Kommentar i Dagens Byggeri d. 5. marts 2026
Hvis et huslejeloft er løsningen, hvad er mon så problemet?
Bolgmangel skyldes aldrig mangel på boliger
Min kommentar i Dagens Byggeri 16. januar 2026
Hvad OECD ikke fatter, er danskernes skatter
Forleden læste jeg OECDs landerapport for Danmark 2026, som har et afsnit om boligmarkedet.
Og det er tydeligt, at forfatteren ikke er i stand til at gennemskue, hvor hårdt belastede af skatter danske parcelhusejere egentlig er.
Der er 2 boligskatter i Danmark, hvoraf grundskylden i princippet hviler på alle ejendomme, medens ejendomsværdiskatten kun betales af ejerboliger.
At ejendomsværdiskatten kun betales af ejerboliger, er der en rigtig god grund til, nemlig at ejendomsværdiskatten er siamesisk tvilling til rentefradraget. Og de 2 skal i princippet udligne hinanden, så ejendomsværdiskatten svarer til det beløb, som man ved maksimal belåning af ejendommen ville spare i skat som følge af rentefradraget. Og som OECD korrekt fastslår, så er værdien af rentefradraget idag typisk væsentligt højere.
Men så overser man, at grundskylden faktisk virker som en ”stand-in” for ejendomsværdiskatten. Det er temmelig besværligt at beskrive mekanismen, men det er værd at forstå.
Grundskylden beregnes som en procentdel af jordværdien, og det er kommunalbestyrelserne, som hvert år skal fastlægge den lokale sats. Men i henhold til lovgivningen er der fastlagt et generelt loft for skatten på 3 % af jordværdien (Ejendomsskatteloven § 28). Sådan et loft fandtes også i den tidligere lov. Som led i overgang fra de gamle vurderinger til det nugældende system, er der for årene 2024-28 fastlagt nogle midlertidige lokale maksima, som findes i et bilag til loven.
Kommunernes adgang til at opkræve grundskyld er et af de parametre, som indgår i den kommunale udligning og beregningen af bloktilskud fra staten. Det er et djævelsk regnestykke, som kun ganske få mennesker forstår. Men til vores brug rækker det at sige, at en kommune naturligvis ikke skal have ekstra tilskud udefra, hvis den ikke har udtømt sine muligheder for at opkræve skatter. Så det er den maksimale grundskyldsopkrævning, der indgår i beregningen. Og det indebærer, at hvis kommunen ikke opkræver maksimal grundskyld, så slipper den ikke for at betale udligningsbeløb af den grund. Resultatet af det har været, at det kun er et ganske lille fåtal af kommuner, som har haft råd til at opkræve lavere grundskyld end maksimum. Den almindeligt anvendte tommelfingerregel har været, at kommuner, som skulle bidrage til kommunal udligning også opkrævede maksimal grundskyld. Og generelt er det de rige bykommuner, som bidrager til udligningen.
Da man i 2002 (ved lov nr.292) indførte et totalt stop for stigninger i ejendomsværdiskatten, så fik det en kraftig effekt på ejendomspriserne. Den effekt slog naturligvis igennem i vurderingerne, og navnlig satte den sig i den del af vurderingen, som udgøres af jordværdierne. Rationalet var, at hvis man har 2 ens huse i en billig og en dyr kommune, så må al forskellen i pris naturligvis skyldes forskelle i jordens værdi, for bygningerne er jo ens! Så da priserne stak af i de store byer, så medførte det helt utrolige stigninger i jordværdierne.
Og så skete der noget sjovt. Grundskylden var nemlig ikke underlagt samme totale loft som ejendomsværdiskatten. Så selv om der var lagt lidt begrænsninger på de mulige stigninger i grundskylden, så kom der en lang periode med solide årlige grundskyldsstigninger, og kumuleret over tid, så blev det til temmelig pæne beløb – faktisk nogle temmeligt lammende beløb.
Og hvad der navnlig var interessant, så var det kun ejerboligerne, der fik denne stigning i ejendomsskat. Jorden under andelsboliger, almene boliger, udlejningsejendomme og endda ejerlejligheder steg ikke nær så meget som jorden under villaer. Og på den forløbne snes år har det totalt forrykket balancen i grundskylden.
Villaejerne betaler idag mange gange mere i grundskyld end de andre boligtyper. Så grundskylden virker reelt som en forhøjelse af ejendomsværdiskatten. Skatteministeriet har vist engang beregnet, at ca. 70 % af det beløb, som loftet på ejendomsværdiskat sparede parcelhusejerne for, bare havnede som en forhøjelse af grundskylden.
I det seneste sæt vurderinger af etageejendomme er jordværdierne ganske vist endelig blevet justeret op, så de bedre svarer til jorden under villaer, men i forhold til grundskylden er der lavet en yderst lempelig indfasningsordning, som gør, at de nye vurderinger først får fuld gennemslagskraft om nogle årtier – om nogensinde. Det hele afhænger jo også af hvordan inflationen arter sig i fremtiden. Hvis den stikker af, så kan den hurtigt overhale overgangsordningen. Det har man historisk haft temmelig mange eksempler på; boligforliget i 1966 er nok det mest absurde.
Så når OECD påstår, at det danske skattesystem subsidierer boligejerne, så er det forkert. Skattebyrden på boligejere er langt højere end antaget. Den ligger bare skjult et andet sted end OECD leder efter den. Og dermed er OECDs kritik af den lave ejendomsværdiskat også fejlagtig.
I øvrigt er det ret sjovt, at OECDs uvilje mod subsidier ikke strækker sig til de selvejende boligselskaber. Når det gælder den befolkningsgruppe, så er subsidier pludselig et gode. Men det er en helt anden historie.
Sikandar og omvalg
Pressen er begyndt at lugte blod i Sikandar Siddiques bopælssag. Her er links til BT og TV2. Men kan det overhovedet ende med et omvalg? Er der ikke noget jura i det.
Vores valgsystem er det bedste!
Man skal som regel ikke lede ret længe for at finde nogen, som vil hævde, at det danske valgsystem er det bedste og mest retfærdige i verden. Sjovt nok kan man få vælgere i næsten alle andre lande til at sige nøjagtig det samme om deres.
Eksempelvis vil briterne tale rørstrømsk om ”first past the post”-systemets rødder tilbage i middelalderens England og dets evne til at give klare flertal. Det er imidlertid en hul løgn. Englænderne indførte systemet så sent som 1885 ved Arlington Street-forliget. Før den tid foregik alle valg i kredse med 2 mandater. Lige nu ser man i øvrigt en engelsk regering med et klart flertal, som ikke evner at gennemføre sit program, blandt andet fordi regeringen bygger på et lige så klart mindretal af stemmerne, så rigtig mange af parlamentsmedlemmerne ved udmærket, at de har en meget stor risiko for at ryge ud næste gang.
Og den enkle sandhed er, at alle systemer har fordele og ulemper.
Det er meget sjældent, vi ser det, men Sikandars sag illustrerer ganske godt, at det danske systems alvorligste svaghed er, at med et kompliceret valgsystem, hvor selv små stemmeskred kan have indvirkning på fordelingen af temmelig mange mandater – også hen over midten – så bliver det uendelig svært at skride ind mod valgsvindel!
Hvordan afhjælper man valgsvindel?
Hvis det foreligger valgsvindel, så er det eneste effektive middel til at rette op på det, at man holder et omvalg. I alle de lande, hvor valget foregår i nogle mindre kredse, der hver skal udpege et begrænset antal mandater, kan man som regel nøjes med at holde omvalg i en enkelt kreds. Den går ikke i Danmark. Hvis afstemningen er gået galt på et enkelt valgsted ud af ca. 55, så vil der skulle holdes omvalg i hele København – og det er naturligvis en dyr og omstændelig sport.
Det klassiske valgsvindel, det som man umiddelbart tænker på, er naturligvis den stalinistiske: ”Det vigtige er ikke, hvem der stemmer, men hvem der tæller stemmerne”. Det handler om at de ansvarlige for valget fylder stemmeurnerne med falske stemmesedler. Det er der naturligvis ikke tale om i Sikandars sag.
Så vidt jeg har læst mig til, så findes der i øvrigt gode statistiske metoder til at afsløre den klassiske svindel med stemmerne, så længe styret lægger vægt på, at resultatet skal fremstå ægte og derfor tillader en flerhed af partier og kandidater. I de situationer bliver det alt for svært at koordinere indsatsen, og derfor vil de enkelte valgsteder udvise nogle statistiske anomalier.
Noget af det sjove ved Sikandars valg er i øvrigt, at såvel hans personlige som listens stemmer fordeler sig helt sindssygt blandt valgstederne. Det er et Tingbjerg-parti. Og Sikandars personlige stemmetal er på ca. 45 % af samtlige partiets stemmer. Det er tal, som formentlig ville få enhver statistiker til at blive mistænksom. Men det er svært at forestille sig, at lige det skulle være svindel.
For Sikandars lille nummer er ikke den klassiske valgsvindel. Det er noget så relativt fantasifuldt som opstilling af en person, der ikke er valgbar. Det verdensberømte eksempel på en beskyldning om den slags var naturligvis postulaterne om, at Barack Obama ikke opfyldte kriterierne for at stille op til præsidentvalg, fordi det – ene af alle poster i USA – kræver, at man er født amerikaner.
Kan Sikandar straffes?
Hvis man med vilje stiller nogen op, som ikke kan vælges lovligt, så bør alle helvedes porte åbnes for at opsluge for den skyldige og gøre ham personligt ansvarlig. Men man skal sjovt nok lede længe i straffeloven for at finde noget, som Sikandar kan straffes for. Det at stille ulovligt op er mærkværdigvis ikke direkte strafbart. Det er der nok ikke nogen, som har tænkt på. Men det er strafbart, hvis han selv har stemt, for så har han ”uberettiget skaffet sig eller andre adgang til at deltage i afstemningen”. Det er omfattet af straffelovens § 117, stk. 1, nr. 1. Det ville dog være en noget tynd straffesag. Det er svært at forestille sig en ubetinget fængselsstraf for det. 1 forkert stemme ud af 349.000. Det kan vist ikke blive farligt for demokratiet.
Man kan også tænke sig folkeregisterloven anvendt som straffehjemmel og så rummer straffeloven en meget bred bestemmelse i § 163 om urigtige erklæringer, der formentlig kan bruges.
Hvem skulle have det næste mandat?
Men hvad så med et rask lille omvalg. Det var jeg faktisk overbevist om, at jeg ville ende med at foreslå, da jeg begyndte denne tekst. Men jeg er blevet noget mere i tvivl! På grund af valgforbund så var der kun 4 grupper, der deltog i fordelingen af mandater, og hvis jeg ellers kan regne og læse, så blev det yderste mandat tildelt det ”højrøde” valgforbund med Ø, F, Å og N helt ude på et fordelingstal på 6038. Havde der været et 56. mandat, så var det gået til de borgerlige med et fordelingstal på 5.966
Sikandars valgforbund fik 10.037 stemmer, hvoraf Frie Grønne fik 6798. Sikandar trak selv 3.125 personlige stemmer og der var 1264 på listen Resten var personlige stemmer på listens andre kandidater. Hvordan resultatet havde set ud, hvis Sikandar ikke havde været opstillet, afhænger primært af et forhold: Hvor var hans stemmer gået hen? Hvis vi antager, at Sikandar trak samtlige sine vælgere op fra sofaen, så de ikke ville have stemt på andre partier, så ville valgforbundet have fået et mandat, så længe valgforbundets stemmetal var højere end det fordelingstal på 5.966, som ville have trukket det 56. mandat. Så ca. 4.070 stemmer mindre kunne man altså tåle. Under den forudsætning så kunne man altså tåle at miste samtlige Sikandars personlige stemmer og stadig beholde mandatet. Og valgforbundet kunne yderligere tåle at miste henved 900 listestemmer (eller personlige stemmer på andre kandidater) uden at miste mandatet.
Trak Sikandar 4.070 stemmer til? Det er jo et skøn, og der er ingen tvivl om, at den som skal foretage skønnet nok vil skæve en lille smule til, hvor stor ståhej det giver, hvis man antager, at Sikandar er en stemmemagnet i den størrelsesorden. Det er et falsk lod i vægtskålen, men det er der.
Hvis vi antager, at stemmetallet for Sikandars valgforbund var kommet ned under 5.966, hvis han ikke havde været der, så ville mandatet som nævnt være gået til det blå valgforbund, medmindre en ganske pæn andel af stemmerne havde valgt i stedet at stemme på det højrøde valgforbund af Enhedslisten, SF og Alternativet. Det højrøde valgforbund ville skulle have små 4.000 ekstra stemmer for at erobre et ekstra mandat. (Altså desuden forudsat, at jeg ikke har regnet forkert.) Jeg er ret overbevist om, at Sikandar har trukket vælgere op fra sofaen i stor stil. Og dermed er jeg også tilbøjelig til at tro, at det er de borgerlige, som har tabt et mandat på hans adfærd. Men det er noget usikkert, netop fordi vores valgsystem er så relativt kompliceret.
Hvis Sikandars lille nummer har flyttet et mandat hen over midten, så bør man konstatere, at han har haft betydning for valgets udfald, og så bør det gå om.
Der er imidlertid en enkelt yderligere hurdle, nemlig at der i kommunalvalgloven er en ekstremt kort frist for at klage over valget. Fristen er 1 uge. Jeg har ikke indleveret en klage, men rygtet vil vide, at nogen allerede klagede inden valget, og at andre gjorde det i dagene efter. Men hvis ikke der er klaget, så er sagen død.