Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Opløb

De borgerlige partier vil indføre kollektivt erstatningsansvar for hærværk som led i en “Respektpakke“. Men når man vælger så belastet et udtryk som “kollektivt ansvar”, og så endda supplerer med en gang varm luft – Respektpakke! – så har man allerede tilstået sin politiske inkompetence.

Det bliver ikke bedre af, at man straks har fået fuld opbakning til forslaget fra politiets side. Så nu får man fornemmelsen af, at pakken snarere drejer sig om at gøre livet lettere for politiet end om at gøre det lettere for borgerne.

Uanset om det bliver vedtaget, så er det forslag undfanget som en politisk belastning.

Der kan ellers være god grund til at se på det spørgsmål, som man vil løse. Og det kan endda være, at løsningen objektivt set ikke er så ringe endda. Den er bare pakket usandsynlig grimt ind.

For der er et problem. Det kan enhver se. Når episoder som overfald på sygehuse og smadring af butiksstrøg kun resulterer i en håndfuld bøder, så er retssystemet ikke stærkt nok til at beskytte de lovlydige borgere. Og det gælder både den strafferetlige og den erstatningsretlige beskyttelse af borgerne. Og de 2 regelsæt bør være nogenlunde ens, så de, der kan straffes, også skal betale erstatning og vice versa.

Gennem århundreder har man forsøgt at løse problemer med opløb ved at skille mængden med væbnet magt. Det er også den metode, som vores egen Grundlov forholder sig til:

§ 80 Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordrede til at skilles.

Grundloven rammer – man havde nær sagt: som sædvanlig – noget essentielt. Opfordringen til at gå hjem er nemlig, både en advarsel om at man risikerer revet tøj og brudne lemmer, og en chance for at fredelige borgere kan vise, at de tager afstand fra ulovligheder. De skal bare gå deres vej.

Og det er faktisk et fuldstændig rimeligt krav at stille til folk. Gå den anden vej. Læg brostenene fra jer. Vi ses igen imorgen.

Og hvis man ikke forstår det enkle budskab, så må man også være forberedt på at tage skade for hjemgæld. Undskyldninger om, at man kun blev der for at se, hvad der skete; at man bøjede sig ned for at binde snørebånd, medens alle de andre samlede brosten op; og alle de andre klassikere kan man med god ret tillade sig at afvise, hvis folk først tydeligt og klart har fået opfordringen til at gå hjem.

Det handler bare ikke om “kollektivt ansvar”. Det handler om et klassisk tilfælde af medvirken, nemlig når man ved sin blotte tilstedeværelse hidser andre op til at begå en forbrydelse eller gøre den lidt grovere.

Forleden var der en del debat om en sag fra Roskilde om en “åndsfraværende” pige og 3 drenge. Hvis man nu forestiller sig, at der havde stået en 4. dreng og kigget på, fordi det var lidt spændende – også selv om han ikke helt havde modet til selv at deltage. Skulle han så gå fri for en tiltale for medvirken?

Det er temmelig diskutabelt. Han behøver muligvis ikke gribe ind og redde pigen. Men han har under alle omstændigheder en pligt til at vise sin foragt ved at gå, måske endda tilkalde hjælp. Når han bliver som tilskuer, såkan det nemt forstås sådan, at han opildner til at fortsætte forbrydelsen. Indser han det, så er han medskyldig. Det er altså ikke så svært at forstå.

Det som derimod kan falde vanskeligt at forstå, det er, hvordan vi nogensinde har kunnet glemme, at sådan må det være.

PS Hvis jeg skulle argumentere lidt imod mig selv, så kunne man have den indvending, at når kun nogle ganske få kommer til at bære byrden for manges handlinger, så kan det virke vilkårligt og dermed uretfærdigt. De, som bliver nappet, har jo ingen muligheder for at sende byrden videre til de andre skyldige. Det er altså en situation, hvor strafferetten har flere muligheder for at variere sin sanktion end erstatningsretten, der kun kan nå til enten fuldt eller intet ansvar.

Udgivet den

Partihopperi – konsekvenser af et forbud.

En MF’er har skiftet parti, og nu sidder jeg og leger lidt med tanken:

Hvordan kunne det se ud, hvis partihop blev forbudt? Hvis det skal gælde for hop direkte til et andet parti, hvad så med løsgængeri? Og hvad med eksklusioner. Skal det også være forbudt?

Eksklusionerne er faktisk et godt udgangspunkt. Lad os antage at Erik Kesmart, MF kommer op at skændes med ledelsen i Topstyringspartiet. Det kan skyldes politiske uoverensstemmelser, men måske tiere personlige (Der så projiceres over i politiske. Se bare partiernes formandsvalg.) Hvis partihop og løsgængeri ikke er tilladt må det betyde, at partiledelsen kan afskedige ham, og at han så udtræder af Folketinget.

Hvem skal så ind i hans sted. Det kan man selvfølgelig lade afhænge af en suppleantliste. Men når de næste nuller i rækken heller ikke retter ind, så bliver de jo også afskedigede. Så det eneste konsekvente ville være at lade partiet selv ansætte næste mand. Slå stillingen op, vælg mellem ansøgerne. Det er da enkelt.

Hvis partiledelsen alligevel kan sammensætte sin folketingsgruppe på den måde, så er der egentlig ingen grund til at have navngivne kandidater på stemmesedlen. Så må det være nok at stemme på et partinavn eller “brand”. Når valget så var opgjort, udpegede partiets bestyrelse og direktion så det nødvendige antal medlemmer af Folketinget.

Der skulle altså findes nogle juridiske enheder – aktieselskaber, foreninger, interessentskaber, fonde eller hvad det nu kunne være – der havde erhvervet sig en ret til at stille op. Ledelsen ville ikke nødvendigvis selv skulle sidde i tinget, men ville jo nok forsøge at få de bedste ben selv. Det ville jo løse de evindelige morsomheder med, at de radikale på deres landsmøder vedtager et, og bagefter stemmer for det modsatte i tinget.

Mon ikke alle partiledelser i det system kunne blive enige om én ting, nemlig at gøre det svært for nye partier at stille op. Den tendens er der allerede. Processen fik lige en gang bureaukrati for nogle år siden, så man skulle sende erklæringer frem og tilbage et utal af gange. Lige nu holder partierne sig dog lidt tilbage. Intet folketingsmedlem vil undvære den nødudgang, at man selv kan stifte et parti på nogenlunde tilgængelig måde. Hvis partihop forbydes, så vil bremserne for nye partier blive hugget i.

Og mon ikke også spærregrænsen ville blive hævet.

Og så er slutresultatet nok ikke så svært at skimte i horisonten.

Mon ikke den nuværende ordning er at foretrække.

PS et forbud kræver en grundlovsændring, da det er medlemmerne, som vælges ved direkte og hemmelige valg, medens Grundloven slet ikke nævner partier.

Udgivet den

Panama – et propaganda-apparat på afveje.

Hvis man er gammel nok, så kan man huske, at der var et vaskeri med navnet “Sortevit”. Når det drejer sig om Panama og skattely, så kører der i pressen en fuldstændig ukritisk proces, som bedst kan beskrives modsat: “Vittesort”. I et orgie af forargelse, misundelse og dumhed blandes alt muligt sammen, og hvidt postuleres at være gråt og dermed det samme som sort.

I resten af verden har de for længst har opdaget, at sagens hovedspørgsmål ikke er skatteunddragelse, men korruption, returkommissioner og anden forbryderisk adfærd. Det er kun i lille Danmark, at skatten er så høj, at skattesnyd bliver virkelig interessant.

Men bare fordi nogle personer har lyst til at snyde i skat (nemlig dybest set det store flertal, men vi får bare ikke mulighederne for at gøre det risikofrit), så er det ikke alle der gør det. Og så er der dem, som har råd til at lade være. Hvis pengene flyder tilpas rigeligt, hvorfor skulle man så gøre sig til forbryder for nogle få ekstra håndører.

Forleden skrev et præsumptivt tænkende folketingsmedlem sådan: ” Det er ikke i orden, når folk placerer penge i skuffeselskaber i skattely. Banker skal heller ikke bidrage til det.” Det er faktisk et imponerende ureflekteret udsagn, for det forudsætter, at enten er enhver placering af penge i Panama ulovlig, eller også må banker ikke medvirke til lovlige handlinger.

Det er jo meningsløst, men det bærer ved til et heksebål.

Lad os nu være en lille smule tænkende og konstatere, at hvis en person nogensinde har haft til hensigt at snyde de danske skattevæsener, ville han så opsøge en nordisk banks udenlandske afdeling for at få hjælp med det? Kan vi ikke med nogen ret forudsætte, at folk som er snu nok til at tjene så mange penge, også er snu nok til at undgå banker, som er fedtet ind i symbioser med danske myndigheder! Så mon ikke mængden af sorte penge placeret i danske bankers udenlandske filialer er forsvindende.

Hvor mange hvide penge danskere bosat i Danmark har i skattely, det ved vi intet om. Bankerne oplyste desværre ikke selv omfanget af deres indeståender med panamanske forgreninger, da de havde ordet i Folketinget. Og ingen af kritikerne spurgte!
Og når først folketingets medlemmer fører an, så skal pressen nok komme løbende bagefter. Ritzau har f.eks. udsendt et telegram om, at Apple har 181 mia dollar gemt i skattely. Baggrunden for det var en oplysning fra Oxfam, der som bekendt også er bagmænd bag Ibis’ årlige misk-mask om fordelingen af verdens formuer (den om at danske studerende med studielån er fattigere end de sultende i Nordkorea!).

Med brugen af ordet “gemt” få man antydet, at pengene ikke er helt hvide, og når de altså er lidt grå i kanten, så – vips – bliver de nærmest sorte. Ordvaskeriet “Vittesort” på arbejde. Det er ganske enkelt misvisende.

Hvad værre er, så oplyste man i den oprindelige udgave af opslaget, at brugen af skattely har reduceret Apples skat fra 35 til 26,5 procent. For en finansredaktion havde det måske været naturligt at øse af sin paratviden og gøre opmærksom på, at den danske selskabsskat er helt nede på 22 %. Det er altså vanskeligt at beskrive lande med højere selskabsskat som udprægede skattely!

Og sådan kører møllen. Det er hårdt at se på. Og det er egentlig forståeligt, hvis en del mennesker lader sig vælte omkuld af flodbølgen.

Men det spærrer for, at man indser karakteren og proportionerne i problemet. Og det er ellers altid første skridt på vejen mod en løsning.

PS Her er mine kommentarer om mellemmændene.

Udgivet den

Skattely – mellemmændene

Man skal ikke have hørt mange minutter af DRs udsendelse om Panama førend man opdager, at sproget ensidigt er præget af værdiladede ord. Der tales konstant om stråmænd, skuffeselskaber, skattely, ikke om skattereduktion, holdingselskaber eller mellemmænd. Og hensigten er naturligvis at præparere seerne til at opfatte systemet som misliebigt.

Allerede en gennemgang med andre ord giver billedet andre nuancer, men dertil kommer, at når man først får tilført nogle flere oplysninger om baggrunden for konstruktionerne, så bliver billedet meget anderledes.

Fredsommelige mellemmænd

Noget af det som DR gerne vil fremstille som stråmænd er ganske simpelt “kommissionærer”.  Det er imidlertid en gammelkendt konstruktion, som kan være uendeligt praktisk. Kommissionær er man, når man “handler i eget navn, men for en andens regning”.

Det helt banale eksempel er, at hver eneste gang jeg sender sønnen ned i kiosken for at købe 2 liter mælk, så handler han som kommissionær. Købmanden kan ikke se, at han køber til en anden, men det er mig, som betaler regningen, typisk ved at sønnen har min pung med.

Boghandlere er i øvrigt næsten altid kommissionærer (men salgsudgaven, hvor sønnen stod for køb), idet bøgerne rent faktisk tilhører forlagene, og boghandleren først betaler forlæggeren, når han har udleveret bogen til kunden. Mon boghandlere som stand er et bundt forbrydere? Ikke helt, vel?

Rigtige stråmænd

Der findes også rigtige stråmænd, nemlig der hvor man lader en anden (stråmanden) gøre noget, som man ikke selv kunne gøre legalt. Situationerne kan sommetider ligne kommissionæren til forveksling. Hvis man laver eksemplet fra før lidt om, så det nu er sønnen, der sender mig ned til købmanden for at købe ham en flaske vodka til at tage med til en fest, så er jeg stråmand, fordi min søn er for ung til selv at købe skidtet.

Den form for ageren ville jurister beskrive som omgåelse. Omgåelsen går ud på, at transaktionen skal gennemføres bare med en skuespiller skubbet ind i systemet på den enes vegne. Når handlen er gennemført er alle glade. Købmanden har solgt noget mere, sønnen kan gå til fest, og jeg slipper for mere plageri. Der er ingen som skuffes, bortset fra den moraliserende stat.

Der findes også en anden type stråmand, nemlig proforma-stråmanden. Han er typisk en person, som er enten ren fiktion eller som er fuldstændig falleret, så man aldrig nogensinde kan plukke ham for penge. Han optræder for at skuffe en eller anden 3.-mand.

Også her er det nemt at finde på et eksempel. Man er ved at sælge sin gamle bil via Den blå Avis, og en potentiel køber giver et lidt for dårligt bud, og hvad svarer man så? Man siger naturligvis straks: “Nej, det er for lidt, selv brugtvognsforhandleren ville give mere!” Og det er naturligvis løgn, så her er den nævnte forhandler en fuldstændigt fiktiv stråmand.

Om lige dette eksempel er grelt nok til at være ulovligt, det er nok tvivlsomt, men konstruktionen er klar nok.

DRs eksempler.

DR havde 2 eksempler på danskere, som optrådte i deres panamanske dokumenter. Den ene boede slet ikke i Danmark. Begge de 2 havde tilsyneladende nogle problemer med at eje noget. Nok fordi de skyldte penge – formentlig temmeligt mange af dem – til nogle 3.-mænd.

De havde tilsyneladende brug for, at nogen stod som ejere, når de nu ikke selv kunne. Så de havde brug for stråmænd. Og det er af proforma-typen. Den ene brugte en fondskonstruktion, som ikke ville være lovlig i Danmark, men han boede altså også i UK! Han havde også foretaget nogle gaveoverdragelser, som sandsynligvis ville udløse gaveafgift i Danmark, men det havde nok ikke så meget med Panama at gøre.

For den andens vedkommende var pengene forsvundet op i den blå luft. Skattely var næppe det primære formål. Det er godt nok en uforståelig udvælgelse af eksempler til en stort anlagt udsendelse om skattely. Man kunne godt opfatte det, som misvisende.

Og så til Panama

Danmarks Radio har ret konsekvent brugt ordet stråmand om alle de personer, der ikke er ejere af de panamanske selskaber, men som optræder i bestyrelser etc.

Lad mig starte med at konstatere at stråmænd efter omgåelses-modellen, det er de ikke. Den panamanske selskabslov tillader udlændinge, at sidde i selskabsbestyrelser, så aktionærerne kunne sagtens sidde der. Der skal ganske vist være 3, så 2 udefra er nødvendige. Men det er en detalje.

Det er i den sammenhæng lidt sjovt, at når en mindre dansk virksomhed vælger at have en bestyrelse med eksterne medlemmer, så er det positivt. Og man kan også konstatere, at efter Danmarks Radios standard, så er samtlige bestyrelsesmedlemmer i statsejede danske selskaber såsom Storebæltsbroen stråmænd.

Vi har også hørt om det forargelige i, at selskaberne udsteder generalfuldmagter til aktionæren til at foretage investeringer på selskabets vegne. Men mon ikke det samme gælder for talløse selskaber i Danmark med en enkelt aktionær. Om manden er direktør eller prokurist gør altså ikke den store forskel.

Man må også drøfte, om der er tale om stråmænd af proforma-modellen. For det danske skattesystem, der bygger på mistillid til borgernes vilje til at selvangive, må det se sådan ud. Men på det punkt er dansk ret altså temmelig usædvanlig, og det er den selvsagt, fordi vi har højere skatter end nogen som helst andre.

Men der altså en forskel mellem en person, der ikke kan have nogen anden praktisk eller teoretisk rolle end stråmandens, og så en person, der som hovedregel indtager en lovlig position, men hvor hans stilling misbruges.

Og det indebærer i hvert fald, at man i hvert enkelt tilfælde må vurdere lovligheden. Når man skal skønne over det, så må man veje den potentielle straf for overtrædelser op med fordelene ved en skatteunddragelse. Det er ikke en afvejning, som ville få mig til at unddrage mig skat.

Men det er klart på dette punkt, at det retlige problem opstår. Om det er så stort, at man kan bruge betegnelsen “stråmand” generisk, det må man afgøre for sig selv. Jeg ville ikke gøre det.

PS Her er mine kommentarer om politikernes og pressens håndtering af sagen.

Udgivet den

Skattely – betyder det noget for skatten?

Hvorfor i al verden er der ikke en eneste, der har påpeget, at formuer placeret i skattely ikke er ensbetydende med samme beløb i undgåede skatter.

For det første må man undersøge, om det oprindelige indskud i skattelyet er optjent sort. Det vil ofte ikke være tilfældet. En forboldspiller, der får udbetalt en stjernegage af sin klub et sted i Europa har garanteret betalt kildeskat af den.

Når han vender tilbage til Danmark, skal han selvsagt ikke betale yderligere skat. Og om han placerer den i skattely, hvad enten det er før eller efter han vender hjem, gør ikke pengene sorte, grå eller nogen som helst anden farve end hvide.

Af de danske formuer i skattely er langt den overvejende del nok optjent på den måde. Andre er direkte optjent i Danmark med betalt skat.

Atter andre er reelt sorte, og der skyldes selvsagt en skat, der ville have udgjort ca. halvdelen. Men det må være relativt beskedne beløb i årlig unddragelse.

Afkastets størrelse af en formue placeret i et skattely kan jo variere meget, men hvorfor skulle aktier og obligationer købt gennem en udenlandsk bank give større afkast end en tilsvarende formue placeret i et dansk holdingselskab, der køber aktier gennem en dansk bank.

Så afkastet er nogle få %, hvoraf Skat ville få ca. 1/4 i selskabsskat. Det vil sige, at den undgåede skat måske er 1 % af selve formuen.

I grove tal er det danske statsbudget på ca. 1.000 mia. Hvis skatter fra afkast af formuer i skattely, skulle forøge de danske skatteindbetalinger med 1 o/oo, altså 1 mia., så skulle der være placeret 100 mia. i skattely. Det er mange penge. Det svarer til henved 3 % af samtlige danskeres realkreditlån!

Det er s’gu vanskeligt at tro, at der er så mange danske penge placeret i den slags. Vi har ikke i Danmark 10.000 mennesker, der hver har 10 mio. placeret i skattely.

Så hvis der er nogen, som tror, at skattely har nogen som helst betydning for velfærdsstatens økonomi, så tager de grueligt fejl.

PS Selve spørgsmålet om pengene i skattely er sorte, og hvorfor man bruger skattely har jeg behandlet forleden i Skattely eller skattesnyd og i et opslag om mellemmændenes rolle. Her er så lidt om politikernes og pressens håndtering af sagen.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: