velskrevet beretning om en gruppes indbyrdes relationer og have værdi allerede af den grund.

%d bloggers like this: