Hvordan ser en “bolignød” ud?
Det har jeg nu brugt et lille år af mit liv på at afsløre, og igår knækkede jeg den. Hidtil jeg kun set på, hvordan den opstår, hvad den har af konsekvenser, og hvordan andre har beskrevet den.
Men hvad er der inde i skallen? “Nucleos non putamina,” siger egernet på mit gamle kollegiums våbenskjold. Man skal ind til kernen, ikke skallen. Men fremover vil videnskaben påstå, at der slet ingen kerne er inde i bolignødder. Der er tomt! Bolignød er et psykologisk fænomen, der medfører en irrationel adfærd, og som derfor manifesterer sig fysisk.
Det er ubestridt, at der i 1945 var udstrakt bolignød i Danmark. Der var 16.000 under kommunal husvildeforsorg. Og mange, mange flere som søgte efter en bolig. Men hvor mange boliger manglede der så?
De bøger om besættelsen, der skriver noget om sociale forhold, citerer næsten alle en mangeårig kontorchef i Boligministeriet for, at der ved befrielsen var opstået et underskud på 50-60.000 boliger.
Men prøv at kaste et blik på nedenstående tabel, som viser, hvor tæt danskerne boede i forskellige år, nemlig 1935, 1940 og 1945. Øverst i tabellen står de lejligheder, hvor der boede uendeligt få, nemlig de helt tomme. Og så følger nedad lejligheder med 2 værelser pr. person, etc. – helt ned til lejligheder, hvor der bor 3 eller flere i hvert værelse – far, mor og fire børn i en to-værelses. Så tallene skal i enhver henseende helst være høje i de øverste felter og lave i de nederste.
| Personer pr. værelse i boliger i byerne: | 1935 | 1940 | 1945 |
| Ubeboede | 1,53 % | 2,28 % | 0,21 % |
| P < 0,5 pr. værelse | 5,38 % | 5,25 % | 5,85 % |
| 0,5 ≤ P < 1 pr. værelse | 29,60 % | 28,64 % | 30,00 % |
| 1 ≤ P < 1,5 pr. værelse | 37,39 % | 38,62 % | 37,89 % |
| 1,5 ≤ P < 2 pr. værelse | 13,12 % | 13,45 % | 13,63 % |
| 2 ≤ P < 2,5 pr. værelse | 8,06 % | 7,93 % | 8,45 % |
| 2,5 ≤ P < 3 pr. værelse | 2,49 % | 2,07 % | 2,15 % |
| 3 ≤ P pr. værelse | 2,44 % | 1,76 % | 1,82 % |
Udviklingen fra 1935-1940 er ret entydig positiv, der bliver en hel del færre i de nederste felter i tabellen, folk klumper sig lidt mere sammen i midterfelterne. 1940-45 er udviklingen mere problematisk. Der bliver flere af dem i de bedste grupper, men der bliver også flere af dem i bunden. Samfundet er med andre ord “ved at blive revet over på midten”.
Men den der overrivning er jo ikke voldsom. Det virker nærmere som om bunden af tabellen tager et skridt baglæns, men faktisk ikke helt tilbage til standarden fra 1935.
Så det har jeg regnet på. Og hvis forudsætningen er den, at danskerne i 1945 skulle bo i de lejligheder, som stod til rådighed i 1945, men skulle bo lige så tæt, som de gjorde i 1935 eller blot 1940, så får man et fascinerende resultat.
I november 1945 boede der i de danske byer 2.212.000 mennesker. Men hvis de havde boet lige så tæt, som i 1935 – og det er altså ikke noget voldsomt tilbageskridt, når man sammenligner med boligsituationen i andre europæiske byer på det tidspunkt – så ville der have været plads til 2.320.000 mennesker i lejlighederne. Der kunne altså opsuges mere end 100.000 mennesker, hvilket er langt, langt mere end antallet af husvilde. Og der ville endda stå 1,53 % af alle boliger tomme! For det gjorde der jo i 1935. Det er lige så meget som 11.500 ledige lejligheder.
Hvis man laver en tilsvarende udregning med tallene for 1940, så mangler der husrum til 10.000, og dertil kommer de husvilde, hvilket giver en samlet manko på 26.000 personer uden tag over hovedet. Men samtidig ville der være 17.100 ledige lejligheder – så mon ikke regnestykket var gået op!
Det er jo temmelig urealistisk, at lave regnestykket med et stort antal ledige lejligheder, så jeg har yderligere simuleret med en situation, hvor folk bor lige så tæt som i hhv. 1935 og 1940, men antallet af ledige lejligheder er det samme som i 1945. I så fald viser det sig, at der kunne have boet hhv. 2.350.000 og 2.247.000 personer i den eksisterende boligmasse.
Hvorfor rykkede danskerne så ikke bare den lille, lille smule sammen, som der skulle til? Svaret er enkelt: Man havde sat prismekanismen ud af kraft. Der var ikke noget incitament til at rykke sammen, for priserne var holdt kunstigt lave.
De menneskelige omkostninger ved at blive tvunget ind under husvildeforsorg var voldsomme for dem, som det gik ud over. Det var ydmygende og socialt udstødende.
For samfundet var omkostningerne til at forsøge at udrydde bolignøden ved at give statsstøtte til nybyggeri astronomiske i flere årtier.
Og alt det for at løse et pseudo-problem. Når man knækker en bolignød, så viser det sig, at der er ingenting indeni.