Kategori: Ikke kategoriseret

Udgivet den

Faste Bogpriser II

Debatten fortsætter

Den 22. januar bragte Berlingske så en kronik af en pensioneret boghandler Johannes Borch Green, der skulle tilbagevise mine synspunkter. Det er lidt sjovt, at Jens Christian Grøndahls oprindelige kronik betegnes som “væsentlig”, men det er min som skal tilbagevises.

Dagen efter kom Gyldendal på banen. Her havde man hævet niveauet til, at “Det handler om kulturpolitik” og så fulgte ellers en skare floskler fra “Grundbog for konsulentbranchen” om perspektiv, fokus og strategi, men intet om hvor man skulle fokusere, og hvad strategien skulle opnå. At fokus er det samme som snæversyn og perspektiv betyder et bredt synsfelt, det synes ikke at være gået op for dem.

Man kunne måske have forventet, at Danmarks største forlag formåede at demonstrere lidt mere kultur. Til gengæld gav TV2 News’ dækning deraf mig en sjælden lejlighed til at optræde næsten et helt minut i fjernsynet iført butterfly fra Liberty. (Man skal ca. 13 ½ minut ind i udsendelsen)

Og nu var det så DR1s program “Ordet er dit” som gav plads til mine radikale synspunkter. Det ender med, at bogbranchen kender mig som den onde ond. Under programmet kom jeg til at tænke på om en karensperiode på 3-4 måneder (som er Lindhardt og Ringhoffs forslag) ikke bare er udtryk for, at man vil sikre sig en højere pris på det offentlige køb af bøger (biblioteker mm). det udgør givetvis en væsentlig del af omsætningen på skønlitteratur.
Udgivet den

Faste bogpriser?

Forleden bragte Berlingske en festlig kronik af forfatteren Jens Christian Grøndahl. Som sædvanlig når folk betegnes “forfatter”, så har jeg aldrig nogensinde før hørt om ham, men det er formentlig min egen skyld.

Det skete som led i en længere kampagne om faste bogpriser. Det karakteristiske ved den debat er, at man først opfinder et problem, og dernæst griber i sin værkstøjskasse efter et tilfældigt redskab til at løse det. Og så vælger man at foreslå noget gammelkendt. Det er som om man tror, at en hammer kan bruges til at reparere computerprogrammer!

Her er mit svar til Grøndahl, bragt den 15. januar.

Stemmer bøgerne

En rigtig forfatter har flere forudsætninger for at skrive en kronik om bøger, end en tilfældig læserbrevsskribent. Og når man har læst Jens Christian Grøndahls kronik om Bogens Pris, så indser man, at det navnlig gælder en skønlitterær forfatter.

Det er dette det handler om-
læsere!

Men hvad kronikken havde i litterære kvaliteter, manglede den måske til gengæld i stringens. Man kunne næsten fristes til at påstå, at såfremt Grøndahl skulle stå til regnskab for indholdet, så ville han ikke kunne få bøgerne til at stemme.

Og hvad er egentlig Grøndahls budskab? Hvem er det, der tjener for lidt på bøgerne? Forfatterne, forlagene eller boghandlerne? Det står ikke helt klart. Men den skyldige er dog tydeligt hængt ud, nemlig de frie bogpriser. Hvordan der kan være årsagssammenhæng mellem den manglende indtjening og bogpriserne, finder forfatteren imidlertid ikke nødigt at forklare. Den slags overlader han tydeligvis til bogholdere.

Men lad os tage nogle enkelte punkter i teksten.

“De frie priser har vist sig at være dødbringende…for den litterære mangfoldighed”. Her er der udvist betydelig kunstnerisk frihed i udtrykket. Frie bogpriser blev gradvis indført i løbet af 00’erne efter at bogbranchen opgav sin modstand mod dem. Bibliotekscentralen laver imidlertid en statistik over nyudgivne, skønlitterære bøger på mere end 48 sider. I 2000 var der 1.398, medens der i 2010 var 2.062. Hvis det er død, så skyldes døden kvælning i egen succes.

“Sammenlignet med andre varer er bøger ekstremt individualiserede.” Synspunktet er typisk for kronikken og samtidig usigelig selvoptaget. Er alle andre varer metervarer? Bøger er trods alt så ensartede, at man kan tale om trends indenfor husmor-porno, kendis-biografier etc. Litteraturhistorien viser da også, at set på få årtiers afstand er de fleste udgivelser døgnfluer. Så postulatet om, at hver enkelt titel er helt unik, holder ikke.

Og sådan kunne man blive ved med at gå på plukhøst i Grøndahls bed af sprogblomster.

Mere væsentligt er dog den manglende forklaring af årsagssammenhæng mellem frie bogpriser og forlagenes hhv. boghandlernes dårlige indtjening. Hvor meget et forlag tjener afhænger ikke af, hvem man sælger bøgerne til, men udelukkende af hvor mange bøger man sælger og til hvilken pris. Hvilken kunde, der køber 1000 eksemplarer af en bog, gør ingen forskel. Men det er jo klart, at hvis f.eks. Føtex, der i denne sammenhæng er lige så meget syndebuk som “den store satan” i Iran, derimod køber 2000, hvor boghandlerne kun ville have købt 1000, så behøver forlaget kun tjene så halvt så meget på hvert enkelt eksemplar for at få samme fortjeneste. Hvis forlagenes samlede omsætning falder, så er de altså grundlæggende selv skyld deri, fordi de ikke tager nok for produktet. Og at det sker, skyldes måske, at Føtex alternativt kunne købe andre titler fra andre forlag, altså endnu en bekræftelse på at bøger til en vis grad kan erstatte hinanden på pallerne.

For boghandlerne er situationen blevet, at de må købe dyrere end “den store satan” og at deres eneste konkurrencemulighed er bedre service og bredere udvalg. Men i Danmark er service hundedyrt. Når de, som skal yde servicen, skal betale verdens højeste skatter, så skal timelønnen også nærme sig verdens højeste. Boghandlernes modtræk er, at de ansætter en sværm af billigere arbejdskraft i form af yndige studiner med blonde hestehaler. Men at yde den ønskede service har de ikke indsigt og livserfaring nok til. Resultatet er, at når man skal have service og indsigt i den tilgængelige litteratur, så er det væsentligt nemmere at gå på kommunens bibliotek. Og så kan man bagefter købe bogen på nettet.

Deraf miseren, hvor boghandlere presses fra alle sider, og mange må lukke.

Hvis boghandlernes indkøbspriser blev de samme som “den store satans”, ville det naturligvis lette presset. Men for at opnå det behøver vi ikke faste bogpriser, der juridisk teknisk er en dispensation fra konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser. Det kræver blot lidt rygrad hos forlæggerne, så de i forhold til pris behandler alle kunder ens.

Bindende videresalgspriser vil ikke nødvendigvis flytte salget tilbage til boghandlerne, men de vil derimod kunne give de store aftagere endnu større profit på de store sællerter. Kriminalromaner vil stadig stå på paller i stedet for hylder – i hvert fald når bindingsperioden er overstået – og det vil være på det tidspunkt salget topper.

Som forfatter kan Grøndahl formentlig trække sine indkøb af skønlitteratur fra i skat, så han forstår næppe, hvor stor en udgift det ville være for den jævne borger. Og han forstår i hvert fald slet ikke, at ejerskab til nye bøger kan komme udenfor rækkevidde for de, som har de ringeste indtægter. Men ejerskab til bøger er den fremmeste vej væk fra analfabetisme, og da funktionel analfabetisme er skolernes allerstørste udfordring, så er faste bogpriser nok også af den grund en dårlig idé.

Reelt set bygger Jens Christian Grøndahls kronik derfor på en fiktion. Men det er jo også en forfatters egentlige virkefelt.
 

 

Udgivet den

Roskilde Festival – i retrospektiv

I foråret 2012 dukkede der en klassisk sag om misbrug af offentlige myndigheders magt op, nemlig den hvor Roskilde Kommune meget belejligt ønskede at ekspropriere jord, som den så ville stille til rådighed for Roskilde Festivalen. Festivalen havde gennem en lang række år lejet jorden, men ville nu ikke betale den leje, som jordejeren selv anså for rimelig. Kravet om lejens størrelse var imidlertid begrundet med at ejeren bl.a. havde foretaget en del investeringer i at gøre området egnet til festivalbrug med dræn, beplantning og deslige. Da han ikke ville leje ud, havde Roskilde Kommune først generet ham med en lokalplan, der gjorde brug af jorden til andet end festival ulovlig. Og da han så lidt genstridigt skabte sin egen festival, skred man til ekspropriation.

Meget belejligt – men aldeles uden nogen forbindelse med ekspropriationen – besluttede festivalen stort set samtidig at give Roskilde Kommune nogle nye idrætsanlæg.Det gav lidt røre i andedammen.

På et tidspunkt skrev Roskilde Festivals udviklingschef et indlæg i Jyllandsposten med titlen “Svin Roskilde Festival til og få en masse omtale”. Det kunne jeg – og mange andre – ikke stå for at svare på. Her er mit indlæg i Jyllandsposten d. 17. marts:

Knap så velgørende festival

Jyllands-Posten bragte 13/ 3 et indlæg fra Roskilde Festivalens udviklingschef, Esben Danielsen, om den tvangsafståelse (for det betyder “ekspropriation” i oversættelse fra det pæne latin), som kommunen er i færd med at gennemføre over for en nabo til dyrskuepladsen.

Indlægget er temmelig emotionelt og nærtagende. Når pressens årligt berettigede – og formentlig som oftest saglige – anmeldelser af det med spænding imødesete program for festivalen skal betegnes som tilsvining, så har man altså lidt let til selvmedlidenhed. Og det naturligste var da også at afskrive det med Shakespeares ord om, at kun den ramte hund hyler.

Men der er måske grund til at supplere med nogle af de åbenlyst fraværende fakta.


Marginal forskel

For det første skal man ikke lade sig imponere af, at festivalen fører sig frem som velgørende. Forskellen fra Egmont, A. P. Møller og Danske Bank, der alle er ejet eller kontrolleret af velgørende fonde, er marginal. Der er masser af virksomheder, som er lige så velgørende som festivalen.

I festivalens tilfælde er det rigtigt, at selve den velgørende institution, der her er en forening, er mere synlig. Det fremgår nemlig tydeligt af festivalens hjemmeside, at man har lagt sine aktiviteter i en sindrig og ganske omfattende selskabsstruktur med en fond, foreningen og et antal aktieselskaber, der – og det erkendes klart på hjemmesiden Roskildegruppen.dk – først og fremmest har til formål at minimere betalingen af skatter og afgifter. Det er der intet ulovligt i, men så skal man måske ikke bryste sig af sit samfundssind i helt den grad.

Og derfor skal man slet ikke begynde at fremstille sin modpart som en “koncern” i den åbenbare hensigt, at udtrykket skal forbindes med en negativ værdiladning.

De bedste hensigter

Det essentielle i sagen er imidlertid, at vi har at gøre med en stor spiller i et lille samfund. Det kendes også andetsteds. Man behøver blot at tænke på kombinationerne Lego og Billund, Nordborg og Danfoss og sikkert mange andre for at forstå, hvor vanskelig relationen kan være. Det skal slet ikke betvivles, at festivalens ledelse selv mener, at man har de bedste hensigter, og at de oprigtigt er blinde for modsatrettede synspunkter. Blindheden fremgår med stor klarhed af indlægget. Men når man bliver så stor og har så nære relationer til bystyret, så skal man være forsigtig med, at adfærden ikke bliver til magtbrynde.
 
I den forbindelse fremmer det næppe forståelsen, at festivalens ledelsesorganer er sammensat på en måde, som formentlig giver de fastansatte den afgørende indflydelse, uanset der findes en græsrodsdemokratisk generalforsamling med mange tusinde potentielle deltagere.

Falske lodder

Lige nu fremhæves det, at en tvangsovertagelse af naboens jord tjener flere formål. Og det er sikkert sandt, at når man alligevel ville gavne festivalen, så kunne man slå andre fluer med samme smæk. Man havde dog næppe tvangsovertaget, hvis festivalen ikke havde eksisteret.

Samlet set er der altså lagt så mange falske lodder i vægtskålen, at en tvangsafståelse forekommer urimelig for en udenforstående. Forhåbentlig vil domstolene også erklære den ulovlig.

Der kom imidlertid mange andre indlæg i Jyllands-Posten, herunder et usigeligt konventionelt om “Ekspropriation til private formål” fra den juridiske professor Søren H. Mørup, der ikke kunne se nogen ulemper ved de eksisterende regler. Mit svar til ham kom den 2. april:

Afgørende detaljer blev glemt.

Med en kronik i JP 22/ 3 er professor Søren H. Mørup gået ind i debatten om ekspropriation. Det er en nydelig, pæn og uendeligt konform kronik. Efter den gamle karakterskala ville den blive betegnet som den gode, men noget rutineprægede præstation, altså til karakteren 10. Men forventer vi ikke lidt mere af en professor i faget?

Sagen er, at det lykkes ham at demonstrere en noget nær total mangel på interesse for en af de mest spændende nyere skoler i økonomisk teori, “public choice”. Det er selvsagt en af manglerne ved moderne akademisk uddannelse, at man er så specialiseret, at nabofagets relevante betragtninger kan gå en helt forbi.

Alligevel er han lige ved at snuble over de synspunkter, som gør, at alle hans mange henvisninger til rimelighed som forsvar for tvangsafståelser (lad os dog kalde spaden for en spade), kan afvises som ufunderet i virkelighedens verden.

Han nævner en sag om en landmand, der ikke vil sælge til en bestemt pris, og som derfor trues med tvangsindgreb. Men tvangssalget gennemføres ikke, og pludselig vil landmanden alligevel godt sælge. Og lige præcis med det eksempel viser han det dilemma, som “sælgeren” er i. Hvis han ved sin vægring mod et tilbud om køb af jorden forhindrer et projekt i at blive gennemført, risikerer han, at jorden i fremtiden ikke er det samme værd.

Naturlig reaktion

Og almindelig sund fornuft tilsiger, at de fleste ejendomsbesiddere vil forsøge at optimere deres profit fra jorden. Så spillet handler om at presse projektmageren så langt som muligt uden at skræmme ham væk.

Det er en metode, som staten selv anvender, når den udbyder licenser til mobiltelefoni eller reklameradio ved auktion.

At introducere tvangsafståelser i dette spil er at skabe nogle skævheder, som favoriserer én profitmager på en andens bekostning. Det skal man være forsigtig med, for typisk vil man blot gavne dem med politiske forbindelser på bekostning af de svagere.

Foreløbig er det ikke lykkedes at begrunde tvangsafståelser til private formål på en holdbar måde, og derfor bør de heller ikke accepteres af lovgivningen.

P. S. I den aktuelle sag fra Roskilde har man i øvrigt fremført det fantastiske argument, at den “griske gartner” slet ikke har dyrket sin jord i mange herrens år. Og til det er kun at bemærke: Nej, selvfølgelig gør han ikke det.

 
For hvis man forestiller sig, at han såede gulerødder om foråret, hvor mange mon han så ville høste om efteråret, når jorden en uge i juli overtrampes af glade festivalgæster? Og netop derfor kan han med rette kræve en høj leje, for den ene uges brug skal i virkeligheden betale for et helt års afgrøde.
Udgivet den

Egon Clausen

Konservativ eller reaktionær.

Skribenten Egon Clausen erklærede sig i en kronik i Berlingske d. 25. august for konservativ, omend af den slags med lille k. Med mindre der findes flere skribenter med det navn, så skal man imidlertid ikke have stiftet mere end perifert kendskab til hans værker – herunder “Den lille røde bog for lærere” – førend man kan konstatere, at det med konservatismen er lidt en tilsnigelse.

Han bruger da også den langt overvejende del af sin kronik på et antal jeremiadder om forskellige adspredte emner, som lige præcis optager ham. Det er dybt selvmodsigende, at han går mod flere forbud og samtidig vil begrænse samfundets borgere i deres mulighed for at udvikle samfundet, f. eks. ved at slå landbrug sammen. For det kan jo kun ske ved forbud.

Men når jeg overhovedet læste den, så er det fordi han tager arbejdsmarkedet og navnlig Vejlegården under behandling. Og her når han sin apoteose. Det er sandelig de store følelser, som bliver taget i brug. Han bruger f.eks. termen “tåbelige” om kritikere af 3Fs optræden overfor Vejlegården, og det er et af de mere saglige udsagn! Man fristes såre til at sige som de små børn: “Det man siger, er man selv.”

Og Vejlegården handler jo ikke om, at omstyrte arbejdsmarkedets overenskomster. Den handler derimod om at finde fornuftige løsninger på en type konflikt, som er relativt nyopstået, nemlig en konflikt mellem flere konkurrerende fagforeninger inden for samme fagområde. Det er vel ikke urimeligt, at borgerlige partier kritiserer gumpetunge (endnu et af Clausens udtryk) fagforeninger. Urimeligt er derimod, at venstrefløjen blot lader stå til – formentlig fordi de økonomisk er afhængige af fagforeningsstøtte.

Samlet set må man konkludere, at Clausen ikke er konservativ, men blot en ældre mand, som ikke kan forstå sin samtid. Det plejer man at kalde reaktionær. I hans tilfælde endda muligvis med stort R.

Udgivet den

Madsen Piries erindringer

Mit slot, det står i Vesterled.

Anmeldelse af “Think Tank – the story of the Adam Smith Institute” af Madsen Pirie, Biteback Publishing, London 2012

 

I Londons Underground hang i foråret en reklame for en bog om min gamle arbejdsplads, the Adam Smith Institute. Adam Smith Institute blev i 80-erne betegnet som “vogtere af Thatcherismens hellige flamme” og var dermed en del af den store fortælling om det genrejste England (altså UK).
Den bog har jeg ikke kunnet holde mig fra, men at anmelde en bog, der omhandler centrale dele af ens eget liv, er normalt en dårlig ide, med mindre man kan benytte lejligheden til at gøre et gammelt regnskab op. Kun i så fald plejer det at blive spændende. Jeg sætter imidlertid stadig pris på min gamle chef, der har skrevet bogen. Ud fra disse forudsætninger er det nedenstående ikke værd at læse. Men prøv alligevel.

For mig står Adam Smith Institute i al den stråleglans, der knytter sig til glade ungdomsår med lyst til livet, kærlighed og politik. Formelt set var min kontakt med det begrænset til, at jeg i 2 lange sommerferier arbejdede for dem, deraf den ene med at “baby-sitte” deres hus på grænsen til de dybsorte kvarterer i Washington (og ja, man bevægede sig med nogen forsigtighed som hvid). Reelt set var der et flerårigt fællesskab, startende med min deltagelse i en uges kursus i sommeren 83 og helt frem til jeg studerede i Cambridge i 89. Senere har kontakten været sporadisk, men jeg siger altid “vi” og aldrig “dem”.

Når man dengang – midt i Thatcher-årene – omtalte sin forbindelse med instituttet, så svarede briter altid: “Adam Smith Institute – er de ikke temmelig højreorienterede?” Så man vidste jo godt, at man vurderedes som en, som gik lige på grænsen til det politisk utroværdige. Finessen var, at vi kun gik til grænsen og til tider en lille smule over, og at vor tilstedeværelse flyttede både grænsen og midtpunktet. Når jeg ser tilbage på de temmelig usædvanlige personer fra det politiske landskabs skyggekroge, som omgav os, så er det bemærkelsesværdigt, hvor mange af dem der sidenhen har fået lange nekrologer i de seriøse aviser. Bogen nævner de fleste navne, her rækker pladsen ikke.

I dag er der ingen briter, som blot rynker brynene, når jeg nævner mine politiske aner. Så enten er vi faldet af på den, eller også har verden flyttet sig. Er det virkelig lykkedes at finde det fikspunkt, hvorfra man med en vægtstang kan flytte jorden?

Men tilbage til bogen! Dens hovedbudskab er at vise, hvor sjældent konsensus brydes med vilje, og hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en ny dagsorden, hvis man ellers forstår at præsentere sine budskaber som praktiske snarere end ideologiske. I den forbindelse er troværdighed og præsentation alfa og omega. Men det er ikke fordi, dette budskab præsenteres som en åbenlys tese. Det ligger snarere som en af flere understrømme, der skal identificeres af læseren.

Den, som måtte tro, at de muligheder bød sig til, fordi budskabet var accepteret af det konservative parti, glemmer, at Margaret Thatchers vigtigste resultat – privatisering – voksede frem mere ved uheld end ved bevidste handlinger. England i 1979 ville noget nyt, man vidste blot ikke hvad. Heldigvis forstod hun at lytte til vækstlaget, navnlig fordi vækstlaget forstod at gøre opmærksom på sig selv.

Den selvkritiske holdning, der går gennem bogen, er glædelig og viser en dybde, som mange kritikere nok havde forsvoret. I øjeblikkets debat er der sjældent plads til at udtrykke tvivl om egen position. Og selvovervurdering er nok den almindeligste af de politiske synder.

En del af bogen handler om instituttets økonomi og bemanding, men kedeligt bliver det ikke. Blandt Ronald Reagans 3 klassiske løgne er, at “checken blev sendt i går”. Og den gjorde vi flittig brug af. Finansieringen var spinkel, og omgivelserne på kontoret decideret usle. Men vi kunne nok godt have forbedret dem ved lidt mere støvsugning. Atmosfæren var maskulin. På kontorerne stod der skabe med klap-ned-senge. Kontoret var nemlig i løbet af ugen hjem for “direktionen”, der kun havde ydmyge huse provinsen. Cheferne fik ingen løn, men tjente til dagen og vejen ved bi-jobs, en evne til at købe boliger billigt og sælge med profit samt en alt for sjælden gang imellem en klækkelig injurieerstatning, når pressen blev for grov. Og det hører med, at det samlede personale var de 2 chefer, studentermedhjælperen og en håndfuld free-lancere, der arbejdede hjemmefra.

Periodevis burde instituttet have været “the Micawber Institute”, men der var altid plads til gæster fra nær og fjern, og unge mennesker har altid flokkedes ved døren. Det gør de tilsyneladende stadig. Og den vilje til at lytte til de unges forhåbninger om fremtiden og spørgsmål til livets sammenhænge, er nok lige så dybtfølt som udformningen af de kommende års politik. Disciple har det med at videregive – ikke sprede – budskabet.

Madsen med Pembroke butterfly.
Og hermed er vi ved den anden understrøm, nemlig den langsomme konvertering til praktisk liberalisme, som læseren formentlig vil opleve (selv faldt jeg i gryden som ung). Efter dansk standard risikerer man at være ultra-liberalist efter læsningen, men uden at vide hvordan man blev det. Socialister og statskonservative bør vogte sig.

I den forbindelse bør nævnes, at modsat socialister, der altid “kæmper” eller “slås” for et standpunkt, så bruger liberale udtrykkene at “argumentere” eller “overbevise”. I bund og grund et sjovt eksempel på anvendt psykologi.

Bøger bør aldrig læses uden en overvejelse om, hvad der er udeladt og hvorfor. Det er selvsagt vanskeligt, når man indtager rollen som hagiograf, men sommetider har selv jeg svært ved præcist at tidsfæste begivenheder og bogen nævner ikke mange årstal. Voldsomme brud på kronologien har jeg dog ikke set.

Nyt for mig er afsnittene om tiden under Blair og Brown. New Labour måtte nødvendigvis føre til new ways of labouring. Og som med alle andre virksomheder er det viljen til omstilling under nye markedsforhold, der virkelig viser produktets kvalitet. Hvad optog mon Sankt Jørgens liv, da først dragen var dræbt. Han måtte i hvert fald lægge sværdet til side.

Et af de bærende elementer i troen på det frie marked er ofte, at man også har tillid til, at befolkningen vil vælge markedsløsningen, dersom den får valgmuligheden. Derfor var det under Blair naturligt at bruge tid på at undersøge befolkningens prioriteter gennem opinionsmålinger, og benytte dem som udgangspunkt for forslag. Dermed får man et uafhængigt “bagland”, så man ikke kan beskyldes for en ideologisk tilgang til aktuelle spørgsmål. Det er også en metode, der ligger i direkte forlængelse af instituttets princip, hvor alle forslag skal kunne holde til den ultimative prøve: At blive accepteret af befolkningen.

Samtidig har tiden med Blair og Brown givet mulighed for at forberede nogle af de virkeligt langsigtede reformer, som er oplagte som følge af demografien, navnlig omlægning af pensioner til private opsparingsordninger i stedet for udbetaling af det løbende skatteprovenu.

Også årsagerne til finanskrisen har også været et hovedemne. Er det kapitalismens endelig nederlag eller resultatet af statslig indblanding i økonomien. Juryen har ikke trukket sig tilbage endnu, og indtil da vil vi procedere spørgsmålet. Der er fortsat et arbejde at udføre for liberale, og forhåbentlig kommer der en gang et nyt bind om den næste generations arbejde. Men alt det ligger ude i fremtiden.

Jens Frederik

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: