Det er fristende at postulere, at der er lige så mange løsninger på den græske stats krise, som der er økonomer. Men i de kloges kakofoniske kor hører man alligevel med tydelighed en voksende gruppe “liberale” kræve Grækenland (bemærk, at det er landet – ikke bare staten) ud af euroen.
Et fælles karakteristikon for den gruppe er, at de fra starten har været kritiske, for ikke ligefrem at sige skeptiske eller endog modstandere af euroen. Og nu ser de en mulighed for at slå deres pointer fast med syvtommerssøm. Det er ikke noget godt udgangspunkt for fordomsfrie overvejelser.
Det de anbefaler, er, at Grækenland skal begynde at udstede drachmer, som så kan falde i kurs, så inflationen kan æde den menige grækers formue op, og bringe den græske stat på fode på bekostning af den græske middelklasse.
Det er jo ikke ligefrem en svada, der synger af Ayn Randsk beskyttelse af individet mod statsmagten. Så måske bør den models fortalere stige ned fra olympen og se problemet fra det enkelte menneskes synspunkt.
Når talløse milliarder euro i de seneste måneder har forladt de græske banker og fundet ly andetsteds, så har det en – og kun én – årsag, nemlig at det græske borgerskab pinedød ikke vil se sine penge reduceret fra gode gangbare euro til dårlige drachmer.
Det falder vel ikke svært at følge den tankegang. At pengene bevarer deres købekraft, er ganske enkelt det mest fundamentale krav man bør stille til en mønt. Og hvis man har valget mellem flere forskellige valutaer, så vil man naturligvis altid selv vælge den mest stabile.
Men hvis man ser på det 20. århundredes økonomiske lovgivning, så har en meget stor del af den faktisk handlet om at forhindre borgerne i at anbringe deres penge i noget som helst andet end den lokale statsmagts egne papirpenge. Vi har selv haft den slags. Under Schlüter var det stadig strafbart for en dansker at besidde en 100 US-dollar seddel! Reglerne forsvandt, fordi de stred mod EUs princip om frie kapitalbevægelser.
Den form for restriktioner stritter det græske folk imod med alle til rådighed stående midler. Det klart effektiveste middel er naturligvis en bankoverførsel til udlandet. Og det kan man ikke fortænke dem i.
De penge, som allerede er flygtet, kommer ikke tilbage til Grækenland, førend de kan bevare deres værdi. Der er idag ikke ret meget, der tvinger et lands befolkning til at bruge den lokale valuta. Navnlig turisterhvervet modtager i forvejen næsten alle sine indtægter via bankernes betalingskort. Det er ikke svært at dirigere dem videre til en bank i et andet land.
Hvis mirakelkuren mod den græske syge er en ny valuta, så bør fortalerne for den løsning forklare os, hvorfor hvert enkelt af de mange tiltag til liberalisering af det græske erhvervsliv, som er indeholdt i eurogruppens krav, er overflødige. Findes der på den liberale fløj virkelig modstandere af næringsfrihed, privatisering og afskaffelse af nedarvede privilegier? Det ville da være en nyhed.
Burde der ikke snarere have været stillet flere krav om frie markeder?
Den græske økonomis krise er ikke de græske borgeres krise, men den græske stats krise, der breder sig til de græske borgere. Selvfølgelig bærer hver enkelt vælger sin del af ansvaret for sammensætningen af parlamentet og dermed for den førte politik, men det er vigtigt at fastholde, at krisen skyldes en dårligt regeret stat. Og skal løsningen så bestå i at lade den selvsamme stat erstatte relativt gode penge med genbrugspapir påtrykt ordet “drachma”?
Mon ikke lidt skepsis er tilladelig her?
Kommer i Børsen i uge 31 eller 32.
Like this:
Like Loading...
Som allerede sagt er det ikke de store spring fremad. Men det er illustrativt, for vækst sker i bittesmå evolutionære skridt, som er usigeligt nemme at overse.
