Kategori: Berlingske

Udgivet den

Privatisér svømmehaller

Der er kun en grund til, at offentligheden reagerer så stærkt på, at en svømmehal har fundet på at indføre særlige badetider for kvinder. Og grunden er, at svømmehallen er kommunal!

Når vort lokale privat drevne tyrkiske bad vistnok kun har åbent for et køn af gangen, så kan ingen se problemet.

At gøre badetiderne for kvinder hhv. mænd til et politisk anliggende er ikke særlig hensigtsmæssigt. Der bliver i hvert fald meget, som politikerne skal tage stilling til. Udover badedage er det spelt-segmentets krav om økologiske madvarer i børnehaver og amning på caféer. Det er krav om handicapadgang til private hjem, uanset om familien nogensinde får brug for det. Og så fremdeles.

Alt sammen er det anliggender, som bedst afgøres i andre fora, nemlig hos ejerne af stedet. Den perfekte løsning er derfor privatisering af svømmehaller og alle de andre steder. Staten skal simpelthen blande sig udenom. Svømmehallens ejer (eller såmænd blot forpagter) skal nok træffe den afgørelse, der giver flest gæster i bassinet. Ellers er han en dårlig forretningsmand.

Og vi andre får fornøjelsen ved at slippe for at skulle beskæftige os med emner, som er lige så spændende som Se og Hør.

Og i modsat fald ender vi som visse stater i USA, hvor man lovgiver om seksuelle mindretals ret – eller er det pligt – til at bruge herre- eller dametoiletter på offentlige steder. Vi får lovgivning om bageres pligt til at bage bryllupskager for bøsser og andet.

Stand-upkomikere får det nemt. Vi andre får det svært.

Bragt som Dagens brev i Berlingske 2. maj 2016.

Udgivet den

Gøtzsche vs. Day Poulsen

Det er næppe til gavn for patienterne, når det er lige præcis Peter Gøtzsche fra Cochrane-centeret og meningsautomaten Henrik Day Poulsen, der tørner sammen i Berlingske om brugen af medicin til at behandle sindssygdomme. Når det gælder evnen til at formulere sig firkantet, har ingen af de 2 vist noget at lade den anden høre.

Så for en lægmand er det fristende, at sandheden ligger nogenlunde midt imellem, og at det handler om at finde den gyldne middelvej.

Det er bare ikke en fristelse, man bør falde for. Rent logisk er der intet, som taler for, at dydens smalle sti befinder sig præcis midt imellem jomfrudom og gadeprostitution. Den går nok nærmere den ene af de 2 ekstremer.

Når man tænker på, at sindsygehospitaler i gamle dage blev placeret pænt udenfor byerne, så råbene fra de gale ikke kunne nå derind, så er der dog sket en del fremskridt – og en væsentlig del deraf skyldes nu engang medicin.

Måske bruges der for megen medicin. Men det kan der dog være grunde til. Depressioner påvirker ofte patientens livskvalitet så meget, at de blot ønsker, at nogen vil tage sig sammen til at slå dem ihjel, nogle patienter går så langt som til selv at ville gøre det, og for en ikke ringe andel lykkes det. Andre patienter oplever derimod påny, at livet alligevel indeholder gode ting; hvis de er heldige, får det måske ligefrem mening igen.

Men så længe sygdommen raser, og patienterne er synligt forpinte, er det kun forståeligt, at lægerne gerne vil forkorte tiden, i stedet for at afvente at sygdommen falder til ro af sig selv. Jo længere sygdommen varer, desto værre er også dens bivirkninger i form af skilsmisser, forsømte børn og arbejdsløshed. Man skal ikke have besøgt en psykiatrisk afdeling mange gange, førend man bemærker, at der er en del længere mellem både besøgende og blomsterbuketter end på barselsgangen.

Dertil kommer frygten for, at manglende behandling med alderen kan få kurven over op-og nedture til at stige i både frekvens og amplitude. Hvis en patient skal vælge mellem den angst, og lidt ekstra medicin, så er valget såmænd ikke så svært.

Patienterne får ofte stærke meninger om behandlingen. Store forhåbninger om livsforbedring, der projiceres over i, at de tillægger medicinen afgørende virkning. Omvendt vil skuffelse over tilbagefald ofte også medføre en ligeså udokumenteret kritik.

