Verden er så mærkelig, at den samme handling i forskellige situationer kan være hhv. dybt dadelværdig og lige så inderligt rosværdig. Men hvordan skiller man dem så ad.
Ingen er i tvivl om, at når en voldsmand bruger kniv, så er der tale om grov vold. Men hvad er det så, når en kirurg står og snitter i en patient? Straffelovens begreb ”vold” er givetvis opfyldt, og kirurgen gør det jo utvivlsomt også med absolut overlæg. Og alligevel er alle nok enige om, at der ikke skal straffes.
Til at samle den slags forvirrende situationer op, benytter man i strafferetten begrebet ”materiel atypicitet”. Ordene lyder mystiske, men ”atypicitet” betyder bare, at der skal være tale om noget atypisk, noget som falder udenfor kategorien. Ordet ”materiel” indgår derimod ikke – så vidt jeg umiddelbart kan se – som modsætning til ”formalitet”. Det skal bare understrege, at det er virkeligheden, som skal være atypisk, ikke beskrivelsen deraf.
Materiel atypicitet indebærer, at der er tale om en handling, som ganske vist er omfattet af lovens ord, men som alligevel falder udenfor kategorien, og som derfor ikke kan eller skal straffes.
Det er et fundamentalt og fornuftigt krav i vestlig civilisation, at man kun straffer de handlinger, som er beskrevet i loven. Men det får ofte den konsekvens, at når man skal skrive love, så forsøger man at gøre beskrivelsen af forbrydelsen så bred, at man får det hele med.
Dermed kommer der nemt til at opstå situationer, hvor lovgivningens beskrivelse af den strafbare handling omfatter flere forhold, end det er fornuftigt at straffe. Hvis den, der har skrevet loven, godt har kunnet indse, at der er risiko for, at bestemmelsen vil blive overfortolket, så vil man ofte have indføjet en betingelse om, at handlingen skal være ”retsstridig”. På den måde kan man sortere nogle af vildskuddene fra. Et helt frisk eksempel er, at forslaget om et maskeringsforbud ikke skal gælde, når maskeringen har et ”anerkendelsesværdigt formål”.
Men derudover forekommer der altså nogle usædvanlige handlinger, som man ikke kan tage højde for, hvis man skal formulere nogenlunde anvendelige love. Som eksemplet i indledningen viste, kan sammenstødet mellem virkeligheden og loven somme tider virke temmelig mærkelig. Materiel atypicitet er imidlertid relevant i flere tilfælde end de allermest aparte, og over tid kan holdningen ændre sig. I dag forekommer det helt usandsynligt, men man skal ikke ret meget længere end et sølvbryllup tilbage i tid, førend voldtægt af en ægtefælle ansås for materielt atypisk og dermed straffri.
Behovet for løbende at tilpasse straffeloven til befolkningens normer er i øvrigt en væsentlig årsag til, at der medvirker lægdommere i straffesager.
Hvor går grænsen for de handlinger, som er materielt atypiske eller udenfor kategori?
Det kan man i sagens natur ikke sige ret meget om. I de sager, som ender for retten, er der typisk tale om forhold, som man ikke har haft fantasi til at forestille sig i forbindelse med lovens udarbejdelse. I den forbindelse skal man også huske på, at den professionelle jurist ikke bryder sig begrebet og om muligt hellere vil benytte sig af alternativet, der er, at man dømmer for forbrydelsen, men bare nedsætter straffen til 0. Og sådan går det i langt de fleste situationer, hvor materiel atypicitet kunne være relevant.
Et stykke af vejen kan man dog nok nå. Langt de fleste straffebestemmelser har en underforstået ”beskyttelsesinteresse”, altså det som man vil undgå ved at gøre handlingen strafbar. Og hvis den ikke er opfyldt, så bør der som udgangspunkt statueres materiel atypicitet.
Journalisten, som med eksemplets magt vil udstille, at nogle regler ikke er effektive, er en klassiker. Det gælder, hvad enten han på det sorte marked køber en pose stoffer eller han samler en steakkniv op i lufthavnens restaurant og tager den med ombord på flyet. I dansk ret dømmes han som regel, men med straffrihed.
Et sted, hvor begrebet kan være vigtigt, er i arbejdet med at reducere skaderne fra bl.a. stofafhængighed og sexarbejde. For det kræver jo somme tider, at de implicerede kommer tæt på handlinger, der med passende ond vilje kan anses for strafbare.
Naturligvis skal de, som arbejder med skadesreduktion, holde sig på dydens smalle sti. Hvis en kirurg skærer i den forkerte patient eller saver det forkerte ben af, så skal der jo ikke være en undskyldning i form af materiel atypicitet; så begår han legemsbeskadigelse og skal dømmes for det. Og andre, som vil lindre skal naturligvis ikke stilles bedre end ham.
Men som det fremgår af eksemplerne, så er det materielt atypiske ofte noget, der udfordrer vores nuværende samfundsindretning i nyt perspektiv og inspirerer til forandring. Og det i det lys bør begrebet have ret vide grænser.
Foto: Artur Bergman (Flickr.com), modified