Kapitel 3. Forslagets målgruppe
Lovforslagets straffebestemmelser er utvetydigt rettede mod et stigende antal personer med statsborgerskab i typisk Bulgarien og Rumænien, der for en dels vedkommende er etniske romaer, og som ernærer sig ved flaskesamling og tiggeri. Hertil kommer en fra flere sider udtalt formodning om en høj grad af deltagelse i forskellige former for grovere kriminalitet – navnlig berigelseskriminalitet – udover tiggeriet. Spørgsmålet om kriminalitet gennemgås nærmere nedenfor.
Det bør understreges, at flaskesamling som udgangspunkt er en miljø- og samfundsgavnlig beskæftigelse. Det er hele grundlaget for pantordningen, at den skal tilskynde til, at nogen gør sig den ulejlighed at bringe flasker retur. Og hvis køberen af flasken ikke vil, så er det som udgangspunkt prisværdigt, at andre gør det.
Traditionel nationaløkonomisk tankegang tilsiger, at enhver forsøger at skabe sig den bedst mulige livssituation. Det indebærer, at hvis en person er villig til at forlade kone og børn og foretage en rejse på 2500 km for at skaffe sig en indtægt i størrelsesordenen 100 – 300 kr. om dagen, så må udgangssituationen være pauver. Så er det et menneske, som i sit hjemland lever i yderste armod.
At det rent faktisk også er tilfældet fremgår af, at de på mange måder fremstår kummerforme med hjulben, indfaldet ansigt og andre tegn på langvarig dårlig ernæring. I forbindelse med lægeundersøgelse af anholdte er det konstateret, at de ofte har fordøjelsesproblemer, som ligeledes stammer fra underernæring. Konkret giver det sig udslag i bl.a. smertefuld afføring. Aldringsprocessen er typisk stærkt fremskreden, så allerede personer i 50-erne virker gamle.
Mange har åbenlyst ringe tænder, hvilket også er en indikator for fattigdom. At få ordnet tænder er i vor kultur et af de første tegn på opstigning fra dyb fattigdom. Analfabetisme er formentlig udbredt.
Fra den sociale døgnvagt forlyder det, at mindreårige, som bliver indbragt dertil, typisk er uforholdsmæssigt sultne, hvilket også må forventes. Livet som gadesover byder ikke på mange muligheder for at tilberede en sund og varieret kost. Og da slet ikke for at få varm mad.
Livet på gaden er risikofyldt. Værdier som penge, telefon etc. kan kun opbevares på ens egen person. De pågældende har eksempelvis ikke mulighed for at oprette bankkonti. De er derfor nemme ofre for kriminalitet, som de kun har ganske få muligheder for at anmelde. I et sådant undersamfund har de uhæderlige elementer mulighed for at dominere de hæderlige, som fremstår som svagere, hvilket er stærkt uheldigt.
Gadelivet er også uhygiejnisk. Der er ikke mange offentlige toiletter. Og butikker, værtshuse m.v. udlåner ikke gerne toiletter til gadesovende, som ikke taler et forståeligt sprog.
Der er imidlertid forskelle mellem gadesoverne og den levevis, som traditionelt forbindes med sigøjnere, hvor hele storfamilier eller klaner drager omkring i fællesskab uden noget fast hjemsted. Gadesoverne er derimod overvejende sæsonarbejdere, som drager hjemmefra for at skaffe en indtægt til resten af familien, som bliver på hjemstedet. De har et ønske om at komme hjem igen, når de har tjent det fornødne.
Mange har tidligere arbejdet i sydeuropæisk landbrug, hvor der indtil finanskrisen var efterspørgsel efter manuelle arbejdere. Den rumænske diaspora udgjorde på det tidspunkt langt over 1 mio. mennesker, hvoraf en betydelig del pludselig mistede deres indtægtsgrundlag. Det er med andre ord i betydeligt omfang krisen i de sydeuropæiske økonomier, som driver dem nordpå.