Konservativ eller reaktionær.
Skribenten Egon Clausen erklærede sig i en kronik i Berlingske d. 25. august for konservativ, omend af den slags med lille k. Med mindre der findes flere skribenter med det navn, så skal man imidlertid ikke have stiftet mere end perifert kendskab til hans værker – herunder “Den lille røde bog for lærere” – førend man kan konstatere, at det med konservatismen er lidt en tilsnigelse.
Han bruger da også den langt overvejende del af sin kronik på et antal jeremiadder om forskellige adspredte emner, som lige præcis optager ham. Det er dybt selvmodsigende, at han går mod flere forbud og samtidig vil begrænse samfundets borgere i deres mulighed for at udvikle samfundet, f. eks. ved at slå landbrug sammen. For det kan jo kun ske ved forbud.
Men når jeg overhovedet læste den, så er det fordi han tager arbejdsmarkedet og navnlig Vejlegården under behandling. Og her når han sin apoteose. Det er sandelig de store følelser, som bliver taget i brug. Han bruger f.eks. termen “tåbelige” om kritikere af 3Fs optræden overfor Vejlegården, og det er et af de mere saglige udsagn! Man fristes såre til at sige som de små børn: “Det man siger, er man selv.”
Og Vejlegården handler jo ikke om, at omstyrte arbejdsmarkedets overenskomster. Den handler derimod om at finde fornuftige løsninger på en type konflikt, som er relativt nyopstået, nemlig en konflikt mellem flere konkurrerende fagforeninger inden for samme fagområde. Det er vel ikke urimeligt, at borgerlige partier kritiserer gumpetunge (endnu et af Clausens udtryk) fagforeninger. Urimeligt er derimod, at venstrefløjen blot lader stå til – formentlig fordi de økonomisk er afhængige af fagforeningsstøtte.
Samlet set må man konkludere, at Clausen ikke er konservativ, men blot en ældre mand, som ikke kan forstå sin samtid. Det plejer man at kalde reaktionær. I hans tilfælde endda muligvis med stort R.