Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Straffesager udenfor kategori – introduktion til begrebet materiel atypicitet.

Verden er så mærkelig, at den samme handling i forskellige situationer kan være hhv. dybt dadelværdig og lige så inderligt rosværdig. Men hvordan skiller man dem så ad.

Ingen er i tvivl om, at når en voldsmand bruger kniv, så er der tale om grov vold. Men hvad er det så, når en kirurg står og snitter i en patient? Straffelovens begreb ”vold” er givetvis opfyldt, og kirurgen gør det jo utvivlsomt også med absolut overlæg. Og alligevel er alle nok enige om, at der ikke skal straffes.

Til at samle den slags forvirrende situationer op, benytter man i strafferetten begrebet ”materiel atypicitet”. Ordene lyder mystiske, men ”atypicitet” betyder bare, at der skal være tale om noget atypisk, noget som falder udenfor kategorien. Ordet ”materiel” indgår derimod ikke – så vidt jeg umiddelbart kan se – som modsætning til ”formalitet”. Det skal bare understrege, at det er virkeligheden, som skal være atypisk, ikke beskrivelsen deraf.

Materiel atypicitet indebærer, at der er tale om en handling, som ganske vist er omfattet af lovens ord, men som alligevel falder udenfor kategorien, og som derfor ikke kan eller skal straffes.

Det er et fundamentalt og fornuftigt krav i vestlig civilisation, at man kun straffer de handlinger, som er beskrevet i loven. Men det får ofte den konsekvens, at når man skal skrive love, så forsøger man at gøre beskrivelsen af forbrydelsen så bred, at man får det hele med.

Dermed kommer der nemt til at opstå situationer, hvor lovgivningens beskrivelse af den strafbare handling omfatter flere forhold, end det er fornuftigt at straffe. Hvis den, der har skrevet loven, godt har kunnet indse, at der er risiko for, at bestemmelsen vil blive overfortolket, så vil man ofte have indføjet en betingelse om, at handlingen skal være ”retsstridig”. På den måde kan man sortere nogle af vildskuddene fra. Et helt frisk eksempel er, at forslaget om et maskeringsforbud ikke skal gælde, når maskeringen har et ”anerkendelsesværdigt formål”.

Men derudover forekommer der altså nogle usædvanlige handlinger, som man ikke kan tage højde for, hvis man skal formulere nogenlunde anvendelige love. Som eksemplet i indledningen viste, kan sammenstødet mellem virkeligheden og loven somme tider virke temmelig mærkelig. Materiel atypicitet er imidlertid relevant i flere tilfælde end de allermest aparte, og over tid kan holdningen ændre sig. I dag forekommer det helt usandsynligt, men man skal ikke ret meget længere end et sølvbryllup tilbage i tid, førend voldtægt af en ægtefælle ansås for materielt atypisk og dermed straffri.

Behovet for løbende at tilpasse straffeloven til befolkningens normer er i øvrigt en væsentlig årsag til, at der medvirker lægdommere i straffesager.

Hvor går grænsen for de handlinger, som er materielt atypiske eller udenfor kategori?

Det kan man i sagens natur ikke sige ret meget om. I de sager, som ender for retten, er der typisk tale om forhold, som man ikke har haft fantasi til at forestille sig i forbindelse med lovens udarbejdelse. I den forbindelse skal man også huske på, at den professionelle jurist ikke bryder sig begrebet og om muligt hellere vil benytte sig af alternativet, der er, at man dømmer for forbrydelsen, men bare nedsætter straffen til 0. Og sådan går det i langt de fleste situationer, hvor materiel atypicitet kunne være relevant.

Et stykke af vejen kan man dog nok nå. Langt de fleste straffebestemmelser har en underforstået ”beskyttelsesinteresse”, altså det som man vil undgå ved at gøre handlingen strafbar. Og hvis den ikke er opfyldt, så bør der som udgangspunkt statueres materiel atypicitet.

Journalisten, som med eksemplets magt vil udstille, at nogle regler ikke er effektive, er en klassiker. Det gælder, hvad enten han på det sorte marked køber en pose stoffer eller han samler en steakkniv op i lufthavnens restaurant og tager den med ombord på flyet. I dansk ret dømmes han som regel, men med straffrihed.

Et sted, hvor begrebet kan være vigtigt, er i arbejdet med at reducere skaderne fra bl.a. stofafhængighed og sexarbejde. For det kræver jo somme tider, at de implicerede kommer tæt på handlinger, der med passende ond vilje kan anses for strafbare.

Naturligvis skal de, som arbejder med skadesreduktion, holde sig på dydens smalle sti. Hvis en kirurg skærer i den forkerte patient eller saver det forkerte ben af, så skal der jo ikke være en undskyldning i form af materiel atypicitet; så begår han legemsbeskadigelse og skal dømmes for det. Og andre, som vil lindre skal naturligvis ikke stilles bedre end ham.

Men som det fremgår af eksemplerne, så er det materielt atypiske ofte noget, der udfordrer vores nuværende samfundsindretning i nyt perspektiv og inspirerer til forandring. Og det i det lys bør begrebet have ret vide grænser.

 

Foto: Artur Bergman (Flickr.com), modified

 

 

Udgivet den

En outreret dag i byretten

Foto: Lotte Grønkjær

En advokat bad Henrik Sass Larsen tage affære i en sag mod en kommune. Det kaldte hendes modpart, borgmesteren, trusler. Det skulle borgmesteren imidlertid ikke have gjort, for så blev han sagsøgt for injurier.

Spændingen er hårrejsende. Hvor mange selvpåførte tæsk kan man få i en retssal? Det foretog man torsdag et videnskabeligt eksperiment om i byretten. Eksperimentet blev foretaget under en injuriesag – endda en af de grove som omhandler bagvaskelse. En sag, som var anlagt af en fornærmet advokat på vegne af sig selv, og dermed påtog hun sig rollen som forsøgsdyr. Det var modigt.

Bagvaskelsessager bliver aldrig andet end spændende teater, men om det er tragedie eller komedie vil vise sig. Baggrunden var i hvert fald tragisk; en børnesag fra Hjørring. Kommunen har enten tvangsfjernet eller undladt at tvangsfjerne, og begge dele er jo altid galt. Spørgsmålet er bare, hvad er mest galt. Det er i hvert fald en sagstype, hvor alle parter plejer at afsøge grænserne for ytringsfriheden, navnlig den del der handler om retten til at give igen med samme mønt.

Men hvorfor skal afslutningen på en børnesag ende med at være en barnagtig sag. Politianmeldelser, klager til advokatnævn og henvendelser til politikere.

I dag tørner gemytterne sammen allerede under forelæggelsen. Sagsøgeren læser så indlevende højt af et mødereferat, at modparten hellere vil høre en lydoptagelse fra mødet. Den hænger bare fast i byrettens net. Og det er gået ned, lige så grundigt som den ubåd de taler om i nabolokalet.

I vores sag sejler alting imidlertid planløst rundt i søgen efter corpus delicti, som jo er, om de sagsøgte kan fremlægge sandhedsbevis for, at sagsøgeren truede. Allerede nu er sammenhængen dog så rodet, at enhver mulighed for at finde hoved og hale er fordampet. Og dog. Efterhånden melder der sig en nagende tvivl; gad vide om sagsøgeren egentlig ikke har en pointe eller 2. Og det har hun altså. Hun kan bare ikke finde dem. For kan noget normalt menneske føle sig skræmt af en trussel om at gå til pressen? Eller af Sass Larsen?

Man savner en håndfast dommer. En ærkeengel med flammesværd og Guds autoritet. I stedet har vi fået enhver svigermors drøm; høflig og beleven, men de 2 gange hvor han skal huske sin retsplejelov, tager han fejl. Parter kan undlade at afgive forklaring, men når de gør det, så skal de altså tale sandt. Men som han siger, så står det ikke i retsplejelovens § 344. Hvilket er rigtigt, for det er § 304 han burde have læst.

Lige så godt går det, da sagsøger vil erstatte en vidneforklaring med en skriftlig erklæring – ikke fra vidnet selv, men fra det potentielle vidnes advokat. Det ville normalt ikke blive bedre af, at retten tidligere har besluttet, at afhøring af vidnet – Henrik Sass Larsen – er overflødig. Men sagsøgeren får lov. Er der da slet ingen jurister til stede?

Vidneafhøringer er en svær kunst. Somme tider siger vidner noget andet, end det man forventer. Og hvis de så endda tilføjer en begrundelse eller troværdig detalje, så er det rent ud sagt noget skidt. Men hver gang, der kommer et svar, som ville sende andre i gulvet, så tager den sagsøgende advokat blot en tænkepause, udbryder: ”Godt” og går videre til næste spørgsmål. Det er storsind i særklasse.

Det er proceduren også; en straffesag procederet i henved 1 time, uden at straffeloven nævnes. Men til gengæld en del om menneskerettigheder i Tyrkiet, Rusland og Rumænien, samt at Danmark ikke skal ned på deres niveau. At de sagsøgte har bevisbyrden for sandheden af deres udsagn om, at sagsøgeren har truet, fremgår ikke. I stedet søger sagsøgeren selv at bevise sin uskyld, åbenbart uvidende om at allerede Sokrates konstaterede umuligheden deraf.

Indlægget afsluttes med nogle bemærkninger om mulige sanktioner. ”Retten bør overveje en behandlingsdom,” siger sagsøgeren og fortsætter: ”Det er outreret.” Og det er lige, hvad det er.

Modpartens procedure er vanskelig. Hun skal vinde, og det burde ikke være så svært at sætte det dræbende stød ind. Men det sker ikke. Mon hun lige kommer i hu, at der i straffeloven også står: ”Den, der dræber en anden på dennes bestemte begæring” er hjemfalden til straf.

Det kan ikke undre, at dommeren bekendtgør, at dommen først falder om 4 uger, når han har tænkt sig om. Det bliver jo nødvendigt, når ingen andre har gjort det tidligere.

 

Udgivet den

Menneskerettighedsmisbrug – et eksempel.

Menneskerettigheder er vigtige som pejlemærker, men de skal ikke bare hales frem i tide og utide.

Nogle adoptivbørn fra udlandet har opdaget, at de har biologiske søskende, som også er blevet adopteret her til landet, og det vil andre adoptivbørn selvsagt gerne have undersøgt, om de også har. Men det er vanskeligt af få gjort.

Derfor var en lektor, Marianne Høigaard, der forsker i menneskerettigheder, kaldt i morgenradio på P1 for at tale om spørgsmålet. Men det er altså problematisk, når et spørgsmål pludselig bliver gjort til noget om Menneskerettigheder.

Menneskerettigheder skal handle om de store problemer
For det første  så devaluerer man begrebet menneskerettigheder. Moderne menneskerettigheder, baseret på internationale traktater, opstod efter 2. verdenskrig. De er en reaktion på koncentrationslejre og anden elendighed, og selv om rækkevidden nok skal være lidt bredere, så skal man altså reservere begrebet til noget, der virkelig griber ind i folks liv.

De tekster, for eksempel Den europæiske menneskerettighedskonvention, som det hele bygger på, er måske nok kloge og gennemtænkte, men de er altså også et produkt af deres samtids problemer og lidt tilfældige i deres valg af emner. At  begynde at fortolke om dette eller hint problem er omfattet af teksten, er principielt set ikke meget forskelligt fra at skulle afgøre, om moselovens bud om at holde hviledagen hellig tillader, at man tænder for elektrisk lys.

Og det hører i hvert fald med i billedet, at den danske befolkning i helt overvældende grad får brækfornemmelser, hver gang dette eller hint afvises, fordi “det vil være i strid med vores internationale forpligtelser” i henhold til en eller anden konvention. Man når i praksis meget længere med at konstatere, at “forslaget er dumt, fordi …”. Eller omvendt naturligvis.

Man vælter omkostningerne over på andre
Når først man har gjort noget til et spørgsmål om menneskerettigheder, så ligger det snublende nær, at omkostningerne ved en løsning ikke skal bæres af de berørte, men af fællesskabet. Og lektoren fik da også sagt, at omkostninger aldrig må stå i vejen for at overholde nogens menneskerettigheder.

Men der findes ikke menneskelige aktiviteter uden omkostninger. Vi vælger at udføre dem, hvor fornøjelsen overstiger indsatsen. Men når først vi kan vælte byrderne over på andre, så forsvinder det krav om proportioner.

I sagen om adoptionsbørnenes mulighed for at finde deres søskende er problemet egentlig ikke, at de ikke må få oplysningerne. Det er såmænd bare, at nogle oplysninger er svært tilgængelige, fordi de ligger i gammeldags papirarkiver, som skal gennemsøges manuelt. Og det koster. Og hvem skal så betale.

Man gør spørgsmålet sort-hvidt
Når først man taler menneskerettigheder, så forsvinder nuancerne i en sag. Det bliver et spørgsmål om alt eller intet. Der er imidlertid kun få spørgsmål, som er så enkle, at der kun findes én tænkbar løsning, som ligger indenfor det rimelige.

Spørgsmålet om omkostninger til undersøgelser i adoptionsarkiver illustrerer det egentlig godt. For løsningen behøver vel ikke nødvendigvis at være, at det offentlige skal betale. Det kunne være at gennemføre undersøgelserne på en mere effektiv måde, en fordeling af omkostningerne  eller noget helt tredje.

I dette tilfælde blev der heller ikke med et eneste ord nævnt, at der også er andre end det nysgerrige adoptivbarn at tage hensyn til. Det er jo ikke sikkert, at den nysgerriges ønske om kendskab til sine mulige søskende deles af de eventuelle søskende. Det hensyn hører i hvert fald til i en rimelig diskussion af emnet.

Men menneskerettighedsetiketten gjorde at det forsvandt og dermed fremmer man formentlig bare fornemmelsen af, at menneskerettigheder er verdensfjerne og religiøse. Det er ikke en god måde til at skabe et samfund, hvor vi tager mere hensyn til hinanden – og det må vel ellers være målet med dem.

Og så lige et tilføjet PS fra 5. februar 2018

Hvorfor er det lige, at en tekst som menneskerettighedskonventionen, der formuleret i absolutter, kan fortolkes dynamisk?

Det er selvfølgelig, fordi pligter, rettigheder og friheder i et samfund bør afhænge af tid, sted og en hel masse andet.

Og så skal vi lige huske, at politikere elsker at skubbe dem foran sig. Når de ikke vil stå ved en regel, så siger de: “Ellers bryder vi konventionen!”

Udgivet den

Ghettobekæmpelse starter med de islandske sagaer

Det vigtigste enkeltskridt i ghettobekæmpelse er en ændret sammensætning af ikke bare beboerne, men også af bebyggelsens ejerformer. Og det kræver lovgivning på kanten af Grundlovens regler om ekspropriation. De islandske sagaer udgør et fortilfælde.

Der findes ikke private ghettoer

Når man taler om ghettoer i den offentlige debat, så er der altid tale om boligområder, der er opført med statsstøtte. Det indgår endda som en del af ministeriernes definition af en ghetto. Men det er formentlig et helt overflødigt led i definitionen.

For hvis man skal pege på områder med massiv koncentration af indvandrere, straffede, arbejdsløse og uuddannede, så kan man formentlig ikke finde et eneste privat boligbyggeri, som kommer i nærheden af at opfylde ministeriernes ghettodefinition.

De kendteste ghettoer, Mjølnerparken, Vollsmose, og Gjellerup-planen er meget store bebyggelser, nærmest hele bydele, så umidelbart tænker man nok, at der ikke er så mange sammenlignelige private bebyggelser. Men det er ikke helt rigtigt. Leder man lidt, så kan man godt finde sammenhængende private boligområder med lige så mange lejligheder som en række ghettoer. Og ingen af dem har nogensinde haft ghettoproblemer.

Grundlovens regler om ekspropriation skal overholdes.

Hvis statsstøttet byggeri så bare var opført som ejet direkte af en offentlig myndighed, en kommune eller styrelse, så havde et frasalg af deres boliger ikke været så problematisk. Men det er de ikke. De er principielt selvstændige juridiske enheder, som ganske vist er underlagt en masse restriktioner med hensyn til formål og ageren, men som ikke ejes af det offentlige. Det vigtige i den sammenhæng er, at de skal drives non-profit. Der skal ikke optjenes et overskud til ejerne og de må som udgangspunkt ikke sælge deres ejendomme.

Som selvstændige retssubjekter er de naturligvis beskyttede af Grundlovens regler om, at man ikke kan ekspropriere med mindre det er til gavn for det almene vel og der ydes fuld erstatning. Det sidste kan lyde som noget, der bliver dyrt. Men det behøver det ikke blive.

Sagen om sagaerne

Hvis man ikke har fået fortalt historien i skolen, så skal man lige vide, at de islandske sagaer er en samling middelalderhåndskrifter, som er de centrale kilder til Islands tidlige historie. De er kort sagt grundlaget for islændingenes nationale identitet. Men de var altså i historiens løb havnet i København, og den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen fik derfor den idé, at de skulle tilbage til Island.

Problemet ved det var, at de var ejet af en fond, der ganske vist i flere menneskealdre havde fået alle sine udgifter betalt af staten, men som var en selvstændig juridisk enhed med regnskaber, bestyrelse og så videre. Så da staten gav sagaerne til Island, krævede fonden erstatning. Det fik den imidlertid ikke!

Højesterets synspunkt, som både jurastuderende og andet godtfolk altid har svært ved at goutere, var, at erstatningen skulle svare til det beløb fonden kunne tjene på sagaerne. Men da de ikke kunne sælges og aldrig kunne give overskud, så var det gratis for staten at tage dem og give dem væk.

Det er en juridisk finte, som boligselskabernes bestyrelser bør huske, hvis de får lyst til at påberåbe sig, at man ikke kan ekspropriere uden erstatning.

 

PS Jeg bruger betegnelsen statsstøttet byggeri, for jeg har lidt svært ved at kalde ejendomme befolket med etniske minoriteter for ‘almene’, endsige ‘almennyttige’. Og ‘sociale’ er de heller ikke.)

 

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: