Menneskerettigheder er vigtige som pejlemærker, men de skal ikke bare hales frem i tide og utide.
Nogle adoptivbørn fra udlandet har opdaget, at de har biologiske søskende, som også er blevet adopteret her til landet, og det vil andre adoptivbørn selvsagt gerne have undersøgt, om de også har. Men det er vanskeligt af få gjort.
Derfor var en lektor, Marianne Høigaard, der forsker i menneskerettigheder, kaldt i morgenradio på P1 for at tale om spørgsmålet. Men det er altså problematisk, når et spørgsmål pludselig bliver gjort til noget om Menneskerettigheder.
Menneskerettigheder skal handle om de store problemer
For det første så devaluerer man begrebet menneskerettigheder. Moderne menneskerettigheder, baseret på internationale traktater, opstod efter 2. verdenskrig. De er en reaktion på koncentrationslejre og anden elendighed, og selv om rækkevidden nok skal være lidt bredere, så skal man altså reservere begrebet til noget, der virkelig griber ind i folks liv.
De tekster, for eksempel Den europæiske menneskerettighedskonvention, som det hele bygger på, er måske nok kloge og gennemtænkte, men de er altså også et produkt af deres samtids problemer og lidt tilfældige i deres valg af emner. At begynde at fortolke om dette eller hint problem er omfattet af teksten, er principielt set ikke meget forskelligt fra at skulle afgøre, om moselovens bud om at holde hviledagen hellig tillader, at man tænder for elektrisk lys.
Og det hører i hvert fald med i billedet, at den danske befolkning i helt overvældende grad får brækfornemmelser, hver gang dette eller hint afvises, fordi “det vil være i strid med vores internationale forpligtelser” i henhold til en eller anden konvention. Man når i praksis meget længere med at konstatere, at “forslaget er dumt, fordi …”. Eller omvendt naturligvis.
Man vælter omkostningerne over på andre
Når først man har gjort noget til et spørgsmål om menneskerettigheder, så ligger det snublende nær, at omkostningerne ved en løsning ikke skal bæres af de berørte, men af fællesskabet. Og lektoren fik da også sagt, at omkostninger aldrig må stå i vejen for at overholde nogens menneskerettigheder.
Men der findes ikke menneskelige aktiviteter uden omkostninger. Vi vælger at udføre dem, hvor fornøjelsen overstiger indsatsen. Men når først vi kan vælte byrderne over på andre, så forsvinder det krav om proportioner.
I sagen om adoptionsbørnenes mulighed for at finde deres søskende er problemet egentlig ikke, at de ikke må få oplysningerne. Det er såmænd bare, at nogle oplysninger er svært tilgængelige, fordi de ligger i gammeldags papirarkiver, som skal gennemsøges manuelt. Og det koster. Og hvem skal så betale.
Man gør spørgsmålet sort-hvidt
Når først man taler menneskerettigheder, så forsvinder nuancerne i en sag. Det bliver et spørgsmål om alt eller intet. Der er imidlertid kun få spørgsmål, som er så enkle, at der kun findes én tænkbar løsning, som ligger indenfor det rimelige.
Spørgsmålet om omkostninger til undersøgelser i adoptionsarkiver illustrerer det egentlig godt. For løsningen behøver vel ikke nødvendigvis at være, at det offentlige skal betale. Det kunne være at gennemføre undersøgelserne på en mere effektiv måde, en fordeling af omkostningerne eller noget helt tredje.
I dette tilfælde blev der heller ikke med et eneste ord nævnt, at der også er andre end det nysgerrige adoptivbarn at tage hensyn til. Det er jo ikke sikkert, at den nysgerriges ønske om kendskab til sine mulige søskende deles af de eventuelle søskende. Det hensyn hører i hvert fald til i en rimelig diskussion af emnet.
Men menneskerettighedsetiketten gjorde at det forsvandt og dermed fremmer man formentlig bare fornemmelsen af, at menneskerettigheder er verdensfjerne og religiøse. Det er ikke en god måde til at skabe et samfund, hvor vi tager mere hensyn til hinanden – og det må vel ellers være målet med dem.
Og så lige et tilføjet PS fra 5. februar 2018
Hvorfor er det lige, at en tekst som menneskerettighedskonventionen, der formuleret i absolutter, kan fortolkes dynamisk?
Det er selvfølgelig, fordi pligter, rettigheder og friheder i et samfund bør afhænge af tid, sted og en hel masse andet.
Og så skal vi lige huske, at politikere elsker at skubbe dem foran sig. Når de ikke vil stå ved en regel, så siger de: “Ellers bryder vi konventionen!”