Der står opregnet 149 ophævede bekendtgørelser på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside, men hvor meget af det er egentlig regelforenkling.
Eva Kjer Hansen startede sin ministerperiode med en gennemgang af samtlige gældende love, anordninger, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og andre regler, som var udstedt af hendes ministerium og dets forgængere.
Og hvad der ikke længere var brug for, blev afskaffet. 149 bekendtgørelser blev det altså til.
Når man kan foretage sådan en høst i hendes ministerium, hvad ville man så ikke kunne finde i de andre, må være det logiske spørgsmål. Og hvor må det dog være blevet enklere at være borger, er en anden reaktion. Så hvad rummer de 149? Er der reelle lettelser?
Årsbekendtgørelser
Der findes en hel mængde love, hvor det er nødvendigt hvert år at udgive en bekendtgørelse om forskellige beløbsgrænser, gødningsmængder, kvoter og alt muligt andet, der skal gælde i det kommende år. Den slags har naturligvis også en udløbsdato, når samtlige sager, der kan rejses under reglen, er forældede, hvilket normalt må være 10 år + evt. sagsbehandlingstid fra den sidste dag, man skal anvende beløbet etc. I praksis er de dog uinteressante allerede ved årets udløb.
Hvis man ikke har flyttet den slags til papirkurven i mange år, så er der meget at rydde op i. Men det forenkler nu ikke livet så forfærdelig meget for borgerne. Nu er der dog fjernet 43 af slagsen.
Andre midlertidige regler
I denne kategori finder man først og fremmest regler om, at der i en periode skal gives udvalgte erhverv støtte enten kontant eller i form af lån. Hvor årsbekendtgørelserne optræder igen og igen, så er disse altså engangsfænomener. Der er 38 af den slags ifølge min hurtige gennemgang.
Yderligere en stor håndfuld på 8 handler om midlertidige forbud mod fiskeri eller følger af dyresygdomme.
Schlüters frikommuner
En tredje gruppe midlertidige regler er frikommuneregulativer fra tiden under Schlüter.
Når der er for mange og for detaljerede forskrifter for, hvordan kommunerne skal styres, så må det være fornuftigt at give dem en chance for at finde enklere og bedre metoder ved at undtage dem fra de centralt fastsatte regler.
Dette var tanken bag Schlüter-regeringens lov om frikommuner, der i versionen fra 1985 er en nuttet lille sag på 25.000 anslag, (Grundloven er på 30.000) der tillod udmærkede tidsbegrænsede forsøgsordninger, som for eksempel at “Landbrugsministeren kunne godkende regler for frikommuneforsøg, hvorefter bekæmpelse af mosegrise finansieredes ved opkrævning af afgifter, der opkrævedes hos ejerne af de faste ejendomme i kommunen.”
Forudsætningen for den slags forsøg var, at der for hver enkelt kommune blev udarbejdet et frikommuneregulativ, der blev bekendtgjort ved optagelse i Lovtidende. Hvis borgerne ikke i forvejen var segnefærdige under regelmængden, så blev de det da nu. Heldigvis er alle disse regulativer udløbet, men nogle var aldrig blevet flyttet fra ‘gældende’ til ‘historisk’ i retsinformation. Det er 19 af dem så blevet nu.
Resten
Min overfladiske optælling giver altså som resultat, at af de 149 afskaffede bekendtgørelser så er mindst 108 midlertidige regelsæt. De er blevet flyttet fra rodebunkerne på ministerens reol til papirkurven, men for borgerne batter det ikke så meget.
Tilbage er 41, som man må studere nærmere. Det må blive ved en anden lejlighed.