Mere legetøj til store drenge?

Mit yndlingslegetøj har altid været tog. Og det er i den sammenhæng ligegyldigt om de har været rigtige store tog eller de fikseste små modeller. Min legekammerat Peter havde topmålet, et sommerhus som var 2 fine gamle togvogne. Den ene en sovevogn! Den anden en kongelig salonvogn, der nu er endt på museum.

Andre drenge har haft andre lyster, en hel del af dem racerbaner.

Og såvel interessen for som valget af legetøj fortsætter tilsyneladende livet igennem. Også blandt politikere. Og da man foretrækker medlemmer med engagement, så ender de tog- og bilglade ofte i folketingets trafikudvalg, hvor de køber hinanden til tavshed efter princippet: I får en motorvej, vi får en jernbane. Det er måske ikke altid så heldigt.

For oprigtig talt er behovet for langdistance-jernbaner i Danmark uendelig beskedent, når man sammenligner med biltrafik. Der kører ca. 6.000 mennesker over Storebælt med tog hver dag, men 30.000 biler og 120 busser. Alene busserne må kunne rumme lige så mange mennesker som togene!

Priserne for at køre med togene viser også tydeligt, at der er noget galt. Busser kan åbenbart køre kommercielt på nøjagtig samme strækninger til væsentligt lavere priser – og så er der ikke taget højde for statens årlige milliardtilskud til DSB.

Hvis nogen skulle tro, at prisen ikke er særligt vigtig, men at f.eks. miljøet bør tælle med, så er svaret, at der næsten altid er direkte proportionalitet mellem prisen på en vare og dens fodaftryk på miljøet. Og hvis det ikke skulle være tilfældet, så er der en enorm vilje hos politikere af alle farver til at beskatte varen så meget, at skatten i hvert fald svarer til varens miljøskadelighed.

Hvis man vil gennemføre en reduktion af rejsetiderne med tog fra København til Aarhus med nogle relativt få minutter, så skal den investering jo også tælle med som en miljøbelastning. Der går rigtigt megen natur med i købet, når en bro skal smadre sig vej over Vejle Fjord for at spare 8 min pr. passager (dog undtaget de passagerer, som nu ikke længere kan stige af i Vejle by).

Og iøvrigt er det jo under alle omstændigheder sådan, at rejsen mellem 2 stationer ofte kan være den mindste del af turen. Busserne og lokaltogene i begge ender tæller ofte ganske pænt med i opgørelsen.

Det er en enorm fordel, at togfonden har vist sig at mangle penge. Så får man da en chance for at tænke på ny. Men den bedste løsning er ikke, at pengene skaffes fra andre kasser. Den rigtige løsning er at skrotte togfondens projekter.