Liturgi er også en slags dramaturgi

Det er ikke lige mit hovedemne, men det har dog altid interesseret mig.

Derfor denne kronik i Kristeligt Dagblad om Højmessen som dramaturgisk problembarn.

Men dagbladsudgaven var egentlig en lettere forkortet version. Her den oprindelige:

Højmessen – et dramaturgisk problembarn
Antallet af kirkegængere er for lavt til antallet af kirker. Nogle steder i landet har det sin naturlige forklaring, fordi sognenes befolkning er skrumpet væsentligt. Men i København gælder den undskyldning ikke.
Lukning af kirker er derfor kommet på dagsordenen med en styrke som næppe nogensinde før. Men det vil tage år – formentlig en hel del år – førend det får virkning. Og i mellemtiden kan vi så overveje, om kirkelukninger er den tilstrækkelige og nødvendige løsning.


Hvis det nu i stedet er sådan, at gudstjenesten i form og indhold har overlevet sig selv, så risikerer man om føje år at stå med et væsentligt mindre antal kirker, der for hvert sogn stadig kun har en lille håndfuld kirkegængere, og så er der ikke vundet ret meget. Hvis man skal opnå en gevinst ved kirkelukninger, så skal det være, fordi man kan opnå nogle langt mere levedygtige menigheder. Og det bør man i givet fald afprøve på udvalgte områder, førend man som led i en ny kirkeministers moderniseringsdille kaster sig ud i et større antal kirkelukninger. 

Et af problemerne med at diskutere folkekirkens forhold er, at det alt for ofte overlades til de professionelle aktører. Men ret beset er alle de lønnede så dybt fedtet ind i personlige pekuniære interesser, at man næppe kan vente brugbare bidrag fra dem. Og menighedsrådene er ikke bedre. Vi jævne kirkegængere har derimod det problem, at vi sjældent har den store indsigt i nabosognene. Selv gør jeg f.eks. en dyd ud af at gå i den lokale kirke, uanset der måske nok er andre, hvor tilbuddene (kirketiden) passer bedre til mine behov.



Og hvordan ser der så ud i et sogn i Nordvest. Det er så fristende at tage sig nogle kunstneriske friheder i den beskrivelse, men en opmærksom læser ville i så fald formentlig relativt nemt kunne identificere kirken, og det har jeg intet behov for. Et personligt angreb på personale og menighedsråd, der formentlig handler med de bedste intentioner, ville være urimeligt. Og i virkeligheden er forskellen til de øvrige sogne, hvor jeg har haft min gang ikke så voldsomt stor.
Men objektivt må det konstateres, at personalet er ganske pænt. Der er kirketjener og kordegn, organist og 4 stemmer i koret foruden præsten selv. Så vi skal op på mindst 9 kirkegængere for at udgøre et flertal, og det er ikke altid, at vi kan det. Og under alle omstændigheder er det en rendyrket falliterklæring, når man måler personale og kirkegængere i forhold til hinanden.
På de gode dage har vi imidlertid barnedåb, og så er de forreste rækker til venstre ved fonten pænt besat. Og det er så en af de lejligheder, kirken har til at samle nye proselytter. Men får vi udnyttet den? Svaret er ganske enkelt nej. Og ej heller den bestandige opfordring juleaften, om at vi godt må komme igen dagen efter, har den store virkning.
At give en kort kritik af højmessen på kort plads er vanskeligt, og det må nødvendigvis kun blive til en grovkornet skitse. Det væsentlige er imidlertid, at skitsen skal indeholde forslag – gode eller dårlige – til udbedring af de kritiserede punkter. Og det er også vigtigt, at man ikke hælder alle børnene ud med badevandet.
Den centrale fordring til en gudstjeneste er, at den skal give menigheden en følelse af fællesskab. Fællesskab om 2 elementer, nemlig forkyndelsen af ordet, hvor højdepunktet nås med prædikenen, og efterfølgende nadveren, hvor fællesskabet drejer sig om syndsforladelsen.
Der er i min levetid sket en væsentlig ændring i de 2 elementers vægt. Fra min tidligste barndom husker jeg hvorledes et større antal kirkegængere forlod kirken under salmen efter prædiken. Det sker ikke i dag, hvor altergangen – modsat min barndom – også udstrækkes til de ukonfirmerede.
Følelsen af fællesskab kan opnås på flere måder, først og fremmest ved at menigheden kender hinanden og deler samfund. Men det er ikke tilfældet i byerne, og navnlig er det svært at trække nye ind i. Et nogenlunde fast ritual gør det nemt at skifte kirke og giver tryghed, hvis man ikke kommer så tit. Den gudstjeneste som vi kender i Folkekirken er vokset frem gennem ca. 2000 års stadige tilpasninger. Der er meget nære slægtskaber mellem gudstjenesten i folkekirken og i alle de andre kristne kirker, sådan bør det formentlig også være fremover.
Blandt de centrale forhold i gudstjenesten er de tekster, som oplæses, kollekt, epistel og evangelier. Men de kan være svære at følge med i. Skal man have alle varianter, så kræver det et mindre bibliotek, sådan som man gør i de engelske kirker. Men der har kirkebænkene også altid en boghylde på bagsiden. Den helt enkle løsning vil være at udvikle et program til iPad eller Kindle med dagens ritual. Så kan alle følge med uden problemer og de dyre salmebøger afskaffes.  At sidde og fedte efter fodnoten på side 816 er i hvert fald uhensigtsmæssigt.
Sankt Paulinus i Trier – et højdepunkt i konditorkunst.

