Forfatter: Jens Frederik Hansen

Udgivet den

Enhedslistens partiprogram.

Mener de det virkelig.

I takt med at Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, er en række nysgerrige – og måske bekymrede – begyndt rent faktisk at læse på partiets program.

At programmet er dansk politiks parallel til en fossil fortidsøgle kan ikke undre, altså lige bortset fra det forhold, at arten kan genopstå fra de uddøde uden at have foretaget nogen form for evolutionær tilpasning. End ikke sabelkatten, som er opstået 3 gange i løbet af de seneste ca. 3 mio. år, og som heldigvis også er uddød 3 gange, kan fremvise en tilsvarende mangel på tilpasning til ændrede forhold.

Og af samme grund kan man fristes til at tænke, at Enhedslisten medlemmer umuligt kan mene det, de skriver i programmet. Det er simpelthen for fantasifuldt og virkelighedsforladt. Det kan da umuligt passe sammen med det sympatiske og ligefremme eksempel på naboens søde datter, der står som partiets fremmeste talskvinde. Og lige præcis derfor er der grund til et erindre om, at tyskerne havde nøjagtig den samme reaktion, da nationalsocialisterne nærmede sig magten i trediverne. At ordet “program” i virkeligheden skulle læses som “pogrom” stod uden for civiliserede menneskers fantasi.

Nu er det så dæmoniserende at sammenligne med nazister, at man med omhu skal sørge for at afgrænse analogien, for ellers mister man selv troværdighed – og det skulle jo nødig ske. Så lad mig med det samme indrømme, at jeg på ingen måde anser Enhedslisten for lige så ekstrem i sit menneskesyn, og at jeg anser faren for, at de får mulighed for at få bestemmende indflydelse for uendeligt ringe. Men på de punkter, hvor de får indflydelse – blot i begrænset omfang – må man tage i betragtning, hvilket udgangspunkt de møder frem med.

Så langt er der grund til at tage dem alvorligt. Derfor kunne det også være dejligt at få udstillet, hvor meget de egentlig vil tage konsekvensen af deres egne meninger. Det burde i hvert fald deres nærmeste konkurrenter være interesserede i.

I Folketingsåret 2010-11 (1. samling) var de med til at fremsætte 43 (jeg kan have talt lidt for få) af i alt 135 forslag til folketingsbeslutning, som stammede fra partier udenfor regeringen.

Beslutningsforslagene går i vidt omfang ud på, at det pålægges regeringen at udarbejde et lovforslag om et bestemt emne, f.eks. forslaget med det letforståelige navn “Forslag til Folketingsbeslutning om bestilleransvar (solidaransvar)”, der ville pålægge alle borgere som ombygger deres hus for mere end 100.000 kr. at undersøge, om håndværkerne husker at betale moms!

Andre forslag vil blot pålægge regeringen at udføre bestemte handlinger. Her kunne nævnes det oplagte forslag “om at videreføre de sunde dele af Amagerbanken som offentligt ejet og drevet bank.”

Beslutningsforslag dør imidlertid oftest ved 1. behandling, og får dermed ikke den gennemarbejdning, som de mere afsindige forslag fortjener, for det er jo i detaljerne, djævelen bor. Reelt set kan kunderne kun sikre sig mod håndværkeres undladen af at betale moms ved, at kunden betaler momsen, og skal håndværkerne hæfte for det. Og hvem skal lige afgøre, hvilke dele af Amagerbanken, der er sunde, og hvad skal der ske, hvis de tager fejl.

Begge forslagene er meningsløse slag i den tomme luft, og det var mange af de andre også. Men de fortjener at blive drøftet, om ikke af andre grunde så fordi indholdet bør stilles til skue for den undrende offentlighed. Og sådan er det også med resten af programmet. Skal nedlæggelse af politiet medføre, at ingen anholder voldtægtsmænd, bankrøvere og cykeltyve. Eller at det bliver gratis at køre for stærkt på motorvejene, fordi ingen nogensinde kontrollerer os.

Enhedslisten har aldrig selv brugt ressourcer på at fortælle os det. Selv om de, som nævnt, fremsatte 43 beslutningsforslag, så blev det kun til 4 lovforslag. Og ingen af dem handlede om nationalisering eller afvikling af det kapitalistiske magtapparat. Men hvis hver 8. dansker vil stemme på liste Ø, så fortjener de at se, hvordan man vil gennemføre den politik, der står i programmet. Det skulle da nødigt vise sig blot at bestå af gratis synspunkter.

