Offentlighedsloven

Det eneste gode ved Krasniks interview med Bødskov i DR Deadline d. 16. april var, at Bødskov i al stilfærdighed fik fortalt, at når dokumenter er underlagt offentlighed, så udveksler han og embedsmændene bare synspunkterne mundtligt.
 
Han har nok ret!
 
Hvad han overhovedet ikke fik sagt, er, at man som minister naturligvis har behov for at komme med påhit, som man gerne vil have sine embedsmænds vurdering af, førend man begynder at videreudvikle dem til reelle forslag. De påhit kan jeg godt forstå, at man gerne vil holde indenbords. Men jeg er endnu ikke blevet enig med mig selv om, hvorvidt jeg synes, det er en god idé, at lovgivningen tillader det.

Der kan da også argumenteres for, at når opdelingen i departementer og styrelse er sådan lidt tilfældig og kan ændres, så er det ikke specielt åbenlyst, hvorfor dokumenter udarbejdet i departementet er udenfor offentlighed og de fra styrelser ikke er det.
 
Men hvis det er muligt at argumentere for et synspunkt, hvorfor gør ministeren det så ikke? Fordi synspunktet måske bare tilsyneladende har værdi, men i realiteten er uden indhold?

Tysk historie

En tyskers historie – erindringer 1914-1933

af Sebastian Haffner, oversat af Adam Paulsen, Gyldendal 2004



At plyndre sine venners bogreoler er ofte en behageligt enkel måde at skille klinten fra hveden, når man skal have noget at læse i. Nogle venners reoler er selvsagt bedre end andre. Min kollegiekammerat Henriks er blandt de bedste og jeg efterlader den gerne med huller. Henrik er typen, som ejer bøger, han har læst og sat pris på. Og så er han altså sprænglærd.
 
Så der var høje forventninger, da jeg forleden pillede Sebastian Haffners “En tyskers historie” frem. Trykt i 2004, så den er bestemt ikke ny. Og manuskriptet er endda 70 år ældre end det.
 
Det er ikke så længe siden, jeg læste en glimrende Hitler-biografi af Ian Kershaw. En tyk og informationstæt bog, der grundigt rekapitulerer alt det om europæisk storpolitik, som man egentlig godt kendte fra talløse andre bøger. Rigtige nyheder for mig indeholdt den kun om tysk indenrigspolitik i årene under Hitler. Og det var rent ud sagt noget underligt statsdirigeret rod.
 
Nu fulgte så denne lille bog på ca. 270 tekstsider med læsbar skrift og omhandlende en enkelt tysk drengs opvækst i et borgerligt miljø fra krigsudbruddet i 1914 til 1933. Han er 7 i 1914 og dermed lige gammel nok til at følge med i krigen, men ude af stand til at være kritisk overfor den officielle propaganda om krigen. Og dermed er han også ude af stand til at forstå nederlaget, da Tyskland bryder sammen militært. Årene derefter med deres gentagne kriser og voldelige konfrontationer mellem forskellige fraktioner i samfundet får liv i skildringen. Og beskrivelsen af den store inflation samt dens totalt ødelæggende virkninger på et samfund er effektiv. At inflation er det værste af alle fandens mange påhit, behøvede jeg ikke få at vide. Men at et samfund kan blive så forvredet af inflation, er alligevel skræmmende.
 
Det næste 10år med en tilsyneladende stabilisering fylder ikke meget, men man mærker, at der i baggrunden rumler et tordenvejr. Vor helt tilbringer sin tid som studerende og ganske ung dommerfuldmægtig. Han møder piger og er i det hele ret forudsigelig.
 
Og så bryder det ellers løs. 30. januar 1933 kommer magtovertagelsen. Og den sætter straks sit præg på de domstole, som nu skal tjene et ny regimes interesser. Ligesom den straks får konsekvenser for forholdet til de jødiske bekendte og den jødiske kæreste. Selv forfatterens far, der er pensioneret embedsmand, må skriftligt erklære sig loyal overfor det nye styre for at beholde sin pension. Og forfatteren selv indkaldes til genopdragelseslejr sammen med sine jævnaldrende kolleger.
 
Naturligvis holder man med forfatteren, der holder sin ryg så rank som muligt, der skammer sig over fornedrelsen ved at skelne mellem jøder og ariere, og som efter bogens slutning forlader Tyskland til fordel for en tilværelse i frihed. Og lige så naturligt foragter man de medløbere, som også optræder. Men det gode er, at man ikke undgår at overveje, hvor meget helt man selv ville have været i stand til at spille.
 
Det har været en berigende oplevelse. Det er altid godt med en dosis respekt for individet. Og at dømme ud fra, hvordan min bror under vinterferien huggede bogen ud af mine hænder og blev færdig først, så er jeg næppe ene om den opfattelse.

Henrettelser uden dom

Obama keeps droning on.

 

That the incumbent of the Presidency makes no difference to US foreign policy has been shown beyond reasonable doubt the last 4 years. However earnest Obama may have been about closing Guantanamo, it simply has not happened.
 
And other abuses of traditional principles of law apparently continues – not only on the scale of Bush junior, but increased. One addition to the catalogue is that not only foreigners but also US citizens are liable to be assassinated on suspicion of participating in terrorism against the United States and that it is considered lawful.
 
Actually, extending assassinations by US forces to nationals of their own country does not bother me very much, simply because I am not an US citizen. And while I do not wish to see people killed, this may act as a wake-up call to the American public. Hopefully they will begin to understand how much of their own inherited freedoms are being sacrificed. Furthermore, since “all men are born equal” I see little reason to be more concerned about the death of somebody belonging to one nation, race or religion than about the death of another man. They are both humans.
 
What really concerns me is, whether it could happen here. Perhaps I’m just nuts, but consider the following situation:
 
An individual is certified by US authorities of being a senior operative of al-Qa’ida posing an immediate threat to the United States and, consequently, a heavy pressure will be put upon the state where he resides to render him over to the US for “safe keeping”. I have very little doubt that most states would have serious difficulties in resisting the full force of American diplomacy, but it might happen. It is not a situation which can be dismissed with the sentence “of course it is possible, but not in the least probable”.
 
The most likely way for it to happen is that some obstinate local judge refuses to extradite because he finds there is no case to answer. That might happen if some or all of the evidence provided has been obtained through the use of enhanced interrogation techniques, i.e. common thuggery or torture.
 
The result would be that the suspect would be beyond the reach of US jurisdiction and capture infeasible (as it apparently is termed).
 
And suddenly the use of drones becomes acceptable!
 
Of course one would fail to protect the community if fanciful possibilities were allowed to deflect the course of counter-terrorism. Or would you?
 
I begin to harbour the thought that the United States are reserving for themselves rights that they certainly would not accept other nations exercised against Americans. The United States do in many cases consider themselves outside the ordinary rules of international law, e.g. the jurisdiction of the International court of Justice in The Hague is not recognized by the US. Foreign companies trading lawfully with Cuba from places outside the US may be subject to reprisals in the US. Et cetera.
 
But there is a limit as to how far you may go down that road without serious repercussions. In the long run the US cannot bear the opprobrium of acting like a gun slinger from the wild west. And this is how even intelligent and friendly observers are beginning to see the Obama administration.
 
For their own sake they ought to stop it. And for our own sake we must implore them to do so.

Faste bogpriser III

Tågehorn fra Gyldendal



Repræsentanter for Gyldendal har skrevet en kronik om bogbranchen “Det handler om kulturpolitik“og erklærer sig som tilhængere af “regulering af bogmarkedet”.
 
I den forbindelse har de forstået at forny en klassisk metafor. Hvor andre brancher taler om, at deres produkt “ikke kan sælges som vaskepulver”, så bruger forlæggerne termen “sæbepulver”. Men det er også det eneste nye i kroniken.
 


Ganske vist er den ikke fra Gyldendal, men udgivet af Reitzels
bo og arvinger. Men titlen passer godt!

Bemærkelsesværdigt er nemlig først og fremmest manglen på indhold. D’herrer erklærer, at de vil rejse en debat. Men de ser tilsyneladende stort på den afgørende forudsætning for det, nemlig at man har synspunkter. Der er hverken faktiske oplysninger  om branchens forhold eller forslag til løsninger, som er så konkrete, at de kan debatteres – altså udsættes for en form for falsifikation. Det hele flyder ud i floskler, der ellers mest høres i konsulentbranchen. Man skal have større perspektiv og mere fokus. Det er nødvendigt med strategi. Man ønsker stabile rammebetingelser, hvilket vist normalt er en omskrivning af, at man ikke magter fornyelse. Forfattere og oversættere må vride sig over denne mangel på sproglig formåen og præcision. Endog det traditionelle “Danmark er et lille sprogområde” får de nævnt. Så kan man umuligt blive mere fantasiløs.

 
Sjovt nok får de i øvrigt lidt nedladende fremhævet, at Amazon m.fl. ikke bidrager med indhold, men “presser sig ind i værdikæden”. Er der noget element i den bemærkning, som ikke passer på en traditionel boghandel?
 
Samlet set må man konkludere, at artiklen blev båret af forfatternes rolle i branchen snarere end indholdet.

Hornet klinger atter!

Blot for at understrege at liberale kan være kultiverede, så er det på sin plads at genbruge en overskrift fra H. P. Holst’ “Den lille Hornblæser”.
 
For helt anderledes klart og rent lød det sjældne stød i liberaliseringens trumpet, som Forbrugerrådets Anja Philip optrådte med – ligeledes i Politiken. At hun så i øvrigt gik ind for yderligere kunsstøtte må betragtes om et beklageligt men nødvendigt offer i den gode sags tjeneste.
 
Lige så glædeligt var det at læse, at “Bogbranchen jamrer sig i stedet for at handle” af en pensioneret chef for Københavns Biblioteker, Jan Østergaard Bertelsen. Det var en uventet, men dybt saglig allieret.
 
Måske ender striden ikke med, at de liberale skal blæse retraiten!
 

Liberalisme classic II

En mand ved navn Alan Klæbel Weisdorf havde en kronik om forskelsbehandling af  mænd og kvinder  med titlen Ligestilling i liberal ånd i Berlingske den 18. januar. Det var altså ikke til at bære, men desværre syntes avisen, at den sagtens kunne leve uden mit arrige udbrud. Så her er det:

Liberal tvang


Borgerlige bør se det positive og liberale i et statsligt indgreb i frisørpriser. Alt andet er automatreaktioner og uliberalt, fremgik det af kronikken lørdag d. 18. januar!
 
Ganske vist er liberalismen en bred bevægelse, men dog ikke helt så udflydende, som Alan Klæbel Weisdorf vil gøre den til. Der er trods alt en kerne deri, deriblandt at “liberal” er afledt af det latinske ord for frihed.
 
På jurastudiet lærer man, at frihed er, når en handling hverken er påbudt eller forbudt. Og det dækker i mange henseender godt, men der mangler andre aspekter deraf. Et af de væsentlige som Weisdorf helt overser, er, at når man er fri, så skal man heller ikke nødvendigvis kunne argumentere rationelt for sine valg. Der er masser af situationer, hvor man har præferencer, men hvor man enten ikke er sig bevidst derom eller blot ikke vil diskutere dem med sin omverden. Nogle få udvalgte kan analysere sig til, hvorfor bestemte vine og retter bare passer sammen, og de kan skrive kloge bøger derom. Vi andre må blot konstatere, at vi nu en gang synes, at stegt flæsk, persillesovs og en kold øl smager fortrinligt. Og for liberalismen er det helt essentielt – at det har vi lov til.
 
Der er masser af ting, som man kan gøre til genstand for forsøg på rationel diskussion, herunder ligestilling, frisørpriser, rygevaner, årsagerne til forbryderes onde handlinger etc. Finessen ved at være liberal er, at det gider vi ikke. Livet skal leves, ikke forsvinde i plenum-diskussioner. Og udover en almindelig dovenskab og uvilje mod stormøder, så kan der – af hensyn til fornuftsdyrkere, konservative og socialister – også argumenteres rationelt for disse synspunkter. Først og fremmest, at vi tror, at når vi nu selv handler nogenlunde fornuftigt, så vil vores medborgere også gøre det. Og hvem siger egentlig, at stormødets dominerende mindretal har ret. Ved at blande os uden om de andres liv med løftede pegefingre får vi desuden mulighed for i stedet at gøre noget positivt til gavn for os selv og andre.
 
Derfor rager frisørpriser mig ikke.
 
Jens Fr.

%d bloggers like this: