Gennem de seneste år er det blevet stadig mere almindeligt at fordømme den danske regerings holdning d. 9. april. Det er et forhold, som jeg har været nødt til at gennemtænke, fordi mine børn trods alt har en oldefar, der sad i regeringen under hele besættelsen. Han var både den første minister, som tyskerne krævede flyttet fra sin post, og alligevel medlem af ministeriet Scavenius, så længe det sad.
Lad mig samtidig straks sige, at jeg er opdraget til at tro på kamp til sidste patron, så mit instinkt ligger langt fra samarbejdspolitikken. Men det betyder ikke, at jeg kan deltage i den universelle fordømmelse deraf. Man er altså nødt til at huske forudsætningerne for kapitulationen d. 9. april.
Det er måske umuligt at forstå idag, men det var forholdsvis bredt accepteret i datiden, at man af hensyn til folkeretten skulle forsøge at hindre neutralitetskrænkelser med militær magt, men at man samtidig ikke var forpligtet til at kaste sig ud i en eksistenskamp. På egen hånd gav en eksistenskamp ingen mening, og vi havde som neutrale ingen alliancer med andre om gensidig støtte. Ingen i det danske militær eller blandt danske politikere havde forudset, at et dansk offer kunne hjælpe Norge. Og det havde nordmændene eller svenskerne såmænd heller ikke.
Regeringen foretog sig den 9. april det yderst rationelle, at man overvejede om kampen havde varet længe nok til, at Danmark kunne hævde, at man havde ydet det minimum af modstand, som krævedes for at være besat mod sin vilje. Man accepterede helt klart, at det krævede en indsats med et antal dræbte, men også at man derefter kunne stoppe kampen.
Hvis man skal holde sig inden for den tids præmisser, så handlede regeringen imidlertid korrekt og klogt d. 9. april.
De, som hævder, at den 9. april skyldes en radikal-socialdemokratisk regerings politik, må samtidig påvise, at en anden regering havde haft mulighed for at føre en anden politik. Og i den forbindelse er det afslørende, at selv en fuldstændig gennemførelse af de konservatives forslag til forsvarsordning, ikke havde ændret det mindste på udfaldet af d. 9. april. Ingen partier kan påstå, at de i årene op til 2. verdenskrig foreslog en oprustning, der ville have medført, at Danmark havde stået afgørende bedre militært d. 9. april.
Af natur er jeg tilbøjelig til at føle som den af mine grandonkler, som stod opmarcheret i en kasernegård og modtog ordre til at undlade modstand. Han rasede stadig af afmagt, da han fortalte mig derom 30-40 år senere. Men det karakteristiske er netop ordet “afmagt”.
Når man er afmægtig, har man en tendens til at mene, at “det må være nogle andres skyld”. Men det behøver det ikke være. Og man sætter et unødvendigt skel ned igennem den danske befolkning, hvis man postulerer, at det socialdemokratisk-radikale flertal ikke følte sig lige så afmægtige og lige så knust d. 9. april.
Jens Frederik
Jeg blev i øvrigt glad og rørt, da en bekendt delte denne facebooktekst med ordene: Jens Frederik Hansen er og bliver en klog mand – også selvom han er jurist