Og hvad der måske næsten er værst, er, at mange patienter i deres søgen efter en udfrielse begynder på det, der så smukt kaldes “selvmedicinering”, og som typisk dækker over et temmeligt massivt indtag af alkohol. Psykofarmaka skal altså have temmeligt mange ubehagelige bivirkninger for at være ligeså slemt som virkningen af en daglig flaske kirsebærvin.

På den baggrund virker et postulat om en mulig reduktion i forbruget med 9/10 meningsløst. Men mon ikke de allermest plagede patienter er lettest til fals for påstanden. I så fald er Gøtzsches synspunkter nok en tand værre end bare kværulerende.

Bragt i Berlingske 28. september 2015

Udgivet den

Verdens værste skat.

Hvis en skatteekspert logisk konkluderer, at man bør indføre skat på børnefødsler, skilsmisser og jobskift, bør man nok overveje, om præmisserne var korrekte. Men ejendomsavanceskat er lige præcis en skat på de 3 ting. Så det er nok ikke så god en idé – navnlig ikke hvis skatten også skal være over 100 %.

Det er symptomatisk for skattedebat i Danmark, at det ligger som en underforstået forudsætning, at hvis man skal afskaffe en skat, så må man finde på noget andet, som kan indbringe myndighederne et tilsvarende beløb. Altså at skatter ikke kan afskaffes, men kun omlægges.

Det gælder tilsyneladende også grundskylden. Og det er egentlig lidt mærkeligt for problemet med grundskylden er jo, at den fuldstændig ubarmhjertigt stiger med sine 7 % om året, uanset om husejernes betalingsevne følger med. Protesterne skyldes ellers i første række stigningerne, så bare ved at stoppe dem, kunne grundskyldsoprøret afgå ved en stille død, omend det vil tage nogle år.

Alternativer til grundskyld.

Imidlertid har der rejst sig en diskussion om alternative skatter. Professor Jesper Rangvid har i en kronik i Berlingske foreslået en indefrysning, hvilket bl.a. Enhedslisten har grebet med kyshånd. Og alene det burde vel afsløre, at ideen ikke dur. Andre har gjort sig til talsmænd for, at vi skal udvide den eksisterende ejendomsavancebeskatning til også at gælde boliger.

I deres grundvold går begge dele ud på det samme. Der skal betales skat i forbindelse med et salg. Det smarte ved det er, at man som oftest må formode, at sælgeren modtager en kontant købesum, der så kan bruges til at betale skatten. Modellen med indefrysning fører til, at skatten er ‘opsparet’ over årene og man derfor på forhånd kender beløbet, medens avanceskatten har den fordel, at man kun beskattes, hvis der rent faktisk er en gevinst. Det plejer der at være, men sikkert er det jo ikke – navnlig ikke i provinsen.

Derudover har beskatning ved salg den tilsyneladende fordel, at man får en effektiv fastlæggelse af værdien. Rigsrevisionens og Skatteministeriets respektive gennemgange af den eksisterende grundskyld har jo entydigt dokumenteret, at det er en matematisk umulighed at finde grundværdien med bare nogenlunde sikkerhed. Ved et salg har man derimod en købesum at gå ud fra, så der er man vel på fast grund for at beregne en fortjeneste.

Det lyder tillokkende, men det er ikke nødvendigvis hele sandheden. En hel del ejendomme handles ikke på markedsvilkår. Når arvinger eller den ene part i en skilsmisse overtager huset, så kan der indgå mange andre elementer end prisen i forhandlingerne. Og hvad med de huse, der er blevet bygget om siden anskaffelsen. Skal ombygningerne indgå i avancen eller trækkes fra, og i givet fald med hvilket beløb. Allerede dokumentationen for at der er sket ombygning, bliver jo vanskelig efter nogle få år. Og hvordan skelnes ombygning fra vedligehold? Det forsøger man i andre sammenhænge med udlejningsejendomme, og resultatet er – alt efter behag – hylemorsomt eller forstemmende.

Praktiske argumenter skal man imidlertid ikke tillægge for stor vægt i politiske spørgsmål. Man kan altid foretage et slag på lommen og gætte på et beløb. At det så formentlig er forkert, vil ingen gå i detaljer med foreløbig. Og at det er lige præcis samme slags ukvalificerede gæt i de eksisterende love, der er årsag til ønskerne om en ændring, kan vel heller ikke være afgørende.

Skatter forvrider

Der er imidlertid nogle mere teoretiske synspunkter, som man nok bør være opmærksom på, fordi de handler om den forvridning, som en ejendomsavanceskat vil medføre. Alle skatter medfører forvridninger, men nogle er værre end andre. Og man skal naturligvis forsøge at vælge de mindst forvridende.

Skat i forbindelse med salg af bolig er en af de mest forvridende. Temmelig firkantet sagt, så køber man sin første lejlighed, når man flytter sammen med en kæreste, sælger den og køber hus, når man får barn, skifter til nyt hus, når man bliver skilt eller får job i en anden landsdel. Og det hele ender med et salg, når man skal på plejehjem.

Man kan måske være lidt ligeglad, når man alligevel bare skal dø, men en skat, der derudover primært rammer barnefødsler, skilsmisser og jobskift, vil en del nok mene, ikke er særlig tiltalende. Og den medfører naturligvis ændret adfærd hos skatteyderne. Der bliver nok takket pænt nej til en forfremmelse, hvis man samtidig skal flytte. Man udskyder måske det næste barn eller bygger til fremfor at købe anden bolig. Og så fremdeles.

Modsvaret til det er naturligvis at have en regel om, at skatten kan ‘flytte med’, altså at man kun skal betale skatten, hvis man ikke køber en ny bolig. Ellers kan man vente til man sælger det næste hus o.s.v. Det lyder da tiltalende, men så vender skatten faktisk for alvor den tunge ende nedad. Vi ved allesammen, at kvinder de facto tjener mindre end mænd, så derfor er der flere mænd, som har råd til at overtage huset i forbindelse med en skilsmisse. Så mændene bliver ikke beskattede, det gør derimod den – nu enlige – mor, som kun har råd til at flytte i en almennyttig lejlighed. Yderligere hjerteskærende scenarier kan sikkert konstrueres.

Hvis skatten kan ‘flytte med’, så bliver ejendomsavanceskat reelt kun en skat på pensionister. Det kræver ikke voldsom fantasi at forestille sig, at mindst et politisk parti vil gøre det helt klart, hvad de står for i den forbindelse. I andre lande har det ofte medført, at der laves et vindue eller et helle, hvor man f.eks. i forbindelse med overgang til pension kan sælge sit hus og slippe for at betale skatten. Det gør alle fornuftige mennesker selvsagt i de lande. Men effekten er jo, at staten så alligevel ikke får nogen skatter ind. Og det var vel ellers det oprindelige formål med at opkræve skat. Hvad skal man med en skat, som der alligevel ikke er nogen, der betaler. Det virker sådan en lille smule græsk.

Hvor høj skulle den være?

Som om det ikke var nok, så har jeg slet ikke berørt den virkeligt alvorlige indvending mod avanceskat endnu. For den vedrører provenuet.

Hvis en avanceskat skal indbringe samme beløb, som de eksisterende grundskyld og ejendomsværdiskat, så kan man jo forsøge at beregne, hvor høj skattesatsen skal være. En måde at illustrere det på, ville være at forestille sig, at man gjorde ligesom Philip d. 2 af Spanien, der forsøgte at fylde statskassen ved at sælge retten til at opkræve skatter til privatpersoner.

Grundskylden er i byområderne 3,4 %, men kun af jordværdien. Ejendomsværdiskatten er 1 %, men kun af værdien i 2000. Løseligt anslået er det nok tilsammen ca. 2-2½ % af ejendommenes nuværende værdi i fri handel.

Hvis en investor kunne købe retten til i al evighed årligt at opkræve et indeksreguleret beløb på 2,5 % af værdien af en ejendom, så ville han på nuværende tidspunkt formentlig give en del mere end ejendommens handelsværdi!

Men hvis retten til at opkræve skat af ejendommen er mere værd end selve ejendommen, så betyder det, at hvis skatten kun betales ved salg af ejendommen, så vil det efter en længere årrække være sådan, at skattebeløbet i forbindelse med salget bliver større end salgssummen. Med andre ord skal skatten ikke bare være 100 % af fortjenesten men endnu større.

Det er måske en detalje, som fortalerne for ejendomsavancebeskatning eller indefrysning ikke har været helt opmærksomme nok på. Men djævelen bor som bekendt i detaljen.

Bragt som kronik i Berlingske 6. juli 2015 

Udgivet den

Kriminel lavalder er flere ting.

Valgkampens værdipolitiske slagsmål ser ud til at blive nedsættelse af den kriminelle lavalder. Baggrunden er, at man fra borgerligt hold oplever, at behandlingen af børnekriminelle består af for megen socialpædagogik, og leder til for meget tilbagefald til kriminalitet.

Uanset hvilke holdninger man så i øvrigt måtte have, kan alle vel være enige om, at børn skal stoppes så tidligt som muligt, hvis de har indledt en karriere som kriminelle. Hvordan man når det resultat, kan man så strides om.

Når man skal tage stilling, så må man gøre sig klart, at den kriminelle lavalder har betydning i 2 henseender. Den bestemmer at sager mod yngre personer skal behandles af sociale myndigheder fremfor af domstolene, og den medfører, at sanktionerne mod børnene er anderledes end mod voksne – primært at bøde og fængsel ikke kan anvendes.

Og så er det, at debatten kan køre af sporet. For forslagstillerne på den borgerlige fløj ønsker først og fremmest, at ændre behandlingen af sagerne. De borgerlige tror ganske enkelt ikke på, at sagsbehandlerne i det nuværende system kan undgå at identificere sig med børnene med deraf følgende milde sanktioner.

Modstanderne vælger ensidigt at fokusere på, at en sænkning af lavalderen nødvendigvis må indebære, at børn skal i fængsel. Og så kan forslagsstillerne nok så mange gange bedyre, at det ikke var hensigten med forslaget, men nogen effekt vil deres forsikringer ikke have.

Det er temmelig meget en debat om profetens skæg. Forslagstillerne kunne bare have rejst krav om et ‘uafhængigt nævn”, der skulle tage stilling til sanktioner mod unge, der mistænkes for kriminalitet. Og hvis det nævn havde fået samme sammensætning som de foreslåede domstole, så havde modstanderne været ganske få.

Det ville klæde begge parter at gøre en indsats for en mere stilfærdig diskussion. Sagen er for vigtig til at stille sig i positur. Børnene må være i centrum.

Bragt som Dagens Brev i Berlingske 2. juni 2015

Udgivet den

Stiger andele ved frigivelse af priserne?

Boligminister Carsten Hansen har ikke lyst til at ophæve maksimalprisen på andelsboliger. Derimod har han en ubændig trang til at ophæve naturloven om udbud og efterspørgsel, altså at priserne stiger på varer, som mange vil have og omvendt falder, når få vil have varen. Og hvad der i denne sammenhæng er endnu vigtigere, at prisen på én type vare kan afhænge af, om man kan få en anden vare med samme funktion. Kort sagt, at hvis prisen på rugbrød stiger eller falder, så vil det også påvirke prisen på franskbrød, knækbrød og alle mulige andre brød.

I et samfund hvor alle priser som udgangspunkt er frie, er det egentlig lidt mærkeligt, at ministeren mener, at det er tilhængerne af en liberalisering, der skal have bevisbyrden for, at loven bør ændres. Det burde rettelig være ham selv, som tilhænger af en undtagelse fra de almindelige regler, der skulle forklare, hvorfor hans synspunkt er fornuftigt. Men det ville han nok få lidt svært ved, hvis han ikke må snyde på vægten.

Carsten Hansens hovedargument mod en ændring er nemlig et embedsmandsnotat, hvori man postulerer, at boligpriserne vil gå amok, hvis man ændrer loven. Men som alle embedsmandsnotater, så er også dette et nøje udvalgt udsnit af sandheden, hvor man indbygger nogle forudsætninger for sine regnestykker, så man får de ønskede resultater. Og så er opgaven for læseren jo at finde de steder, hvor kæden hopper af. Man skal med andre ord ikke læse notatet, men derimod finde det, som ikke står i notatet.

