EU oplysninger – om persondataforordningen
Nu også på Punditokraterne.dk
Danmarks mest respekterede politiske blog har åbnet sine spalter for mig.
Det er svært at skabe sig en bare nogenlunde læserkreds, når man driver sin egen blog. Og det er ikke blevet lettere i takt med, at bloguniverset ikke længere er så populært. I virkeligheden er blogs forrige årtis teknologi, hvor nutidens er podcasten. Og de tilbageværende blogs er desuden i vidt omfang tilknyttet et nyhedsmedie, så de udgør en elektronisk klumme.
Nu er jeg jo heldigvis ikke en skrigeballon, som ønsker at samle proselytter udelukkende på at skamme mine modparter ud. Det er altid vigtigst, hvorfor jeg har en mening. Og på det punkt er Punditokratiet og jeg på samme kurs.
Så det giver formentlig mening, at læne sig op af den good-will andre møjsommeligt har samlet for at bringe mine politiske synspunkter ud til verden.
Hvor mange af mine frembringelser, der så er uegnede til det forum, og som derfor alligevel vil havne her, må tiden vise.
Hvornår får de danske navne?
Min bekendt Joachim B. Olsen har været ude med riven og undret sig over, at indvandreres efterkommere ikke på et eller andet tidspunkt begynder at få danske navne.
Hans undren er fair nok, og hvis jeg kender Joachim ret, så er det også en oprigtig undren. Så lad mig forsøge med et oprigtigt svar.
Og det svar vil handle om, at navne er så central en del af vores identitet, at navngivning sætter sig spor i århundreder. Den mest kendte indvandrerfamilie i kongeriget, nemlig kongefamilien, har med stædighed holdt fast i de samme 2 tyske navne, Christian og Frederik, i mange århundreder. Den families position har så været så stærk, at den har smittet af på os andre. Da Frederik III dukkede op i kirken den dag, hvor min 6 x tipoldefar Hans’ barn skulle døbes, så blev knægten sjovt nok til en lille Frederik. Og så blev det navn hængende i nogle generationer. (Jeg det nu ikke blot fra den gren af stamtræet.)
For nogle år siden var jeg medlem af en sejlklub. 2 af de andre medlemmer havde efternavne, som gjorde, at jeg vidste, vi havde fælles aner i 1600-tallet. De hed begge Jørgen til fornavn. Min søn hedder Jørgen. Helt tilfældigt var det næppe, for går man tilbage i stamtræet, så optræder Jørgen også som bror til de søstre, der er vores fælles ophav.
Det siger sig selv, at jo mere man gifter sig ind i et nyt samfund, desto mere vil navnetraditioner blive udvandede. Så på den måde er stærk fastholdelse af bestemte fornavne udtryk for, at indvandrere ikke blander sig med ur-befolkningen. Kongefamilien er et prima eksempel.
Men selv i blandede familier vil der være en tendens til, at man bevarer noget af sin oprindelse i navnet. I nutidens Danmark er det sjovt at se, at tendensen ikke så meget er til at genbruge fornavne, men derimod ytrer sig i efternavne.
Når man selv hedder Hansen (Og ja, min far hedder Hans, så den er god nok.), så kan man godt tillade sig at gøre grin med det, som briterne kalder dobbeltløbede efternavne, for ikke at tale om dem af ”Krag-Juel-Vind-Frijs”-typen. Krag-Juel-Vind-Frijs har dog den fordel, at det er 4 enstavelsesnavne med nogenlunde ensartet oprindelse. Det gælder ikke mange af de andre maskingeværsnavne. Jeg ser efterhånden jævnligt nogle med 3×3 – eller endnu flere – stavelser, der skal udtales på hhv. dansk og 2 udenlandske sprog.
Så det er fair nok Joachim undrer sig. Man skal bare altid huske, at når Shakespeare lader Julia spørge: ”What’s in a name?” så er eftersætningen, ”That which we call a rose, by any other name would smell as sweet” – or foul.
Engelsk landsretsdom sår tvivl om rigtigheden af dansk retspraksis om udvisning af gadesovere
Den danske højesteret har afgjort, at EU-regler tillader, at gadesovere i gentagelsestilfælde kan udvises. I England har landsretten taget det modsatte standpunkt. Dermed er der nu 2 forskellige retstilstande i EU og brug for en afklaring fra EU-domstolen
Også i 2018 kunne man – navnlig i det københavnske gadebillede – mærke en tilstedeværelse af udenlandske flaskesamlere og tiggere, som overnatter på gader og stræder. I sommeren 2017 sommer førte det til først et forbud mod utryghedsskabende lejre i ordensbekendtgørelse og sidenhen markant hårdere straffe for betleri. I løbet af vinteren 2018 kom så desuden en ændring af politiloven, som danner basis for at overtrædelse af lejrforbuddet udover bøde kan sanktioneres med et kommuneforbud mod gadesovere og drastiske straffe for overtrædelse af de forbud.
En stor del af motivationen for disse stramninger har været, at der så ville blive skabt grundlag for udvisninger af EU-borgere, som sover i utryghedsskabende lejre. Det er en holdning, som den danske højesteret godkendte først i 4 kendelser fra 17. december 2017 og siden hen i yderligere 4 afsagt 16. maj 2018. Dermed kunne man anse spørgsmålet for endeligt afgjort, men er det måske så alligevel ikke. For tre dage førend Højesteret afsagde sine første kendelser, nemlig allerede d. 14. december 2017 nåede den engelske High Court imidlertid til det modsatte resultat i en dom, som indeholder en langt mere omfattende gennemgang af det juridiske grundlag for EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.
Ingen af domstolene har forelagt spørgsmålet for EU-domstolen, men fordi der nu findes modsatrettede nationale afgørelser, bør advokater, der arbejder med denne type sager være opmærksomme på behovet for en afklaring af retstilstanden. I en eller flere repræsentative sager bør man derfor fra forsvarerside gentage ønsket om, at bliver stillet præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen.
Den engelske afgørelses resultater er – i summarisk sammendrag – at det ikke er lovligt at betragte gadesoveri som et misbrug af retten til frit at bevæge sig og vælge opholdssted indenfor EU. Retten fandt desuden, at der ikke var grundlag for at behandle EU-borgere anderledes end egne borgere. Endelig konstaterede den engelske domstol, at når politiets aktioner var målrettet mod at finde EU-gadesovere, så var der tale om en systematisk handling, der også er forbudt i henhold til EU’s opholdsdirektiv. Domskonklusionen lyder, at de engelske regler om administrativ udvisning af EU-borgere ”underkendes for så vidt de bygger på, at gadesoveri, hvad enten det er forsætligt, skadeligt eller andet, udgør et misbrug af traktatmæssige rettigheder.”
Formuleringen af konklusionen såvel som begrundelsen for den engelske afgørelse inddrager ordlyden af opholdsdirektivets art. 35 om misbrug som afgørende for muligheden for at inddrage unionsborgeres ret til fri bevægelighed. Hvorvidt den opfattelse er rigtig, vil formentlig blive afgørende for udfaldet af kommende sager.
Lær at bygge et vikingeskib med bogen om Saga Oseberg
At bygge vikingeskibe kræver håndværk i høj kvalitet og sans for detaljerne, og den form for omtanke er det en fryd at få en indføring i. Navnlig hvis bogen derom også var lige så godt håndværk.
Man skulle tro, at skelettet var det første og vigtigste at bygge på et skib, men sådan er det ikke med vikingeskibe. Der lægges en køl, rygsøjlen, så bygges skibets sider op, og først derefter forsynes det med de ribben, i form af spanter, knæ, m.v. som skal give stivheden i konstruktionen. Sådan er det i grove træk, men der er meget mere til det. Stivhed versus smidighed, skrogets form, belastninger fra riggen, materialernes arbejden mod hinanden. Det har altsammen betydning for, om skibet kan holde til at sejle i hård sø. Og erfaringen viser, at moderne metoder og materialer slet ikke kan skabe noget så spinkelt. Temmelig mange forsøg er endt på havets bund, også en tidligere version af Osebergskibet. Kun ved at vende tilbage til rødderne kan det lykkes med godt resultat.
