Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Hvem støttede Pinds 10 teser i 2003?

Var Anders Fogh Rasmussens politik – f.eks. reaktionen på Søren Pinds teser – klog og fremadskuende eller bare en gang  opportunisme? Det er blevet en aktuel debat, selv om svaret vel er ret ligetil. 

Uanset det er selvros grænsende til narcissisme, så må vi, der var klarsynede allerede dengang, imidlertid have lov til at gøre opmærksom på det. Kan hænde vi også er det nu!

Derfor denne artikel fra Politiken 12. august 2003

Venstres partidiktatur

I Politiken kan man læse, at Jens Rohde som politisk ordfører for Venstre vil forsøge at undgå en afstemning om Søren Pinds ti teser på det kommende landsmøde i Venstre. Dermed gør han i virkeligheden behandlingen af Søren Pinds ti teser langt mere interessant end deres indhold. Venstres reaktion på teserne bliver pludselig en lakmusprøve på det interne demokrati i Danmarks største parti.

Når de politiske partier skal hverve medlemmer, så sker det altid under en aura af, at man som medlem kommer tættere på magten; man får indflydelse på den politik, partiet vil føre. Men hvordan giver partierne så deres medlemmer den indflydelse. Ikke på de sædvanlige politiske møder i vælgerforeningerne, for der kommer politikerne og holder foredrag om, hvad medlemmerne fremover bør mene om et bestemt problem. Foredragene er ofte interessante at lytte til, men de giver ikke medlemmerne indflydelse – kun information.

Det oplagte alternativ er partiernes landsmøde, hvor alle partiers vedtægter lægger op til, at man skal drøfte – og tage stilling til – partiets politiske linje. Men hvad sker der egentlig på Venstres landsmøder. Er der afstemning om partiets holdning til forskellige emner?

Sådan har det vist været engang, men er det ikke længere i Venstre. De år, hvor jeg har haft lejlighed til at deltage som kredsformand, har indholdet været et todages cocktailparty – uden reel stillingtagen til partiets politik, men med mange sociale islæt. Med en pris, der inklusive hotel, fest og transport nemt løber op i 2.000 kr., så er det lidt magert i længden.

En af måderne at skabe et reelt indhold i partiernes interne debat kunne være at stille en række resolutionsforslag til landsmødet. Det bruger man meget hos f.eks. de radikale, og det virker. De radikale tager stillling til en uendelig mængde af mere eller mindre gode politiske forslag, som man beder folketingsgruppen gøre til en del af sin politik. Nogle er bedre end andre, og det ved de radikale godt selv. Det væsentlige er, at de giver debat om emner, som ellers nemt kunne blive overset, og det modvirker utakt mellem parti og folkevalgte. 

Gennem de seneste år har vi i Ryvangkredsen ved flere lejligheder drøftet muligheden af at rejse en debat i partiet ved at fremsætte en flok resolutionsforslag. Og det er dén oplagte mulighed Søren Pind nu udnytter. Det kan han gøre, fordi partiets vedtægter giver hver eneste delegeret den mulighed.

Så hvis man ikke lader forslagene komme til afstemning, kan det kun ske ved, at man enten undlader at overholde partiets vedtægter eller får Søren Pind til at trække sine forslag. I sidstnævnte fald må man håbe, at de genfremsættes af en anden delegeret, der sætter lidt pris på demokrati.

Hvis det lykkes ledelsen i Venstre at undgå en afstemning om resolutionsforslagene, så afskærer man de delegerede på partiets højeste myndighed fra at tage stilling. Det gør man kun, fordi man ikke har tillid til resultatet af deres stillingtagen. Men så kan man godt glemme alle påstandene om medlemsdemokrati og højt til loftet i Venstre. 

Derfor må man konstatere, at hvis Jens Rohde virkelig mener sine udtalelser, så er det intet mindre end et tilbageslag for dansk demokrati og et tegn på, at partiers ledelse snarere betragter medlemmer som et nødvendigt onde end som dets demokratiske grundlag. 
Udgivet den

Var Fogh blevet socialdemokrat? (altså i 2005)

Kort efter folketingsvalget i 2005 stillede Berlingske d. 19. februar spørgsmålet: “Er Fogh blevet socialdemokrat” til mig og professor Jesper Lau Hansen. Her er mine svar, som jeg i retrospektiv ikke skammer mig over.

Hvordan synes du valgkampen forløb?

Den forløb skidt. Der var Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at liberalismen var forældet, og så var der den dybt utroværdige venden rundt på en tallerken i forhold til lønstatistikker og ligeløn. Samtidig var oplægget til valgkampen som at lytte til Anker Jørgensen. Regeringen gik ud i valgkampen med 24 milliarder kroner i julegaver, og borgerlige vælgere er ikke til julegaver. For vi ved godt, at det er de bredeste skuldre, der skal bære de tungeste byrder, når politikerne tager spendérbukserne på. Og det er os, der har de bredeste skuldre.

Hvilken dagsorden blev sat i samfundsdebatten med regeringens valgløfter?

En dygtig dagsorden hvis det alene drejede sig om at få magten. Men den var ikke dygtig, hvis man også gerne vil vinde en værdikamp. Tværtimod overgav man sig til socialdemokratiske værdier og sagde: “Ja, et folketingsvalg skal vindes ved at købe vælgere med skatteydernes egne penge”. Min bekymring er ikke de næste 3-4 år, hvor jeg ikke tror regeringen kan gøre den store forskel. Min bekymring er, at man ødelægger fundamentet for borgerlige værdier på længere sigt, når man lader socialdemokratiske værdier stå alene i samfundsdebatten.

 Hvad er årsagen til, at Anders Fogh Rasmussen ikke deler din analyse? Er han ikke kløgtig nok, eller er han blevet fanget af socialdemokratismen?

Han er nok klogere end mig, men jeg tror, at man langsomt mister perspektivet, når man har sat sig til rette i et hvilket som helst ministerium. Hvis man bruger en meget stor del af sin tid sammen med embedsmænd og bruger meget af den resterende tid på at pleje polititske kontakter, så tror jeg ikke man får tid til at tænke selvstændigt. Jeg tror, Fogh får for mange oplæg fra regeringens embedsmænd, som jo har deres egen dagsorden. De er den største, den tungeste og den mest usynlige interessegruppe, der findes, og de gør nøjagtig, som det passer dem. Har man så oven i købet – som Anders Fogh Rasmussen – et parti i ryggen, som bare stiller sig op og jubler, hver gang man åbner munden, så er der jo ingen grund til at gøre noget for at tilfredsstille baglandet. Derfor kan jeg sådan set godt forstå, at han gør, som han gør. Mit håb er bare, at partifællerne på et tidspunkt vil sige, at de vil have andre boller på suppen. For så tror jeg faktisk også, han leverer de andre boller.

Skal borgerlige frygte, at Anders Fogh Rasmussen er begyndt at forveksle den politik, der gør livet som statsminister let for ham, med den politik, der ideelt set er den rigtige.

Den fare er der altid, men det afhænger af Foghs personlighed, og den kender jeg ikke godt nok. Men hvis han har en tilbøjelighed til at bøje sig med vinden, så må vi bare sørge for, at vinden blæser den rigtige vej. Så må vi borgerlige lægge pres på ham.

Bliver der lagt pres på ham fra det borgerlige Danmark i disse år.

Så længe vi bare jubler af hans udlændingepolitik, jubler af kanoner og jubler af reformstop, fordi det er bundet sammen med skattestop, så føler han i hvert fald ikke nogen anledning til at ændre sin politik. Borgerlige vælgere og meningsdanneres job er at sørge for at holde vore egne politikere til ilden. Nogen skal gøre det, for hvis han ikke oplever, at der findes en borgerlig opposition, så har han jo ingen grund til at imødekomme den.