Allerførst kan man bemærke, at den udgave om notatet, som inden folketingsdebatten blev refereret i Berlingske, men ikke givet til Folketingsmedlemmerne, var blevet temmelig åbenlyst redigeret. Fra talerstolen erklærede ministeren, at man fik samme resultater efter 2 forskellige regnemetoder, men i notatet var den ene klippet ud. Formentlig fordi den var åbenlyst for søgt. Der er altså grænser for, hvor meget hans embedsmænd kan lægge ryg til. Og det er da rart at vide.

De tal, som Berlingske havde fået, indeholdt imidlertid nogle åbenlyse fejl – eller skal vi sige ‘bemærkelsesværdige antagelser’. Det er måske lidt teknisk, men giver et morsomt indblik i embedsmænds regnemetoder.

Ministeriet regner med, at hvis priserne på andelsboliger bliver givet fri, så vil de stige til nøjagtig samme niveau som ejerlejligheder. Samtidig fortæller man, at ca. halvdelen af andelsboliger idag sælges under maksimalprisen. Det siger sig selv, at bare fordi priserne slippes løs, så vil den halvdel af lejlighederne naturligvis ikke stige – for så ville de allerede være steget.

Regnestykket bygger også på en forudsætning om, at folk er villige til at betale det samme for en andel som en ejerlejlighed. Det holder ikke i praksis. Hvis man undersøger sagen nærmere, så er det sjovt nok sådan, at købere i praksis er villige til at betale henved 20-25 % ekstra for en ejerlejlighed – og det er vel at mærke regnet som den månedlige udgift ved at bo i lejligheden. Den forskel skyldes i første række de bindinger, som der er på andelslejligheder: de kan ikke bruges til forældrekøb, man er underlagt mere kontrol fra foreningens bestyrelse, og naturligvis at videresalgsprisen ikke er fri.

Jeg synes egentlig, det er imponerende, at hvis et par helt almindelige købere skal vælge mellem 2 helt ens lejligheder, der er hhv. ejer- og andelslejlighed, så er de – omregnet til kontanter – villige til at give flere hundredtusinde ekstra for at slippe for andelen!

Og så har vi end ikke regnet på, at når lånene i en andelslejlighed er dyrere, fordi man kun kan få banklån og ikke realkredit, så må priserne automatisk blive lavere.

Der er heller ikke taget højde for, at andelslejligheder typisk har en noget ringere boligstandard. Der findes f.eks. ingen ejerlejligheder uden eget toilet, men en hel del andele med delelokum.

Derudover er det jo sådan, at man ved andelsboliger kan sælge forbedringer, som er foretaget inde i lejligheden. Det kan sagtens handle om et par hundredtusinde kroner. Dem har ministeren heller ikke indregnet.

Konklusionen på en læsning af ministerens påstande om priserne er, at hans beregninger i hvert fald ikke kan bruges til ret meget. Dermed ikke sagt, at priserne vil være konstante. Der vil givetvis være en række meget attraktive boliger, som vil stige i pris. Hvor meget kan man bare ikke spå om. Og reelt er der jo ikke tale om prisstigninger, men om at boligerne bare indhenter det efterslæb, som årtiers stadigt mere omfattende lovregulering har medført.

Hvis man har lidt historisk overblik, så er det tydeligt, at maksimalprisreglerne over årene konsekvent er blevet mere småtskårne. Oprindelig skulle priser på andele bare være rimelige, idag diskuterer man om et køleskab er 3 år eller 2 år og 11 måneder, fordi det giver en prisforskel på nogle få hundrede kroner!

Udviklingen mod stedse mere hysteriske detailbestemmelser kan kun stoppes på én måde, nemlig ved at give priserne fri. Og ministeren har i hvert fald ikke med sine beregninger ført et bevis for, at overgangen vil medføre væsentlige bølgeskvulp på boligmarkedet. Tværtimod vil det formentlig medføre, at en potentiel boble i ejerlejlighedspriserne dæmpes på en naturlig måde til gavn for lige præcis hans egne vælgere.

Oprindelig bragt i Berlingske Tidende 26. maj 2015.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: