Tag: Rigsrevisionen

Udgivet den

Og regningen skal sendes til?

Nu kom redegørelsen om Annette Vilhelmsen så. Og så kan vi begynde at få svar på alle spørgsmålene?

Forinden skal man dog lige gøre sig klart, hvad redegørelsen er. For den er kun en gennemgang af det skriftlige materiale i dagen, og den tager kun sigte på, om der skal tages ansættelsesretlige konsekvenser.

Men der burde stilles nogle yderligere spørgsmål, først og fremmest hvem regningerne skal sendes til, for der er reelt set 2 regninger. En på den million, som Zornig fik, og en sikkert endnu større for den advokatundersøgelse, som skulle til for at afsløre ministeriets ‘cover up’-aktion.

Beløbene er ikke helt ubetydelige. De kunne række ret langt som sociale ydelser! Og hvis der skal være lighed for Loke og Thor, så skal der sammenlignes med, hvilke regninger man sender for fejludbetalte ydelser.

Som enlig forsørger oplevede jeg for nogen tid siden, at der flyttede en mand ind hos en nabo. Folkeregistret troede dog, at han boede hos mig. Og uanset hvor meget jeg i irritation erklærede, at jeg snarere var homofob end homofil, så kostede det et par kvartalers børnetilskud. Det er den barske standard, vi skal måle imod.

Det står nu klart, at ministeriet har handlet ulovligt, og at man gjorde det i samarbejde med Zornig Andersen. Men hvis en invalidepensionist snyder sig til ekstra ydelser, fordi sagsbehandleren er en god ven, så ved vi jo godt, at ydelsen skal tilbage i kommunekassen. Det kan ikke være anderledes.

Den offentligt ansatte, som med fuld viden om karakteren af sin handling har medvirket til udbetalingen, må da også hæfte, hvis modtageren ikke kan betale tilbage. Og hertil kommer, at omkostningen ved at afdække historien selvsagt også er et tab for skatteborgerne, som den ansatte må være ansvarlig for.

Når en mafia-sag rulles op i Amerika, så er der aldrig noget skriftligt, som forbinder forbrydelsen med bagmanden. Det er der heller ikke her. Og nøjagtig ligesom en mafiaboss erklærer ministeren så, at hun er renset og sandelig ikke skal have begmanden. Men den holder altså ikke. Og i øvrigt har ministeren et særligt ansvar for at holde opsyn med sine embedsmænd.

Konklusion må entydigt blive, at vi som skatteborgere må have krav på, at der for en gangs skyld følges op på sagen og kræves kontant afregning for sagen. Der verserer hobevis af sager om sløsede bankdirektører. Lad os nu få en om en sløset offentlig chef.

Bragt i Jyllands-Posten 17. juni 2014

Og for en god ordens skyld skal jeg lige henvise til, at dengang sagen blev rejst skrev jeg om den i en tidligere kronik.

Udgivet den

Ministerium ude over kanten

Anette Vilhelmsen er ikke renset.

Nu har jeg haft lejlighed til at gennemlæse Pernille Backhausens advokatredegørelse om Anette Vilhelmsen. Det har jeg selvsagt ventet på, fordi jeg selv har haft nogle markante meninger om sagen tidligere.

Pernille Backhausen udviser en høj grad af integritet. Og hun bekræfter stort set samtlige mine antagelser. Men hvor der er 2 jurister, vil der imidlertid altid være mindst 3 meninger, så jeg er naturligvis ikke enig i alle punkter. Men så er man nede i detaljerne, f.eks. om det har nogen betydning, at man formelt bevilger tilskuddet til en anden end den reelle modtager.

Konklusionerne

Hovedsagen er, at hun om det samlede ministeriums rolle klart slår fast:
1) at sagsbehandlingen var åbenlyst usaglig,
1) at ministeriet var brølende inhabilt, og
3) at man var bange for, at Lisbeth Zornig Andersen ville gøre alvor af en trussel om at gå til pressen og derfor skaffede ekstra penge.
 

Vilhelmsens hhv. embedsmændenes rolle

Advokatredegørelsen er bestilt på baggrund af sagens skriftlige materiale, og det er formentlig den eneste grund til, at der ikke udtales en lige så sviende kritik af ministeren selv. For der findes mærkeligt nok ikke et eneste lille notat om hendes ageren i sagen – udover det herostratisk berømte fjernsynsklip. Men man har da lov til at formode, at al postyret om at skaffe en ekstra million trods alt har været iværksat efter hendes ønske. 

