De nye vurderinger er endnu en gang blevet forsinket. Det må efterhånden stå som uendelig tvivlsomt, om systemet nogensinde kommer til at fungere som planlagt. Måske er tiden inde til at gentænke ejendomsskatten.
Da rigsrevisionen for snart mange år siden havde påvist, hvor store fejl der var i de offentlige vurderinger, så spurgte man nogle matematikere, om det var teoretisk muligt at beregne grundværdierne i byerne. De svarede faktisk nej. Og alligevel gik man i gang med at udarbejde et nyt vurderingssystem. Det har siden vist sig, at opgaven er vanskelig, og det er det umulige jo ofte.
Imidlertid udgør ejendomsskat en ikke ubetydelig del af kommunernes indtægter, så det vil være naivt at foreslå den afskaffet, for så mangler pengene i kassen. Så hvis man vil gentænke skatten, så står man overfor en bunden opgave: Afløseren skal indbringe lige så mange penge, og den skal gøre det uden forsinkelser.
Det sidste er vigtigt, for de fleste forslag til et alternativ indebærer ekstremt lange overgangsperioder, hvor indtægterne fra skatten skal opbygges. Det gælder navnlig forslag om ejendomsavanceskat, som f.eks. de konservative sværger til. Men med ejendomsavanceskat er overgangsperioden op imod 60 år, og de første mange, mange år er indtægterne forsvindende. Allerede af den grund er avanceskatten diskvalificeret. Men det er der i øvrigt også andre grunde til.
Når man skal drøfte ejendomsskat på det principielle plan, så er der også grund til at erindre sig, at når økonomer elsker boligskatter, så skyldes det, at boligskatter er meget svære at vride sig udenom. Hvis man vil have en bolig, og det er man med vort klima nødt til at have, så kommer man til at betale skat. Mulighederne for at snyde er uendeligt små.
Problemerne
Grunden til, at vi det sidste årti har diskuteret ejendomsskat, har først og fremmest været spørgsmålet om vurderingerne af parcelhuse. Det er det, som 99,9 % af den offentlige debat har handlet om. Dermed har debatten næsten fuldstændig overset de øvrige problemer ved ejendomsskatten. Og de er desværre ret betydelige. Det drejer sig først og fremmest om, at skatten svinger vildt mellem forskellige dele af landet, og at den – om muligt – svinger endnu vildere mellem boligtyperne.
En gennemgang af problemerne kunne fylde sin egen kronik, men hovedtrækkene er, at ejendomsskatter for den helt overvældende dels vedkommende betales af villaejere i bykommuner, medens folk, der bor i andelslejlighed eller lejelejlighed, stort set er fritaget for skatten. Ejerlejligheder indtager en mellemposition. Det er lidt groft sagt, men ikke helt skævt.
Og når skatten er så høj i byerne, så skyldes det i ret høj grad, at ordningen med udligning af fattige og rige kommuners indtægter er skruet sammen på en måde, der tvinger de rige kommuner til at opkræve meget høje ejendomsskatter. Det spørgsmål er imidlertid så politisk inficeret, at saglige argumenter ikke har nogen betydning.
Kravene
Det fundamentale krav til en skat er, at den skal ramme på en måde, som er forståelig og føles nogenlunde forholdsmæssig af skatteyderne. Oversat til kommunal ejendomsskat betyder det, at boliger, som er nogenlunde lige attraktive skal rammes ens, uanset hvilken type bolig der er tale om. Om en bolig er lejet, ligger i en andelsforening eller er en ejerbolig, bør være fuldstændig uden betydning. Det er i virkeligheden det vigtigste krav.
Hvor attraktiv boligen er afhænger primært af 3 parametre: beliggenhed, størrelse og vedligeholdelsesstand. Nogle vil nok hævde, at parcelhus contra etageejendom også har væsentlig betydning.
