At bygge vikingeskibe kræver håndværk i høj kvalitet og sans for detaljerne, og den form for omtanke er det en fryd at få en indføring i. Navnlig hvis bogen derom også var lige så godt håndværk.
Man skulle tro, at skelettet var det første og vigtigste at bygge på et skib, men sådan er det ikke med vikingeskibe. Der lægges en køl, rygsøjlen, så bygges skibets sider op, og først derefter forsynes det med de ribben, i form af spanter, knæ, m.v. som skal give stivheden i konstruktionen. Sådan er det i grove træk, men der er meget mere til det. Stivhed versus smidighed, skrogets form, belastninger fra riggen, materialernes arbejden mod hinanden. Det har altsammen betydning for, om skibet kan holde til at sejle i hård sø. Og erfaringen viser, at moderne metoder og materialer slet ikke kan skabe noget så spinkelt. Temmelig mange forsøg er endt på havets bund, også en tidligere version af Osebergskibet. Kun ved at vende tilbage til rødderne kan det lykkes med godt resultat.
Så når man bygger en kopi, skal det naturligvis dokumenteres og publiceres i en form, hvor alle detaljerne kommer med. Og for mig kan det ikke blive nidkært nok. At lade lederen af værftet, Thomas Søe Finderup, stå for det, må forekomme oplagt. Desværre er han nok en perfektionistisk håndværker indenfor sit fag, men han skulle være blevet ved sin bedding, for boghåndværket svigter totalt. Det ender med at være en af de bøger, som man ærgrer sig over, er skrevet.
I forfatterens forord, som er et iblandt hele 3 forord, hvilket kan forekomme lidt forvirrende, skriver forfatteren en kærlig taksigelse til sin samleverske, som er skolelærer, for hendes bistand med korrekturlæsningen. Dermed får han sat en skamstøtte over niveauet i den danske folkeskole.
Bogen plages af talløse korrekturfejl, så mange at værdien som læsestof forsvinder. Det drejer sig ikke om nutids-r’er eller endelsen -ende, men ellers er alle klassikerne til stede. Der er sætninger, som delvis er i nutid og delvis i datid, der er orddelinger, norske stavemåder midt i danske afsnit, almindelige stavefejl, somme tider med en korrekt udgave et andet sted i samme sætning, og mange, mange andre. Mit eksemplar er lånt på et folkebibliotek, ellers havde jeg været fristet til at sende det retur til forlaget forsynet med passende røde rettelser og anmodning om et nyt. Håndværket er ganske enkelt for ringe.
Osebergskibet er et af verdens vigtigste arkæologiske fund. Enestående velbevaret. Men også fundet på et tidspunkt, hvor Norge var i færd med den proces, der resulterede i opløsning af unionen med Sverige. Det må have en helt særlig symbolsk betydning i opbygningen af en selvstændig norsk identitet. Den historie får vi ikke med.
Vi får heller ikke så meget om skibets linjer, selvom en af forskellene mellem denne og den tidligere rekonstruktion netop er, at skrogformen er justeret. Og det er tilsyneladende noget, der har været afgørende for sødygtigheden. Så en bredere fremstilling om det emne, gerne skrevet af de involverede, havde været interessant. Ej heller organisationen bag rekonstruktionen hører man meget om.
Den foreliggende bog er det første af flere bind. Hvor mange man forventer at nå op på fremgår ikke klart. Men det betyder, at bogen har en stor vægt på forberedende emner, udvælgelse af træ, redegørelse for værktøjer, en gennemgang af hvordan delene holdes sammen af forskellige typer, søm, trænagler og endda hvalbarder. Kun den sidste tredjedel handler om byggeriet. Heldigvis har skibssiderne et knæk mellem en forholdsvis flad bund og en mere lodret overdel, så på det sted er der et naturligt ophold, og der slutter bogen.
Det er en bog, som rummer megen viden og stor glæde ved at formidle den. Man er ikke i tvivl om, at manden er optaget af sit arbejde med liv og sjæl. Det bliver givetvis den hidtil bedste kopi af et vikingeskib. Billedsiden er god, fortællende, og der er mange af dem. Systematik og struktur i formidlingen interesserer derimod åbenlyst ikke forfatteren. Så medens jeg sådan set glæder mig til det næste bind, så må jeg også håbe, at forlaget giver sig tid til at gøre en indsats for at vise, at også boghåndværkere kan have faglig stolthed.
Saga Oseberg – rekonstruktion af et vikingeskib af Thomas Søes Finderup, Forlaget Veterania (www.veterania.dk), 2018, kr. 298
Kære Jens
Jeg er meget ked af din negative omtale af min bog. Noget af din kritik er sikkert berettiget, men mærkeligt at du skriver så meget om, hvad der ikke er med i bogen. Det er selvfølgelig ærgerligt og forstyrrende med sproglige fejl. Det er fejl, som jeg selv har ansvaret for. Din kritik af systematikken og strukturen i bogen forstår jeg slet ikke.
Det havde været interessant, om du havde forholdt dig noget mere til det faglige indhold og fortalt, hvorvidt du havde lært noget af bogen. Det havde også været nyttigt for vurdering af din kritik, hvis du oplyste lidt om din egen baggrund. I hvert fald godt du ikke har brugt penge på bogen, og jeg tror heller ikke, du vil få glæde af den næste bog.
Venlig hilsen
Thomas Søes Finderup
Hej
Det var meget trist at læse din anmeldelse. Du har sikkert ret i en del af din kritik. Hvad angår grammatiske fejl, tager jeg selv ansvaret for at teksten ikke blev rettet færdig inden trykningen. Jeg syntes, det er underlødigt, at du benytter lejligheden til kritisere folkeskolen. Den slags udladninger skyldes som regel, at budbringeren selv har haft nogle dårlige oplevelser i folkeskolen, og det virker meget uprofessionelt at inddrage den slags i en anmeldelse.
Det er er også meget usagligt, når du skriver :”Temmelig mange forsøg er endt på havets bund, også en tidligere version af Osebergskibet” Det er jo helt forkert, og det har jeg ikke skrevet noget sted.
Din bemærkning: ” Systematik og struktur i formidlingen interesserer derimod åbenlyst ikke forfatteren”, mener jeg, er helt urimelig. Jeg finder det rigtig ærgerligt, at du fokuserer så meget på form og på, hvad der ikke står i bogen, istedet for på bogens faglige indhold. Forklaringen er måske at du slet ikke tilhører målgruppen for denne bog. Du skriver, at du glæder dig til den næste bog. Det syntes jeg ikke, du skal gøre, selvom jeg selvfølgelig vil efterstræbe at grammatikken bliver bedre, for det bliver mere af det samme. Den eneste glæde du har haft ved at læse denne bog er jo at finde fejl og mangler.
Venlig hilsen
Thomas
Kære Thomas Søes Finderup
Tak fordi du har taget dig tid til at svare på min anmeldelse. Desværre har der været en hel del spam, så jeg har overset dit svar indtil nu. Og det er ærgerligt, for dit skib fortjener opmærksomhed.
Jeg er godt klar over, at anmeldelsen er en kold afvaskning, men hver eneste linje er fortjent. I forhold til boghåndværk har du begået noget, som ville svare til at bygge vikingeskib med beklædning i krydsfiner og spanter i MDF-plade. Så usselt er det. Bøger kræver også håndværk – ordentligt håndværk.
Bøgers håndværk er ligesom så meget andet håndværk noget, som man ikke skal lægge mærke til. Når et skib sejler godt, eller en bog ikke lægges bort før sidste side, så tænker de færreste lægmænd, at en stor del af nydelsen er resultat af, at skroget er bygget af kløvede stammer, eller at kommaerne står rigtigt. Det forsvinder i nydelsen af resultatet. Og sådan skal det være.
Det er selvfølgelig endnu mindre rart, når jeg skyder på din kæreste. Men du stiller hende altså selv op som målskive, når du takker hende for korrekturen. Hvordan skal man så vide, at det ikke er hendes skyld, at korrekturen er svigtet katastrofalt. Hvis en skolelærer, der vel præsumptivt ville lægge alle kræfter i, når hun skulle bidrage til sin mands bog, ikke formåede bedre, så skulle hun i hvert fald ikke rette danske stile. Så måtte hun holde sig til gymnastik og andre bogstavløse fag. Men jeg forstår nu, at hun ikke har læst korrektur. Hvorfor takker du hende så for det?
Det er også meget sødt af dig, at du så lige kan opfinde noget om mine dårlige oplevelser med folkeskolen. Men det er omvendt. Jeg havde en dansklærer, som levede og åndede for sit fag, og som lærte os, at sprog er både kunst og håndværk. Men for at mestre kunsten, så skal man først kunne håndværket.
Det er lige så misvisende, når du bagefter forsøger at trøste dig selv med, at jeg nok ikke er i bogens målgruppe. Den målgruppe definerer du jo selv. Jeg kan blot sige, at jeg rev bogen ned fra hylden på biblioteket og tænkte: “Det glæder jeg mig til.”
Selv kommer jeg nok aldrig til at sejle vikingeskib, men hver eneste gang wayfarer-jollen går ind mod en strand, så kommer der en fornemmelse af at være viking på strandhugst. Barnligt? Ja, men sådan hører jeg mange af de andre midaldrende mænd i wayfarer-joller også tænker. Målgruppe? Det må du selv afgøre.
Skal du have lov til at fratage mig glæden ved at se frem til næste bind? Gu ska’ du ej! Jeg vil med største fornøjelse læse om retningen på klinker og mulighederne for at sætte stumperne af en stævn sammen. Det var fedt – og det var det, fordi det var nørdet. Det gik bare ikke nok i detaljen. Lige siden jeg læste den bog, har jeg ikke kunnet gå forbi et stort egetræ uden at længes efter at hugge det omkuld og kløve det. Men jeg ved, at det kan jeg ikke nok håndværk til.
Skal en anmelder interessere sig for, hvad der ikke står i bogen? Ja, det skal man i meget høj grad, men det sker kun sjældent. Vi ved alle, at alle bøger har begrænsninger, men det er kun fair at overveje, om der mangler noget, lige så vel som man overvejer, hvad der er for meget af. Det kunne jo også føre til, at forfatteren ændrede på vægten i næste bind.
Rent faktuelt må du lige rette mig. Skriver du ikke, at den tidligere kopi af Oseberg-skibet sank 2 gange? Sådan forstod jeg dig. Og er det forkert, at andre tidligere “vikingeskibskopier” jævnligt er gået til, fordi de var fejlkonstruerede?
For nu at slutte af med et forsøg på at vise venlighed, så vil jeg godt gentage underrubrikken fra anmeldelsen: “At bygge vikingeskibe kræver håndværk i høj kvalitet og sans for detaljerne, og den form for omtanke er det en fryd at få en indføring i.”
Det mener jeg, og hvis det ikke var fordi, vi nok efter dette aldrig kommer på talefod, så ville jeg gerne engang have besøgt dit værksted for at opleve en kunstner i hans atelier.