 At ministeren var langt udenfor det område, hvor hun kunne bunde, og at hun optrådte som en hund i et spil kegler, kan ingen være i tvivl om. Men det ændrer jo ikke ved, at damen er ansvarlig efter de sædvanlige regler om ministres ansvar.
 
Det er temmelig ubehageligt, at hun – og hendes embedsmænd – tydeligvis var villige til at bruge en ekstra million af andres penge, bare fordi man var for forfængelige til at indrømme en fejl.

Og det er uskønt, at hun dækkede over sin – trods alt tilgivelige – spontane udtalelse ved at begå en række tjenesteforseelser. Og hun lod embedsmændene bistå sig. Hvis hun ville have været fri for kritik, så skulle hun i hvert fald have stoppet det, så snart hun fik kundskab derom.

 Man bliver bestemt heller ikke imponeret af kvaliteten af embedsmændene. Begreber som retlinethed er tydeligvis afskaffet til fordel for at sno sig. Man kan godt undre sig over, at ministeriet vil fortsætte med samme holdopstilling.

Kan Zornig beholde pengene

Den væsentligste mangel ved redegørelsen – men det ligger udenfor kommissoriet og kan derfor ikke bebrejdes undersøgeren – er, at der ikke tages stilling til, om bevillingen skal opretholdes. Som sagen nu ligger oplyst, er der imidlertid ingen grund til anse bevillingen for lovlig. Hvis man skulle behandle enlige mødre og facile konsulenter med den samme målestok, så burde pengene derfor tilbage i statskassen.

Udgivet den

Minister på kanten

Der er ikke bare et politisk ansvar, men også et juridisk og økonomisk ansvar at tage stilling til i Annette Vilhelmsen-sagen. For vi ønsker vel lighed for loven og ikke særlige standarder, når pengene bruges til ministres politisk korrekte favoritprojekter.

Enhver ordentlig fest har et ‘nachspiel’, somme tider ekstatisk, men til andre tider mere pinefuldt. Sådan har det også været med Anette Vilhelmsens feststemte uddeling af støtte til huset Zornig. Men foreløbig har efterspillet koncentreret sig om de politiske konsekvenser for ministeren.

Men en ting har vi ikke hørt meget til, nemlig konsekvenserne for statskassen, som er blevet lettet for 1 mio. på et tvivlsomt grundlag. Når der forsvinder et sådant beløb, så kunne der måske være anledning til at overveje, om det kan have sin rigtighed, at det bare skal forblive i modtagerens lommer. Der er selvsagt den hage ved sådanne overvejelser, at staten jo ikke har lidt noget tab. Hvis ikke Huset Zornig havde fået pengene, så var de jo bare blevet brugt på et andet projekt. Så de havde under alle omstændigheder ligget andre steder end i statskassen.

Helt så enkelt kan man nok ikke se det. Der er også et hensyn til de øvrige ansøgere, som ved en fair fordeling af de rare penge kunne have fået andel i dem. Og i den situation kan de skuffede ansøgere med rette føle, at de har spildt tid og energi på ansøgninger, som reelt ikke havde en chance. Det ville normalt føre til, at man måtte godtgøre dem udgifterne ved at udforme ansøgningerne. Men de dokumenterbare udgifter er formentlig ret små. Og dertil kommer, at nogle af ansøgerne nok af hensyn til muligheden for senere bevillinger ministeriets puljer ikke har ret megen lyst til at bede om det.

Det er i øvrigt nærliggende at forestille sig, at det netop var for at give andre ansøgere en chance, at puljen blev fordoblet, men det tør ministeren næppe sige for højt, for så anerkender hun jo temmelig tydeligt, at beslutningen om den første million var truffet på forhånd. Og det ville være at gå lige i fælden. Vilhelmsen må derfor nødvendigvis hævde, at fordoblingen i stedet skete, fordi hun fandt formålet med puljen dobbelt så vigtigt. Men når faktum reelt er, at pengene var bevilliget til Zornig, så er de andre ansøgere stadig holdt for nar, men trods alt ikke helt så meget.

Man må som allerede nævnt spørge sig selv, om Huset Zornig skal have lov til at beholde pengene. Pengene er naturligvis blevet brugt, men det er jo ikke et argument. Hvis en enlig mor har set lidt for meget til sin elsker, så hun ikke er berettiget til ekstra børnebidrag, så slipper hun jo ikke for at betale tilbage, uanset hvor meget pengene er gået til vinterstøvler og flyverdragter. End ikke i de tilfælde hvor sagen ligger på vippen, og hun egentlig bare har skønnet lidt anderledes end kommunens sagsbehandler. Det er den standard, vi skal sammenligne med; for vi ønsker vel lighed for loven.

God eller ond tro?

Det juridiske princip, der er på spil her, handler om en tredeling mellem viden, uagtsomhed og god tro. Hvis borgeren ved, at der er urent trav, så skal pengene tilbage. Hvis borgeren er i den anden ende af skalaen, så skal der ikke betales tilbage. Det spændende er situationen, hvor borgeren burde have indset, at klaveret spillede falsk, men her er dansk forvaltningsret traditionelt temmelig klar, nemlig at der skal ske tilbagebetaling. Der har af nogen jurister været argumenteret for en opblødning af det standpunkt, men omvendt har de seneste års ihærdige bekæmpelse af socialt bedrageri nok i praksis trukket lige så meget – eller mere – den anden vej. Og indenfor tilskud til folkeoplysning, der minder meget om puljestøtten, er praksis blevet beskrevet som ’benhård’.

Grænserne mellem de 3 grupper ligger naturligvis ikke urokkeligt fast. Når der kommer sager med en meget høj profil, så er der nok en ret markant tendens til, at vi sætter grænserne et lidt andet sted. En generel ændring af grænserne behøver der ikke være nogen juridisk betænkelighed ved, men så skal grænserne bare flyttes i samtlige sager; ikke kun de hvor ministeren kan komme i klemme. Det er et forhold, som man skal være meget opmærksom på her.

Sagen handler altså om grænsen mellem god tro og ‘burde vide’. Selv hvis man ret præcist har fastlagt grænsen (det jurister ville kalde retsfaktum), så bliver det naturligvis altid lidt skønsmæssigt, om man er på den ene eller anden side, men hvis vi blot ser på de offentlige udtalelser, så er der nogle ting, som springer i øjnene. For det første kunne beløbene tilsyneladende kun tildeles kommuner og organisationer og ikke private erhvervsdrivende organisationer. Men det er og var Huset Zornig imidlertid. (For de interesserede kan det oplyses, at firmaet er registreret med cvr. nr. 32 16 80 94 i branchen virksomhedsrådgivning, hvilket jo normalt ikke helt er det samme som frivilligt socialt arbejde.) Det forhold burde man have været opmærksom på både fra modtagerens og myndighedens side.

Der findes ganske vist også en forening ved navn Stemmer på Kanten, der ifølge CVR er oprettet d. 28. august, altså 2 dage efter ministeriet har udsendt pressemeddelelse om puljen. Men foreningen optræder intet sted i de dokumenter om sagen, som socialministeriet har udleveret til ansøgere om aktindsigt. Det skal dog nævnes, at ministeriet med omhu har overstreget samtlige personnavne (Hvad der måske ikke helt er hjemmel til!), så teoretisk set kan foreningen gemme sig under en overstregning.

Derudover ligger det temmelig klart, at Zornigs mand ikke et sekund var i tvivl om udfaldet af ansøgningsprocessen. Det var på forhånd afgjort, at de skulle have millionen. Ansøgningen var en formssag. Men hvis en embedsmand har afgjort sagen på forhånd, så er det da et forhold, som smager temmelig meget af forvaltningslovens regler om inhabilitet. Det skal en borger kunne indse ikke er korrekt og upartisk sagsbehandling.

Hvis nogen skulle mene, at der ikke er inhabilitet, så skal de blot erindre sig de sager, der har været med ministre, som er kommet i klemme på, at de har udtalt sig lidt for tidligt om deres holdninger til enkeltsager, f.eks. den konservative Carina Christensen, der i 2007 lukkede en svineeksportørs forretning i tv-avisen.

Det kræver naturligvis ikke ret meget politisk gehør at indse, at i lige præcis denne sag vil der være et markant ønske fra de involverede politikere og embedsmænd om, ikke at rode op i spørgsmålet om tilbagebetaling. Pengene er jo gået til et politisk korrekt formål, som ingen hidtil har turdet angribe. Den argumentation overser blot hensynet til de andre – ikke favoriserede – projekter. Og den argumentation overser navnlig kravet om en tilsvarende behandling af de enlige mødre og alle mulige andre modtagere af offentlige ydelser.

Der er i øvrigt i denne sag tale om den enestående situation, at redaktøren af en landsdækkende avis på lederplads har beskrevet sagen som korruption – uden at regeringen har pippet den mindste lille smule til gensvar. Det er ikke hverdagskost i kongeriget.

Og afslutningsvis kan man overveje, at selv om politikere og embedsmænd helst dysser dette spørgsmål lidt ned, så er det ikke helt sikkert, at Rigsrevisionen vil være enig i den opfattelse af sagen. Så der venter måske et ‘nachspiel’.

Bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 27. februar 2014.

PS Efter advokatundersøgelsen af sagen fulgte jeg op med at konstatere, at der var et “Ministerium ude over kanten”

Udgivet den

Ejendomsvurderinger – kan det gøres bedre?



Rigsrevisionens rapport om ejendomsværdier giver anledning til megen politisk gloriepudsning og bragesnak. Krav om ansvarsplacering og tilbagebetalinger fyger gennem luften. Og det skete sjovt nok allerede førend rapporten var offentlig tilgængelig. Men politikere ejer sikkert særlige evner til at spå om fremtiden.
 
Når man så rent faktisk læser den del af rapporten, der handler om fastsættelsen af ejendomsværdier (og altså ikke afsnittet om behandling af klagesager), så må der uvilkårligt melde sig den lille snigende eftertanke: “Kan det overhovedet gøres så godt som Rigsrevisionen kræver?”
 
Gennem et par årtier havde jeg lejlighed at beskæftige mig med priser på fast ejendom, og jeg har egentlig altid været forundret over, hvor tit Skat har ramt nogenlunde rigtigt for de ejendomme, som jeg skulle beskæftige mig med. Selv ville jeg ville nødig skulle træffe indenfor +/- 10 % på den enkelte ejendom. Og da slet ikke uden at have set den.
 
Rigsrevisionen har defineret en korrekt vurdering som intervallet fra den realiserede salgspris ned til salgsprisen minus 15 %. Af de solgte ejendomme ligger 3/4 udenfor, heraf 34 % undervurderede og 41 % overvurderede. Rigsrevisionen kommer ikke med nogen ideer til, hvordan man kan forbedre træfsikkerheden, og jeg kunne være tilbøjelig til at hævde, at selv om man nok kan ramme noget bedre, så vil man, hvis man gentager øvelsen om nogle år, stadig finde 40 % som rammer udenfor skiven. Jeg har sjovt nok ikke kunnet få en eneste af de, der råber højt om erstatning, til at indgå væddemål på de vilkår. Så de tror altså heller ikke, at det kan gøres bedre.
 
Ejendomsmæglerne har givetvis en betydeligt højere grad af præcision end den offentlige vurdering, men de har også et meget højere ressourceforbrug samt mere detailleret lokalkendskab. Og de har navnlig haft mulighed for at se husets indretning og stand. Mæglerne vurderer kun de handlede ejendomme, og det er for tiden ca. 24.000 årlig ud af 1,2 mio parcelhuse. En mægler bruger måske ½ dag på hver ejendom, så hvis alle landets villaer skal vurderes lige så grundigt, så skal der ansættes temmelig mange ekstra i Skat. Har vi lige lyst til at øge antallet af skattefolk med 2-3.000! Og så ville der alligevel stadig forekomme skæverter.

Allerede Aristoteles gjorde opmærksom på, at man ikke kan slutte fra klasse til individ, men det er altså den øvelse, vi forlanger, Skat skal udføre. Det kan ikke blive rigtigt, i hvert fald ikke hver gang.