Med hensyn til etage-antal, så vil mit postulat være, at betydningen er overvurderet. Det er et postulat, for jeg er ikke dygtig nok til at finde tal, så jeg har kunnet bevise påstanden. De fleste vil nok umiddelbart mene, at det er mere attraktivt at bo nede på jorden end i en silo. Mange elsker at slå græs. Men lige nu er ejerlejlighederne i København altså dyrere pr. kvadratmeter end villaerne. Leje- og andelsboligmarkedet er underlagt en maksimalpris, så der kan pris ikke bruges som målemetode.
Skal vedligeholdelsesstanden af en bolig indgå i beskatningen? Skal det kunne betale sig at have umalede vinduer. Skal man betale ekstra skat, hvis man isolerer bedre? Det er et af de rigtig svære spørgsmål. Mit bud er et rungende nej. Andre vil have andre synspunkter. Jeg har blot ikke plads til at imødegå dem her.
At størrelse har betydning skal man ikke have set mange boligprogrammer i fjernsynet for at forstå. Mæglerne tænker i pris pr. kvadratmeter hus. Det er i hvert fald det klare udgangspunkt. Så lad dog skatten gøre det samme. Hvis man skal være lidt mere præcis, bør man faktisk beskatte efter, hvor meget der i alt kan bygges, og ikke bare, hvad der allerede er bygget. Jord har værdi efter, hvad den kan bruges til af køber, ikke efter om sælger har udnyttet den.
Meningen med det nye forsinkede vurderingssystem er, at man vil ramme beliggenhedsparameteret ekstremt præcist, og det er lige præcis det, som man reelt ikke kan. Historisk er det også lykkedes rigtig dårligt. Hvis man kigger på de nugældende – meget gamle – vurderinger, så vil man kunne opdage, at ambassadørpalæer i Ryvangen har lavere grundværdi (pr. kvadratmeter) end murermestervillaer i Valby, og etageejendomme på Gammel Kongevej er endnu lavere. Så næsten alt vil være bedre end det gamle system, også selv om det ikke bliver millimeterretfærdigt. Hellere et system, der er gennemskueligt og ærligt om sine mangler, end et, som er tåget og snyder lidt i kanterne. Den firkantede løsning er at konstatere, at indenfor den enkelte kommune gider man ikke forsøge at differentiere. Langt den største del af beliggenhedsværdien vil blive fanget, hvis man følger kommunegrænserne. Det er faktisk væsentligt mindre skævt, end det eksisterende system. Og at gøre systemet mere finmasket har altså vist sig at være ekstremt dyrt og besværligt.
Løsningen
Hvis man lægger de ovenfor beskrevne parametre til grund, så kommer løsningen til at blive oplagt: Ejendomsskatten bør afløses af en kommunal ”kvadratmeterafgift”, som hvert år fastlægges til et beløb pr. kvadratmeter for alle boliger i en kommune. Det er rørende enkelt at forholde sig til politisk. Og det er det også for den enkelte borger: Alle kan udregne, hvad de selv vil blive udsat for. Og hvad naboen skal betale.
Ideelt set bør den ikke indgå i den kommunale udligning, men man kan naturligvis lave en regel om, at kommuner, som opkræver en ekstremt lav afgift skal indgå i udligningsberegningerne med et lidt højere beløb. Det bliver dog hurtigt meget teknisk og uforståeligt.
Overgangsordninger
Hvis man omlægger ejendomsskatten til en kvadratmeterafgift, så vil det give nogle ordentlige skvulp i andedammen. Det er rigtige penge, som lejerne og andelshaverne pludselig skal vænne sig til, at de skal af med. De er sluppet meget billigt i mange år. Til gengæld har villaejerne i storbyerne udsigt til reelle lettelser. Og derfor må man selvsagt lave nogle indfasninger. Men det er der også råd til, for villaejerne, som gennem mange år har været vant til årlige stigninger, vil være taknemlige, bare de fremover får lov til at stå i stampe.
Så der er en mulighed for at lave et system, som er enkelt og væsentligt bedre end det eksisterende. Og det er også billigt!