“Hvorfor skrider Saxo Bank-liberalisterne ikke bare ad helvede til” var overskriften på et ganske usædvanlig lavpandet debatindlæg af Pelle Dragsted i Politiken. Desværre må også jeg konstatere, at adgangen til Politikens spalter er begrænset til en lille klan af Magister Rosiflængii efterfølgere, så her er for en gangs skyld et indlæg, der aldrig blev trykt:

Pelle Dragsteds falske verdensbillede.

Det var noget af en svada Pelle Dragsted fik afsendt mod liberalisterne forleden. Og få ting er så irriterende, som at få skudt falske motiver i skoene. Men hvis det gøres for groft, så er en tilbagevisning tilsvarende let. Og sjældent har det været lettere end i dette tilfælde.

Dragsteds centrale pointe er jo det åbenlyse falsum, at liberalister – sådan i al almindelighed – ønsker et samfund, hvor fanden tager de sidste. Det er muligt, at han selv og nogle af de nærmeste proselytter tror, at det forholder sig sådan, men han skriver vel for at vinde nye disciple. Og som enhver retoriker vil kunne fortælle, så er de stærkt følelsesladede argumenter sjældent gode til det.

De fleste liberale – og lad mig minde om, at Danmarks største parti er liberalt – er faktisk helt almindelige mennesker, der bekymrer sig om deres næste. Det er faktisk ikke sådan, at enhver som er god mod sine børn og dyr, også er en Rudolf Höss in spe. Og mon ikke også Pelle Dragsted selv opfører sig pænt mod dyr og børn.

I en periode på ca. 30 år har jeg jævnligt fået påklistret mærkater såsom ultra-, neo- og benhård liberalist på mine synspunkter og min person. Ganske vist hører jeg ikke til forreste geled blandt de anarko-kapitalistiske sympatisører, men jeg er nok nogenlunde repræsentativ.

Gennem nogen tid har jeg undret mig over, hvorfor man i venstrefløjsskrifter så ofte finder voldsmetaforer. I finder det tunge skyts frem, graver jer ned i skyttegrave, kæmper og slås for – tja, et ekstra ugentligt bad til de gamle. De liberale, som jeg omgås med, foretrækker at foreslå, argumentere og overbevise. Kan venstrefløjen selv høre forskellen? Og jo mere ultra-, neo- og benhårdt liberale desto stærkere er den tendens. For de liberale ved, at hvis ikke de gør det, så har deres meninger ikke en chance.

Det er en central pointe bag overskrifter som ’åbne grænser, lukkede kasser’, at der ikke er nogen, der skal skride nogen som helst steder hen. Det er derimod blandt de totalitære man hører den slags udsagn, og nogle af de totalitære betegnes desværre som højrefløj, og det er lidt forvirrende. Men ganske mange af de højrefolk, som siger ’skrub af’, har en fortid i SF og det hedengangne VS. Mon der er en sammenhæng?

Men til allersidst er der en enkelt lille ting ved din artikel, der undrer mig dybt. Spørgsmålet om hvorfor de liberale bliver her, er faktisk et, der ofte optager os. For mange liberale forlader landet, men flere bliver. Det havde været interessant at se et oprigtigt rødt bud på årsagerne. Nu blev det bare lidt sødsuppe om julen, de små børn og et enøjet historiesyn, hvor den socialdemokratiske arbejderbevægelse indtager rollen som alfader, uanset den benægter slægtskabet med typer som Pelle Dragsted.

Det kan godt være, at Dragsted har fået honorar for at skrive sin artikel, men hænger den sammen?”