Rummet har også betydning for gudstjenesten. Den foregår fra 4 forskellige positioner – alteret, orgelpulpituret, prædikestolen og menigheden på gulvet. Af samme grund sætter menigheden sig mellem de 3 andre positioner. Men det betyder, at de bliver meget spredt. I de store bykirker med prædikestol i midten af rummet, vil den øverste halvdel være aldeles tom medmindre nogle kirkefremmede har forvildet sig derop. De 2 obligate rækker stole i koret er en åbenlys demonstration af tomheden.

Vi kender alle virkningen af en fuld kirke juleaften, hvor hvælvene løfter sig under sangen. Og den virkning skal vi genskabe med færre aktører. Det gøres nemmest ved at samle dem, og ved at gøre det helt klart, at en hver fugl gerne må pippe med sit næb. Menigheden skal rykkes op foran, og musikken skal følge med. For 35 år siden så jeg det gjort i St. James’ Piccadilly, hvor præsten selv satte sig til klaveret, dog undtaget den salme hvor messehagelen skulle tages på.
Et af de voldsomste svigt er afsyngelsen af de faste led i gudstjenesten, trosbekendelse, oh du guds lam m.v. Det hedder ganske vist kor-svar, men skal være menighedssvar. Det er helt fundamentalt, at de skal afsynges på en måde, så alle synger med. Og det ville ikke genere mig, hvis en præst eller kordegn en gang imellem sagde det højt, lidt på samme måde som ”Lad os alle rejse os og høre …”.
En nem måde at fremme kirkesangen på er at stille menigheden op. Når nu deltagerne ikke er trænede sangere, hvorfor så klemme mellemgulvet sammen på dem og sætte dem ned. Der findes altså kristne kirkesamfund, der sidder ned under tekstlæsninger og står under sang. Hvornår har vi mon indført det modsatte?
Man må jo være et skarn, hvis man vil beskylde korene for at synge for godt, men det er ikke helt forkert, at fremragende kor giver en tendens til, at menigheden stiger af, medens det går bedre med en enkelt syngende degn på landet. Hvorfor kan masser af verdens menigheder klare sig med frivillige amatører i koret, medens folkekirken skal betale sig fra det.
Og hermed kan en gammel kæphest trækkes af stalden. Der er en tendens til at dele af personalet – og dette gælder navnlig koret – betragter deres deltagelse mere som arbejde end som fællesskab. Hvis de under prædikenen trækker sig tilbage til et tårnværelse for at nyde kaffe og wienerbrød (og i en af de lokale kirker er tårnværelset i hver fald udstyret, så det kan lade sig gøre), så understreger det en levebrødsholdning, som bare ikke er acceptabel. Koret skal komme i kirken, fordi de har lyst, og så skal de have løn, fordi de har øvet sig inden. Når kodeordet er fællesskab, så skal personalet altså deltage. Også i altergangen.
Men nu har jeg allerede antydet, hvor jeg ville placere koret, nemlig på første række kirkebænke. Og så løser problemet vel sig selv.
Det løser derimod ikke problemet med de store kirkeorgler. Der bruges i folkekirken ufatteligt mange ressourcer på stadigt flere, større og bedre orgler. Og der er da også lejligheder, hvor orglets brusen ville være savnet. De store processioner i livet, dåb, bryllup og begravelse ville være noget andet, hvis ikke orglerne fandtes.
Men vi kommer ikke udenom, at der er betydelige elementer af statussymbol i orgler, og at de ofte stiller sig hindrende for afvikling af gudstjenesten. At kræve dem placeret anderledes ville stride mod et hvert forsøg på at økonomisere. Og at indføre ekstra orgler i nærheden af koret, som f.eks. Trinitatis og Grundtvigs kirke har gjort er lige så åbenlyst spild.  
Trods 50 års udsættelse for præ- og postludier er det ikke lykkedes mig at blive vænnet dertil. I kirkesamfund, hvor præster, kor og alskens godtfolk skal gå i procession ind og ud, tjener de et formål. Hos os  er det sværere at se. I min barndom var postludiet en musik, der spilledes, medens man gik ud. Jeg mener at kunne erindre, at det på et tidspunkt blev bekendtgjort, at fremover skulle man sidde stille imens. Det var ingen god ide. Kirkegang er ikke en koncert, men brugsmusik, og der er intet galt i at bruge postludiet som hyggemusik, medens menigheden hilser på hinanden. Og så kunne man jo spille andet end Bach.
Den store stilhed efter postludiet virker derimod mærkelig. Når vi nu går og hygger, så lad da organisten spille løs.
De andre koncertelementer har også altid virket mærkeligt på mig. Motetten efter altergang har vist kun den funktion at være paradenummer, og den kommer på et tidspunkt, hvor menigheden bør geninddrages i handlingen efter den stillesiddende prædiken.
Dette er ikke stedet at beskrive prædikenen, for det ville blive alt for personligt og lokalt, men det er dog et lavpunkt, når prædikanten slutter af med en opremsning af mødeindkaldelser, der alle kan se på nettet.
Salmevalget er væsentligt, og i den sammenhæng er der en tendens til at fokusere for kraftigt på teksterne. Der kan synges meget vås, blot melodien er god. Og man fristes til at fremhæve en række af Grundtvigs tekster som eksempler derpå. Men bedst er det naturligvis, når tekst og melodi begge er gode.
Der er altså rigeligt at tage fat på. Pladsen her tillader ikke at gøre det nuanceret, men det er på tide, at vi gør det. Og navnlig er det væsentligt, at vi lægfolk ytrer os.  Derfor håber jeg egentligt også, at jeg vil blive modsagt grundigt.