Kan du se nogen af de store borgerlige meningsdannere, nogen af dem som har jævnlig adgang til aviserne, gør deres arbejde med at holde statsministeren til ilden?

Næh! Yngre folk som Peter Kurrild-Klitgaard og Christopher Arzrouni gør det, men man kan undre sig over, at de lidt ældre ikke følger op. De optræder ret slapt, faktisk.

Og så en opdatering: Svaret dengang var: “Ja”, og det har historiens vingesus ikke ændret på.

Udgivet den

Mere legetøj til store drenge?

Mit yndlingslegetøj har altid været tog. Og det er i den sammenhæng ligegyldigt om de har været rigtige store tog eller de fikseste små modeller. Min legekammerat Peter havde topmålet, et sommerhus som var 2 fine gamle togvogne. Den ene en sovevogn! Den anden en kongelig salonvogn, der nu er endt på museum.

Andre drenge har haft andre lyster, en hel del af dem racerbaner.

Og såvel interessen for som valget af legetøj fortsætter tilsyneladende livet igennem. Også blandt politikere. Og da man foretrækker medlemmer med engagement, så ender de tog- og bilglade ofte i folketingets trafikudvalg, hvor de køber hinanden til tavshed efter princippet: I får en motorvej, vi får en jernbane. Det er måske ikke altid så heldigt.

For oprigtig talt er behovet for langdistance-jernbaner i Danmark uendelig beskedent, når man sammenligner med biltrafik. Der kører ca. 6.000 mennesker over Storebælt med tog hver dag, men 30.000 biler og 120 busser. Alene busserne må kunne rumme lige så mange mennesker som togene!

Priserne for at køre med togene viser også tydeligt, at der er noget galt. Busser kan åbenbart køre kommercielt på nøjagtig samme strækninger til væsentligt lavere priser – og så er der ikke taget højde for statens årlige milliardtilskud til DSB.

Hvis nogen skulle tro, at prisen ikke er særligt vigtig, men at f.eks. miljøet bør tælle med, så er svaret, at der næsten altid er direkte proportionalitet mellem prisen på en vare og dens fodaftryk på miljøet. Og hvis det ikke skulle være tilfældet, så er der en enorm vilje hos politikere af alle farver til at beskatte varen så meget, at skatten i hvert fald svarer til varens miljøskadelighed.

Hvis man vil gennemføre en reduktion af rejsetiderne med tog fra København til Aarhus med nogle relativt få minutter, så skal den investering jo også tælle med som en miljøbelastning. Der går rigtigt megen natur med i købet, når en bro skal smadre sig vej over Vejle Fjord for at spare 8 min pr. passager (dog undtaget de passagerer, som nu ikke længere kan stige af i Vejle by).

Og iøvrigt er det jo under alle omstændigheder sådan, at rejsen mellem 2 stationer ofte kan være den mindste del af turen. Busserne og lokaltogene i begge ender tæller ofte ganske pænt med i opgørelsen.

Det er en enorm fordel, at togfonden har vist sig at mangle penge. Så får man da en chance for at tænke på ny. Men den bedste løsning er ikke, at pengene skaffes fra andre kasser. Den rigtige løsning er at skrotte togfondens projekter.

Udgivet den

Samtykke til sex.

Ugens store samtaleemne er en sag fra Roskilde om en mulig voldtægt. Den er så bekendt, at et resumé nok er unødvendigt. Meningerne er tilsyneladende også så hurtigt låst fast, at det bliver svært at flytte nogen som helst. Men lidt nuancer har vel også ret.

Jeg synes stadig, at det er lidt misvisende at tale om voldtægt. Voldtægt er nu engang, at man tager noget – nemlig pigen – med vold, altså med så megen magt, at hun enten ikke er stærk nok til at modsætte sig det, eller så hun frygter en skæbne værre end voldtægt. Det er der åbenlyst ikke tale om.

Den relevante bestemmelse er den om, at man udnytter kvinden, fordi hun er i en tilstand, hvor hun er ude af stand til at modsætte sig det.

Noget kunne tyde på, at der er tale om en forkert dom. Dem vil der altid være nogle stykker af. Det er beklageligt, men det går altså også den anden vej en gang imellem. Og vi plejer da at hævde, at fejlagtige frifindelser er bedre end ditto domfældelser.

Det bedste var imidlertid helt at undgå sagerne. Det er meget, meget sjovere. Både for kvinden og for manden, og såvel under den seksuelle handling som efter. Og navnlig er det sjovere for alle os andre, som slipper for at snage i andres privatliv og lege Se og Hør.

Det handler selvsagt om, at parterne skal samtykke. Eller på mere nutidigt dansk: De skal være enige om sex. Så samtykke betyder ikke: “Du må godt …”, samtykke betyder: “Vi vil gerne …”.

Men så kommer det svære, nemlig hvordan denne enighed skal udtrykkes. Der er godt nok mange, der får sagt og skrevet nogle politisk korrekte ting i den anledning. Der er ingen ende på, hvor udtrykkeligt samtykke der kræves, måske lige med undtagelse af et skriftligt med laksegl og vitterlighedsvidner.

Sådan er livet bare ikke. Og sådan skal det heller ikke være. Intimitet skal ikke erstattes af vulgaritet, og det er altså vulgært at spørge: “Vil du bolle?” Personligt har jeg vist aldrig nogensinde stillet det spørgsmål. Det er simpelthen for plat. Det nærmeste har vist været et: “Har vi tid nok?” Og det var, når man hørte et barn pusle inde ved siden af.

Men det der indleder et forhold, er jo noget langt mere subtilt. Et øjekast og et stille smil. De næsten tilfældige berøringer. Man sidder ved siden af hinanden ved et lejrbål. Man trænger til at blive kløet på ryggen eller få fjernet et insekt fra øjet.

Det er imponerende, så meget man kan manipulere små dagligdags handlinger, så de går op. Der var f.eks. hende den søde bagerjomfru (i Brugsen på Nørreport), som uanset nummersystemet altid fik os ført sammen. Jeg fik aldrig sagt andet end navnet på et brød til hende, men hun var dejlig, og jeg burde have kendt hende bedre.

Somme tider må man også skabe muligheder. En frisk bemærkning får lov at udarte til en kildetur eller fangeleg. Det er der “din mund siger: Nej, nej; dine øjne siger: Ja”, har sin berettigelse. Og lad nu være med at benægte den sætning. Man kan kun tale om egen erfaring, men der var da engang, hvor jeg havde fjollet rundt og slåsset lidt med en anden spejderleder. Og da hun lå der i græsset, så var der det øjeblik – og man er altså aldrig upåvirket, når det indtræffer – hvor vi kunne have kysset og blevet lykkelige sammen.

Til gengæld er det også, når den følelse enten ikke er der, eller hvor den brydes, at man skal holde fingrene væk. Og det kan ske lige så spontant. En enkelt dum bemærkning kan være nok til at hæve den første fortryllelse. Og det må man så leve med. Der kommer såmænd nok en sporvogn og en pige til.

Og så kan man jo vende tilbage til sagen fra Roskilde. Var der den elektriske ladning i luften, dér ude bag busken hvor fyrene trak deres tissemænd frem til personlig tilfredsstillelse. Havde de lyst til at se hende i øjnene og lade hende klynge sig ind til dem. Nej, de havde ikke. Det er i hvert fald ikke sådan, de har formået at fremstille situationen, da de blev afhørt. Hun var – med et rædselsfuldt kynisk ord – bare et “hul”.

Og derfor er dommen nok forkert.

PS Nu (15. august) er der så kommet en dom fra Landsretten, 6 måneder til den ene, der åbenbart forsøgte sig først og alene, og så 8 månder fra de 2 næste, der samarbejdede og gennemførte samlejet. Det er ikke voldsomt hårdt, ville jeg umiddelbart sige.

Udgivet den

En invitation til korruption.

Korruption er ikke særlig udbredt i Danmark! Det plejer vi i hvert fald at rose os af. Og det er muligvis også sandt, når man sammenligner med andre lande.

Men det er ikke en position, man bare automatisk beholder. Det betyder dog ikke, at man skal “altid tænke derpå og altid tale derom”. Det ville være overdrevet. Også selv om det med korruption er som med alle andre forbrydelser, nemlig at bare et enkelt eksempel er et for meget.

Lige idag strejfede tanken mig dog. Og det skyldtes, at jeg så en uskyldig overskrift om et grundkøb, hvor manchetten så lød, at køber vil bygge lige præcis det antal kvadratmeter, som lokalplanen tillader. Og det er vel ikke så mærkeligt. For hvis man køber for at sælge videre, så vil man jo forsøge at optimere sin fortjeneste, og det indebærer oftest det tættest mulige byggeri. Sådan har det altid været, og det er vist uforanderligt.

Men det åbner nogle muligheder.


Hvem bliver korrupte?

Traditionelt forbinder man korruption med politikere, men det er kun sandt, når politikerne kan uddele de fordele, som kunne lokke nogen til at betale bestikkelse. I Folketinget er det næsten udelukkende Trafikudvalget og Forsvarsudvalget, der træffer beslutninger om så konkrete kontrakter, at de er i fare for at blive udsat for og lade sig lokke af sirenesangen.

Risikoen er langt større i kommunerne, hvor de folkevalgte er langt tættere på, hvordan pengene skal bruges. Tættest på de lukrative kontrakter er embedsmændene, men den enkelte ansatte har til gengæld sjældent helt så mange forskellige kontrakter inde på livet. Og modsat politikerne, så har de en fast livsvarig løn og pension at miste.

Hvor meget koster det?

En underlig bagvendt konsekvens af fraværet af korruption er, at når den forekommer, så er bestikkelsen oftest ganske beskeden – så beskeden at det falder helt ned i bagatellerne. Lidt wienerbrød til kontorets morgenkaffe om fredagen kan være tilstrækkeligt til at sikre en leverandør goodwill nok, til at kontrakten går igennem. Eller måske blot et løfte om, at en butik vil bringe sine varer ud med økologiske cykler.

Hvor er incitamenterne størst?

Men tilbage til byggesagerne. For hvis fortjenesten på en grund er direkte proportional med byggeretten, så er prisen på grunden det også. Et eksempel på det er, at Københavns Kommune for tiden behandler et forslag om at ændre planerne for posthusgrunden i Bernstorffsgade. Det er 10.000-vis af hundedyre kvadratmeter det handler om. Og det besluttes af en lille håndfuld politikere og embedsmænd.

Det ville være åbenlyst strafbart at beskylde dem for korruption, og jeg har ingen anelse eller formodning for det. Men invitationen er til stede.

Hvad betyder høj bebyggelsesprocent for naboerne?

Høj byggeret på én grund betyder ofte samtidig, at værdien af byggeri på andre grunde falder. Hvem har lyst til at bo i evig skygge og uden udsigt? Men så længe bebyggelsesprocenter er noget, som kommunen beslutter, så er det aldeles gratis for en bygherre at genere sine naboer. Og desto flere penge er der at tjene på en forhøjelse af byggemulighederne. Så invitationen bliver mere åbenbar.

Hvordan kan man bekæmpe korruption?

Korruption i byggesager er nemmest at komme til livs, hvis man kræver, at en bygherre skal købe retten til en højere bebyggelsesprocent af sine naboer. Samtidig får man sat pris på deres udsigt og lysbehov. At afgøre den slags klager gøres ellers mest retfærdigt med et raflebæger, så hvis man kan lade bygherrerne handle sig til fred, er det langt at foretrække.

Og samtidig mindsker man mulighederne for korruption betragteligt.

Så lidt mere marked og lidt mindre kommune er måske værd at overveje.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: