Zoneforbud – hvor mange slags er der egentlig

Mængden af forskellige typer zoner, hvor nogen mennesker ikke må være, er stigende, og det kan være svært at overskue dem.

Politiet har efterhånden en hel række forskellige muligheder for at indføre områder, hvor man ikke må være. Nogle gange gælder de alle mennesker og nogle gange nogle specielt udvalgte. Der findes zoner med radius på 400, 500, 800 og 1000 meter. Det er næsten ligesom konkurrencer i hækkeløb. Og der findes bittesmå zoner, som kun omfatter et enkelt hus.

Udover zoner med forbud mod at være der, så er der naturligvis også visitationszoner, men det er en anden sag.

Huszoner

Den slags er der 2 af. Grundlaget for dem er rockerloven* hhv. hashklubloven **. Det er nogle underlige tekster begge to, hvor man har været nødt til at skrive noget generelt ud fra nogle meget konkrete situationer.

Rockerloven handler om situationer, hvor politiet tror, at en ejendom kan blive angrebet af den ene af parterne i en bandekonflikt. Det er godt nok noget svævende, hvornår de betingelser er opfyldt. Men det mærkeligste ved rockerloven er, at man kan forbyde den retmæssige ejer af en ejendom at opholde sig i den, uanset om han selv har den fjerneste berøring med rockere eller nogen som helst form for kriminalitet.

Hashklubloven handler kun om, at ejeren (eller en eventuel lejer) ikke må få besøg. Men det løber ind i, at man jo ikke kan forhindre beboeren i at leve et normalt liv, så der gælder undtagelser for hans familie. Og han må selvsagt også holde politiske møder, for det er jo beskyttet efter grundloven.

Og hvor længe skal den slags forbud så gælde?

Cirkelzonerne

Anderledes enkle er de zoner, der tager udgangspunkt i, at når en person er taget i at foretage sig et eller andet, så får han forbud mod at komme nærme sig stedet igen. Men at de er enklere huszonerne, betyder lige præcis kun det: Enklere. Det betyder ikke enkle.

Som allerede nævnt, så findes der 4 størrelser. Men de gives kun i 2 forskellige kategorier, nemlig utryghedsskabende lejrslagning og særligt utryghedsskabende adfærd. Hvad gummiordene utryghedsskabende og særligt utryghedsskabende egentlig dækker over, kan være svært at vide.

Når det gælder lejrslagning, betyder det typisk udlænding, for alle partier er jo enige om, at danskere godt må sove på gaden uden straf. I den anden sammenhæng er det typisk personer, som hænger på gaden, og hvor politiet har overbevist sig selv om, at de er vagter for hashhandel.

Det lille cirkelforbud på 400 meter for lejre gives 1. gang, det store på 800 ved gentagelser. Det andet forbud, hashvagterne, vælges størrelsen 500 eller 1000 meter ud fra, hvad politiet synes er nødvendigt.

Det kan ikke være nemt at håndtere for byens betjente. Og det er heller ikke nemt for de forbudsramte.

 

Noter

* lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, oprindelig fra 1996 men senere skærpet i 2016

**  lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler, oprindelig fra 2001, men senere skærpet i 2016