Ros til Thorning.
“Et lille skridt for Danmark, men et stort skridt for Socialdemokraterne.” Sådan kan man med god ret karakterisere forslaget til skatteomlægning. Forslaget indebærer, at Helle Thorning har slugt den hidtil største kamel – en kamel af en sådan størrelse at man skulle tro, hun selv ville få pukler af det. Det er dog ikke sket endnu.
Det er naturligvis opgøret med princippet om, at offentlige velfærdsydelser skal stige væsentligt mere end priser og lønninger, som der er tale om. Det er ikke længe siden, at lige præcis det forslag var så reaktionært og ultraliberalt, at selv borgerlige politikere tog kraftigt afstand fra den slags snigløb mod den danske velfærdsstat. Det var værre end den ofte påberåbte “sociale massegrav”.
Nu er det så en del af Socialdemokraternes og SFs forslag til skatteomlægning. At kalde det en skattereform er for stort et ord, al den stund det drejer sig om ca. 14 mia. ud af et årligt budget på ca. 800 mia. Og at tro at det er nok til at fremtidssikre dansk økonomi frem til år 2022 er måske lidt naivt. Der kan altså ske en del på 10 år.
Men Socialdemokratiet har altså bevæget sig – ikke langt, men i den modsatte retning af alle hidtidige målsætninger. Det fortjener ros. At det så ikke vil give pote blandt vælgerne, skyldes jo ganske enkelt, at det kommer så kort tid efter årtiers største overbudsprogram “Fair forandring”. Netop det forhold, at “Fair forandring” er i så frisk erindring, kunne nemt have ført til, at regeringen havde valgt en lidt sikrere vej med “Færre forandringer”. Også af den grund fortjener den ros for vilje til at skære igennem.
Det er selvfølgelig ikke rosenrødt alt sammen. Der er – fra et borgerligt synspunkt – stadig så mange mangler, at man med sindsro kan fastholde, at regeringens forslag lever op til parolen om “for sent, for lidt, forkert”.
Man har stadig ikke indset, at en stor offentlig sektor er en forhindring for at fastholde Grundtvigs berømte ord om, at “få får for meget og færre for lidt”. Ligheden i Danmark er ikke opbygget under velfærdsstaten, men i den liberale tidsalder forud for velfærdsstaten.
Forslaget prioriterer også større offentligt forbrug på bekostning af overførselsindkomster. Fra min position er færre offentlige udgifter klart at foretrække, men når man ikke kan få det, så er overførselsindkomster, der overlader forbrugsvalget til borgerne, langt bedre end monopolistisk offentligt forbrug.
Men først og fremmest skal væksten i den offentlige sektor ned, og her ligger svigtet også hos det store borgerlige parti. Det må være os menige venstrefolks opgave at gøre vore repræsentanter på tinge opmærksomme på, at vi ikke bakker op om en vækst på 0,8 % årlig i den. Det er muligt, at Venstre havde den indstilling før valget, men der er ingen som helst grund til at tro, at baglandet var enige i det synspunkt, og verdensøkonomien er ikke blevet bedre. Det er på tide, at vi får kvalt den kimære.