Så når man bygger en kopi, skal det naturligvis dokumenteres og publiceres i en form, hvor alle detaljerne kommer med. Og for mig kan det ikke blive nidkært nok. At lade lederen af værftet, Thomas Søe Finderup, stå for det, må forekomme oplagt. Desværre er han nok en perfektionistisk håndværker indenfor sit fag, men han skulle være blevet ved sin bedding, for boghåndværket svigter totalt. Det ender med at være en af de bøger, som man ærgrer sig over, er skrevet.
I forfatterens forord, som er et iblandt hele 3 forord, hvilket kan forekomme lidt forvirrende, skriver forfatteren en kærlig taksigelse til sin samleverske, som er skolelærer, for hendes bistand med korrekturlæsningen. Dermed får han sat en skamstøtte over niveauet i den danske folkeskole.
Bogen plages af talløse korrekturfejl, så mange at værdien som læsestof forsvinder. Det drejer sig ikke om nutids-r’er eller endelsen -ende, men ellers er alle klassikerne til stede. Der er sætninger, som delvis er i nutid og delvis i datid, der er orddelinger, norske stavemåder midt i danske afsnit, almindelige stavefejl, somme tider med en korrekt udgave et andet sted i samme sætning, og mange, mange andre. Mit eksemplar er lånt på et folkebibliotek, ellers havde jeg været fristet til at sende det retur til forlaget forsynet med passende røde rettelser og anmodning om et nyt. Håndværket er ganske enkelt for ringe.
Osebergskibet er et af verdens vigtigste arkæologiske fund. Enestående velbevaret. Men også fundet på et tidspunkt, hvor Norge var i færd med den proces, der resulterede i opløsning af unionen med Sverige. Det må have en helt særlig symbolsk betydning i opbygningen af en selvstændig norsk identitet. Den historie får vi ikke med.
Vi får heller ikke så meget om skibets linjer, selvom en af forskellene mellem denne og den tidligere rekonstruktion netop er, at skrogformen er justeret. Og det er tilsyneladende noget, der har været afgørende for sødygtigheden. Så en bredere fremstilling om det emne, gerne skrevet af de involverede, havde været interessant. Ej heller organisationen bag rekonstruktionen hører man meget om.
Den foreliggende bog er det første af flere bind. Hvor mange man forventer at nå op på fremgår ikke klart. Men det betyder, at bogen har en stor vægt på forberedende emner, udvælgelse af træ, redegørelse for værktøjer, en gennemgang af hvordan delene holdes sammen af forskellige typer, søm, trænagler og endda hvalbarder. Kun den sidste tredjedel handler om byggeriet. Heldigvis har skibssiderne et knæk mellem en forholdsvis flad bund og en mere lodret overdel, så på det sted er der et naturligt ophold, og der slutter bogen.
Det er en bog, som rummer megen viden og stor glæde ved at formidle den. Man er ikke i tvivl om, at manden er optaget af sit arbejde med liv og sjæl. Det bliver givetvis den hidtil bedste kopi af et vikingeskib. Billedsiden er god, fortællende, og der er mange af dem. Systematik og struktur i formidlingen interesserer derimod åbenlyst ikke forfatteren. Så medens jeg sådan set glæder mig til det næste bind, så må jeg også håbe, at forlaget giver sig tid til at gøre en indsats for at vise, at også boghåndværkere kan have faglig stolthed.
Saga Oseberg – rekonstruktion af et vikingeskib af Thomas Søes Finderup, Forlaget Veterania (www.veterania.dk), 2018, kr. 298