Tag: Libertas

Udgivet den

Madsen Piries erindringer

Mit slot, det står i Vesterled.

Anmeldelse af “Think Tank – the story of the Adam Smith Institute” af Madsen Pirie, Biteback Publishing, London 2012

 

I Londons Underground hang i foråret en reklame for en bog om min gamle arbejdsplads, the Adam Smith Institute. Adam Smith Institute blev i 80-erne betegnet som “vogtere af Thatcherismens hellige flamme” og var dermed en del af den store fortælling om det genrejste England (altså UK).
Den bog har jeg ikke kunnet holde mig fra, men at anmelde en bog, der omhandler centrale dele af ens eget liv, er normalt en dårlig ide, med mindre man kan benytte lejligheden til at gøre et gammelt regnskab op. Kun i så fald plejer det at blive spændende. Jeg sætter imidlertid stadig pris på min gamle chef, der har skrevet bogen. Ud fra disse forudsætninger er det nedenstående ikke værd at læse. Men prøv alligevel.

For mig står Adam Smith Institute i al den stråleglans, der knytter sig til glade ungdomsår med lyst til livet, kærlighed og politik. Formelt set var min kontakt med det begrænset til, at jeg i 2 lange sommerferier arbejdede for dem, deraf den ene med at “baby-sitte” deres hus på grænsen til de dybsorte kvarterer i Washington (og ja, man bevægede sig med nogen forsigtighed som hvid). Reelt set var der et flerårigt fællesskab, startende med min deltagelse i en uges kursus i sommeren 83 og helt frem til jeg studerede i Cambridge i 89. Senere har kontakten været sporadisk, men jeg siger altid “vi” og aldrig “dem”.

Når man dengang – midt i Thatcher-årene – omtalte sin forbindelse med instituttet, så svarede briter altid: “Adam Smith Institute – er de ikke temmelig højreorienterede?” Så man vidste jo godt, at man vurderedes som en, som gik lige på grænsen til det politisk utroværdige. Finessen var, at vi kun gik til grænsen og til tider en lille smule over, og at vor tilstedeværelse flyttede både grænsen og midtpunktet. Når jeg ser tilbage på de temmelig usædvanlige personer fra det politiske landskabs skyggekroge, som omgav os, så er det bemærkelsesværdigt, hvor mange af dem der sidenhen har fået lange nekrologer i de seriøse aviser. Bogen nævner de fleste navne, her rækker pladsen ikke.

I dag er der ingen briter, som blot rynker brynene, når jeg nævner mine politiske aner. Så enten er vi faldet af på den, eller også har verden flyttet sig. Er det virkelig lykkedes at finde det fikspunkt, hvorfra man med en vægtstang kan flytte jorden?

Men tilbage til bogen! Dens hovedbudskab er at vise, hvor sjældent konsensus brydes med vilje, og hvor lidt der egentlig skal til for at skabe en ny dagsorden, hvis man ellers forstår at præsentere sine budskaber som praktiske snarere end ideologiske. I den forbindelse er troværdighed og præsentation alfa og omega. Men det er ikke fordi, dette budskab præsenteres som en åbenlys tese. Det ligger snarere som en af flere understrømme, der skal identificeres af læseren.

Den, som måtte tro, at de muligheder bød sig til, fordi budskabet var accepteret af det konservative parti, glemmer, at Margaret Thatchers vigtigste resultat – privatisering – voksede frem mere ved uheld end ved bevidste handlinger. England i 1979 ville noget nyt, man vidste blot ikke hvad. Heldigvis forstod hun at lytte til vækstlaget, navnlig fordi vækstlaget forstod at gøre opmærksom på sig selv.

Den selvkritiske holdning, der går gennem bogen, er glædelig og viser en dybde, som mange kritikere nok havde forsvoret. I øjeblikkets debat er der sjældent plads til at udtrykke tvivl om egen position. Og selvovervurdering er nok den almindeligste af de politiske synder.

En del af bogen handler om instituttets økonomi og bemanding, men kedeligt bliver det ikke. Blandt Ronald Reagans 3 klassiske løgne er, at “checken blev sendt i går”. Og den gjorde vi flittig brug af. Finansieringen var spinkel, og omgivelserne på kontoret decideret usle. Men vi kunne nok godt have forbedret dem ved lidt mere støvsugning. Atmosfæren var maskulin. På kontorerne stod der skabe med klap-ned-senge. Kontoret var nemlig i løbet af ugen hjem for “direktionen”, der kun havde ydmyge huse provinsen. Cheferne fik ingen løn, men tjente til dagen og vejen ved bi-jobs, en evne til at købe boliger billigt og sælge med profit samt en alt for sjælden gang imellem en klækkelig injurieerstatning, når pressen blev for grov. Og det hører med, at det samlede personale var de 2 chefer, studentermedhjælperen og en håndfuld free-lancere, der arbejdede hjemmefra.

Periodevis burde instituttet have været “the Micawber Institute”, men der var altid plads til gæster fra nær og fjern, og unge mennesker har altid flokkedes ved døren. Det gør de tilsyneladende stadig. Og den vilje til at lytte til de unges forhåbninger om fremtiden og spørgsmål til livets sammenhænge, er nok lige så dybtfølt som udformningen af de kommende års politik. Disciple har det med at videregive – ikke sprede – budskabet.

Madsen med Pembroke butterfly.
Og hermed er vi ved den anden understrøm, nemlig den langsomme konvertering til praktisk liberalisme, som læseren formentlig vil opleve (selv faldt jeg i gryden som ung). Efter dansk standard risikerer man at være ultra-liberalist efter læsningen, men uden at vide hvordan man blev det. Socialister og statskonservative bør vogte sig.

I den forbindelse bør nævnes, at modsat socialister, der altid “kæmper” eller “slås” for et standpunkt, så bruger liberale udtrykkene at “argumentere” eller “overbevise”. I bund og grund et sjovt eksempel på anvendt psykologi.

Bøger bør aldrig læses uden en overvejelse om, hvad der er udeladt og hvorfor. Det er selvsagt vanskeligt, når man indtager rollen som hagiograf, men sommetider har selv jeg svært ved præcist at tidsfæste begivenheder og bogen nævner ikke mange årstal. Voldsomme brud på kronologien har jeg dog ikke set.

Nyt for mig er afsnittene om tiden under Blair og Brown. New Labour måtte nødvendigvis føre til new ways of labouring. Og som med alle andre virksomheder er det viljen til omstilling under nye markedsforhold, der virkelig viser produktets kvalitet. Hvad optog mon Sankt Jørgens liv, da først dragen var dræbt. Han måtte i hvert fald lægge sværdet til side.

Et af de bærende elementer i troen på det frie marked er ofte, at man også har tillid til, at befolkningen vil vælge markedsløsningen, dersom den får valgmuligheden. Derfor var det under Blair naturligt at bruge tid på at undersøge befolkningens prioriteter gennem opinionsmålinger, og benytte dem som udgangspunkt for forslag. Dermed får man et uafhængigt “bagland”, så man ikke kan beskyldes for en ideologisk tilgang til aktuelle spørgsmål. Det er også en metode, der ligger i direkte forlængelse af instituttets princip, hvor alle forslag skal kunne holde til den ultimative prøve: At blive accepteret af befolkningen.

Samtidig har tiden med Blair og Brown givet mulighed for at forberede nogle af de virkeligt langsigtede reformer, som er oplagte som følge af demografien, navnlig omlægning af pensioner til private opsparingsordninger i stedet for udbetaling af det løbende skatteprovenu.

Også årsagerne til finanskrisen har også været et hovedemne. Er det kapitalismens endelig nederlag eller resultatet af statslig indblanding i økonomien. Juryen har ikke trukket sig tilbage endnu, og indtil da vil vi procedere spørgsmålet. Der er fortsat et arbejde at udføre for liberale, og forhåbentlig kommer der en gang et nyt bind om den næste generations arbejde. Men alt det ligger ude i fremtiden.

Jens Frederik

Udgivet den

Kassetænkning i søfarten – en økonomisk revolution.

The Box – en bog om containeren.

Hvad har containeren – den ydmyge metalkasse til at pakke varer i – egentlig betydet for vort verdensbillede og levestandard. Temmelig meget hvis man skal tro Marc Levinsons bog “The Box” (Princeton University Press, 2006). Bogen kan i øvrigt lånes på danske biblioteker.

Forfatteren er mig ukendt, men af hans egen hjemmeside fremgår, at han er PhD fra New York City University og bl.a. forfatter til Economist Guide to Financial Markets. Dette er værd at nævne for stilen i The Box er flydende og let, men det behøver indholdet jo ikke være. Tværtimod er evnen til at viderebringe svære emner i en overskuelig form en rosværdig kvalitet.

Bogen er kronologisk opbygget med fokus på udviklingen i America og hovedvægten lagt på de første svære år i containerens historie. Og så er der fantastiske historier om absurd regulering af erhvervslivet i en grad, så man har svært ved at bevare et indtryk af USA som en markedsøkonomi.
Interessant er det, at danske rederier – eller skal man i denne sammenhæng sige transportvirksomheder – kun nævnes 2 gange. Den ene er DFDS’ introduktion af containere på de indenlandske ruter tilbage i begyndelsen af 50-erne. (Bogen nævner det ikke, men Kvæsthusbroen i København er altså en del af den økonomiske verdenshistorie som containerterminal!)

Den anden danske optræden er en ret kort passage om Mærsks opstigning til verdens største containerrederi sammen med bl.a. Evergreen. Forfatteren lægger stor vægt på, at det var svært for europæiske rederier at samle kapital nok til at være med i kapløbet, og derfor kunne en beskrivelse af outsiderne, der kom til ret sent, være interessant. Når det ikke sker, er det nok fordi, hovedvægten som sagt ligger på den tidlige periode. Men det ligger som en klar undertråd, at det var det forhold, at outsiderne stod udenfor kartellerne – de såkaldte konferencer – som hjalp dem i gang.

Men tilbage til begyndelsen, som skyldes rederiet Sea-Land.

Først på land
Initiativtageren, Malcom Maclean havde opbygget en succesfuld vognmandsvirksomhed, men følte sig bundet af konkurrencebegrænsende reguleringer. Man måtte kun køre med fragt mellem bestemte byer på ruter, som Interstate Commerce Commission skulle godkende. Man måtte ikke samle ekstra gods op　på vejen, man måtte ikke køre udenfor ruten for at få returgods, hvilket selvsagt er helt afgørende for driftsresultatet, og alle priser – navnlig prissænkninger – skulle godkendes og blev det kun, hvis man kunne dokumentere at kørslen stadig ville give overskud. Til gengæld var alle priser offentligt tilgængelige og det bød på gode muligheder for en dygtig tilbudsgiver.　Macleans simple trick var at tilbyde kunderne en totalpris for deres transportbehov istedet for den traditionelle pris pr. ton og derved gøre besparelsen ved skift til hans firma meget tydelig. Simpelt, men effektivt.

Og så til søs
Når landtransport var så besværlig, så var muligheden for søværts transport, hvor man frit kunne bestemme ruten en oplagt mulighed. Oprindelig var ideen at køre hele anhængere ombord, det som kaldes Ro-ro (Roll on – roll off), Men det giver naturligvis et meget større pladsforbrug. Godset kan ikke stables og skal køres ind på forskellige dæk. Så er stablede containere langt smartere. Afgørende i den sammenhæng er dog, at lasten ikke må forskubbe sig, og det kræver, at containerne kan låses sammen. Den twist-lock, som bruges til det, er formentlig lige så afgørende for globaliseringen, som “the spinning jenny” for den industrielle revolution.
Og så lige nogle få detaljer
Men der skulle mere hardware til i form af kraner, kajer og opbevaringspladser i havnene. Og så skulle havnearbejderne lige overtales. Stuvning af skibe har altid været et højt specialiseret håndværk, fordi en forskubbelse af lasten nemt fører til forlis, men også en arbejdstype med svingende arbejdsmængder. Enten er der skibe i havnen, eller også er der ingen. Det havde givet anledning til arbejdsforhold, som bogen bruger temmelig megen plads på at beskrive.

For liberale er det en rædselshistorie, som hverken Dracula eller Frankenstein kan slå. Men naturligvis kan man ikke bebrejde arbejderne, at de forsøger at opnå maksimale arbejdsforhold. Arbejdsgiverne er bestemt ikke uden medskyld, og det hele udviklede sig, fordi konkurrence var stort set ikke eksisterende. Og his nogen skulle spørge hvorfor, så er svaret igen det enkle: myndighederne havde blandet sig!

Og der var mere regulering. Maclean var nødt til at sælge sin vognmandsvirksomhed, for man måtte ikke eje både rederi og vognmandsforretning. Og så var rederierhvervet ikke helt så frit, som angivet ovenfor. For rederiernes største enkeltkunde var forsvaret, der fordelte sit gods blandt eksisterende rederier efter faste mønstre. Dertil kom en række tilskud til køb og drift af skibe, men på betingelse af at myndighederne kunne fastlægge størrelse og ruter. Begrundelsen var tildels, at man ville sikre amerikanske sømænd hyrer. Og desuden var al transport mellem amerikanske havne forbeholdt amerikansk registrerede skibe. Den　type love har Storbritannien også haft, men opgav dem i midten af 1800-tallet. Og det slutter ikke med disse uhyrligheder, men det er ikke til at holde ud at referere.

Gennembruddet
Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og det kom der. Vietnam krigen udløste enorme behov for transport, og med gammeldags stykgodsskibe, hvor hver enkelt sæk skulle stuves med håndkraft brød systemet sammen. Svaret var en privatisering. Og så gik det pludselig stærkt. Containerens allerstørste fordel er, at godset kan lastes og losses med nærmest utrolig hast i forhold til stykgods, og dermed kan skibet bruge langt mere tid på sin hovedopgave, at sejle. Og det er væsentligt for driftsresultatet. For at opnå returgods fra østen opstod der en trekanthandel mellem USA, Vietnam og Japan. Navnlig transport af små, værdifulde varer i containere var effektivt. Som stykgods havde der altid været et betragteligt svind under transporten. Nu kunne det elimineres.

Den lykkelige udgang
Verdenshandelen er eksploderet i omfang siden 1970. Verden brødføder langt flere end nogensinde før　og　med en højere levestandard. Øget verdenshandel er en væsentlig del af forklaringen, og den øgede verdenshandel skyldes i vidt omfang containeren og dermed følgende prisfald på transport. Og den skyldes containerens evne til at nedbryde monopoler og erhvervsregulering ved sin totale omkalfatring af branchen. Alt i alt er dette den mest fascinerende thriller, som jeg har læst i årevis. Og afslutningen er lykkelig.

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, hvor en gennemgang af kilder til den industrielle revolution, proletariatets opståen og imperialismens grusomheder var med til at holde mig langt væk fra et historiestudium, så vil jeg håbe, at en behjertet sjæl en dag vil lave et kildehæfte til denne nye verdensomspændende succeshistorie for det frie marked. Tænk hvis hver eneste student havde den bagage med, når de satte huen på hovedet. Her ligger en opgave og venter.

Udgivet den

Papegøjepolitikere og deres retorik


På dagen, hvor det politiske system fejrer sin egen selvforståelse, kan denne lille anmeldelse, der oprindelig er skrevet i sommeren 2011, men nu er let opdateret, måske bruges til at skabe en lille smule luft at ånde.

Papegøjepolitikere afsløret.

Anmeldelse af Christian Kock, De svarer ikke, Gyldendal 2011, 225 sider

Når en politiker skal sikre sig partimedlemmernes tilslutning til hans synspunkter, så er en af de klassiske metoder, at inddrage dem i en hemmelighed. Tidligere borgmester H.O. Thustrup Hansen i København var en dreven rotte i så henseende. Talløse var de møder, hvor Thustrup redegjorde for den aktuelle situation med den indledende bemærkning, at “I denne lukkede forsamling kan jeg nok tillade mig at sige, …” Det, som fulgte efter, var dog som regel en oplæsning fra dagens Berlinger. Men effekten var der.

Sådan har enhver politiker sine retoriske tricks. Tidligere statsminister Fogh Rasmussen kunne den kunst at messe en enkelt udvalgt sætning, (“Der er ikke noget at komme efter”) som svar på et hvilket som helst spørgsmål. Og en række af hans ministre tog ved lære af ham. Så anvendt var (er?) metoden, at statsministeren selv anvendte ordet “papegøjepolitik”, da han skulle fortælle Venstres kandidater om en kommende valgkamp.
Nu har Christian Kock, professor i Retorik på Københavns Universitet, så skrevet en bog om unoder i den politiske debat, og det er blevet en fornøjelig bog, men at skrive en anmeldelse er blevet langt mere vanskeligt end oprindeligt forventet. For bogen er så velskrevet, at mange af dens pointer glider ned uden at man egentlig får reflekteret over, om de er så indlysende rigtige. Dermed får man måske også en tendens til at undervurdere, hvor stort et arbejde der ligger bag bogen.

Når man er bidt af den politiske bacille, så vil bogen være noget nær uundgåelig læsning, for den rummer meget store dele af det retoriske pensum, som man som politiker må beherske – hvad enten man nu vil afsløre sine modparters demagogi eller lære lidt flere tricks.

Der var en gang …

Bogen rummer sine steder antydninger af “o tempora, o mores”. Synspunktet forekommer mistænkeligt. At kvantificere eller blot anskueliggøre et ringere debatniveau i dag end for 50 år siden, er næppe muligt. Politikernes kontaktflade til borgerne er en anden. Det samme gælder politikernes baggrund. Den, som selv er arbejder, behøver næppe gøre stort for at sikre sin troværdighed blandt arbejdere, medens en kandidat i statskundskab nok kan have vanskelighed med at virke ægte iblandt sosu-assistenter.

Men som Christian Kock selv gør opmærksom på i sin indledning, så havde også fortidens politikere den evne at skære modstandere ned på en lidet hensynsfuld måde. Politik er måske nok en holdsport, men der er kamp om pladserne på 1. holdet, og lange år i det miljø må sætte sine spor på deltagerne.

Tilsvarende skal man nok huske, at vi alle har en tendens til at forfalde til tirader, når man har gentaget sig selv tilstrækkeligt mange gange. Fra min egen ungdom husker jeg nogle gange, hvor politiske fæller kom med fordomsfuldt fordømmende udsagn, som jeg studsede over. Men når man spurgte ind til det, så var der oftest en rimelig og i hvert fald mere nuanceret forklaring. Det var lidt, som når matematikbogen konkluderede, at “heraf ses let”. Der manglede bare adskillige mellemregninger, førend jeg så noget som helst. For nylig hørte jeg den vending, at fordomme bygger på erfaring. Og det kan ikke helt afvises. Problemet er som regel blot, at man generaliserer på grund af en stærkt begrænset erfaring.

En mulig årsag til sædernes forfald kan dog være, at så mange politikere kæmper om midterpositionen. Så bliver der selvsagt mindre plads til politiske forskelle. Et forslag om privatisering af universiteterne er trods alt mere markant end en diskussion om bevillingerne er steget med x eller y %. Og da al markedsføring handler om at vise forskelle mellem konkurrerende produkter, så er den oplagte mulighed, at man lægger vægten på spin.

Det ikke helt ærligt, at Christian Kock flere steder i bogen understreger, at han ikke vil afsløre sig eget politiske ståsted. Der er et engelsk ordsprog om, at jo tiere gæsten omtaler sin egen ærlighed, desto ivrigere skal man tælle sølvtøjet, når han er gået. Og en gennemgang af Christian Kocks eksempler viser jo nok, hvor han har sine interesser. Kapitlet om talfusk handler i hvert fald overvejende om universitetets og dets studerendes økonomi. Og det forekommer rimeligt, for på det område må man forvente, at han har større indsigt end så mange andre.

Stråmænd, fugleskræmsler og ulvekobler.

En stor del af bogen er helliget det begreb, som Christian Kock betegner som en “stråmand”. Begrebet er almindeligt anvendt af retorikere, men for en jurist kan det gøre lidt ondt, at se det anvendt på den måde. Den retoriske stråmand er “at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå” – eller med andre ord et fugleskræmsel. Man fristes til at tro, at ordet stråmand er en oversættelse fra udenlandsk, for der er enkelt andre steder, hvor Kock forfalder til at bruge udenlandske begreber, selv om en sprogrøgter ville hævde, at der findes mundrette danske udtryk.

Den juridiske stråmand er noget andet, nemlig en som påtager sig at være stedfortræder for en bagmand, som ikke selv ønsker at stå frem i en bestemt rolle. Den juridiske stråmand burde være oplagt i den offentlige debat. Et hvert folketingsmedlem burde opdyrke en skare af trofaste stråmænd, som i fornødent omfang vil stå frem og understøtte politikeren med debatindlæg, som naturligvis alle er leveret af politikeren selv.

Den, som én gang har prøvet at jage i flok, vil vide, hvor uhyggeligt effektiv metoden er. Selv erindrer jeg flest episoder fra politiske debatmøder, hvor vi vejrede en fært og drev byttet ud i selvdestruktion. En klassiker var den unge Connie Hedegaard, der enfoldigt erklærede, at hun altid ville foretrække socialisme frem for liberalisme. Og den udtalelse plager hende stadig med mellemrum.

Men brugen af politiske ulvekobler er vist meget begrænset. De politikere, som jeg har drøftet det med, har alle afvist at skabe et sådant. Og Christian Kock nævner heller ikke fænomenet. Hermed har han så et emne til fremtidig forskning.

På vanviddets grænse

Et andet fænomen, der heller ikke omtales, er den debattør, der bevidst vælger at lægge sig på grænsen mellem det troværdige og det outrerede, alene med det formål at rykke det samlede politiske spektrum. Det er en teknik, der meget effektivt kan benyttes af det politiske ulvekobbel, hvor man fordeler rollerne blandt medlemmerne, så nogle er på grænsen til hampemarken, og andre udtrykker den eftertænksomt moderede udgave af synspunktet. Allerbedst bliver den, når de eftertænksomme giver indtryk af, at man må bøje sig for krav fra baglandet.

Man kan i øvrigt hævde, at det under den borgerlige regrering fra 2001-11 var fraværet af en liberal opposition på højre side af regeringen, der førte til, at det danske politiske spektrum på en række punkter kom til at ligge væsentligt længere til venstre efterhånden som årene gik. Det har så ændret sig igen det sidste år.

Af bogens ca. 200 sider indeholder de første 145 en introduktion til begrebsapparatet understøttet med en række tænderskærende, tåkrummende og hændervridende eksempler. Det er en oplevelse, der bringer mindelser om filmen Max Pinlig. Er det mon derfor bogen er i samme lille format som en roman? Men man savner et par klassikere, navnlig Nyrups ødelæggelse af Fogh Rasmussens minimalstatsbog. Ej heller Svend Auken er repræsenteret.

Udlændingedebatten

Herefter tages der fat på udlændingedebatten. Det er sindsoprivende læsning. Og det bliver ikke bedre af, at Christian Kock af og til selv falder i suppen. En ting er, at den offentlige debat alt for tit forfalder til en falsk tvedeling mellem indvandrertilhængere og –modstandere. Men når Kock heller ikke levner plads til, at der kan være forskelle i synspunkter på de enkelte fløje, så fortvivles man. Er Henrik Gade Jensen virkelig Søren Krarups trofaste meningsfælle? Eller er han et selvstændigt væsen, der somme tider deler synspunkter med Krarup. Jeg ved det ikke, men det er som om iveren efter at revse tager overhånd. Men det er måske meget forståeligt, når man ser hvilke udgydelser de citerede debatindlæg fra alle sider indeholder.

I dette kapitel optræder heldigvis en af dansk politisk demagogis grand old men, nemlig Klaus Rifbjerg. Man må håbe, at en litteraturforsker en gang ved lejlighed vil yde denne del af hans forfatterskab retfærdighed, for det rummer perler.

Men også mange andre viser her de evner, som har sikret dem en plads i samfundet forreste geled. Den ondsindede kommer næsten til at savne et navneregister bagest i bogen. Det er dog ikke partigængernes lille personlige tilfredsstillelse, der er bogens hovedformål.

Fremtidshåbet

Bogens formål er selvsagt at bidrage til en højnelse af kvaliteten i den offentlige debat. Det ønske kan ingen fortænke Christian Kock i. Det modsatte synspunkt ville i hvert fald næppe være synderlig salgbart. Men om det vil ske, kan man nok stille sig lidt kynisk til.

Som den gældende valglov er indrettet, så er det påfaldende, at borgerne har uendelig få muligheder for at fravælge bestemte politikere, så Kocks håb om en udvikling, hvor demagogisk snyd på vægten fører til fravalg af de pågældende har næppe mange chancer. Men bogen skader da i hvert fald ikke.

Og man kan måske endda hævde, at når antallet af medier stiger, så bliver der bedre plads til refleksion. På den måde kan antallet af tv-kanaler, netaviser og blogs måske endda vise sig at rumme muligheder, som vi ikke kan se lige nu.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: