Kort efter folketingsvalget i 2005 stillede Berlingske d. 19. februar spørgsmålet: “Er Fogh blevet socialdemokrat” til mig og professor Jesper Lau Hansen. Her er mine svar, som jeg i retrospektiv ikke skammer mig over.
Hvordan synes du valgkampen forløb?
Den forløb skidt. Der var Anders Fogh Rasmussens udtalelser om, at liberalismen var forældet, og så var der den dybt utroværdige venden rundt på en tallerken i forhold til lønstatistikker og ligeløn. Samtidig var oplægget til valgkampen som at lytte til Anker Jørgensen. Regeringen gik ud i valgkampen med 24 milliarder kroner i julegaver, og borgerlige vælgere er ikke til julegaver. For vi ved godt, at det er de bredeste skuldre, der skal bære de tungeste byrder, når politikerne tager spendérbukserne på. Og det er os, der har de bredeste skuldre.
Hvilken dagsorden blev sat i samfundsdebatten med regeringens valgløfter?
En dygtig dagsorden hvis det alene drejede sig om at få magten. Men den var ikke dygtig, hvis man også gerne vil vinde en værdikamp. Tværtimod overgav man sig til socialdemokratiske værdier og sagde: “Ja, et folketingsvalg skal vindes ved at købe vælgere med skatteydernes egne penge”. Min bekymring er ikke de næste 3-4 år, hvor jeg ikke tror regeringen kan gøre den store forskel. Min bekymring er, at man ødelægger fundamentet for borgerlige værdier på længere sigt, når man lader socialdemokratiske værdier stå alene i samfundsdebatten.
Hvad er årsagen til, at Anders Fogh Rasmussen ikke deler din analyse? Er han ikke kløgtig nok, eller er han blevet fanget af socialdemokratismen?
Han er nok klogere end mig, men jeg tror, at man langsomt mister perspektivet, når man har sat sig til rette i et hvilket som helst ministerium. Hvis man bruger en meget stor del af sin tid sammen med embedsmænd og bruger meget af den resterende tid på at pleje polititske kontakter, så tror jeg ikke man får tid til at tænke selvstændigt. Jeg tror, Fogh får for mange oplæg fra regeringens embedsmænd, som jo har deres egen dagsorden. De er den største, den tungeste og den mest usynlige interessegruppe, der findes, og de gør nøjagtig, som det passer dem. Har man så oven i købet – som Anders Fogh Rasmussen – et parti i ryggen, som bare stiller sig op og jubler, hver gang man åbner munden, så er der jo ingen grund til at gøre noget for at tilfredsstille baglandet. Derfor kan jeg sådan set godt forstå, at han gør, som han gør. Mit håb er bare, at partifællerne på et tidspunkt vil sige, at de vil have andre boller på suppen. For så tror jeg faktisk også, han leverer de andre boller.
Skal borgerlige frygte, at Anders Fogh Rasmussen er begyndt at forveksle den politik, der gør livet som statsminister let for ham, med den politik, der ideelt set er den rigtige.
Den fare er der altid, men det afhænger af Foghs personlighed, og den kender jeg ikke godt nok. Men hvis han har en tilbøjelighed til at bøje sig med vinden, så må vi bare sørge for, at vinden blæser den rigtige vej. Så må vi borgerlige lægge pres på ham.
Bliver der lagt pres på ham fra det borgerlige Danmark i disse år.
Så længe vi bare jubler af hans udlændingepolitik, jubler af kanoner og jubler af reformstop, fordi det er bundet sammen med skattestop, så føler han i hvert fald ikke nogen anledning til at ændre sin politik. Borgerlige vælgere og meningsdanneres job er at sørge for at holde vore egne politikere til ilden. Nogen skal gøre det, for hvis han ikke oplever, at der findes en borgerlig opposition, så har han jo ingen grund til at imødekomme den.
Kan du se nogen af de store borgerlige meningsdannere, nogen af dem som har jævnlig adgang til aviserne, gør deres arbejde med at holde statsministeren til ilden?
Næh! Yngre folk som Peter Kurrild-Klitgaard og Christopher Arzrouni gør det, men man kan undre sig over, at de lidt ældre ikke følger op. De optræder ret slapt, faktisk.
Og så en opdatering: Svaret dengang var: “Ja”, og det har historiens vingesus ikke ændret på.