Tysk historie

At plyndre sine venners bogreoler er ofte en behageligt enkel måde at skille klinten fra hveden, når man skal have noget at læse i. Nogle venners reoler er selvsagt bedre end andre. Min kollegiekammerat Henriks er blandt de bedste og jeg efterlader den gerne med huller. Henrik er typen, som ejer bøger, han har læst og sat pris på. Og så er han altså sprænglærd.

 

Så der var høje forventninger, da jeg forleden pillede Sebastian Haffners “En tyskers historie” frem. Trykt i 2004, så den er bestemt ikke ny. Og manuskriptet er endda 70 år ældre end det.

 

Det er ikke så længe siden, jeg læste en glimrende Hitler-biografi af Ian Kershaw. En tyk og informationstæt bog, der grundigt rekapitulerer alt det om europæisk storpolitik, som man egentlig godt kendte fra talløse andre bøger. Rigtige nyheder for mig indeholdt den kun om tysk indenrigspolitik i årene under Hitler. Og det var rent ud sagt noget underligt statsdirigeret rod.

 

Nu fulgte så denne lille bog på ca. 270 tekstsider med læsbar skrift og omhandlende en enkelt tysk drengs opvækst i et borgerligt miljø fra krigsudbruddet i 1914 til 1933. Han er 7 i 1914 og dermed lige gammel nok til at følge med i krigen, men ude af stand til at være kritisk overfor den officielle propaganda om krigen. Og dermed er han også ude af stand til at forstå nederlaget, da Tyskland bryder sammen militært. Årene derefter med deres gentagne kriser og voldelige konfrontationer mellem forskellige fraktioner i samfundet får liv i skildringen. Og beskrivelsen af den store inflation samt dens totalt ødelæggende virkninger på et samfund er effektiv. At inflation er det værste af alle fandens mange påhit, behøvede jeg ikke få at vide. Men at et samfund kan blive så forvredet af inflation, er alligevel skræmmende.

 

Det næste 10år med en tilsyneladende stabilisering fylder ikke meget, men man mærker, at der i baggrunden rumler et tordenvejr. Vor helt tilbringer sin tid som studerende og ganske ung dommerfuldmægtig. Han møder piger og er i det hele ret forudsigelig.

 

Og så bryder det ellers løs. 30. januar 1933 kommer magtovertagelsen. Og den sætter straks sit præg på de domstole, som nu skal tjene et ny regimes interesser. Ligesom den straks får konsekvenser for forholdet til de jødiske bekendte og den jødiske kæreste. Selv forfatterens far, der er pensioneret embedsmand, må skriftligt erklære sig loyal overfor det nye styre for at beholde sin pension. Og forfatteren selv indkaldes til genopdragelseslejr sammen med sine jævnaldrende kolleger.

 

Naturligvis holder man med forfatteren, der holder sin ryg så rank som muligt, der skammer sig over fornedrelsen ved at skelne mellem jøder og ariere, og som efter bogens slutning forlader Tyskland til fordel for en tilværelse i frihed. Og lige så naturligt foragter man de medløbere, som også optræder. Men det gode er, at man ikke undgår at overveje, hvor meget helt man selv ville have været i stand til at spille.

 

Det har været en berigende oplevelse. Det er altid godt med en dosis respekt for individet. Og at dømme ud fra, hvordan min bror under vinterferien huggede bogen ud af mine hænder og blev færdig først, så er jeg næppe ene om den opfattelse.