I forbindelse med regeringsomdannelsen for nylig kunne man i samtlige aviser læse, at udnævnelsen af Henrik Sass Larsen skulle “sætte nyt skub på det socialdemokratiske projekt” eller lignende plusord. Og det gentog sig sandelig i 2 næsten enslydende artikler af den analytiske art respektive i Berlingske og Jyllands-Posten i sidste uge. Ordet konsensus kan næppe illustreres klarere. Men som altid når journalister fra samtlige aviser udtrykker enighed om en holdning, kunne man få den tanke, at der snarere er tale om eftersnakkeri af en spindoktors udsagn end om selvstændig eftertanke.
Der er næppe nogen tvivl om, at også mange i det politiske system vil være overbeviste om rigtigheden af den slags synspunkter, men derfor behøver vi andre jo ikke være det. Og er det sandsynligt, at man bedre kan fremme socialdemokratiske synspunkter fra en ministerpost end som gruppeformand?
Der kan i hvert fald argumenteres for det modsatte synspunkt.
Gennem den sidste generation er hvervet som minister blevet stadig mindre politisk. Øgede krav til sagsbehandling og begrundelser sætter snævrere grænser for en politikers råderum. Et godt eksempel er udlændingepolitik, der stort altid reduceres til en strid om fortolkningen af forskellige konventioner, i stedet for en diskussion om selve sagen.
En minister, der udtaler sig om sin mening om et spørgsmål, der kan have konsekvenser for en konkret sag, risikerer nemt at gøre sig inhabil. Det fremmer ikke lysten til at offentliggøre ens visioner. Og et stadig større embedsapparat, som ministrene hurtigt bliver afhængige af, sætter ret snævre grænser for deres muligheder for at tænke nyt og tænke højt. Det er bl.a. derfor særlige politiske rådgivere er blevet almindelige.
Hertil kommer, at selve jobbet som chef for et ministerium formentlig også tager en stor del af deres tid. Der skal tages stilling til løbende sager om både ressort og organisationen. (Og ministerierne bruger tilsyneladende rigtig mange ressourcer på organisationsudvikling og omstrukturering.) Der er repræsentative forpligtelser og mange møder foregår udenfor ministeriet, f.eks. i Bruxelles. Det er alt sammen noget som tærer på kræfterne. Og selv en ministers døgn er på 24 timer.
Endelig skal man huske, at bortset fra Finansministeren, der skal godkende udgifterne, så er det ikke ret velset, at man blander sig i andre ministeriers arbejde.
Der er ganske mange ministre, som fører reaktiv snarere end aktiv politik. Reaktivt fordi et spørgsmål rejses i pressen, en offentlig mening danner sig, og på den baggrund fødes et politisk initiativ. Aktiv politik er det derimod, når politikeren selv sætter dagsordenen. Og det er i sagens natur langt sværere. Det bliver bestemt ikke nemmere, når en sag først skal handles af med embedsværket. Embedsmænd har også interesser i udformningen af lovene. Men hvis først ministeren kan sige, at noget er påtvunget ham udefra som en politisk nødvendighed, så skal de nok opfinde en passende dyb tallerken.
Hvis man vil sætte dagsordenen, så kan det altså i virkeligheden være nemmere at gøre fra folketingsgruppen eller måske endda fra partiets bagland. Kunsten er imidlertid at styre den slags aktiviteter, og om nødvendigt at kunne fralægge sig ansvaret for diverse vildskud, såsom forslag om forbud mod burkaer. Det kræver en ansvarlig med tæft.
Alt andet lige skulle man derfor tro, at jobbet som inspirator og idéudvikler var nemmere at foretage fra en post som gruppeformand eller politisk ordfører end som minister. Hvad der derimod kan gøre jobbet svært, er, at de kvikkeste i folketingsgruppen oftest udnævnes til ministre. Ret beset er kredsen af mulige personer jo ganske begrænset. Det er sjældent, ministre ikke sidder i tinget, og af dets medlemmer tilhører ca. halvdelen jo oppositionen. Så det er næsten hvert fjerde medlem fra regeringspartierne, der nødvendigvis skal være ministre. Det kan godt tømme en folketingsgruppe for talent. Og det er vel en af grundene til, at regeringer løber tør for idéer efter nogen tid.
Der er imidlertid én sammenhæng, hvor man kan hævde, at ministre har mere indflydelse, nemlig at de deltager i ministermøder, evt. også i et mere snævert koordinationsudvalg. Men den indflydelse som ressortministre har i kraft deraf, kan man jo sagtens også have som partiets idéologiske spydspids. Der er intet, som forhindrer en statsminister i at lade andre end ministre deltage i ministermøder eller koordinationsudvalg. Man kunne f.eks. udnævne en person til minister for samarbejdet med folketingsgruppen. Det gør man f.eks. i England, hvor endog partiets organisatoriske formand deltager i kabinettets møder.
Så hvis man spørger, om flytningen af Sass Larsen vil styrke regeringens politiske projekt, så er mit svar nok et nej. Hvis man derimod spørger, om en ministerpost kan bruges til at stække ham som politisk rival eller til at imødekomme hans personlige ambitioner, så kunne svaret måske nok blive et andet.