De borgerlige partier vil indføre kollektivt erstatningsansvar for hærværk som led i en “Respektpakke“. Men når man vælger så belastet et udtryk som “kollektivt ansvar”, og så endda supplerer med en gang varm luft – Respektpakke! – så har man allerede tilstået sin politiske inkompetence.
Det bliver ikke bedre af, at man straks har fået fuld opbakning til forslaget fra politiets side. Så nu får man fornemmelsen af, at pakken snarere drejer sig om at gøre livet lettere for politiet end om at gøre det lettere for borgerne.
Uanset om det bliver vedtaget, så er det forslag undfanget som en politisk belastning.
Der kan ellers være god grund til at se på det spørgsmål, som man vil løse. Og det kan endda være, at løsningen objektivt set ikke er så ringe endda. Den er bare pakket usandsynlig grimt ind.
For der er et problem. Det kan enhver se. Når episoder som overfald på sygehuse og smadring af butiksstrøg kun resulterer i en håndfuld bøder, så er retssystemet ikke stærkt nok til at beskytte de lovlydige borgere. Og det gælder både den strafferetlige og den erstatningsretlige beskyttelse af borgerne. Og de 2 regelsæt bør være nogenlunde ens, så de, der kan straffes, også skal betale erstatning og vice versa.
Gennem århundreder har man forsøgt at løse problemer med opløb ved at skille mængden med væbnet magt. Det er også den metode, som vores egen Grundlov forholder sig til:
§ 80 Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordrede til at skilles.
Grundloven rammer – man havde nær sagt: som sædvanlig – noget essentielt. Opfordringen til at gå hjem er nemlig, både en advarsel om at man risikerer revet tøj og brudne lemmer, og en chance for at fredelige borgere kan vise, at de tager afstand fra ulovligheder. De skal bare gå deres vej.
Og det er faktisk et fuldstændig rimeligt krav at stille til folk. Gå den anden vej. Læg brostenene fra jer. Vi ses igen imorgen.
Og hvis man ikke forstår det enkle budskab, så må man også være forberedt på at tage skade for hjemgæld. Undskyldninger om, at man kun blev der for at se, hvad der skete; at man bøjede sig ned for at binde snørebånd, medens alle de andre samlede brosten op; og alle de andre klassikere kan man med god ret tillade sig at afvise, hvis folk først tydeligt og klart har fået opfordringen til at gå hjem.
Det handler bare ikke om “kollektivt ansvar”. Det handler om et klassisk tilfælde af medvirken, nemlig når man ved sin blotte tilstedeværelse hidser andre op til at begå en forbrydelse eller gøre den lidt grovere.
Forleden var der en del debat om en sag fra Roskilde om en “åndsfraværende” pige og 3 drenge. Hvis man nu forestiller sig, at der havde stået en 4. dreng og kigget på, fordi det var lidt spændende – også selv om han ikke helt havde modet til selv at deltage. Skulle han så gå fri for en tiltale for medvirken?
Det er temmelig diskutabelt. Han behøver muligvis ikke gribe ind og redde pigen. Men han har under alle omstændigheder en pligt til at vise sin foragt ved at gå, måske endda tilkalde hjælp. Når han bliver som tilskuer, såkan det nemt forstås sådan, at han opildner til at fortsætte forbrydelsen. Indser han det, så er han medskyldig. Det er altså ikke så svært at forstå.
Det som derimod kan falde vanskeligt at forstå, det er, hvordan vi nogensinde har kunnet glemme, at sådan må det være.
PS Hvis jeg skulle argumentere lidt imod mig selv, så kunne man have den indvending, at når kun nogle ganske få kommer til at bære byrden for manges handlinger, så kan det virke vilkårligt og dermed uretfærdigt. De, som bliver nappet, har jo ingen muligheder for at sende byrden videre til de andre skyldige. Det er altså en situation, hvor strafferetten har flere muligheder for at variere sin sanktion end erstatningsretten, der kun kan nå til enten fuldt eller intet ansvar.