Kategori: liberalisme

Udgivet den

Pelle Dragsted og Saxo Bank-liberalismen

“Hvorfor skrider Saxo Bank-liberalisterne ikke bare ad helvede til” var overskriften på et ganske usædvanlig lavpandet debatindlæg af Pelle Dragsted i Politiken. Desværre må også jeg konstatere, at adgangen til Politikens spalter er begrænset til en lille klan af Magister Rosiflængii efterfølgere, så her er for en gangs skyld et indlæg, der aldrig blev trykt:

Pelle Dragsteds falske verdensbillede.

Det var noget af en svada Pelle Dragsted fik afsendt mod liberalisterne forleden. Og få ting er så irriterende, som at få skudt falske motiver i skoene. Men hvis det gøres for groft, så er en tilbagevisning tilsvarende let. Og sjældent har det været lettere end i dette tilfælde.

Dragsteds centrale pointe er jo det åbenlyse falsum, at liberalister – sådan i al almindelighed – ønsker et samfund, hvor fanden tager de sidste. Det er muligt, at han selv og nogle af de nærmeste proselytter tror, at det forholder sig sådan, men han skriver vel for at vinde nye disciple. Og som enhver retoriker vil kunne fortælle, så er de stærkt følelsesladede argumenter sjældent gode til det.

De fleste liberale – og lad mig minde om, at Danmarks største parti er liberalt – er faktisk helt almindelige mennesker, der bekymrer sig om deres næste. Det er faktisk ikke sådan, at enhver som er god mod sine børn og dyr, også er en Rudolf Höss in spe. Og mon ikke også Pelle Dragsted selv opfører sig pænt mod dyr og børn.

I en periode på ca. 30 år har jeg jævnligt fået påklistret mærkater såsom ultra-, neo- og benhård liberalist på mine synspunkter og min person. Ganske vist hører jeg ikke til forreste geled blandt de anarko-kapitalistiske sympatisører, men jeg er nok nogenlunde repræsentativ.

Gennem nogen tid har jeg undret mig over, hvorfor man i venstrefløjsskrifter så ofte finder voldsmetaforer. I finder det tunge skyts frem, graver jer ned i skyttegrave, kæmper og slås for – tja, et ekstra ugentligt bad til de gamle. De liberale, som jeg omgås med, foretrækker at foreslå, argumentere og overbevise. Kan venstrefløjen selv høre forskellen? Og jo mere ultra-, neo- og benhårdt liberale desto stærkere er den tendens. For de liberale ved, at hvis ikke de gør det, så har deres meninger ikke en chance.

Det er en central pointe bag overskrifter som ’åbne grænser, lukkede kasser’, at der ikke er nogen, der skal skride nogen som helst steder hen. Det er derimod blandt de totalitære man hører den slags udsagn, og nogle af de totalitære betegnes desværre som højrefløj, og det er lidt forvirrende. Men ganske mange af de højrefolk, som siger ’skrub af’, har en fortid i SF og det hedengangne VS. Mon der er en sammenhæng?

Men til allersidst er der en enkelt lille ting ved din artikel, der undrer mig dybt. Spørgsmålet om hvorfor de liberale bliver her, er faktisk et, der ofte optager os. For mange liberale forlader landet, men flere bliver. Det havde været interessant at se et oprigtigt rødt bud på årsagerne. Nu blev det bare lidt sødsuppe om julen, de små børn og et enøjet historiesyn, hvor den socialdemokratiske arbejderbevægelse indtager rollen som alfader, uanset den benægter slægtskabet med typer som Pelle Dragsted.

Det kan godt være, at Dragsted har fået honorar for at skrive sin artikel, men hænger den sammen?”

Udgivet den

Lejeregulering giver reaktioner fra udlejerne, ligesom tyve med koben udløser panserdøre hos husejerne

Kasper Kildegaard, der er en af Danmarks mest bemærkelsesværdige unge journalister, fik sat fokus på huslejereguleringen med en kæmperartikel i Berlingske. Han fik god hjælp af Søren Pind, der klogt nok lyttede mere til sine liberale instinkter end til Venstres spindoktorer. Det gav mig en mulighed for at ytre mig som en lille bidragyder på den gode side i Børsen. Christopher redigerer godt, men jeg foretrækker alligevel min egen version.

Skadelig lejeregulering.

Debatten om lejeloven er blusset op igen. Der var fut i den i maj og nu har Søren Pind og LA så pustet til gløderne. Når man har fulgt udviklingen gennem er længere årrække, så vil man kunne se, at der er sket en forskydning i problemet.

For en generation siden var den største del af etageejendommene omfattet af loven. Det er de ikke længere, og det skyldes, at de de er blevet til enten ejer eller andelsejligheder. Det som nu er lovens hovedområde og hovedproblem, er derimod udlejning af enkelte boliger, typisk et par års udlejning af netop en ejer- eller andelslejlighed.

De lejligheder udgør i virkeligheden boligmarkedets buffer. Nogle gange lejes de ud, i andre perioder foretrækker ejeren at lade være. Klassikeren er ung mand, der flytter hen til kæreste. Skal han lade boligen stå tom eller udleje?Den type lejligheder bliver meget ofte andre unges adgangsbillet til boligmarkedet. Så aktørerne i spillet er næsten altid unge og temmeligt uerfarne – på begge sider.

Hvis man skal beskrive virkningen metaforisk, så kunne man spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis alle landets lyssky personager blev udstyret med et koben for at skaffe sig adgang til kapitalisternes hjem. Det kræver ikke megen fantasi at forstå, at så vil husejerne anskaffe sig panserdøre. Og tilsidst vil ingen turde åbne deres hoveddør, end ikke for gode bekendte.

Og det er lige præcis sådan loven virker. Den skal give adgang til billige boliger, og ikke alene kan den bruges, førend man flytter ind. Den kan også bruges med tilbagevirkende kraft i et helt år efter indflytningen. Så naturligvis påvirker det mængden af boliger og indholdet af lejekontrakterne, for selv om kontrakterne så ikke er helt lovlige, så kan man jo håbe på, at lejeren ikke ved, hvilke magtmidler der er til hans rådighed, eller at han finder dem ulækre at bruge.

Derfor er LAs forslag om at støve Schlüter-regeringens gamle idé om fri husleje på sådanne enkeltboliger af igen et stort fremskridt. Og når nogen råber ultra-, neo-, eller højreliberalistisk i den anledning, så husk at dengang stemte de radikale for forslaget. Det er faktisk bare pæn midterpolitik, og på sigt har vi brug for meget mere af samme skuffe.

Jens Frederik

Udgivet den

Overfladiske Barfoed

De konservatives bannerfører, Lars Barfoed offentliggjorde en kronik i Berlingske med titlen: “Danskerne skal kende historien”. Det er jo som udgangspunkt ikke noget særlig kontroversielt synspunkt, snarere kunne man kalde det for en meningsløs floskel. Og det gjorde jeg da også i dette opinionsindlæg i Berlingske d. 5. januar:

Barfoed var alt for overfladisk

Det var med en ligegyldig floskel, den konservative partileder indledte sin seneste kulturpolitiske programerklæring i Berlingske 3. juledag, for mon nogen kunne finde på at mene, at danskerne ikke skal kende historien.

Resten af kronikken fortsætter på samme niveau. Barfoed mener, at historieløsheden raser, og at det skyldes en sammensværgelse mellem den nuværende regering og de ultraliberale. Desuden ligger det som en skjult præmis, at blot man følger de konservatives forslag om 150 mio. mere til kulturen, så vil tilstanden forandres til det bedre. Det er i sandhed spændende postulater, som nok fortjener en nærmere overvejelse.

Men allerførst kunne det måske være interessant at trække en anden konservativ kæphest af stalden, nemlig ungdommens manglende sproglige formåen. For en konservativ partifører burde vel fremstå som en repræsentant for øvet, men traditionel sprogbrug. Karakteren bliver ikke helt ringe, men nogle elementer tyder på manglende sikkerhed. ‘Vores’eller ‘vort’ identitetstab kan diskuteres, men usikkerhed med hensyn til ‘hans’ eller ‘sin’ er måske tegn på, at vor tids problemer i folkeskolen har deres rod for temmelig mange år siden. Er man ‘bekendte’ eller ‘bekendt’ med en sproglig detalje, eller er det bare ligegyldigt, fordi vi jo godt forstår, hvad manden mener.

En del af kronikken er en skovtur blandt historiske begivenheder tilsat nogle formodninger om deres afgørende betydning for historiens gang. Niveauet ligger på højde med ‘Historiebog for mellemskolen’, hvor Danmark afstod Norge, og Norge opfostrede store danskere. Mon nogen kan overhøre imperiets klagesang i de linjer. Og kan man forstå, nogle nordmænd derfor taler om firehundredeårsnatten.

Men tilbage til hovedbudskabet, for ved vi egentlig med nogen form for sikkerhed, at nutidens unge har mindre historiekundskab end fortidens. Vi, der startede i skole omkring 1970, forlod i hvert fald også skolen uden systematiske kundskaber i historie.

For hvert år der går, bliver menneskehedens historie længere. Nogen viden kommer til og andet glider ud i glemslen. I mit liv indtager murens fald samme rolle som befrielsen for mine forældre. Mine oldeforældre blev som børn indpodet smerten fra de slesvigske krige. Det er svært at sammenligne graden af kundskab til fortiden.

Det bør heller ikke overses, at vi borgerlige har siddet på magten i 21 ud af de sidste 29 år, så det er næppe helt rimeligt, at give socialisterne skylden for alle systemets mangler. Men det kan selvfølgelig også skyldes en ultraliberal indflydelse på de borgerlige regeringer. Hvis man nu hører til dem, der anser Dan Browns bøger for historisk litteratur, så kan det da være en udmærket forklaring. Jeg går dog ud fra, at Barfoed ikke hører dertil, og derfor kræver hans postulat om de liberalistiske højrekræfter en vis uddybning. Men det bliver kun til bragesnak og løst krudt fra Fregatten Jylland.

Og så er vi end ikke begyndt at overveje, om de 150 mio. kan ændre på tilstanden. Tror Barfoed mon selv på det?

 

 

Udgivet den

Intet uetisk i meningsmålinger og exitpolls

DRs mangelfulde forudsigelser om kommunalvalget var et klart eksempel på, at man godt må tænke sig om, førend man udtaler sig skråsikkert. Ikke desto mindre har samtlige partier, bare 2 dage senere besluttet sig for, at offentliggørelse af exitpolls førend afstemningen er slut, skal være ‘uetisk’.

Det er en meget mærkelig form for beslutning. I et retssamfund har man love, og hvis der ikke er en lov, så kan folk gøre, som de vil. Det er vores eget private valg, som politikere ikke skal blande sig i, med mindre de altså vil lave love om emnet.

Derudover skulle man egentlig også tro, at samtlige landets borgere nu har fået en passende anskuelsesundervisning i vanskelighederne ved at lave meningsmålinger. Så mon ikke journalisters trang til at opføre sig som lemminger og kolportere andre mediers sensationer bliver lidt mindre. Og mon ikke diverse politikere genfinder den klassiske sætning om, at vi først kender resultatet, når den sidste stemme er talt op.

Endnu mærkeligere er det, at dele af pressen, f.eks. Berlingske, tilsyneladende slutter op om dette indgreb i pressefriheden. Og så er det alligevel ikke så mærkeligt, for Berlingske har formentlig ikke råd til at lave den type undersøgelser, og som trykt medie har man næppe heller så megen  brug for dem. De er i hvert fald ikke særlig spændende dagen efter.

Det kan godt være, at andre lande har forbud, men når det handler om valgsystemer, så plejer vi da at kunne være enige om, at andre lande er underudviklede, bananrepublikker eller ligefrem uciviliserede. Så hvorfor abe efter, med mindre man har en god grund dertil.

DR’s kamp mod kedsomhed.

Og hvad med lige at overveje, hvorfor DR overhovedet lavede målingen. Det gjorde man formentlig, fordi man havde besluttet sig for at sende kommunalvalg live fra valgstederne åbnede til sent næste eftermiddag. Det er rigtig mange timer at skulle fylde ud. Men heldigvis mest i konkurrence med andre kanalers genudsendelser af sæbeoperaer. Det er imidlertid begrænset, hvor spændende det er at se på folks fodstilling, medens de sætter krydser, så det får lidt samme karakter som en transmission fra et prinsebryllup. Og så griber man til desperate midler såsom dårlige prognoser.

Det hidtil fremførte argument mod disse målinger er, at de påvirker – eller i hvert fald kan påvirke – valgresultatet. Og til det er der kun at sige: “Og hva’ så? Er der noget galt i det?”

Der er rigtig mange typer informationer og udtalelser, der påvirker valgresultatet. Det kan være disinformation om en partileders troværdighed. Det kan være en morsom notits i ’At tænke sig’.

I alle mulige andre sammenhænge kræver vi jo ellers, at borgerne skal have bjerge af informationer, og endda ligefrem skrive under på, at de har læst dem – prøv blot at optage et realkreditlån eller deltage i et medicinsk forsøg om en ny type ligtorneplaster. Så hvorfor er der pludselig oplysninger, som vi – angiveligt af hensyn til os selv – ikke må få, bare fordi de kan få os til at tænke os om en ekstra gang. Er det fordi presse og politikere tror, at vi er lige så meget lemminger som de selv.

Meningsmålinger har i hvert fald den gavnlige effekt, at vi vælgere får et fingerpeg om, hvad vores medborgere tænker – navnlig de af dem som vi ikke selv taler med. Det er jo i hvert fald en oplysning, som partierne gerne selv vil have.

Og på det rent praktiske plan må man spørge sig selv, hvordan man vil forhindre medier i at være uetiske. Det er vel endnu ikke hændt, at det har lagt bånd på noget medie, hvis der blot var seertal nok i nyheden. Hvad vil man egentlig gøre, når nogen bryder reglen? Og hvor langt ned vil man gå. Vil det også være skadeligt for demokratiet og uetisk at bringe billeder af partiledere, der overraskende nok stemmer på deres eget parti. Eller at interviewe politikere eller vælgere på valgdagen. En klodset hhv. kvik udtalelse vil jo også kunne påvirke valget!

Hvis man først vil forhindre pressen i at påvirke et valg, så er man temmelig godt på vej mod at afskaffe demokratiet. Er det virkelig intentionen?
Jens Frederik Hansen

En forkortet version blev bragt i Børsen d. 25. november 2013

Udgivet den

Kandidat-test viser ikke om man er en ideologisk strammer eller et bløddyr.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard havde en klumme i Berlingske forleden om holdningsløse politikere.

Og det er ikke helt forkert, at det kan være vanskeligt at genkende politiske ideologier hos kommunalpolitikere. Så han slog som vanlig lidt hårdt. Men det er vitterlig også svært at oversætte en politisk grundholdning til forvaltning af en kommune. Er et nyt lyskryds liberalt eller socialistisk? Det kan godt være svært at få det til at give mening.

Endnu mere udfordrende bliver det, når Danmarks Radio vil lave en gimmick, hvor man kan sammenligne kandidater på basis af 11 spørgsmål. Men næsten alle spørgsmålene i testen bygger imidlertid på falske modsætningsforhold. Hvis man gerne vil skabe arbejdspladser, udelukker det så virkelig at give bedre ‘velfærd’? Og hvad nu hvis man er så liberal, at det offentlige gør bedst i at blande sig helt udenom begge dele. Det var godt nok noget nær umuligt at besvare.

Selv når man kan svare klart ja til en af de konklusioner, som spørgsmålene lægger op til, så mangler der altså nogle præmisser. F.eks.går jeg selvsagt ind for mere brugerbetaling for kulturelle tilbud, men jeg går sandelig også ind for mere brugerbetaling for alt muligt andet, og under alle omstændigheder, så forudsætter det, at pengene ikke bruges på selvlysende kyssebænke i stedet.

Faktisk er DRs test så dobbeltbundet, at det ved flere forsøg med dages mellemrum endnu ikke er lykkedes mig at besvare den ens. Ja faktisk er det hændt mig, at jeg ikke en gang var blandt de 5 kandidater, som mit andet jeg skulle være mest enig med. Det kan godt være, at jeg er et ideologisk bløddyr, men det kan også skyldes testen. Det er jeg faktisk ret sikker på, at Peter Kurrild ville være enig med mig i.

PS Det eneste gode ved Peters forsøg på at finde den eneste ene på nettet var, at jeg var tæt på at blive hans udkårne – hvis han ellers havde boet i København.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: