Pengene fosser ud af statskassen … også til Peter Loft.

Det bliver en dyr historie for skatteyderne, at Thor Møger ville af med sin departementschef, Peter Loft. Faktisk så dyrt, at man andre steder nok ville have fået en påtegning fra revisionen.

Om Loft var en dygtig chef, der efterlod et ministerium i god orden, kan jeg ikke sige. Det er jo i hvert fald sikkert, at den ledelse, der kom i hans sted, ikke har formået at undgå fejl i massivt omfang. Men det er en anden historie.

At Kinnock-sagen var anledningen til at Loft røg, ved vi jo alle. Men det var ikke den begrundelse man brugte for at sende ham hjem. I den forbindelse sagde man, at der var behov for fornyelse. Og hvis det virkelig havde været den sande begrundelse, så ville det også have været fair nok.

Traditionen er, at en minister altid og uden forklaring kan afskedige en tjenestemand, såfremt han ikke længere har tillid til ham – en diskretionær afskedigelse. Der skal ingen begrundelse gives. Det koster bare noget. Tjenestemanden skal have en livslang pension, som beregnes ud fra antallet af ansættelsesår. Og han bevarer pensionen uanset om han får ny stilling, så længe han bare holder sig fra staten som arbejdsgiver.

Noget andet er det, hvis man nedlægger hans job. Hele fundamentet med tjenestemænd er, at der er tale om stillinger af så central betydning for staten, at de principielt set aldrig skal nedlægges. Hvis man så gør det, så har staten en pligt til at finde medarbejderen et nyt tilsvarende job. I mellemtiden sendes medarbejderen hjem med “rådighedsløn”, det der i gamle dage hed ventepenge. Rådighedsløn er fuld løn i en periode på 3 år, og dernæst overgår man til pensionering, ligesom ved en diskretionær afskedigelse.

I hvert fald når der ikke er tale om topchefer, så fører disse – tilsyneladende udmærkede – regler til, at man lægger et voldsomt pres på den ansatte i det syndige håb, at han selv siger op. Eller at han begår en dummert, så han kan opsiges af andre grunde, uduelighed, samarbejdsvanskeligheder eller lign. For så forfalder pensionen først, når han bliver gammel, og dermed sparer man beløbet i de mellemliggende år.

I forhold til de regler er Lofts afskedigelse absurd – set med skatteyderøjne.

Man postulerer, at hans stilling nedlægges, så han skal have løn i 3 år til. Det kan lade sig gøre, fordi man skaffede plads til hans afløser, ved at oprette en ekstra stilling, så ministeriet havde 2 departementschefer. I fiktionens verden er afløseren altså slet ikke en efterfølger, men en kær kollega.

Set med bogholderøjne, så havde det eneste rigtige været at afskedige ham straks. I så fald havde han fået pension under hele sagen og det ville han selvsagt også skulle have fremover. Men forskellen på løn og pension i alle årene havde man da sparet. Og man ville ikke skulle tælle løn i en ekstra rådighedsperiode med, når man skulle beregne hans anciennitet og pension.

Den tur Loft har været igennem med mange års usikkerhed, med en de facto bortvisning fra alle hans kontakter gennem et langt arbejdsliv og uden mulighed for at komme igang med noget nyt så længe undersøgelseskommissionen arbejdede (Gid fanden havde den slags omsvøbsdepartementer!) er på mange måder en urimelig belastning af et menneske. Navnlig har det været slemt, fordi man hele tiden har opretholdt en fiktion om, at hvis kommissionen frifandt Loft, så var han stadig departementschef.

Ved at opretholde den fiktion har man fuldstændig spærret mandens muligheder for at komme i gang med noget nyt. Og den samme løgn skal altså nu koste nogle millioner i ekstra omkostninger. Det er ikke tilfredsstillende.

%d bloggers like this: