Fremskridtene ligger i valgmulighederne.
Det kan godt være lidt svært at placere sig selv i debatten om konservatisme kontra liberalisme. Som vælger har jeg altid befundet mig i grænselandet mellem de to bevægelser, oprindelig som medlem af KU i København, men nu hos Venstre. Og Alliancen kunne såmænd også gå an. Men alligevel føres debatten knivskarpt på præmissen om, at den, som ikke er med os, er imod os.
Om man værdsætter frihed for dens egen skyld, eller om frihed bare er en sidegevinst ved en fornuftig løsning af samfundets problemer, er en strid om profetens skæg. Den må større skønånder tage. Til gengæld er der et moment ved valgfrihed, som man hidtil har udeladt af debatten. Og det er, at politik ikke blot handler om resultater, men også om den proces, der fører til resultatet.
Politik handler altså ikke bare om, hvad der bestemmes, men også om hvem der bestemmer. Vi vil jo alle sammen gerne leve i et samfund, hvor sygehusene fungerer, hvor skolebørnene er glade, og alle har et arbejde. Men hvordan sikrer vi os det? Er der én og kun én vej til det mål? Og hvordan prioriterer vi mellem endnu bedre sygehuse, klogere skoler og sjovere arbejde? Det er her den virkelige skillelinje går.
Vi kan overlade det til valgte politikere at udstikke kursen, og så sætter vi alt på ét bræt. Det kan f. eks. godt være, at det er en god idé med de ændringer af folkeskolen, som man gennemførte i foråret.
Men vi løber da en risiko. Hvis det om ti år viser sig, at det er gået den forkerte vej, er det temmelig katastrofalt.
MEN HVAD NU hvis det i stedet for en stor landsdækkende ændring havde været sådan, at den enkelte skole havde haft mulighed for at foretage den udvikling, som forekom rigtigt for dens elever.
Så ville vi om ti år se forskellige resultater, nogle gode og nogle elendige, men vi kunne i hvert fald se forskel. Og mon ikke de elendige på et tidspunkt ville begynde at rette ind efter de gode? Det ville de i hvert fald, hvis børnene og deres forældre selv kunne vælge blandt skolerne.
Slagordsagtigt kunne man hævde, at variation er vejen til evolution. Essensen af fremskridt er at have forskellige muligheder for ændring, vælge blandt dem, sammenligne resultaterne og så vælge om igen. Jo flere gange vi forsøger med forskellige muligheder, desto større er chancen for at finde noget bedre. Fremskridtene bliver måske nok famlende, tøvende og søgende, men de sker. Derfor er retten til at indrette sig forskelligt så usigelig vigtig for fællesskabet, for kun den kan give os valgmulighederne og dermed fremskridt.
I min naivitet har jeg altid troet, at det var noget i den stil, der mentes med det konservative motto om at forandre for at bevare. Men man får nemt det indtryk, at nutidens konservative tiltror sig evner til at vælge for os alle. Kun deres meninger om folkefællesskab, retskrivningsordbogen og sædelig adfærd er acceptable. Hvis det er tilfældet, så er grøften mellem liberale og konservative blevet dybere, og i så fald ved jeg også, hvilken side af grøften jeg helst vil stå på.