I gymnasiets oldævl lærte vi om Sokrates, der erklærede, at det eneste han vidste med sikkerhed var, at han intet vidste. Han var dog heldigvis noget af en éner, og derfor har jeg ikke lagt mig efter hans eksempel.

Der er dog nogle få områder, som jeg normalt holder mig fra: Biologi og konflikten i mellemøsten. Nogle vil måske mene, at siden jeg er blevet far, så må der være noget indenfor biologien, som jeg har forstået, men det kan vi tage en anden gang.

Når jeg så endelig udtaler mig om de 2 emner, som jeg intet ved om, så plejer det selvsagt at være med en masse løse forbehold strøet ud over teksten: formentlig, tilsyneladende, rimeligvis og så videre. Der blev så  mange af dem, at dem har jeg slettet i nedenstående tekst, men læseren bør selv tilføje dem med rund hånd.

For så vidt angår mellemøsten, så har jeg lige siden mine teenageår været fascineret af, hvordan det internationale samfund i sit ønske om at fryse konflikten fast også har forhindret, at den løses.

Lad mig lige starte med en betragtning om, at hvis man tror, der findes en løsning baseret på en forestilling om ”retfærdighed”, så går man en krank skæbne i møde. Under alle omstændigheder, så giver det ikke mening at rette op på uretfærdigheder begået af eller mod for længst afdøde personer. Det vil blot være uretfærdigheder mod nogle nulevende. Det giver faktisk god mening med forældelsesregler, selv medens gerningsmanden er i live. Og i øvrigt kan man jo tilføje, at hvis begrebet retfærdighed skal give nogen som helst mening i nogen som helst sammenhæng, så er skyld og ansvar individuelt. Kollektiv retfærdighed er  -ligesom jomfrufødsler – noget man skal overlade til Gud.

En stor del af problemerne i mellemøsten skyldes naturligvis, at konflikten er en stedfortræderkonflikt. Hver af de mange stridende parter har ladet sig heppe op af en eller flere bagmænd, der har bidraget med våben, ammunition og penge. Og i så fald fortsætter konflikten selvsagt, lige til der indtræder en af 2 muligheder: bagmanden taber interessen i at holde konflikten kørende, eller stedfortræderne indser, at de taber mere på konflikten, end de får i bidrag fra bagmanden.

Bagmændenes interesse har hele tiden været at ramme de andre bagmænd, men samtidig har ingen af dem følt sig stærke nok til at tage et virkeligt opgør med de andre. Det, som man kunne kalde hovedkonflikten – i sin tid den kolde krig mellem USA og Sovjet – har været lidt for truende til, at den lokale konflikt kunne få lov til at blusse uhindret op. Så hver gang lokalkonflikten er brudt ud, så har der alligevel vist sig en interesse i at fryse den ned hurtigst muligt. For at undgå at nogen taber ansigt ved nedfrysningen, så er et ofte anvendt instrument, at nedfrysningen beskrives som midlertidig, og at ingen giver endeligt afkald på rettigheder.

(Vi kender det selv fra den lange konflikt om Kalmar-unionens opløsning, hvor det først var ved tronskiftet i 1972, at de 3 kroner røg ud af rigsvåbenet. I hele den lange mellemliggende periode havde vi opretholdt en fiktion om, at det der med svensk selvstændighed bare var en midlertidig ordning.)

I 1948 valgte man fra FNs side, at det resterende britiske mandatområde skulle opdeles i 2 stater. Og den model har grundlæggende været udgangspunktet for alt, hvad der siden er sket i området.

Udfaldet af krigen var dog, at der ikke kom nogen arabisk stat i området. Israel vandt og tog hovedparten af området. Alle de tilbageværende arabiske områder blev fortæret af nabostaterne, Syrien fik en lille, omend demilitariseret, bid, Jordan beholdt de erobrede dele af vestbredden og Ægypten opsnappede Sinai og kontrollen over Gaza.

I 1967, som er den første af krigene, jeg kan huske, skete der en dramatisk udvidelse af det område, som var under Israelsk militær dominans. Vestbredden, der havde hørt under Jordan (tidligere også kaldet Trans-Jordanien), Gaza og Sinai, der havde været under ægyptisk styre, samt en del af Golanhøjderne, der tidligere havde været omfattet af det franske mandat-område, og altså ikke havde været en del af det britiske Palæstina, kom under Israel.

Hvis der nu havde været nogle personer til stede med et format som en Josef Stalin, Bismarck eller endog en civiliseret type som hertugen af Wellington, så ville man i 1967 have erkendt, at nu var slaget udkæmpet og man måtte rette sig ind efter realiteterne. Så ville Israel have annekteret områderne – eller opgivet dem – og beboerne ville enten flytte eller blive borgere i den nye bopælsstat. Men det skete ikke. Tværtimod bestemte en FN-resolution udtrykkeligt, at Israel ikke måtte inddrage de besatte områder. Man frøs konflikten ned og håbede på, at den så ville gå væk.

Til en vis grad skete det også. Efter passende lang tid opgav de forskellige nabolande deres respektive krav på besatte områder, så de kunne koncentrere sig om at løse interne problemer. Jordan og Ægypten har simpelthen droppet palæstinenserne på en måde, der minder om groshavari til søs, men uden de formildende omstændigheder i form at erstatningsbetaling.

Israel har naturligvis haft en interesse i fastfrysningen, fordi man på den måde undgik den fortynding af den jødiske vælgermasse, som en indlemmelse af en stor palæstinensisk befolkningsgruppe ville have medført.

De eneste, som ikke har haft nogen fornøjelse deraf, er indbyggerne i de besatte områder. Ovenikøbet endte det med, at Israel selv droppede administrationen af dem og i stedet gik med til en art selvstyre i et  bantustan på vestbredden ligesom man trak sig militært ud af Gaza. Gennem den seneste årrække har beskrivelsen af Gaza som verdens største interneringslejr, været dominerende i pressen. Der har også dannet sig et billede af en befolkning uden fremtidsudsigter.

Med til at gøre situationen ekstra farverig er, at FN lige siden 1948 har betalt kontanthjælp til palæstinensiske flygtninge. Man har med andre ord gjort en hel masse for at fastholde dem i rollen, i stedet for at hjælpe dem med at komme videre i tilværelsen.

Det er ikke ligefrem noget, der overordnet set har lignet en bæredygtig, vedvarende model. Det er i hvert fald ikke svært at forstå, hvorfor modellen kan give anledning til irritation hos undersåtterne. Og det er egentlig heller ikke svært at forstå, at den noget hårdhudede og – forståeligt nok – ensidige israelske prioritering af jøders sikkerhed i vesten har givet grobund til en ret udbredt folkelig accept af palæstinensiske terrorhandlinger– i hvert fald så længe de lå på et niveau, hvor de kunne opfattes som gengældelse.

(En anden reaktionsmåde har været, at man sørgede for intet at mene om konflikten, fordi det alligevel var alt for overvældende kompliceret. Den har jeg, som nævnt, forsøgt at holde mig til.)

Accepten af terror er måske værd at dvæle lidt ved, navnlig når man ser den massive udskamning, som mennesker, der tidligere har udtalt sig til støtte for den palæstinensiske (Hamas’) side, bliver udsat for lige nu. Man er rigtigt dumdristig, hvis man i disse dage offentligt står ved, hvad man tidligere har ment. Og man er rigtigt dum, hvis man ikke ændrer sin opfattelse på baggrund af det skete.

De af os, som hørte efter i gymnasiet, når læreren i oldtidskundskab fortalte om græske filosoffers verdensbillede, har naturligvis hele tiden vidst, at en parts ondskab ikke retfærdiggør, at den anden part også begår overgreb. Og da slet ikke at den anden parts overgreb går ud over 3.-mand. Men der er nok nogen, som ikke hørte så grundigt efter, og der er i øvrigt fortsat et flertal af befolkningen, der aldrig har haft fornøjelsen af at gå i gymnasiet, og som derfor aldrig har været udsat for at skulle overveje den slags systematisk. De kunne så have lært noget tilsvarende ved at gå kirke, men det har de måske heller ikke.

Og det med individuel skyld og ansvar er jo heller ikke noget, som vi altid holder strikte på. Når den russiske krydser Moskva sænkes, så er den første tanke ikke, at det er et overgreb på værgeløse værnepligtige bondeknolde fra de sibiriske udørkener. Nej, vi tænker: ”Så fik de den!” I den situation accepterer vi uden blusel kollektivt ansvar og kold blodhævn.

Men det kan altså også blive for meget. Og at henrette kvinder, uskyldige børn og værgeløse mænd i hundredvis, samt at tage tilfældige mennesker som gidsler, det ligger selvsagt hinsides enhver forestilling om acceptabelt modtryk, som nogen som helst har haft. Det forhold, at mange af os har opfattet angreb fra Hamas’ side som en retorsion for løbende undertrykkelse (hvad enten det var et sandt eller et falsk billede) er ikke det samme som en accept af den seneste tids uhyrligheder.

Til gengæld er man et forhærdet tidselgemyt (for nu at bruge et julesalme-udtryk), hvis man ikke kan indse, at lige nu er Hamas gået helt ud ad tangenten i sin voldsudøvelse. Hamas har vist sig at være udenfor pædagogisk rækkevidde. At kun den ene part er tilgængelig for rationel samtale, fører så til det paradoks, at den israelske side konstant må finde sig i kritik af sine påståede handlinger, medens Hamas’ ikke på samme måde må stå til regnskab for sine overgreb. Der er heller ingen intern opposition i Gaza, hvorimod Israels mange politiske grupperinger har en livlig diskussion af, hvilken kurs man skal lægge i konflikten.

Fastfrysningen af konflikten fører til en fastlåsning af handlemønstre. Hvert eneste israelsk skridt i den nuværende opblussen af konflikten bliver givetvis taget ud fra en overbevisning om, at det er både nødvendigt og retmæssigt for at sikre israelske borgere. Det er sværere at se nogen logisk begrundelse for det indledende angreb fra Hamas’ side. Hvad forestillede de sig egentlig, at de ville opnå af fordele? Det kan ikke have været ud fra forestillinger om, at de kunne opnå politiske indrømmelser fra Israel, at de kastede sig ud i en selvmorderisk bersærkergang. Var det et led i en intern magtkamp blandt palæstinensere? Jeg har endnu til gode at se nogle plausible bud derpå.

Lige nu forlyder det, at israelitterne vil udrydde Hamas helt ud til de yderste rødder. Det er jo forståeligt nok. Men Hamas har tidligere vist sig at være omtrent lige så svært at tæmme som skvalderkål. Hvis ikke man planter noget meget livskraftigt, og gør det straks, så dukker skvalderkålen op igen. Hvis der på nogen måde er forhold i den virkelige verden, som giver grobund for Hamas, så skal vækstbetingelserne ændres. Det hjælper jo ikke noget at fjerne skvalderkål, hvis man i stedet sår bjørneklo.

På det meget lange sigt – sådan en 3-400 år – så må parterne jo lære at affinde sig med hinanden. For mig er det svært at forestille sig en 2-statsløsning i det perspektiv. Kan man forestille sig, at man i stedet rev plasteret af og indførte en fællesstat? Ville det give mere mening?