Og der er i øvrigt andre udmærkede grunde til, at øvelsen principielt set er umulig. Det er således helt klassisk, at der ikke findes én objektiv pris på en vare. Marxisterne tror det, og det er en af de fundamentale svagheder ved deres økonomiske teorier. Men i virkeligheden findes der kun den pris, som køber og sælger kan blive enige om, og den kan variere ret betydeligt efter deres individuelle behov. Det er lige så klart, at når man befinder sig på et marked med konkurrerende købere hhv. sælgere, så vil priserne på sammenlignelige varer have en tendens til at klumpe sig sammen om et bestemt niveau, men spredningen kan altså være ret betydelig. Det ser man ret tydeligt af spredningen på de realiserede handler.Også derfor er tanken om en objektiv, entydig vurdering noget vrøvl. Men man kan forsøge at ramme niveauet.

 
Det er naturligvis surt, når man som borger ikke kan kritisere Skat sønder og sammen, men ingen er forpligtet til det umulige. Og desværre er det kun er ved salg, man kan identificere de overvurderede ejendomme, så selv om mange er fejlvurderede, så bliver det uendelig svært at gennemføre krav om tilbagebetaling. Og selv hvis man kan konstatere, at de er overvurderede, så kan det jo skyldes at bygningen er bedre end forudsat. Hvis det er tilfældet, så skal grundværdien, der benyttes som grundlag for ejendomsskatten, ikke være anderledes end ved den oprindelige vurdering. Og så har ejendomsskatten jo ikke været for høj. Når det kombineres med de almindelige regler i dansk ret for, hvad der skal til for at opnå erstatning, så bliver det næppe denne type sager, der tømmer statskassen i de kommende år.
 
Man kan jo også hævde, at det ikke udelukkende er en byrde at få sin ejendom vurderet for højt. Når man skal sælge en ejendom, så vil køberne ofte skæve til den offentlige vurdering, når de skal bedømme udbudsprisens rimelighed. Så det kan jo meget vel være, at ejendommen kan sælges dyrere, hvis den er vurderet for højt. Og så er der jo ikke noget tab for sælger. (Dette minder om en klassisk overvæltningsargumentation, som jeg hader, og som i øvrigt normalt er forkert.)
 
Der er imidlertid en bisætning i rapporten, som man bør lægge mærke til. Den er måske i virkeligheden langt mere interessant end hovedkonklusionen. Om end rapporten holder en urban tone, så står der nemlig, at grundværdier basalt set fastsættes efter en metode, der ikke er ret meget mere pålidelig end et raflebæger. Og når det er mere interessant end den samlede ejendomsværdi, så er det, fordi grundværdien er beregningsgrundlag for den kommunale ejendomsskat (grundskylden). Det er altså der, man skal lede efter begravede hunde.
 
Og der er noget at lede efter. Hvis man et øjeblik forestiller sig 2 helt ens huse på hhv. Lolland og i København, så ved vi allesammen, at priserne vil være helt forskellige. Og det er ganske enkelt at konkludere, at den eneste årsag til det er grundens beliggenhed. Med andre ord skyldes hele prisforskellen, at jord i København er dyrere end på Lolland. Og når det er tilfældet, så medfører det også, at jorden i Københavnsområdet for tiden er voldsomt undervurderet af Skat. Det er ikke en argumentation, som husejere på Frederiksberg vil sætte pris på, men det bliver den ikke mindre rigtig af.
 
Og til trøst for husejerne på Frederiksberg og i København kan man så tillægge, at der er andre jordstykker end deres villahaver, der er undervurderede. For det samme regnestykke kan man jo lave for så vidt angår jorden under etagebyggeri. Det siger sig selv, at jo højere udnyttelsesgrad man kan have på jorden, desto højere bør prisen på jorden være. Så for ejerlejligheder bør grundværdierne være langt højere pr. m2 jord end for villaer. Men fordi man bor ovenpå hinanden, så vil den enkelte lejligheds andel deraf selvsagt blive mindre.
 
På nuværende tidspunkt vurderer Skat imidlertid jorden helt omvendt. På Frederiksberg er den gennemsnitlige jordpris under etageejendomme tilsyneladende væsentligt lavere end villahaverne.
 
Det er forhold, som man nok burde tage op til grundig overvejelse. I stedet for en kortvarig snak om næser og ansvarsplacering, så burde vi benytte lejligheden til at overveje om grundskyld er en fornuftig type skat og om den rammer rigtigt i sin nuværende udformning.
 
Jens Fr.
 
Det meste af teksten stammer fra Børsens kronik d. 23. juni 2013. Men der er tilføjet lidt hist og her.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: