På dagen, hvor det politiske system fejrer sin egen selvforståelse, kan denne lille anmeldelse, der oprindelig er skrevet i sommeren 2011, men nu er let opdateret, måske bruges til at skabe en lille smule luft at ånde.

Papegøjepolitikere afsløret.

Anmeldelse af Christian Kock, De svarer ikke, Gyldendal 2011, 225 sider

Når en politiker skal sikre sig partimedlemmernes tilslutning til hans synspunkter, så er en af de klassiske metoder, at inddrage dem i en hemmelighed. Tidligere borgmester H.O. Thustrup Hansen i København var en dreven rotte i så henseende. Talløse var de møder, hvor Thustrup redegjorde for den aktuelle situation med den indledende bemærkning, at “I denne lukkede forsamling kan jeg nok tillade mig at sige, …” Det, som fulgte efter, var dog som regel en oplæsning fra dagens Berlinger. Men effekten var der.

Sådan har enhver politiker sine retoriske tricks. Tidligere statsminister Fogh Rasmussen kunne den kunst at messe en enkelt udvalgt sætning, (“Der er ikke noget at komme efter”) som svar på et hvilket som helst spørgsmål. Og en række af hans ministre tog ved lære af ham. Så anvendt var (er?) metoden, at statsministeren selv anvendte ordet “papegøjepolitik”, da han skulle fortælle Venstres kandidater om en kommende valgkamp.
Nu har Christian Kock, professor i Retorik på Københavns Universitet, så skrevet en bog om unoder i den politiske debat, og det er blevet en fornøjelig bog, men at skrive en anmeldelse er blevet langt mere vanskeligt end oprindeligt forventet. For bogen er så velskrevet, at mange af dens pointer glider ned uden at man egentlig får reflekteret over, om de er så indlysende rigtige. Dermed får man måske også en tendens til at undervurdere, hvor stort et arbejde der ligger bag bogen.

Når man er bidt af den politiske bacille, så vil bogen være noget nær uundgåelig læsning, for den rummer meget store dele af det retoriske pensum, som man som politiker må beherske – hvad enten man nu vil afsløre sine modparters demagogi eller lære lidt flere tricks.

Der var en gang …

Bogen rummer sine steder antydninger af “o tempora, o mores”. Synspunktet forekommer mistænkeligt. At kvantificere eller blot anskueliggøre et ringere debatniveau i dag end for 50 år siden, er næppe muligt. Politikernes kontaktflade til borgerne er en anden. Det samme gælder politikernes baggrund. Den, som selv er arbejder, behøver næppe gøre stort for at sikre sin troværdighed blandt arbejdere, medens en kandidat i statskundskab nok kan have vanskelighed med at virke ægte iblandt sosu-assistenter.

Men som Christian Kock selv gør opmærksom på i sin indledning, så havde også fortidens politikere den evne at skære modstandere ned på en lidet hensynsfuld måde. Politik er måske nok en holdsport, men der er kamp om pladserne på 1. holdet, og lange år i det miljø må sætte sine spor på deltagerne.

Tilsvarende skal man nok huske, at vi alle har en tendens til at forfalde til tirader, når man har gentaget sig selv tilstrækkeligt mange gange. Fra min egen ungdom husker jeg nogle gange, hvor politiske fæller kom med fordomsfuldt fordømmende udsagn, som jeg studsede over. Men når man spurgte ind til det, så var der oftest en rimelig og i hvert fald mere nuanceret forklaring. Det var lidt, som når matematikbogen konkluderede, at “heraf ses let”. Der manglede bare adskillige mellemregninger, førend jeg så noget som helst. For nylig hørte jeg den vending, at fordomme bygger på erfaring. Og det kan ikke helt afvises. Problemet er som regel blot, at man generaliserer på grund af en stærkt begrænset erfaring.

En mulig årsag til sædernes forfald kan dog være, at så mange politikere kæmper om midterpositionen. Så bliver der selvsagt mindre plads til politiske forskelle. Et forslag om privatisering af universiteterne er trods alt mere markant end en diskussion om bevillingerne er steget med x eller y %. Og da al markedsføring handler om at vise forskelle mellem konkurrerende produkter, så er den oplagte mulighed, at man lægger vægten på spin.

Det ikke helt ærligt, at Christian Kock flere steder i bogen understreger, at han ikke vil afsløre sig eget politiske ståsted. Der er et engelsk ordsprog om, at jo tiere gæsten omtaler sin egen ærlighed, desto ivrigere skal man tælle sølvtøjet, når han er gået. Og en gennemgang af Christian Kocks eksempler viser jo nok, hvor han har sine interesser. Kapitlet om talfusk handler i hvert fald overvejende om universitetets og dets studerendes økonomi. Og det forekommer rimeligt, for på det område må man forvente, at han har større indsigt end så mange andre.

Stråmænd, fugleskræmsler og ulvekobler.

En stor del af bogen er helliget det begreb, som Christian Kock betegner som en “stråmand”. Begrebet er almindeligt anvendt af retorikere, men for en jurist kan det gøre lidt ondt, at se det anvendt på den måde. Den retoriske stråmand er “at dutte folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå” – eller med andre ord et fugleskræmsel. Man fristes til at tro, at ordet stråmand er en oversættelse fra udenlandsk, for der er enkelt andre steder, hvor Kock forfalder til at bruge udenlandske begreber, selv om en sprogrøgter ville hævde, at der findes mundrette danske udtryk.

Den juridiske stråmand er noget andet, nemlig en som påtager sig at være stedfortræder for en bagmand, som ikke selv ønsker at stå frem i en bestemt rolle. Den juridiske stråmand burde være oplagt i den offentlige debat. Et hvert folketingsmedlem burde opdyrke en skare af trofaste stråmænd, som i fornødent omfang vil stå frem og understøtte politikeren med debatindlæg, som naturligvis alle er leveret af politikeren selv.

Den, som én gang har prøvet at jage i flok, vil vide, hvor uhyggeligt effektiv metoden er. Selv erindrer jeg flest episoder fra politiske debatmøder, hvor vi vejrede en fært og drev byttet ud i selvdestruktion. En klassiker var den unge Connie Hedegaard, der enfoldigt erklærede, at hun altid ville foretrække socialisme frem for liberalisme. Og den udtalelse plager hende stadig med mellemrum.

Men brugen af politiske ulvekobler er vist meget begrænset. De politikere, som jeg har drøftet det med, har alle afvist at skabe et sådant. Og Christian Kock nævner heller ikke fænomenet. Hermed har han så et emne til fremtidig forskning.

På vanviddets grænse

Et andet fænomen, der heller ikke omtales, er den debattør, der bevidst vælger at lægge sig på grænsen mellem det troværdige og det outrerede, alene med det formål at rykke det samlede politiske spektrum. Det er en teknik, der meget effektivt kan benyttes af det politiske ulvekobbel, hvor man fordeler rollerne blandt medlemmerne, så nogle er på grænsen til hampemarken, og andre udtrykker den eftertænksomt moderede udgave af synspunktet. Allerbedst bliver den, når de eftertænksomme giver indtryk af, at man må bøje sig for krav fra baglandet.

Man kan i øvrigt hævde, at det under den borgerlige regrering fra 2001-11 var fraværet af en liberal opposition på højre side af regeringen, der førte til, at det danske politiske spektrum på en række punkter kom til at ligge væsentligt længere til venstre efterhånden som årene gik. Det har så ændret sig igen det sidste år.

Af bogens ca. 200 sider indeholder de første 145 en introduktion til begrebsapparatet understøttet med en række tænderskærende, tåkrummende og hændervridende eksempler. Det er en oplevelse, der bringer mindelser om filmen Max Pinlig. Er det mon derfor bogen er i samme lille format som en roman? Men man savner et par klassikere, navnlig Nyrups ødelæggelse af Fogh Rasmussens minimalstatsbog. Ej heller Svend Auken er repræsenteret.

Udlændingedebatten

Herefter tages der fat på udlændingedebatten. Det er sindsoprivende læsning. Og det bliver ikke bedre af, at Christian Kock af og til selv falder i suppen. En ting er, at den offentlige debat alt for tit forfalder til en falsk tvedeling mellem indvandrertilhængere og –modstandere. Men når Kock heller ikke levner plads til, at der kan være forskelle i synspunkter på de enkelte fløje, så fortvivles man. Er Henrik Gade Jensen virkelig Søren Krarups trofaste meningsfælle? Eller er han et selvstændigt væsen, der somme tider deler synspunkter med Krarup. Jeg ved det ikke, men det er som om iveren efter at revse tager overhånd. Men det er måske meget forståeligt, når man ser hvilke udgydelser de citerede debatindlæg fra alle sider indeholder.

I dette kapitel optræder heldigvis en af dansk politisk demagogis grand old men, nemlig Klaus Rifbjerg. Man må håbe, at en litteraturforsker en gang ved lejlighed vil yde denne del af hans forfatterskab retfærdighed, for det rummer perler.

Men også mange andre viser her de evner, som har sikret dem en plads i samfundet forreste geled. Den ondsindede kommer næsten til at savne et navneregister bagest i bogen. Det er dog ikke partigængernes lille personlige tilfredsstillelse, der er bogens hovedformål.

Fremtidshåbet

Bogens formål er selvsagt at bidrage til en højnelse af kvaliteten i den offentlige debat. Det ønske kan ingen fortænke Christian Kock i. Det modsatte synspunkt ville i hvert fald næppe være synderlig salgbart. Men om det vil ske, kan man nok stille sig lidt kynisk til.

Som den gældende valglov er indrettet, så er det påfaldende, at borgerne har uendelig få muligheder for at fravælge bestemte politikere, så Kocks håb om en udvikling, hvor demagogisk snyd på vægten fører til fravalg af de pågældende har næppe mange chancer. Men bogen skader da i hvert fald ikke.

Og man kan måske endda hævde, at når antallet af medier stiger, så bliver der bedre plads til refleksion. På den måde kan antallet af tv-kanaler, netaviser og blogs måske endda vise sig at rumme muligheder, som vi ikke kan se lige nu.