Regelforenkling bliver et sisyfos-arbejde.

Der er gjort mange forsøg på at begrænse regelmængden både i Danmark og udlandet, men de er altid løbet ud i sandet efter et stykke tid

Eva Kjær Hansen fra Venstre, Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Josephine Fock fra Alternativet er gået sammen i en alliance for at få Folketinget til at nedsætte et udvalg for regelforenkling og afbureaukratisering. Allerede længden af navnet på udvalget viser, hvilken enorm opgave udvalget har.

Men lykke til. Gid I må blive årtusindets hidtil største politiske succes. Der kan umuligt være nogen, som kan være uenige i jeres mål.

Men det er så også omtrent det eneste, de vil være enige i! Og for nu at understrege den pointe, så vil jeg lægge for med at være uenig.

Opgaven er ikke ny
Regelforenkling har været et mantra for mange politikere gennem mange år. Og borgerne lader sig fænge af det. Hvem kender ikke det gamle filmklip, hvor en stakkels borger er kaldt til torskegilde og drives til randen af vanvid.

Eftertiden husker mest Mogens Glistrup som skatteoprører, men udover kravet om skatteforenkling, så var Fremskridtspartiets andet ben kampen mod kontornussere og skrankepaver. Glistrup er imidlertid i særklasse den politiker, der i forhold til sin position har haft mindst indflydelse på lovgivningen. Det var også tilfældet med indsatsen mod regeltyranniet.

Næste nummer i rækken var Poul Sclüter, der havde regelforenkling som en væsentlig del af sit politiske program i den første del af sin regeringstid. Siden gled det mere i baggrunden. Og det lykkedes aldrig at nå nogle resultater. Tværtimod førte hans kamp mod reglerne til, at Lovtidende voksede i omfang. Det slog ikke alle rekorder, for den tilkommer besættelsestiden med dens hav af rationeringsregler og tilpasninger til tyske krav. Men det var tæt på, og modsat besættelsens strømme af regler så var stigningen under Schlüter permanent.

Et særligt rædsel fra firkløverregeringens år var forsøget med frikommuner, altså at kommuner selv skulle kunne bestemme mere. Det medførte en sand lavine af bekendtgørelser om denne eller hin kommunes undtagelse fra de almindelige regler, typisk noget fuldstændig obskurt uden reel betydning for mere end nogle ganske få.

Den tilsyneladende eneste væsentlige succes står Eva Kjer Hansen selv for. Jeg har ikke gennemgået materialet, men hun lagde som sin allerførste opgave som minister for med en oprydning i fødevareministeriets regelsæt. Og åbenbart med gode resultater. Man kan kun håbe, at virkningen er varig, og at fremtidige ministre vil have samme ildhu og brutalitet. Chancerne er nok størst, hvis de på samme måde prioriterer opgaven højt straks ved deres tiltræden. Der går sjældent lang tid, førend embedsmandssjælen lægger sig over deres sind.

Briterne har også forsøgt
Intet retssystem i verden har samlet sig så mange uhensigtsmæssige og indbyrdes modstridende regler som det britiske. Englænderne tror selv, at common law-systemet er genstand for hele verdens misundelse, men det har også sine alvorlige ulemper.

Når enhver dom har virkning som bindende fortilfælde, så vil der over tid opbygge sig en massiv mængde af både lovfortolkninger og retsskabende domme, der er dybt uhensigtsmæssige. Og kun ganske få vil ende i Højesteret. Og selv en højesteret træffer jævnligt dårlige beslutninger.

Så siden 1934 har man haft forskellige faste organer til at gennemgå og forenkle lovgivningen. Nu hedder det “the Law Commission”, men navnet er jo ikke vigtigt. Hvad der derimod er interessant, er, at hvor man de første år gennemførte en ret høj andel af rådets forslag, så er det siden faldet ganske betragteligt.

I Danmark har vi jo også nogle organer med lidt tilsvarende roller, Retsplejerådet, Straffelovrådet og til en vis grad også Det økonomiske Råd. Det er sjældent, deres forslag når ud over rampen. Og disse organer har i øvrigt som deres primære opgave at udrydde uoverensstemmelser mellem forskellige dele af lovgivningen. En egentlig afskaffelse af regler er som regel højst et biprodukt.

Hold dampen oppe
En masse af de tidligere forsøg på regelafskaffelse er altså langsomt men sikkert gået i stå, når den oprindelige reformiver og de glødende ildsjæle ikke længere er til stede eller løber tør for fantasi til nye projekter. Og imens producerer andre dele af bureaukratiet stadig nye regler.

Hvordan man overvinder den barriere, er formentlig den vigtigste opgave at analysere for et nyt udvalg. Gid det må lykkes.

PS. Du kan på disse links læse mere om et konkret forslag til det første offer for regelforenkling og om at regelforenkling ofte bygger på floskler.