Kategori: Skat

Hvis en skatteekspert logisk konkluderer, at man bør indføre skat på børnefødsler, skilsmisser og jobskift, bør man nok overveje, om præmisserne var korrekte. Men ejendomsavanceskat er lige præcis en skat på de 3 ting. Så det er nok ikke så god en idé – navnlig ikke hvis skatten også skal være over 100 %.

Det er symptomatisk for skattedebat i Danmark, at det ligger som en underforstået forudsætning, at hvis man skal afskaffe en skat, så må man finde på noget andet, som kan indbringe myndighederne et tilsvarende beløb. Altså at skatter ikke kan afskaffes, men kun omlægges.

Det gælder tilsyneladende også grundskylden. Og det er egentlig lidt mærkeligt for problemet med grundskylden er jo, at den fuldstændig ubarmhjertigt stiger med sine 7 % om året, uanset om husejernes betalingsevne følger med. Protesterne skyldes ellers i første række stigningerne, så bare ved at stoppe dem, kunne grundskyldsoprøret afgå ved en stille død, omend det vil tage nogle år.

Alternativer til grundskyld.

Imidlertid har der rejst sig en diskussion om alternative skatter. Professor Jesper Rangvid har i en kronik i Berlingske foreslået en indefrysning, hvilket bl.a. Enhedslisten har grebet med kyshånd. Og alene det burde vel afsløre, at ideen ikke dur. Andre har gjort sig til talsmænd for, at vi skal udvide den eksisterende ejendomsavancebeskatning til også at gælde boliger.

I deres grundvold går begge dele ud på det samme. Der skal betales skat i forbindelse med et salg. Det smarte ved det er, at man som oftest må formode, at sælgeren modtager en kontant købesum, der så kan bruges til at betale skatten. Modellen med indefrysning fører til, at skatten er ‘opsparet’ over årene og man derfor på forhånd kender beløbet, medens avanceskatten har den fordel, at man kun beskattes, hvis der rent faktisk er en gevinst. Det plejer der at være, men sikkert er det jo ikke – navnlig ikke i provinsen.

Derudover har beskatning ved salg den tilsyneladende fordel, at man får en effektiv fastlæggelse af værdien. Rigsrevisionens og Skatteministeriets respektive gennemgange af den eksisterende grundskyld har jo entydigt dokumenteret, at det er en matematisk umulighed at finde grundværdien med bare nogenlunde sikkerhed. Ved et salg har man derimod en købesum at gå ud fra, så der er man vel på fast grund for at beregne en fortjeneste.

Det lyder tillokkende, men det er ikke nødvendigvis hele sandheden. En hel del ejendomme handles ikke på markedsvilkår. Når arvinger eller den ene part i en skilsmisse overtager huset, så kan der indgå mange andre elementer end prisen i forhandlingerne. Og hvad med de huse, der er blevet bygget om siden anskaffelsen. Skal ombygningerne indgå i avancen eller trækkes fra, og i givet fald med hvilket beløb. Allerede dokumentationen for at der er sket ombygning, bliver jo vanskelig efter nogle få år. Og hvordan skelnes ombygning fra vedligehold? Det forsøger man i andre sammenhænge med udlejningsejendomme, og resultatet er – alt efter behag – hylemorsomt eller forstemmende.

Praktiske argumenter skal man imidlertid ikke tillægge for stor vægt i politiske spørgsmål. Man kan altid foretage et slag på lommen og gætte på et beløb. At det så formentlig er forkert, vil ingen gå i detaljer med foreløbig. Og at det er lige præcis samme slags ukvalificerede gæt i de eksisterende love, der er årsag til ønskerne om en ændring, kan vel heller ikke være afgørende.

Skatter forvrider

Der er imidlertid nogle mere teoretiske synspunkter, som man nok bør være opmærksom på, fordi de handler om den forvridning, som en ejendomsavanceskat vil medføre. Alle skatter medfører forvridninger, men nogle er værre end andre. Og man skal naturligvis forsøge at vælge de mindst forvridende.

Skat i forbindelse med salg af bolig er en af de mest forvridende. Temmelig firkantet sagt, så køber man sin første lejlighed, når man flytter sammen med en kæreste, sælger den og køber hus, når man får barn, skifter til nyt hus, når man bliver skilt eller får job i en anden landsdel. Og det hele ender med et salg, når man skal på plejehjem.

Man kan måske være lidt ligeglad, når man alligevel bare skal dø, men en skat, der derudover primært rammer barnefødsler, skilsmisser og jobskift, vil en del nok mene, ikke er særlig tiltalende. Og den medfører naturligvis ændret adfærd hos skatteyderne. Der bliver nok takket pænt nej til en forfremmelse, hvis man samtidig skal flytte. Man udskyder måske det næste barn eller bygger til fremfor at købe anden bolig. Og så fremdeles.

Modsvaret til det er naturligvis at have en regel om, at skatten kan ‘flytte med’, altså at man kun skal betale skatten, hvis man ikke køber en ny bolig. Ellers kan man vente til man sælger det næste hus o.s.v. Det lyder da tiltalende, men så vender skatten faktisk for alvor den tunge ende nedad. Vi ved allesammen, at kvinder de facto tjener mindre end mænd, så derfor er der flere mænd, som har råd til at overtage huset i forbindelse med en skilsmisse. Så mændene bliver ikke beskattede, det gør derimod den – nu enlige – mor, som kun har råd til at flytte i en almennyttig lejlighed. Yderligere hjerteskærende scenarier kan sikkert konstrueres.

Hvis skatten kan ‘flytte med’, så bliver ejendomsavanceskat reelt kun en skat på pensionister. Det kræver ikke voldsom fantasi at forestille sig, at mindst et politisk parti vil gøre det helt klart, hvad de står for i den forbindelse. I andre lande har det ofte medført, at der laves et vindue eller et helle, hvor man f.eks. i forbindelse med overgang til pension kan sælge sit hus og slippe for at betale skatten. Det gør alle fornuftige mennesker selvsagt i de lande. Men effekten er jo, at staten så alligevel ikke får nogen skatter ind. Og det var vel ellers det oprindelige formål med at opkræve skat. Hvad skal man med en skat, som der alligevel ikke er nogen, der betaler. Det virker sådan en lille smule græsk.

Hvor høj skulle den være?

Som om det ikke var nok, så har jeg slet ikke berørt den virkeligt alvorlige indvending mod avanceskat endnu. For den vedrører provenuet.

Hvis en avanceskat skal indbringe samme beløb, som de eksisterende grundskyld og ejendomsværdiskat, så kan man jo forsøge at beregne, hvor høj skattesatsen skal være. En måde at illustrere det på, ville være at forestille sig, at man gjorde ligesom Philip d. 2 af Spanien, der forsøgte at fylde statskassen ved at sælge retten til at opkræve skatter til privatpersoner.

Grundskylden er i byområderne 3,4 %, men kun af jordværdien. Ejendomsværdiskatten er 1 %, men kun af værdien i 2000. Løseligt anslået er det nok tilsammen ca. 2-2½ % af ejendommenes nuværende værdi i fri handel.

Hvis en investor kunne købe retten til i al evighed årligt at opkræve et indeksreguleret beløb på 2,5 % af værdien af en ejendom, så ville han på nuværende tidspunkt formentlig give en del mere end ejendommens handelsværdi!

Men hvis retten til at opkræve skat af ejendommen er mere værd end selve ejendommen, så betyder det, at hvis skatten kun betales ved salg af ejendommen, så vil det efter en længere årrække være sådan, at skattebeløbet i forbindelse med salget bliver større end salgssummen. Med andre ord skal skatten ikke bare være 100 % af fortjenesten men endnu større.

Det er måske en detalje, som fortalerne for ejendomsavancebeskatning eller indefrysning ikke har været helt opmærksomme nok på. Men djævelen bor som bekendt i detaljen.

Bragt som kronik i Berlingske 6. juli 2015