Kategori: Strafferet

Udgivet den

En luksusfange – om Oberstløjtnant Ørums erindringer

Det er er ikke blevet til så mange refleksioner over bøger, som jeg godt kunne tænke mig, men for nylig har jeg læst Oberstløjtnant Ørums erindringer, der udkom som Frihedsmuseets Venners årsskrift i 2013.

Ørum er nok ikke så bekendt idag, hvilket egentlig kan undre lidt, for som oftest vil de, som overlever længe, få en mere fremtrædende plads i historien, end de der dør kort efter begivenhederne. Og Ørum døde først i 1999, men han havde på det tidspunkt tilbragt 44 år i et selvvalgt eksil i Frankrig.

Bogens hovedindhold er 196 sider beretning skrevet omkring 1971 om perioden fra optakten til 2. verdenskrig og hans overvejelser om mulighederne for at forsvare Danmark, over 9. april til han i oktober 1943 bliver bragt til Sverige. Derudover er der optrykt nogle officielle akter, mest fra tiden i Sverige, og i slutningen en kort, men ujævn biografi over hans øvrige liv. Nogen egentlig vurdering af hans betydning er der ikke, og hvor man kunne have håbet på en god spionhistorie, så er det hans “Jammersminde” fra retssagen og opholdet i Vestre Fængsel, der udgør langt den største del af bogen.

Ørum var 9. april chef for flyvestationen i Værløse og allerede i dagene derefter indtog han den holdning, der blev kendt som “den kolde skulder”. Biografien i bogens slutning erklærer, at han den 10. april ved morgenmaden kommanderede alle danske officerer ud af messen, førend besættelsesmagtens repræsentanter indfandt sig. Selv henlægger han begivenheden til et aftensmåltid få dage senere.

Kort tid derefter bliver han indblandet i efterretningsvirksomhed til fordel for de allierede sammen med ritmester Lunding, hvortil kommer, at han begynder at planlægge en form for masseflugt af danske flyvere til England. Tanken var, at briterne skulle sende transportmaskiner, der skulle lande på udvalgte steder i Jylland, samle officererne op og returnere.

Planen viser sig imidlertid vanskelig at gennemføre, fordi englænderne ikke er specielt interesserede, og det går også op for de sammensvorne, at hemmeligheden omkring den er brudt. Der er blevet snakket for meget. Ørum forsøger på elegant vis at udnytte reglerne i straffeloven om tilbagetræden fra forsøg, men det er nu kun på skrømt.

Og for sig selv planlægger han fortsat en flugt til England – via Berlin! Officielt fordi han vil rejse videre til Brasilien. Tanken er dog at stå af i Portugal og derfra til England. Men han bliver altså arresteret i Berlin og tiltalt for spionage samtidig med, at et antal medskyldige anholdes i København. Efter tysk ret vil anklageren kræve dødsstraf, og det sætter den danske regering i et dilemma, for en dødsstraf afsagt af en tysk militærdomstol vil udgøre et farligt præcedens for resten af besættelsen. Og vi befinder os altså i december ’40, hvor man fortsat er slået af forbløffelse og forundring over de store tyske sejre, og må regne med tysk dominans efter krigens afslutning.

Løsningen er en særlig straffelov (Lex Ørum – som har sit eget blogopslag), en lynhurtig retssag med en pålidelig dommer, og så nobel lille dom på livstid for Ørum og nogle gode lange straffe til de medskyldige. Men dog ikke mere skueproces end at 1 frifindes.

Herefter følger et længere ophold bag tremmer, hvor han forstår at indrette sig på imponerende vis. Han forbliver i Vestre, der normalt kun er til varetægt, får fast værelse på sygeafdelingen med egne møbler, slipper for fængselstøj, begynder en karriere som oversætter, holder middagsselskaber med øvrige celebre fanger, skaffer sig adgang til at høre nyheder på radio, tager på talløse udflugter til navnlig militærhospitalet, men også til skræderen.

Det går selvsagt ikke i længden og enden bliver da også, at han i november overflyttes til Vridsløselille Statsfængsel, hvor han så må starte forfra. Og det gør han efter noder. Det er næsten for godt til at være sandt.

Og igen tager han tilflugt til militærhospitalet, hvor han oplever 29. august ’43. Og derfra “bortføres” han til Sverige. Det er næsten rørende at læse, hvordan han må overtale sine vagter til at passe på sig, så han kan være sikker på, at de er til stede, når bortførerne dukker op!

Hvad der derimod ikke er så rørende, er bemærkningen om, at tyskerne på et tidspunkt opgav et krav om at få ham behandlet efter tyske fængselsreglementer, fordi de indså, at de sædvanlige danske var skrappere. Det siger ikke noget godt om datidens danske kriminalpolitik.

Ørums empati for hans kolleger – de ordinære fanger  – kan også ligge på et meget lille sted. Måske er den tidstypisk, men det er dog imponerende, at han kan distancere sig så meget fra dem, f.eks. i en beskrivelse af kirkegangen juleaften ’42, men også en række andre steder.

I det hele taget er han en sær stivstikker med sine forestillinger om, at han hellere vil dømmes til døden af tyskerne end til livet af en dansk ret, at han skaffer sig talløse begunstigelser i fængslet, men alligevel forsøger at blive overført til tyske fængsel. Og så flygter til Sverige for ikke at havne i tyske hænder.

Tiden i Sverige blev slem for ham. Det er vist almindelig kendt, at de officerer, som efter interneringen ved forsvarets opløsning blev kommanderede til Sverige, ikke rigtig accepterede den gruppe, som allerede tidligere havde engageret sig i modstandskampen. Modsætningsforholdet til brigaden er klart. Og han havnede på et sidespor, hvor han end ikke blev optaget i brigaden.

Beskrivelsen af hans liv efter besættelsen er kort, selv om hans liv egentlig rummer interessante momenter. Dannelsen af et dansk luftvåben var præget af magtkampe. Groft sagt var hovedarkitekten Kaj Birksted, der i allieret tjeneste (formelt norsk, men selvsagt reelt britisk) havde tjent sig op til oberstløjtnant og nu kom hjem til genindtræden på sin plads som sekondløjtnant (man tror det er løgn), hvorfra han ledede genskabelsen og så sendes ud i kulden. I kulden havnede også Ørum, der efter en tid som generalinspektør for flyvetropperne, fik en retrætepost som militærattache og siden ikke påny tog bopæl i Danmark.

Samlet set giver beretningen et interessant indblik i personligheden. Og så viser den indirekte, at selv medens modstanden var i sin vorden, så var den underliggende holdning i befolkningen i meget vidt omfang britisk-venlig. Men det er ikke nogen central beretning om modstand og heltegerninger, så skal man andre steder hen.

Udgivet den

Samtykke til sex.

Ugens store samtaleemne er en sag fra Roskilde om en mulig voldtægt. Den er så bekendt, at et resumé nok er unødvendigt. Meningerne er tilsyneladende også så hurtigt låst fast, at det bliver svært at flytte nogen som helst. Men lidt nuancer har vel også ret.

Jeg synes stadig, at det er lidt misvisende at tale om voldtægt. Voldtægt er nu engang, at man tager noget – nemlig pigen – med vold, altså med så megen magt, at hun enten ikke er stærk nok til at modsætte sig det, eller så hun frygter en skæbne værre end voldtægt. Det er der åbenlyst ikke tale om.

Den relevante bestemmelse er den om, at man udnytter kvinden, fordi hun er i en tilstand, hvor hun er ude af stand til at modsætte sig det.

Noget kunne tyde på, at der er tale om en forkert dom. Dem vil der altid være nogle stykker af. Det er beklageligt, men det går altså også den anden vej en gang imellem. Og vi plejer da at hævde, at fejlagtige frifindelser er bedre end ditto domfældelser.

Det bedste var imidlertid helt at undgå sagerne. Det er meget, meget sjovere. Både for kvinden og for manden, og såvel under den seksuelle handling som efter. Og navnlig er det sjovere for alle os andre, som slipper for at snage i andres privatliv og lege Se og Hør.

Det handler selvsagt om, at parterne skal samtykke. Eller på mere nutidigt dansk: De skal være enige om sex. Så samtykke betyder ikke: “Du må godt …”, samtykke betyder: “Vi vil gerne …”.

Men så kommer det svære, nemlig hvordan denne enighed skal udtrykkes. Der er godt nok mange, der får sagt og skrevet nogle politisk korrekte ting i den anledning. Der er ingen ende på, hvor udtrykkeligt samtykke der kræves, måske lige med undtagelse af et skriftligt med laksegl og vitterlighedsvidner.

Sådan er livet bare ikke. Og sådan skal det heller ikke være. Intimitet skal ikke erstattes af vulgaritet, og det er altså vulgært at spørge: “Vil du bolle?” Personligt har jeg vist aldrig nogensinde stillet det spørgsmål. Det er simpelthen for plat. Det nærmeste har vist været et: “Har vi tid nok?” Og det var, når man hørte et barn pusle inde ved siden af.

Men det der indleder et forhold, er jo noget langt mere subtilt. Et øjekast og et stille smil. De næsten tilfældige berøringer. Man sidder ved siden af hinanden ved et lejrbål. Man trænger til at blive kløet på ryggen eller få fjernet et insekt fra øjet.

Det er imponerende, så meget man kan manipulere små dagligdags handlinger, så de går op. Der var f.eks. hende den søde bagerjomfru (i Brugsen på Nørreport), som uanset nummersystemet altid fik os ført sammen. Jeg fik aldrig sagt andet end navnet på et brød til hende, men hun var dejlig, og jeg burde have kendt hende bedre.

Somme tider må man også skabe muligheder. En frisk bemærkning får lov at udarte til en kildetur eller fangeleg. Det er der “din mund siger: Nej, nej; dine øjne siger: Ja”, har sin berettigelse. Og lad nu være med at benægte den sætning. Man kan kun tale om egen erfaring, men der var da engang, hvor jeg havde fjollet rundt og slåsset lidt med en anden spejderleder. Og da hun lå der i græsset, så var der det øjeblik – og man er altså aldrig upåvirket, når det indtræffer – hvor vi kunne have kysset og blevet lykkelige sammen.

Til gengæld er det også, når den følelse enten ikke er der, eller hvor den brydes, at man skal holde fingrene væk. Og det kan ske lige så spontant. En enkelt dum bemærkning kan være nok til at hæve den første fortryllelse. Og det må man så leve med. Der kommer såmænd nok en sporvogn og en pige til.

Og så kan man jo vende tilbage til sagen fra Roskilde. Var der den elektriske ladning i luften, dér ude bag busken hvor fyrene trak deres tissemænd frem til personlig tilfredsstillelse. Havde de lyst til at se hende i øjnene og lade hende klynge sig ind til dem. Nej, de havde ikke. Det er i hvert fald ikke sådan, de har formået at fremstille situationen, da de blev afhørt. Hun var – med et rædselsfuldt kynisk ord – bare et “hul”.

Og derfor er dommen nok forkert.

PS Nu (15. august) er der så kommet en dom fra Landsretten, 6 måneder til den ene, der åbenbart forsøgte sig først og alene, og så 8 månder fra de 2 næste, der samarbejdede og gennemførte samlejet. Det er ikke voldsomt hårdt, ville jeg umiddelbart sige.

Udgivet den

Opløb

De borgerlige partier vil indføre kollektivt erstatningsansvar for hærværk som led i en “Respektpakke“. Men når man vælger så belastet et udtryk som “kollektivt ansvar”, og så endda supplerer med en gang varm luft – Respektpakke! – så har man allerede tilstået sin politiske inkompetence.

Det bliver ikke bedre af, at man straks har fået fuld opbakning til forslaget fra politiets side. Så nu får man fornemmelsen af, at pakken snarere drejer sig om at gøre livet lettere for politiet end om at gøre det lettere for borgerne.

Uanset om det bliver vedtaget, så er det forslag undfanget som en politisk belastning.

Der kan ellers være god grund til at se på det spørgsmål, som man vil løse. Og det kan endda være, at løsningen objektivt set ikke er så ringe endda. Den er bare pakket usandsynlig grimt ind.

For der er et problem. Det kan enhver se. Når episoder som overfald på sygehuse og smadring af butiksstrøg kun resulterer i en håndfuld bøder, så er retssystemet ikke stærkt nok til at beskytte de lovlydige borgere. Og det gælder både den strafferetlige og den erstatningsretlige beskyttelse af borgerne. Og de 2 regelsæt bør være nogenlunde ens, så de, der kan straffes, også skal betale erstatning og vice versa.

Gennem århundreder har man forsøgt at løse problemer med opløb ved at skille mængden med væbnet magt. Det er også den metode, som vores egen Grundlov forholder sig til:

§ 80 Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordrede til at skilles.

Grundloven rammer – man havde nær sagt: som sædvanlig – noget essentielt. Opfordringen til at gå hjem er nemlig, både en advarsel om at man risikerer revet tøj og brudne lemmer, og en chance for at fredelige borgere kan vise, at de tager afstand fra ulovligheder. De skal bare gå deres vej.

Og det er faktisk et fuldstændig rimeligt krav at stille til folk. Gå den anden vej. Læg brostenene fra jer. Vi ses igen imorgen.

Og hvis man ikke forstår det enkle budskab, så må man også være forberedt på at tage skade for hjemgæld. Undskyldninger om, at man kun blev der for at se, hvad der skete; at man bøjede sig ned for at binde snørebånd, medens alle de andre samlede brosten op; og alle de andre klassikere kan man med god ret tillade sig at afvise, hvis folk først tydeligt og klart har fået opfordringen til at gå hjem.

Det handler bare ikke om “kollektivt ansvar”. Det handler om et klassisk tilfælde af medvirken, nemlig når man ved sin blotte tilstedeværelse hidser andre op til at begå en forbrydelse eller gøre den lidt grovere.

Forleden var der en del debat om en sag fra Roskilde om en “åndsfraværende” pige og 3 drenge. Hvis man nu forestiller sig, at der havde stået en 4. dreng og kigget på, fordi det var lidt spændende – også selv om han ikke helt havde modet til selv at deltage. Skulle han så gå fri for en tiltale for medvirken?

Det er temmelig diskutabelt. Han behøver muligvis ikke gribe ind og redde pigen. Men han har under alle omstændigheder en pligt til at vise sin foragt ved at gå, måske endda tilkalde hjælp. Når han bliver som tilskuer, såkan det nemt forstås sådan, at han opildner til at fortsætte forbrydelsen. Indser han det, så er han medskyldig. Det er altså ikke så svært at forstå.

Det som derimod kan falde vanskeligt at forstå, det er, hvordan vi nogensinde har kunnet glemme, at sådan må det være.

PS Hvis jeg skulle argumentere lidt imod mig selv, så kunne man have den indvending, at når kun nogle ganske få kommer til at bære byrden for manges handlinger, så kan det virke vilkårligt og dermed uretfærdigt. De, som bliver nappet, har jo ingen muligheder for at sende byrden videre til de andre skyldige. Det er altså en situation, hvor strafferetten har flere muligheder for at variere sin sanktion end erstatningsretten, der kun kan nå til enten fuldt eller intet ansvar.

Udgivet den

Lemfældige straffelove

Forleden havde jeg fornøjelsen af at høre Jacob Mchangama tale om udviklingen i retssikkerhed.

Og i den anledning kan jeg ikke undlade at køre frem med en gammel kæphest, nemlig at når man har for mange og for fjollede straffelove, så bliver det temmelig lemfældigt, hvem der bliver straffet for overtrædelserne.

Princippet må være, at når man straffer mord, så vil vi have alle mordere tiltalt og buret inde, ikke kun de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, men også alle de andre.
Tilsvarende må gælde for alle andre forbrydelser.
Men vi kender jo allesammen til, at der sker en ulovlighed, og det får lov at passere. Først og fremmest fordi vi som almindelige borgere ikke ser det som vores opgave at lege politi. Men politiet gør det jo også. De standser os og minder os om, at vi hellere må lade være med at cykle over for rødt næste gang.
Men principielt set bør man vel ikke have en straffehjemmel, med mindre forholdet er så groft, at enhver bonus pater familias ville føle sig foranlediget til at gribe ind. Og det niveau ligger nok ret højt i forhold til dagens standard for pjattede forbud mod at undlade nummerstempling af cykelstel etc.
Hvis når man først accepterer, at nogle forbrydelser kan gå ustraffede, selv når de er opdagede, så åbner man for den rene vilkårlighed. Så bliver det de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, som straffes. Og somme tider bliver det også bare en bedsteborger, som bare ved denne lejlighed er kommet lidt skævt ind på en betjent, der rammes. 
Det er ikke betryggende, hverken for de rødhårede eller bedsteborgerne.
Udgivet den

Sharia

Nu kører diskussionen om Sharia igen, igen og endnu en gang. Og hver gang kommer der fokus på de mere outrerede dele af strafferetten.

Men så enkelt er problemet bare ikke.

For i praksis er emner som aftale, familie- og arveret nok langt vigtigere.

Og så er det, at jeg faktisk godt vil forsvare eksistensen af parallelle retssystemer.

For det første fordi indvandrere – og det gælder uanset oprindelse – ofte kommer hertil med en partner, som de har etableret sig med under de forudsætninger, som var gældende i hjemlandet. Det er i øvrigt et synspunkt, som igennem mange år har været accepteret af domstolene, så i begrænset omfang er Sharia allerede en del af dansk ret.

Og for det andet fordi jeg egentlig har lidt svært ved at se, at dansk ret i alle situationer er lige så perfekt, som hvis den var åbenbaret af Gud.

Og for det tredje fordi vi faktisk har prøvet det før. Huguenotter og jøder havde deres egne spilleregler, love og domstole, indtil de blev integrerede/assimilerede. Og hvorfor skal et dansk samfund i det 21. århundrede være mindre fleksibelt og accepterende end en stivnakket halvtyran som Frederik VI, der eller mest er kendt for “Vi alene vide…”.

Der er selvsagt nogle vildskud, som ikke skal accepteres – meget lave aldre for ægteskab og sex eksempelvis – men det er jo ting, som man så må tage stilling til problem for problem.

Men skal et samfund, der accepterer alle mulige seksuelle konstellationer og frit valg af juridisk køn, f.eks. forbyde legaliseret bigami? Jeg har i hvert fald svært ved at se konsekvensen.

Og hvis jeg så skal tages til indtægt for at være tilhænger af Sharia, så siger det mere om kritikernes manglende vilje – eller evne – til at læse indenad, end det siger om mig.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: