Hvis et problem er vanskeligt nok, så står der altid nogen parat med enkle løsninger. Spørgsmålet er, om de virker
Kært barn har mange navne: Regeloprydning, regelsanering, regelforenkling, afbureaukratisering, forbedring af lovkvaliteten, kampen mod regeltyranniet. Og da hver eneste ny indsats på området skal have et spin-egnet slagord til at adskille dette forsøg fra de tidligere fejlslagne, så kan man næsten tælle antallet af initiativer bare ved at finde synonymerne.
Det er altså en opgave, som mange har forsøgt, men hvor kun et fåtal har opnået nævneværdige resultater. Det giver grund til at overveje de forskellige mulige løsninger, der jævnligt dukker op i debatten. Den kendteste er nok:
Solnedgangsklausuler
Hvorfra den besynderlige betegnelse kommer, skal jeg ikke kloge mig på, men princippet bag det er, at alle regler jo forældes, så for at få foretaget en jævnlig udlugning blandt dem, skal lovgivningen fra starten have angivet en udløbsdag. Tanken er, at hvis en forlængelse kræver en aktiv indsats, så vil nogen modsætte sig den, eller man vil i hvert fald ajourføre regelsættet. I den allerseneste tid har den fremmeste fortaler for princippet været Donald Trump.
Tanken lyder besnærende god, og det ville måske være en idé at indføre, hvis det ikke lige var fordi, vi allerede har det. De er ganske vist kun revisionsklausuler, så glemmer man revisionen, dør loven ikke, men det er altså i praksis samme bolledejg. Hvis man vil se en, så er paradigmet her:
“x-ministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 20..-..”
Ordet “folketingsåret” optræder rigtig sjældent i lovgivningen. Så når retsinformation.dk oplyser, at “folketingsåret” bruges af 838 dokumenter, der har været optaget i Lovtidende A, så har man nok en forbløffende præcis opgørelse af antallet af revisionsklausuler gennem årene.
Det spændende er imidlertid ikke, hvor mange der er, men hvad der sker, når tiden kommer for en revision. Bliver loven afskaffet eller ændret, eller er det bare spil for galleriet. Emnet har interesseret mig i mange år, og jeg kan ikke huske at have set nogen revisionsklausul, hvor fornyelsesloven gav anledning til bare spæde forsøg på ændring.
Derimod kan jeg huske et tilfælde, hvor man glemte at fremsætte forslaget. Det gjorde Beskæftigelsesministeriet en ihærdig indsats for at skjule. Og det lykkedes så godt, at ingen i Folketinget bemærkede det.
Så lad mig sige det tydeligt: Revisionsklausuler har ikke skyggen af betydning. I Folketinget behandles forslag om forlængelse som en ren rutinesag, også af de partier, der var modstandere af den oprindelige lov!
Oplæsningsvarianten
Fra de lange loves land, USA, kommer et forslag om en sjov variant. Den handler simpelthen om, at vedtagelsen af nye love skal tage så lang tid i kongressens kamre, at antallet af døgnets timer bliver den begrænsende faktor for mængden af vedtagelser.
Og det kan man gøre ganske enkelt ved at forlange, at den fulde lovtekst skal oplæses fra talerstolen i salen af et medlem af kammeret. I strammerudgaven skal et medlem af kammeret heller ikke kunne stemme om loven, hvis ikke medlemmet har været til stede under oplæsningen.
Den løsning tror jeg, man med sindsro kan placere i samme kategori som Indianas berømte forslag til lov om Pi, der for øvrigt også var et forsøg på regelforenkling.
Under alle omstændigheder er der det yderligere problem, at regelmængden i alle lande er så stor, at de fleste regler udarbejdes af administrationen, altså det vi kalder bekendtgørelser etc. Og på den slags sekundær lovgivning hjælper modellen ikke.
PS. Du kan på disse links læse mere om, at regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde, patentmedicin hjælper ikke på regelforenklingen og om et forslag til forenklingens første offer.