Man skal aldrig ønske andre mennesker noget ondt. Det er en af livets grundsætninger. Og det må naturligvis føles uretfærdigt for de ansatte i bilbranchen, at en hel del af dem lige nu kan se frem til en afskedigelse takket være tvivlen om de kommende bilafgifter.
Det er også uforståeligt, at spørgsmålet skal trækkes i langdrag af et folketingsflertal, hvis vælgere gennem årtier har sukket efter en lettelse af såvel registreringsafgiften som skatterne på kørsel i biler. Det er jo notorisk, at bilejerne indbetaler betydeligt mere til de offentlige kasser end omkostningerne ved veje, ulykker, forurening og alle mulige andre byrder, som man kan pålægge dem.
Det er lige så notorisk, at lavere transportomkostninger er en effektiv måde at støtte yderdistrikter, børnefamilier og arbejdsløse på.
Men når det er gået i hårdknude, så er den skyldige imidlertid – desværre – bilbranchen selv. I stedet for at være kundernes talsmænd og repræsentere en samlet front til gavn for alle ved blot at kræve en klækkelig reduktion i registreringsafgiften, så har man bragt forvirring ind i billedet med nogle forslag om at erstatte den med tekniske og løbende afgifter. I værste fald kan det over bilens levetid blot medføre en omlægning eller stigning i stedet for en lettelse. Det er et svigt af kunderne, og det er dumt.
De, som ville få mest fornøjelse af den type omlægning, er bilbranchen selv. En afgift som registreringsafgiften betales delvis af kunden og delvis af forhandleren. En omlægning vil forholdsmæssigt gavne forhandleren mest. Man har med andre ord melet sin egen kage.
Det er et budskab, som de afskedigede medarbejdere bør bringe videre til deres chefer. Det er på gulvet, man mærker konsekvenserne af ledelsens dumsmarte idéer. Og derfor er det også dem på gulvet, som man må føle mest sympati for i denne situation.
Bragt Børsen 19. september 2017