Nordkorea

I går begyndte jeg at læse Flugten fra Camp 14 om en nordkoreaner, der efter en opvækst i en KZ-lejr flygter og når til vesten.

Det er ikke så længe siden, at jeg med tårer trillende ned ad kinderne genlæste Anne Holms børnebog David, der på mange måder har det samme emne, om dreng der flygter fra diktatur til frihed. Men der er en stor forskel på personskildringerne. David har trods alt mødt kærligheden i de små forhold, altså hvor mennesker binder bånd til hinanden og skaber tryghed. Der vel egentlig det, vi ville kalde den store kærlighed eller den dybe. I David er det denne næstekærlighed, der bekræfter, at ondskaben aldrig kan sejre, og dermed gør bogen så stærk og livsbekræftende. At den del af livet ikke skulle findes, har forhåbentlig ligget udenfor Anne Holms forestillingsverden, uanset verden lige havde oplevet civilisationens totale fornedrelse i de tyske lejre.

Men sådan nogen abstrakte begreber såsom kærlighed har Shin ikke noget som helst forhold til. For ham har hele livet kun handlet om overlevelse. At skaffe sig mad er åbenbart vigtigere end noget andet behov. Som født bag lejrens hegn har han fra sin tidligste barndom været så sulten, at han spiste sin mors rationer, når hun efterlod ham alene, medens hun var på arbejde. Også faderen var lejrfange, og Shin blev til i et arrangeret slaveægteskab, hvor faderen blot var en sjælden gæst.

Som 13-14 årig opdager han til sin uforståelige rædsel, at moderen og en ældre bror er ved at flygte, og han angiver dem. Belønningen er tortur og lang tids lidelse i mørk arrest efterfulgt af moderen og broderens henrettelse. Og hans eneste følelse er vrede over, at de 2 har påført ham lidelse.

Det er nu alligevel fængslet, der bliver hans redning, for af en medfange hører han for første gang i detaljer om, at der er et liv udenfor hegnet. Og senere møder han endnu en fange, som inspirerer ham til flugt. Den ene af de 2 dør under flugten, den anden overlever og flakker omkring både i Nordkorea og senere i Kina, indtil han lidt tilfældigt bliver hjulpet til den frie verden.

Men hverken på det praktiske eller følelsesmæssige plan er det en nem transformation. Og medens der måske nok er god vilje og ressourcer til stede, så fremstår Shin på mange måder så forkrøblet, at forsøgene mislykkes gang på gang. Kan man mon komme gennem den barndom uden at blive psykopat?

Men selv om hans liv er svært, så er der nu også mange andre end kz-fanger, der må se deres første forsøg på parforhold gå i vasken. Det er ikke så nemt at blive voksen. Forhåbentlig er det dog sådan, at kommer tid, kommer råd. Resten af bogen – bortset lige fra kapitlet om kæresten – er skrevet i et yderst afdæmpet sprog, der ganske godt spiller op til, at der ikke var plads til følelser i lejren. Modsat David, så flød tårerne ikke ned ad kinderne under læsningen.

Ved beskrivelsen af livet efter lejren gik tankerne for mig til den eneste overlevende fra en udryddelseslejr, som jeg har mødt. Om hun havde været i Sobibor, Majdanek eller en anden husker jeg ikke. Men fru Jurkowsky var trods den fortid en helt almindelig dame i en opgang på Østerbro, nabo til en af mine tanter. Hun var lidt reserveret og så naturligt nok Israel som alle jøders solidariske livsforsikring. Men hun overlevede og levede tilsyneladende en stilfærdig og tilfredsstillende tilværelse med børn og børnebørn. Så det kan altså lade sig gøre for nogen at komme ud på den anden side af helvede. Men hun var heller ikke født derinde.

Bogen er ikke Shins erindringer, men en journalists skildring af deres forhold og gengivelse af de oplysninger han får af Shin. Oplysninger der ikke kan prøves. Det giver nogle strejf af tvivl. Har Shin en tendens, når han gengiver sit liv. Der er intet i hans opvækst, der hæmmer ham i at stikke en plade. Det er vel egentlig lige meget – selv hvis man trækker de 75 eller 80 % fra, så har livet været usselt for ham.

At bogen ikke er erindringer giver en chance for at trække tråde ud til andre kilder til oplysning om livet i Nordkorea og om den politik, som den frie verden fører overfor landet. Skal man yde hjælp til et diktatur, hvor al hjælpen vil gå i de forkerte lommer, og hvor ressourcer tilført udefra blot omsættes til mere militær og repression. Eller skal man se det sådan, at vi som mennesker er forpligtede til at yde hjælp til vor næste, uanset om vi skal give brændofre til fanden selv for at få lov.

Bogen giver ikke noget klart svar, og der er næppe noget. Ville det ikke også smage lidt for meget af nordkoreansk ensretning, hvis man hævdede, at der var et klart og enkelt svar.

Oversættelsen er ikke påfaldende, hverken til den gode eller dårlige side. Umiddelbart faldt jeg kun over en mislyd. Det er altså kun i tandlægebranchen, at man benytter eufemismen protese om et gebis. Og så ved jeg ikke, hvorfor ordet camp er bedre end lejr. Hvorfor Statens Kunstfond har anset det for nødvendigt at yde tilskud til udgivelsen kan undre.

Er bogen læseværdig? 268 sider på 2 aftener. Det må den vist være.