Hvor mange år mon Mette får i Rigsretten

Mine chancer for at få et sæde i Rigsretten er vist ringe. Og mine facebook-opslag ville alligevel helt sikkert gøre mig inhabil under en sag mod Mette Frederiksen. Så jeg kan lige så godt sømme min fane til masten og kaste mig ud i kampen for, at minksagen skal føre til nogle solide fængselsstraffe.

Og foreløbig går det jo godt. Minkkommissionen er en af de største overraskelser i nyere dansk historie. Det går stærkt, og de går til biddet. Det var jo i øvrigt dens formand, der i sin anden rolle, som formand for tilsynet med efterretningstjenesterne, udløste FE-sagen. Han har vist sig at have sine meningers mod. Hvis han og hans medsammensvorne ikke udtaler kritik, så vil det undre.

Men det er klart, at meget hænger på, om loven om dyrehold gav hjemmel til at slå samtlige mink ihjel. Det emne vil jeg fuldstændig overlade til kommissionen. Her beskæftiger jeg mig kun med konsekvenserne, hvis nedslagtningen var ulovlig.

Glem ministeransvarlighedsloven                                                      

Hvis jobbet er at finde de lange straffe frem, måske ligefrem et ophold i Griffenfelds celle på kastellet, så er det ikke i ministeransvarlighedsloven vi skal kigge. Strafferammen er bøde eller fængsel i højst to år. Den lov skal vi imidlertid kun bruge, hvis der ikke er en eller anden mere præcis bestemmelse et andet sted. Det er sådan loven oprindeligt er tænkt – som en opsamlingsbestemmelse eller skraldespand. Og så skulle den gøre de små hvide løgne overfor Folketinget strafbare.

Hvis en minister cykler over for rødt for at nå et statsråd til tiden, så skal der dømmes efter færdselsloven, og tilsvarende hvis hans handlinger overtræder straffeloven. Der er i offentligheden opstået en misforståelse om, at ministeransvarlighedsloven er rammen for strafansvaret. Det er forkert. Vi kan vælge på alle hylder, og lovgivningen indeholder rigtigt mange straffebestemmelser. Så mange, at jeg her må nøjes med nogle få udvalgte.

Hvilke forbrydelser

Når målet er at finde lange strafferammer, så må blikket kastes mod straffeloven. Og den bestemmelse jeg helst af alle vil bruge er § 288 om røveri, navnlig stk. 2 om groft, d.v.s. væbnet, røveri. Rammen er 10 år. Lad mig sige det klart, en del af mine jurist-fæller ryster på hovedet. Men det er, fordi de nægter at læse bestemmelsens ordlyd.

Havde mink en økonomisk værdi? Ja. Var der lovgrundlag for at slå dem ihjel? Antagelsen er, at det var der ikke. Er det en trussel om anvendelse af magt (for vold er bare et forældet ord for magt), når man sender bevæbnede betjente og soldater ud for at gennemtvinge en ordre? Det er jo absurd, hvis nogen vil benægte det.

Tilbage står, at handlingen skal have medført vinding for staten. Vinding for forbryderen er det samme som tab for offeret. Og det tab hører jeg så mine kolleger bestride. Folketinget har jo vedtaget at betale erstatning, siger de. Og det er også rigtigt, men de glemmer kronologien. Hvis en bankrøvers venner skillinger sammen til at betale pengene tilbage til banken, så er det stadig bankrøveri.

Men regeringen lovede dem jo erstatning på forhånd, kommer næste indvending. Den holder heller ikke. Hvis bankrøveren går ind i banken, peger med pistolen og siger, at han blot har brug for et korttidslån, så skal han stadig dømmes. Og husk i øvrigt, at langt over et år efter handlingen, så har ikke en eneste minkfarmer set en eneste krone af erstatningen.

Den anden vigtige bestemmelse er straffelovens § 280 om mandatsvig. Mandatsvig er et underligt halvlatinsk ord, men det handler om, at man har misbrugt sin mulighed for at disponere over andres penge. Det var den Britta Nielsen overtrådte. Lad os lige huske grundlovens ord: ”Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov.” Her må jeg udelade lidt nuancer, men det ufravigelige krav er, at hjemmelen skal være forudgående. Det ord – forudgående – skal fremhæves med fede typer.

Og der var ingen forudgående bevilling til at bruge et to-cifret milliardbeløb på mink. Det er desværre en side af sagen, som minkkommissionen ikke er blevet bedt om at undersøge. Men det behøves heller ikke. Alle 179 medlemmer af folketinget kender den del af grundloven i detaljer. Strafferammen for mandatsvig er 8 år.

Det store selvmål

Intet er så herligt, som at lade folk smage deres egen medicin. Et ivrigt folketing – med regeringen som spydspidser – har vedtaget, at forbrydelser, som udspringer af covid-19 skal straffes særlig hårdt. Strafferammen skal ganges med 2. Behøver jeg uddybe?

Så nu er vi oppe på enten 20 eller 16 år som maksimum.

Mere matematik

For god ordens skyld skal vi også lige huske straffelovens almindelige regel om hårdere straffe for vaneforbrydere, § 88. Den giver mulighed for at gange med 1,5. Men så rammer vi det absolutte maksimum for tidsbestemte straffe, der i Danmark er 20 år. Mere kan ingen få, med mindre vi taler om livstid, og det er der trods alt ikke mulighed for.

Til gengæld kan vi heller ikke glemme, at der til sin tid vil være mulighed for prøveløsladelse for god opførsel i kachotten.

Vi vidste det ikke!

Uvidende og ubegavede forbrydere er der mange af. Dem oplever man jævnligt. Sjovt nok er det altid de bedst begavede, som er de mindst vidende. Svaret til dem er imidlertid lige så fast, som det er gammelt: Ukendskab til loven undskylder ikke. Men det er faktisk ikke hele sandheden. Sådan er svaret, når det drejer sig om straffeloven. Hvis det drejer sig om andre love, så ser man somme tider gennem fingre med ukendskab, forudsat at den pågældende ikke havde nogen rimelig grund til at forvente, at der var en lov om emnet.

Det kan ikke undre, at lige præcis dette bliver en central del af minkkommissionens arbejde. Det bliver spændende

Hvor ender vi så?

Med de rammer, som jeg har fået for denne artikel, kan jeg kun nå nogle centrale dele af emnet. Men i strafferetten tæller detaljerne. Hvis der skal opfyldes x betingelser for at pålægge straf, og bare en af dem svigter, så bliver der frifundet. Sådan skal det også være.

Når det er sagt, så står imidlertid tilbage, at den foreløbige konklusion – i fald nedslagtningen var ulovlig – er, at der skal idømmes en straf på et to-cifret antal år. Det skal pænt over niveauet for Britta Nielsens småbedragerier. Spørgsmålet er, at man ved udmålingen skal undlade at banke hovedet mod toppen af strafferammen. Man plejer at lægge sig lidt under – for det kunne jo tænkes, at der engang kommer en værre forbryder, som skal have lidt mere.