Bevar kontenancen



Den vestlige civilisation rummer mange bevaringsværdige elementer. Kontenancen er dog desværre et af de udryddelsestruede. Der kan ellers være god brug for den i dag, hvor vi vågnede op til en historie om et uhørt groft overfald på en skadestue, hvor der var indbragt en patient med skudsår.

Heldigvis havde politiet posteret nogle mand der i forvejen, så de fik jaget gruppen af angribere væk, uanset der var tale om voldsomt mange. Men det skete kun med trussel om brug af skydevåben, og anholdelser af overfaldsmændene kunne der i sagens natur ikke blive tale om. Det skal man vist ikke bebrejde de 3 betjente, og da sådanne optrin næppe tager ret lang tid, så kan det heller ikke undre, at forstærkninger ikke nåede frem i tide.

Det spændende er imidlertid, hvorledes vi alle sammen reagerer. Og det politiske system er allerede ude med hhv. krav om udvisninger, placering af ansvaret hos den nye regering krav om nye straffelove, med videre.

Med hensyn til det synspunkt, at den nye regerings politik har tilskyndet til optøjerne, så bør man kun fremsætte det, efter at man har tænkt de mulige modargumenter grundigt igennem. En konsekvens af synspunktet er jo, at hvis den borgerlige regering var blevet genvalgt, så havde balladen med 100 % sikkerhed kunnet undgås. Hvis regeringens tilhængere finder på den finte, så glæder jeg mig til at se returbolden fra Venstre – for den kræver betydelig snilde at spille. Og den må da være planlagt.
Nye love om overfald på sundhedspersonale kan jo være nødvendige, men forinden burde man måske lige overveje, om de nuværende love indeholder tilstrækkelige straffemuligheder, navnlig fordi denne gruppe bøller jo aldrig kan blive omfattet af en ny lov. De skal dømmes efter de regler, der gælder på gerningstidspunktet. Vi har vel ikke tænkt os at vende tilbage til at udstede tilbagevirkende love a la 1945.

I den sammenhæng har politiets udspil været grov forstyrrelse af den offentlige orden. Det holder ikke. Vi skal langt højere op, og det interessante er, at det har vi sandelig også hjemmel til.
Angrebet på hospitalet indebærer faktisk så mange overtrædelser af straffeloven, at det svimler. For det første vil jeg godt argumentere for at et patientbesøg af den karakter med rimelighed kan bedømmes som et forsøg på drab (livstid). Det var jo ikke blomsterbuketter og chokolade, der blev medbragt. Det er i hvert fald forsøg på meget grov vold under særdeles skærpede omstændigheder (10 år), idet man er gået til den som en stor gruppe. Af samme grund kunne det også anses for organiseret – og dermed groft – hærværk (6 år).
Straffelovens § 119 omhandler vold og trusler mod embedsmand i funktion. Selv om den primært bruges som beskyttelse af politifolk i tjeneste, så er bestemmelsen med vilje vagt formuleret, og der i øvrigt både tale om angreb på sundhedspersonale og de udstationerede politivagter (8 år). Om denne forbrydelse er forsøgt eller fuldbyrdet kan man jo diskutere. Herudover kan angrebet bedømmes som opløb (3 år). Og der kan sikkert overvejes flere lovbestemmelser.
Tallene i parenteserne er ganske vist maksimum, men mon ikke dette er en situation, hvor vi skal godt op i strafferammen. På den baggrund kan det undre, at DF og de konservative ønsker en ny lovbestemmelse om trusler mod sundhedspersonale med en maksimal strafferamme på 2 år!
Så problemet er ikke straffehjemler. Og med de skitserede strafferammer, så bliver udvisning af eventuelle udenlandske statsborgere heller ikke det helt store problem.

Nej, problemet er at få dem fundet og dømt. At finde dem må politiet gøre. Der skal såmænd nok mangle samarbejdsvilje hos de mest oplagte vidner, så politiet fortjener aktiv medvirken fra hver eneste af os, der har noget at bidrage med. Forhåbentlig forstår anklagemyndigheden så derefter at skrue et anklageskrift sammen, så domstolene har mulighed for at dømme tilstrækkelig hårdt.

Selve retssagen bliver problematisk. En forsvarers naturlige holdning vil være at forsøge at gentage argumentationen fra Blekingegadesagen og Sankt Hans Torv om, at hans klient sandelig ikke havde tænkt sig at deltage i vold, at hans aktiviteter i gruppen er helt og aldeles uklare, og at der kræves bevis for hans individuelle forsæt.
Retshistorisk er det en overdrivelse af dansk rets traditionelle synspunkter helt ud over grænsen til det absurde. Det skal selvsagt ikke accepteres af retssystemet. Hvis man deltager i et opløb, så påtager man sig også risikoen for de handlinger, som de øvrige deltagere udfører – i hvert fald så længe de må anses for nogenlunde sandsynlige udfald af gruppearbejdet. Det må være den naturlige konsekvens af, at man tilslutter sig en gruppe, der ikke kan have noget tænkeligt lovligt formål. Hvis man vil undgå et sådant ansvar for medvirken eller samarbejde, så må man forlade gruppen lige så snart den begynder på sine ulovligheder. Ens fortsatte tilstedeværelse er jo en tilkendegivelse over for de øvrige af, at man accepterer deres adfærd.
Større gruppers samarbejde om kriminalitet er imidlertid et område, hvor retssystemet i nyere tid har viklet sig ind i indskrænkende fortolkninger af forsætskrav og bevisbyrde i et sådant omfang, at en oprydning er tiltrængt. Det må fastholdes som en del af den sunde fornuft, at når man går på sygebesøg og nogle af de øvrige besøgsvenner bærer på slagvåben, så skal man overveje, om det er helsebringende for såvel patienten som en selv. Også på dette punkt gælder det altså om at bevare kontenancen.
Og med disse ord kan jeg forhåbentlig afslutte mit indlæg om sagen.
Jens Fr.

5240 Vollsmose, Danmark

6 Replies to “Bevar kontenancen”

  1. Kære Jens Frederik
    Det er en fin udredning du har udarbejdet i relation til den utrolig kedelige og farlige tildragelse i går i Odense. Kunne du ikke sende den ind til eksempelvis Berlingske Tidende, så endnu flere har mulighed for at læse den.
    mange hilsener
    Lise Helweg
    ligeledes cand.jur.

  2. Kære Lise
    Der må være grænser for, hvor tit Jesper Beinow skal trækkes med indlæg fra min side. Som du kan se accepterer han en del allerede.
    Men jeg vil være meget taknemlig, hvis du spreder den, f.eks. på facebook. Det kan man gøre ved at klikke på det lille "f" ikon herover.
    Jens Fr.

  3. Vedr.: Forsæt.
    Den anden grøft, man kunne falde i var en indførelse af et kollektivt strafansvar, men påtog sig ved iøvrigt fuldt lovligt at være på et sted, på et tidspunkt og/eller sammen med visse personer, – jvf. f.eks politiets overgreb mod COP15 demonstrationen. Statsmagten kunne så snigende kriminalisere dele af civilsamfundet eller i hvert fald skræmme pæne middelklasse borgere væk og efterfølgende stemple foreninger som 'ekstremister'.

  4. Når man forsøger at styre væk fra en grøft, så kan det selvsagt resultere i, at man rammer den anden. Men som du selv nævner, så ville den anden grøft bestå i, at man "fuldt lovligt" er til stede. Det er jo noget lidt andet, end når man som blekingegadebanden bevæbnet med skydevåben skal deltage i et røveri mod et postkontor. Det er også noget ganske andet end kølle-bøllernes sygebesøg.
    Er det i øvrigt så ganske urimeligt at pålægge borgere, at de skal tage afstand fra det, når der begås åbenlyse lovovertrædelser? Jeg synes faktisk at pæne middelklasseborgere skal gå hjem, når situationen udarter, og det synes jeg også, at de mindre pæne bør.
    Men som jeg netop gør opmærksom på, så er det et område, der bør ryddes op i. Jeg kan ikke skrive en fuld udvalgsbetænkning i mine ledige stunder, kun skitsere et problem og en mulig løsning.

Lukket for kommentarer.