Derfor kunne man overveje, om ikke regeringen virkelig burde bruge lidt tid på at udarbejde forslag derom. Ikke for selv at stemme på dem, men som en service til landets vælgere, og et parti, der åbenlyst ville vise sig at være bange for at skulle leve med konsekvenserne af egne holdninger. Det ville nok blive festligt for os andre.

Jens Fr.

Og p.s. Jeg er rigtigt glad for din opmærksomhed, hvis du er nået helt herned.

Udgivet den

En uanstændig plakat

  Gennem de seneste uger har jeg i en række sammenhænge mødt en kampagne for brug af redningsveste, hvor budskabet overbringes af en ung pige kun iført en redningsvest og så et par beskyttende hænder foran skridtet.
Og hver gang er jeg blevet stødt, men uden helt at kunne forstå årsagen – bogstavelig talt “ufattelig stødt”. Der er noget ved det billede, der giver en rigtig klam følelse af noget mindreårigt. Det er egentlig mærkeligt, for på en badestrand har jeg altid haft øjnene åbne og værdsat en flot figur.
Når jeg kigger efter så kan jeg godt på plakaten se, at pigen nok er fyldt 18, men så heller ikke ret mange dage mere. Søsportens Sikkerhedsråd, der står bag, oplyser, at hun for nylig er fyldt 19, og at de rent faktisk kontrollerede hendes alder. (Så for dem stod det nok heller ikke indlysende klart.) Når man altså rent objektivt kan konstatere, at kampagnen er lovlig, hvorfor er den så stødende?

Først og fremmest fordi kampagnen er rettet mod en ret snæver målgruppe. De danskere, som drukner, fordi de mangler en redningsvest, er populært sagt midaldrende mænd med en pæn ølvom, en pæn men ikke overdreven promille, og de findes ofte med åben gylp. Sådan siger stereotypen i hvert fald. Og selv om Søsportens Sikkerhedsråd ikke kan bekræfte hverken promillen (den skal nu heller ikke være ret stor for at være farlig) eller gylpen, så er der ikke megen tvivl om, at vi befinder os i Royal Export segmentet.

Vi er sikkert mange i den aldersgruppe, som synes, at vi får for lidt, så en kampagne, der spiller på det, skal nok kunne have en vis effekt. Men vi ved jo også godt, at en 19-årig er uden for rækkevidde, og dem på 35 er lige så lækre. Så et billede af en af dem ville nok have tiltrukket os lige så meget.
Men det forklarer ikke fuldt ud mine pikerede følelser. Det tog faktisk en del omtanke at forstå dem. Modellens krop er ikke specielt udviklet, mere pige end kvinde, og det kan man jo ikke bebrejde hende. Det er ikke min intention at tale nedsættende om hende, hun er sikkert en dejlig pige, som bør være glad for sin krop, og som mangen undersvend drømmer om. Men hun er sikkert også helst fri for at tiltrække sig opmærksomhed fra “gamle grise”. Og min reaktion sikrer lige præcis, at der én mindre af dem at afvise.
Men derudover har man begået den fejl, at man ikke helt har haft viljen til at gennemspille den seksuelle undertone. Pigen er ikke så stor (ca. 164 cm.) og for netop at undgå indsigelser fra publikum, så har man valgt en redningsvest, der er lidt stor, og som dermed dækker mere. Det fører imidlertid til, at man rykker på de proportioner, som en gammel gris har mange års erfaring i at bedømme. Jeg har i virkeligheden ikke set så mange skønjomfruer kun iført redningsvest, men min hjerne kan sagtens gennemskue, hvorledes de bør se ud. Så hvis redningsvesten bliver for stor, reagerer jeg ved at tro, at pigen er mindre og dermed yngre.

Og det udløser min altså min reaktion – den plakat er uanstændig. Og det har den fordel, at det bekræfter, at mine instinkter egentlig er ret sunde.

Udgivet den

Skatteaftalen og pressen.

Politiske nigerianerbreve

Det tog ikke mange timer fredag aften, førend de politiske partier fik udsendt medlemsmails om alle fordelene ved den nys indgåede skattereform. Nu er definitionen af et kompromis som bekendt: “Den kunst at dele en lagkage, så alle børnene tror, at de selv fik det største stykke.” Og derfor skal disse mails måske give udtryk for begejstring.

Men det bliver altså nemt lidt for godt til at være sandt. De politiske mails er nemlig holdt i samme tone som de andre glade mails, som med mellemrum havner i min indbakke, nemlig dem fra kærlighedshungrende negerpiger, som har et mindre problem med valutamyndighederne, og som inderligt håber, at jeg fortsat kan se sagen fra deres side og derfor vil støtte dem i næste skridt mod at opnå retfærdighed.

Gennem de seneste uger har det i den grad føget med forskellige skatteplaner, at selv nogenlunde opvakte borgere kan have haft svært ved at følge med, så pressearbejdet i forbindelse med indgåelsen af forliget opfattes mere som et spørgsmål om at proklamere succéssen end om gennemgang af forligets indhold og virkninger. Navnlig skrives der intet om det som mangler, hverken de punkter man selv måtte opgive eller dem, som man nødtvungent accepterede Hvorfor spindoktorer ikke kan indse, at det faktisk svækker troværdigheden, når man undlader at tale om disse sider af forlig, kan undre. Det er vist ellers et anerkendt fænomen i retorik, at troværdighed netop opnås ved, at lytteren føler, at der tales oprigtigt til ham.

Og hvor er så pressen i dette spil?

Ikke ret meget bedre. Samtlige medier bragte naturligvis straks verbatim Finansministeriets pressemeddelelse, der i sagens natur skal være neutral på samme måde som diplomater, nemlig at udeladelserne siger meget mere end teksten. Det kan man ikke bebrejde dem. Men i løbet af ganske kort tid burde nogen på redaktionen have overvejet den lille sætning, der står som overskrift for pressemeddelelsens hovedafsnit: ” De væsentligste skattenedsættelser består af: ….” Og hvor kommer så lige forhøjelserne?

Eller hvad med denne lille godbid: “Øvrige elementer forudsættes gennemført som i regeringens udspil.” Skulle man ikke prøve at grave lidt i de elementer?

Hvis man læser avisernes ledere, så er det ret åbenlyst, at der ikke har været tid til megen omtanke. Jyllandsposten forventer stadig en rød skatteaftale, og det er jo åbenlyst forkert. På den konto slår JP selv Danmarks Radio, der nøjedes med at forfægte standpunktet fredag eftermiddag. Berlingske forfalder til at skrive om ansvarlighed – uden at røre substansen – og dermed kan de konservative få lidt ros. Politiken indtager den position som man nu må have, når man går ind for Enhedslistens skatteforslag, men nødvendigvis skal fremstå som regeringsstøtte. Den fortjener en tekstanalyse fra en kompetent studerende, for der er mange tildækkede forudsætninger.

Men værre er, at de politiske journalister ikke er vågnet op. Er det simpelthen manglende faglig viden og analyseevne, der lammer dem. Det burde ellers være simpelt, her er udspillet, modforslagene og resultatet. Og hvordan vil det så komme til at virke?

I stedet tosser de rundt efter morsomme interviews med SF-ere, der ikke kan holde tand for tunge, og socialdemokrater, der gerne vil forsværge sidste uges budskaber. Mægtig morsomt, men mere sladder end nyhed For slet ikke at tale om, at de med “kongen-er-død”-typografi skriver klogt om, at alle aviser enige om, at regeringen sidder usikkert i sadlen. Det er hverken en nyhed, specielt indsigtsfuldt eller udtryk for selvstændig tankevirksomhed.

Er jeg virkelig den eneste, som savner lidt mere substans?

Jens Fr.

Udgivet den

Enhedslisten og regeringen

Flot politisk muldvarpearbejde.

Medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse truer med at lade regeringen falde på finansloven (Berl. 12/6). Skal vi virkelig tro på det?

Hvis de nuværende opinionstal holder, så ville et valg føre til, at Enhedslisten overtog positionen som det helt enerådende parti på venstre fløj i dansk politik. SFs økonomi ville formentlig bryde sammen, fordi man pludselig ville miste en meget stor del af sine offentlige tilskud. Det ville koste mange medarbejdere hos SF. Allerede efter sidste valg var der væsentlige problemer i SF som følge af mistede tilskud.
Hvis Enhedslisten var kapitalister, så ville fristelsen til at gå på Børsen med sine aktier, medens kursen er høj, være stor. Men det bør de jo også vide hos SF og S, og hvis de endnu ikke har forstået budskabet, så kan man jo minde dem om det. Og det gør Enhedslisten så.

Og man gør det elegant. Truslen om valg kommer ikke fra de “ansvarlige” medlemmer af folketingsgruppen, men fra medlemmer af hovedbestyrelsen, der til lejligheden udnævnes til partiets “bagland”. I al beskedenhed må det forventes, at kontakterne mellem folketingsgruppe og hovedbestyrelse er så nære, at den ene hånd ganske udmærket ved, hvad den anden gør. Det virkelige bagland befinder sig jo helt andre steder – lejret omkring bordene i landets medborgerhuse med kaffe og Carlsberg.

Der er derfor rigtig god grund til at tro, at der reelt er tale om et stykke koordineret politisk muldvarpearbejde med det hovedformål at give troværdighed til folketingsgruppens krav til indholdet af diverse forlig. I givet fald er det elegant, men det bør ikke skræmme nogen fra den borgerlige fløj til at give indrømmelser for at undgå, regeringen indgår forlig til venstre side.

(Oprindeligt bragt i Berlingske Tidende d. 13. juni.)

Og hvis nogen er i tvivl om, hvorfor truslen er hul og forløjet, så tænk blot på, hvad 3 ugers valgkamp vil gøre ved liste Øs opinionstal. Det der sker for tiden er selvsagt en protest, men jo tættere man kommer på stemmeurnen, desto mere betænkelig er man ved protesten. Og det ved Enhedslisten også inderst inde.

Udgivet den

Kassetænkning i søfarten – en økonomisk revolution.

The Box – en bog om containeren.

Hvad har containeren – den ydmyge metalkasse til at pakke varer i – egentlig betydet for vort verdensbillede og levestandard. Temmelig meget hvis man skal tro Marc Levinsons bog “The Box” (Princeton University Press, 2006). Bogen kan i øvrigt lånes på danske biblioteker.

Forfatteren er mig ukendt, men af hans egen hjemmeside fremgår, at han er PhD fra New York City University og bl.a. forfatter til Economist Guide to Financial Markets. Dette er værd at nævne for stilen i The Box er flydende og let, men det behøver indholdet jo ikke være. Tværtimod er evnen til at viderebringe svære emner i en overskuelig form en rosværdig kvalitet.

Bogen er kronologisk opbygget med fokus på udviklingen i America og hovedvægten lagt på de første svære år i containerens historie. Og så er der fantastiske historier om absurd regulering af erhvervslivet i en grad, så man har svært ved at bevare et indtryk af USA som en markedsøkonomi.
Interessant er det, at danske rederier – eller skal man i denne sammenhæng sige transportvirksomheder – kun nævnes 2 gange. Den ene er DFDS’ introduktion af containere på de indenlandske ruter tilbage i begyndelsen af 50-erne. (Bogen nævner det ikke, men Kvæsthusbroen i København er altså en del af den økonomiske verdenshistorie som containerterminal!)

Den anden danske optræden er en ret kort passage om Mærsks opstigning til verdens største containerrederi sammen med bl.a. Evergreen. Forfatteren lægger stor vægt på, at det var svært for europæiske rederier at samle kapital nok til at være med i kapløbet, og derfor kunne en beskrivelse af outsiderne, der kom til ret sent, være interessant. Når det ikke sker, er det nok fordi, hovedvægten som sagt ligger på den tidlige periode. Men det ligger som en klar undertråd, at det var det forhold, at outsiderne stod udenfor kartellerne – de såkaldte konferencer – som hjalp dem i gang.

Men tilbage til begyndelsen, som skyldes rederiet Sea-Land.

Først på land
Initiativtageren, Malcom Maclean havde opbygget en succesfuld vognmandsvirksomhed, men følte sig bundet af konkurrencebegrænsende reguleringer. Man måtte kun køre med fragt mellem bestemte byer på ruter, som Interstate Commerce Commission skulle godkende. Man måtte ikke samle ekstra gods op　på vejen, man måtte ikke køre udenfor ruten for at få returgods, hvilket selvsagt er helt afgørende for driftsresultatet, og alle priser – navnlig prissænkninger – skulle godkendes og blev det kun, hvis man kunne dokumentere at kørslen stadig ville give overskud. Til gengæld var alle priser offentligt tilgængelige og det bød på gode muligheder for en dygtig tilbudsgiver.　Macleans simple trick var at tilbyde kunderne en totalpris for deres transportbehov istedet for den traditionelle pris pr. ton og derved gøre besparelsen ved skift til hans firma meget tydelig. Simpelt, men effektivt.

Og så til søs
Når landtransport var så besværlig, så var muligheden for søværts transport, hvor man frit kunne bestemme ruten en oplagt mulighed. Oprindelig var ideen at køre hele anhængere ombord, det som kaldes Ro-ro (Roll on – roll off), Men det giver naturligvis et meget større pladsforbrug. Godset kan ikke stables og skal køres ind på forskellige dæk. Så er stablede containere langt smartere. Afgørende i den sammenhæng er dog, at lasten ikke må forskubbe sig, og det kræver, at containerne kan låses sammen. Den twist-lock, som bruges til det, er formentlig lige så afgørende for globaliseringen, som “the spinning jenny” for den industrielle revolution.
Og så lige nogle få detaljer
Men der skulle mere hardware til i form af kraner, kajer og opbevaringspladser i havnene. Og så skulle havnearbejderne lige overtales. Stuvning af skibe har altid været et højt specialiseret håndværk, fordi en forskubbelse af lasten nemt fører til forlis, men også en arbejdstype med svingende arbejdsmængder. Enten er der skibe i havnen, eller også er der ingen. Det havde givet anledning til arbejdsforhold, som bogen bruger temmelig megen plads på at beskrive.

For liberale er det en rædselshistorie, som hverken Dracula eller Frankenstein kan slå. Men naturligvis kan man ikke bebrejde arbejderne, at de forsøger at opnå maksimale arbejdsforhold. Arbejdsgiverne er bestemt ikke uden medskyld, og det hele udviklede sig, fordi konkurrence var stort set ikke eksisterende. Og his nogen skulle spørge hvorfor, så er svaret igen det enkle: myndighederne havde blandet sig!

Og der var mere regulering. Maclean var nødt til at sælge sin vognmandsvirksomhed, for man måtte ikke eje både rederi og vognmandsforretning. Og så var rederierhvervet ikke helt så frit, som angivet ovenfor. For rederiernes største enkeltkunde var forsvaret, der fordelte sit gods blandt eksisterende rederier efter faste mønstre. Dertil kom en række tilskud til køb og drift af skibe, men på betingelse af at myndighederne kunne fastlægge størrelse og ruter. Begrundelsen var tildels, at man ville sikre amerikanske sømænd hyrer. Og desuden var al transport mellem amerikanske havne forbeholdt amerikansk registrerede skibe. Den　type love har Storbritannien også haft, men opgav dem i midten af 1800-tallet. Og det slutter ikke med disse uhyrligheder, men det er ikke til at holde ud at referere.

Gennembruddet
Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og det kom der. Vietnam krigen udløste enorme behov for transport, og med gammeldags stykgodsskibe, hvor hver enkelt sæk skulle stuves med håndkraft brød systemet sammen. Svaret var en privatisering. Og så gik det pludselig stærkt. Containerens allerstørste fordel er, at godset kan lastes og losses med nærmest utrolig hast i forhold til stykgods, og dermed kan skibet bruge langt mere tid på sin hovedopgave, at sejle. Og det er væsentligt for driftsresultatet. For at opnå returgods fra østen opstod der en trekanthandel mellem USA, Vietnam og Japan. Navnlig transport af små, værdifulde varer i containere var effektivt. Som stykgods havde der altid været et betragteligt svind under transporten. Nu kunne det elimineres.

Den lykkelige udgang
Verdenshandelen er eksploderet i omfang siden 1970. Verden brødføder langt flere end nogensinde før　og　med en højere levestandard. Øget verdenshandel er en væsentlig del af forklaringen, og den øgede verdenshandel skyldes i vidt omfang containeren og dermed følgende prisfald på transport. Og den skyldes containerens evne til at nedbryde monopoler og erhvervsregulering ved sin totale omkalfatring af branchen. Alt i alt er dette den mest fascinerende thriller, som jeg har læst i årevis. Og afslutningen er lykkelig.

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, hvor en gennemgang af kilder til den industrielle revolution, proletariatets opståen og imperialismens grusomheder var med til at holde mig langt væk fra et historiestudium, så vil jeg håbe, at en behjertet sjæl en dag vil lave et kildehæfte til denne nye verdensomspændende succeshistorie for det frie marked. Tænk hvis hver eneste student havde den bagage med, når de satte huen på hovedet. Her ligger en opgave og venter.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: